Burkinsk skolelærer kidnappet

En lærer er den 12. april blevet kidnappet af den ekstremistiske gruppe EIGS (Etat islamique dans le grand Sahara). Begrundelsen er, at han har undervist på fransk i landsbyskolen i Bouro i Soum-provinsen – selv om terroristerne har ”forlangt”, at skolerne skal bruge arabisk som undervisningssprog. 

Det er en foruroligende udvikling, fordi kidnapninger ellers har været begrænset til europæere og andre, der måske kan skaffe terroristerne en indtægt i form af løsepenge. Derfor har der i flere år været adgangsforbud for hvide mennesker i det nordligste Burkina Faso, medmindre de er beskyttet af en bevæbnet eskorte. Kidnapningen er naturligvis meget skræmmende for områdets øvrige lærere og kan få store konsekvenser for børnenes undervisning.

Nogle dage før denne kidnapning dræbte den samme organisation borgmesteren i Koutougou i det samme geografiske område – ”fordi han modarbejdede dem i samarbejde med den burkinske hær.”

Den officielle statistik i Burkina Faso beretter, at 80 terrorangreb i de nordlige provinser de seneste tre år har kostet 133 mennesker livet.