Kategoriarkiv: Månedsfortælling

Identitet

Først som koloniseret og siden som terrormodstander

MÅNEDSFORTÆLLING NOVEMBER 2020

Siden den franske kolonimagt for cirka 100 år siden trak nogle streger på landkortet, som derefter definerede Øvre Volta, har befolkningen i det område, der nu hedder Burkina Faso, gennemlevet to store, længerevarende og afgørende kriser.

Den første blev skabt af nationens fødsel som koloni. Heri lå et forhold til det styrende land, kolonimagten, som ikke blot var præget af et afgørende modsætningsforhold. Det lå i selve strukturen, at magthaverne følte sig overlegne på en række felter, og at områdets befolkningsgrupper i stor udstrækning blev frataget deres oprindelige identitet. I kraft af europæernes militære og teknologiske overmagt lod de fleste voltesere sig indordne i et forhold, hvor de selv var den underlegne og ydmygede part.

Vi ved fra individuelle forhold, hvor ødelæggende det er, når den underlegne indtager offerrollen. Noget tilsvarende har præget kolonitidens logik. Når de to roller således passer sammen i en overlegen-underlegen relation, styrkes magtens identitet som overlegen i omtrent samme grad, som den underlegnes identitet svækkes. Dette forhold mener jeg, har også præget starten på det, der ofte er kaldt neo-kolonialismen, altså perioden efter den formelle uafhængighed i 1960. Og det har skabt utallige efterdønninger, som kan aflæses i den situation, som lederen af revolutionen i 1983, Thomas Sankara, reagerede på. Denne underlegne rolle blev tilmed forstærket i et område som Oudalan-provinsen, da flere års tørke skabte en ydmygende social nød i de nordlige provinser, som fandt sin modpol af bedreviden i de vesteuropæiske stater og udviklingsorganisationer.

Nutidens virkelighed og perspektiverne for fremtiden er præget af terrortruslen, og en forudsætning for, at vi kan se optimistisk på de kommende årtier, er en formodning om, at terroristerne taber deres kamp for at skabe en islamistisk stat i Vestafrika, som indeholder Burkina Faso. Jeg har før brugt sammenligningen med koloniseringen for at minde om, at terrorismen trods alt fik en ende. Denne gang vil jeg pege på et vigtigt karakteristisk træk ved forholdet mellem den burkinske befolknings store flertal og netop terrorismen. Modsætningen mellem disse to parter i den igangværende konflikt, bygger på burkinske værdier, der er oparbejdet gennem adskillige årtier, og som har præget de seneste årtiers udvikling. Og der er næppe grund til at frygte, at modsætningsforholdet vil svække befolkningens tro på egne værdier, så som tolerance og demokrati, som det var tilfældet i kolonitiden. Tværtimod ser det trods terrorens udbredelse ud til, at de fleste burkinere bliver styrket i deres forankring i individuelle og samfundsmæssige værdier, der langt hen ad vejen kan kaldes de modsatte af Al-Qaedas.

Der ser ud til at være afgørende forskel på terrorismens konsekvenser og koloni-forholdets svækkelse af befolkningen. I øjeblikket ser det ud til, at næsten alle i administrationen og i den civile befolkning tager afstand til både kolonitidens undertrykkelse og fornedrelse og fra terrorismen. I det man kunne kalde det lange, seje træk, har burkinerne fundet en metode og en identitet, der har styrket dem, og de tanker, der i Europa især var populære i 1970’erne, at sand uafhængighed kun kan opnås gennem en blodig befrielseskrig, er ikke i spil.

Vel har der været tale om dramatiske perioder, som kupforsøget i 2015, som blev stoppet af folkelig modstand, men krigsførelse har ikke været en del af kampen for reel selvstændighed. Betydningen af at et samfund på cirka 20 millioner indbyggere har over en million internt fordrevne, og at hundreder er blevet dræbt eller såret i forbindelse med terroraktioner de seneste fem år, skal naturligvis ikke undervurderes. Men man kan trods alt ikke kalde den militære trussel fra terroristerne for akut.

Truslen om en ødelæggende social krise som følge af de mange internt fordrevne er alvorlig, men i øjeblikket heller ikke akut. Snarere ser det ud til, at denne krise styrker burkinernes evne og vilje til at holde fast i deres værdier. Det er i sig selv en grund til at støtte M’Balla Sukaabes arbejde i Gorom-Gorom.

Mens ovenstående ligger som månedens fortælling på vores hjemmeside, afholder burkinerne et dobbeltvalg, til både præsidentposten og til Nationalforsamlingen den 22. november. Ikke så lidt af den selvtillid, der har præget befolkningen de seneste årtier, afhænger af, hvordan denne valgdag forløber.

Planer for fremtiden

MÅNEDSFORTÆLLING OKTOBER 2020

Sommermødet er blevet en institution vi vores forening. Ideen kom oprindeligt fra Alex Holm Jensen, da han var medlem af bestyrelsen. Vi i bestyrelsen nyder den ene gang om året, hvor vi mødes med god tid til at tale om et bestemt tema.

Inden mødet den 6. september havde vi fået en mail fra kvinderne i M’Balla Sukaabe, hvor de gjorde rede for hvilke aktiviteter, de har gang i. Man kan få et indtryk af det hele ved at læse månedsfortællingerne fra juni og juli 2019. Billedet er stort set det samme. Dengang vi kunne besøge projektet i Gorom-Gorom, var det rimeligt nemt at overskue, hvordan samarbejdet udviklede sig. Det gik også ganske godt i de år, hvor terrortruslen ganske vist havde sat en stopper for disse besøg, men hvor vi stadigvæk kunne mødes i Ouagadougou. Efter at både terror og corona satte en stopper for også sådanne rejser, må vi satse på kvindernes egne beskrivelser i form af mails og telefonsamtaler. I år var sommermødets tema for første gang det samme som sidst – hele spørgsmålet ud, hvordan vi kan udfase samarbejdet på en god måde.

Efter flere timers møde ringede vi som aftalt til kvinderne via WhatsApp. Det er et meget brugt system i Afrika, og vi havde stor fornøjelse af at se hinanden og høre hinandens stemmer og latter. Den succes vil vi sikkert gentage i forbindelse med kommende møder. Vi understregede ikke mindst over for dem, at det ville være os en stor glæde, hvis de kunne finde en samarbejdspartner, så de får et nyt grundlag at fortsætte på, efter vores hjælp stopper. De har fortalt os, at den kontakt de har fået med den afrikanske organisation AIRD, ikke indeholder sådanne perspektiver for dem – bortset fra at nogle af de unge håndværkere, de har skaffet en faglig lokal uddannelse, skal hjælpe med at bygge midlertidige beboelser til internt fordrevne i Gorom-Gorom. Vi vil jo sikre os, at de ikke tror, at en bredere kontakt med en anden samarbejdspartner end os bliver opfattet som mangel på trofasthed. Det er blot et enkelt eksempel blandt mange, hvor vi – ofte famlende – har prøvet at tage højde for, at de og vi kommer fra hver sin kultur.

Men især bekræftede vi, at vi nærmer os en udfasning af vores arbejde. Aldersfordelingen i både medlemsskaren og i bestyrelsen taler sit tydelige sprog, og vi opfatter det som håbløst at forsøge at forynge foreningen – i betragtning af de problemer med at mødes, som er nævnt ovenfor. Samtidigt understregede vi, at vi ikke er ved at lukke her og nu – uden at nævne et bestemt slutår. I diskussionen, der kom forud for disse WhatsApp-samtaler, havde vi talt om, at det stadigvæk er sandsynligt, at 2023 bliver det sidste ”normale” år, så vi derefter trapper ned og gradvist sender de penge, vi på det tidspunkt har og forhåbentligt modtager. Indtil da er det meget vigtigt for os i bestyrelsen at have mange medlemmer bag os. Det giver en afgørende arbejdsglæde, at så mange trofast holder ved. Derfor opgav vi under mødet tanker om at ændre foreningens struktur. Den nedlægges altså først som forening, når vi stopper aktiviteterne.

Vi genoptog også et tidligere diskuteret ønske om gradvist at kunne lægge mere og mere ansvar over på kvinderne i M’Balla Sukaabe. Det er svært at se, hvordan den proces skal foregå, når vi også fremover skal overholde blandt andet de økonomiske regler for danske foreningers arbejde. Og ikke mindst var forudsætningen for den strategi, at Gorom-Gorom ville udvikle sig, så de lokale myndigheder kunne påtage sig et stadigt større socialt ansvar. Denne udvikling er sådan set i gang på mange områder.

De lokale myndigheder er ligesom de landsdækkende i Burkina Faso stærkere, end da vi startede arbejdet i 2003. På adskillige områder er der tegn på en god udvikling, men samtidigt er det en kendsgerning, at der i dag stilles nye og store krav til både myndighederne og civilsamfundet. Baggrunden er ikke mindst terroren i Sahel-området, hvor Gorom-Gorom jo ligger, herunder de mange internt fordrevne, der på nogle måneder har mere end fordoblet byens indbyggertal. Foreningen M’Balla Sukaabe er kun sporadisk involveret i det hjælpearbejde, der er sat i værk for disse nye naboer, men det geografiske område, de arbejder i, er naturligvis voldsomt præget af de nye udfordringer. Samtidigt står M’Balla Sukaabe for nogle værdier, der stort set kan beskrives som de modsatte af terroristernes. Vi satser på, at vore medlemmer vil være med til at hjælpe dem så længe, vi kan, og i den sidste ende være med til, at vi lukker ned på en planlagt og organiseret måde. Forhåbentligt ser deres fremtid på det tidspunkt lidt lysere ud end i dag.

Endnu et sommermøde om fremtiden

MÅNEDSFORTÆLLING SEPTEMBER 2020

Bestyrelsen holder hvert år et sommermøde. Formålet er ikke mindst at have et bestyrelsesmøde, hvor vi har god tid til at diskutere årets tema. På de andre bestyrelsesmøder går tiden nemt med at holde os alle sammen à jour om de ting, der sker mellem møderne og aftale, hvem der laver hvad.

Kvindernes mange forskellige aktiviteter er beskrevet i månedsfortællingerne fra juni og juli 2019. Vi forsøger at holde os orienteret om, hvordan det hele går. Denne fortælling er en optakt til det næste sommermøde, som vi holder den 6. september i Odder. Og temaet er det samme som til sidst: Udfasning af vores forening.

Sidste år ”aftalte” vi at nedlægge vores forening og den form for det samarbejde, som vi gennem årene har bygget op med M’Balla Sukaabe. Tanken er, at det skal ske i 2023, når vi har været i gang i 20 år. Citationstegnene om ordet ”aftalte” skyldes, at vi var bevidste om, at den slags beslutninger kan laves om. Vi skrev i referatet, at det jo kunne ske, hvis for eksempel økonomien ændrer sig. Alt det er mere udførligt beskrevet i månedsfortællingen fra oktober 2019.

Økonomien har faktisk ikke ændret sig meget det seneste år, men det er der andet, der har.

Baggrunden for diskussionen er dobbelt: Vores forenings medlemmer, herunder bestyrelsesmedlemmerne, bliver ældre, og der er ikke noget, der tyder på, at yngre kræfter er klar til at tage over. Det andet hensyn er, at vi ønsker at afslutte arbejdet planlagt og i ro og orden. Kun sådan kan vi undgå, at der hænger børn og unge fast i et forløb, vi har finansieret begyndelsen til, uden at gøre det færdigt. Desuden kommer det væsentlige hensyn, at det synes rigtigt at afslutte denne form for hjælpearbejde på et planlagt tidspunkt, så det i god tid står klart for samarbejdspartneren, at de selv skal tage hele ansvaret. Vi har begge parter lært meget i de forløbne år, og burkinernes nye viden og praksis skulle gerne føre til, at de fører deres indsats over i en ny fase.

Allerede sidste år var terrortruslen en kendsgerning. Et foruroligende aspekt er dog kommet til. Der er nu over en million internt fordrevne i landet, og den oprindelige befolkning i Gorom-Gorom er mere end fordoblet. I september 2019 refererede vi i en månedsfortælling vennernes indtryk, da den første bølge af nye indbyggere kom til Gorom-Gorom. Vennerne fortæller nu, at kun nogle af dem, der er flygtet fra de nærliggende landsbyer – enten efter terroraktioner eller efter trusler fra terrorister – er taget tilbage i regntiden for at dyrke deres marker. Som helhed synes problemet at være fjernt fra en løsning. Desuden er området truet af corona-smitte, som vi gjorde nærmere rede for i månedsfortællingen fra maj 2020. Mens disse linjer skrives, er der igen styr på inddæmningen, og karantænereglerne, som for eksempel har forbudt enhver rejse til nabobyerne, er ophævet. Men truslen er permanent, og økonomien ramt for alle.

Vi aftalte sidste år at overveje i år, om vi kan organisere, at nogle fra vores bestyrelse mødes med kvinder fra M’Balla Sukaabe, eventuelt i et naboland. Corona-smitten gør det nok nemt at beslutte, at det er udelukket.

Som noget nyt har vi i år aftalt med kvinderne, at vi på et bestemt tidspunkt ringer til dem på WhatsApp for at tale om med dem om deres og vores holdning til fremtiden. Også medlemmernes mening er vigtig for os i bestyrelsen, så hvis du vil skrive noget til os inden mødet den 6. september, så er du meget velkommen. Karens mailadresse er: karenlundtofte@gmail.com. TC

Den store grønne mur tværs over Afrika. Source: Agence Africaine de la grande muraille verte

Til sammenligning – et udviklingsperspektiv

MÅNEDSFORTÆLLING august 2020

Vi foretager ind imellem sammenligninger i disse månedsfortællinger – som regel en sammenligning af burkinske realiteter i tid, mellem før og nu. Og ofte giver en sammenligning baggrund for en vis optimisme, alle aktuelle problemer til trods. Her vil jeg især sammenligne deres samfund og vores. Også det sker i et forsøg på at formulere, hvordan fremtidsperspektivet ser ud for mig. Jeg ser i øvrigt mest på udviklingen i Afrika syd for Sahara og inddrager altså ikke den arabiske verden i Nordafrika.

Lad mig starte med oplevelser fra de nutidige corona-tider. I vores del af verden er noget af det mest markante, at politikerne har brugt krisen til at bekræfte det nationale tilhørsforhold i stedet for at styrke den regionale og internationale samarbejde. Mange europæere har – måske reflektorisk – søgt sammen, beskrevet risici og søgt løsninger inden for deres etniske og nationale stat. Arbejdet med den store grønne mur i form af et 8000 kilometer langt beplantet bælte i Sahel-området – fra Senegal til Djibouti – kan ses som et symbol på det afrikanske perspektiv. Og reformer inden for valuta-området, som det blev omtalt i seneste månedsfortælling, er et andet eksempel på det store, tunge træk, der ser ud til at være i gang. I min optik er det en kamp for det såkaldt sorte Afrikas status som en ligeværdig international partner og mod både materiel fattigdom og den ydmygende stilling, der har præget Afrikas position i verden gennem århundreder. (At det netop har været slave- og kolonitiden, der som udgangspunkt har beriget vore samfund, som har forarmet Afrika, skal vi ikke beskæftige os med i denne fortælling. Jeg kan dog ikke lade være med at bemærke, at i de knap tyve år, hvor vores forening har eksisteret – uden at antyde nogen sammenhæng, er der sket en markant udvikling af den europæiske bevidsthed om dette forhold).

Nu kommer en foreløbig pointe inden for denne måneds emne: Det vil efter al sandsynlighed vise sig lettere fra de afrikanske lande at knytte sig sammen regionalt, end det har været for os europæere, fordi de fleste afrikanske nationalstater er nye og ikke mindst knyttet til kolonitiden. Det vil vise sig i løbet af de næste årtier. Og her kommer en anden sammenligning mellem vores danske og deres burkinske samfund, hvor jeg ser ligheder snarere end forskelle. Efter en flere hundrede år lang periode med en hidtil uset økonomisk og materiel udvikling i Europa er Danmark i dag blandt de rigeste og bedst fungerende samfund. Det er vi blevet, selv om det for cirka 200 år siden så ud til at ville gå helt anderledes for vores lille plet på landkortet. Vi var et land uden væsentlige råvarer, der kunne danne udgangspunkt for produktion og eksport. Og vi lå klimatisk betænkeligt i et udviklingsperspektiv. Desuden var århundredet begyndt med Københavns bombardement og tabet af flåden. Efter 1849 havde et meget begrænset folkestyre afløst det kongelige diktatur (som vi kalder enevælden), kort tid før vi mistede Sønderjylland i 1864. Men i disse krisetider havde vi den folkelige vilje til at udvikle os, og det skete ikke mindst i kraft af et stærkt civilsamfund – i form af højskole-, andels- og arbejderbevægelsen.

På samme måde kan man med rette beskrive Burkina Faso – og herunder ikke mindst Gorom-Gorom området – som et fattigt område, der har over 100 års ydmygende undertrykkelse bag sig, og som hverken har klimaet eller den geografiske placering med sig. Men også som et samfund, hvor befolkningen har en klar udviklingsvilje og et stærkt civilsamfund – i hvert fald sammenlignet med lande, vi plejer at sammenligne det med. Vi har set bondegrupper og andre dele af civilsamfundet opnå stor udbredelse og indflydelse. Desuden har ikke mindst den burkinske revolution i 80’erne lagt grunden til en ny og ganske stærk folkelige selvbevidsthed, der i de seneste år har fundet en plads i for eksempel foreningen Balai Citoyen, som spillede en hovedrolle i den opstand, der betød enden på Blaise Compaorés styre. Man kan lokalt i ”vores eget område” også nævne organisationer som M’Balla Sukaabe og Association Tartit.

En væsentlig baggrund for de danske fremskridt kan tilskrives, at vi i løbet af det 19. århundrede fik børnene i skole, begge køn. Selv om kvaliteten og mængden af skoletid og læring var stærkt begrænset indtil omkring begyndelsen af det 20.århundrede, skal den faktor bestemt ikke undervurderes. Og vi kan også her sammenligne med burkinske resultater og problemer. De har opnået en rimelig national dækning og kvalitet i begyndelsen af det nuværende århundrede. Man kan naturligvis – af flere grunde – ikke bruge disse sammenligninger til at placere Burkina Faso på en dansk udviklingslinje og dermed sige, hvor de er ”nået til”. Men man kan bruge dem til at se mere optimistisk på fremtidsudsigterne på lang sigt, end der er baggrund for, hvis vi begrænser os til at se på de aktuelle materielle problemer i Gorom-Gorom, corona-smitte og terrortrusler.

Måske kan det give mening og energi til den nuværende, nødvendige indsats, at vi endnu engang husker de burkinske ordsprog: Selv om natten er lang, bryder dagen frem til sidst. Og: Når natten er sortest, nærmer daggryet sig. TC

Nye tider på vej

Cfa bliver til eco, og afrikanske lande søger samarbejde på egne vilkår

MÅNEDSFORTÆLLING JULI 2020

En ganske pæn del af vores forenings medlemmer har et glas med et trælåg, som Henning Lytoft har drejet med en burkinsk mønt i midten, oftest en 100 cfa francs. I en tidligere månedsfortælling om landets formelle uafhængighed fra den franske kolonimagt blev det fortalt, at da den første forfatning sat i kraft i 1969, var landet allerede medlem af franc-zonen. Cfa betød oprindeligt Colonies françaises d’Afrique. Det blev ændret til Communauté française d’Afrique og senere igen meget praktisk til Communauté financière d’Afrique.  

Denne sprogrensning kan dog ikke ændre ved, at cfa-francens afhængighed af den tidligere kolonimagt ofte har mindet burkinerne om, at cirka 60 års kolonitid blev afløst af lige så lang tids såkaldt neo-kolonialisme. Men nu er endnu en epoke slut på det finansielle plan. Cfa-francen liver erstattet af den nye møntfod, eco’en, som er betalingsmiddel i det samme område, men uafhængig af Frankrig.

Blandt mange andre har vi, der har rejst i flere lande i Vestafrika, nydt den fælles valuta for Burkina Faso, Benin, Elfenbenskysten, Niger, Senegal, Togo, Mali og Guinea Bissau – og på samme måde har mange oplevet det som upraktisk, hvis man på en Vestafrika-rejse kom ind i Ghana og måtte veksle til en helt anden møntfod, cedi’en.
I december 2019 blev det besluttet at udskifte cfa’en med den nye eco, og den reform repræsenterer et væsentligt skridt i kampen mod landenes ydmygende afhængighed af Frankrig.

Corona-krisens pres på de afrikanske økonomier har ikke kun udsat den praktiske gennemførelse af reformen. Krisen menes at have styrket den afrikanske interesse for projektet. Det er nemlig blevet stadigt tydeligere for de afrikanske ledere, at den franske dagsorden ikke nødvendigvis er den samme som deres. Ikke mindst er de stadigt mere optagede af at tilrettelægge deres finanspolitik, så den fremmer skabelsen af job, især for de unge.

Grundlæggende har cfa-konstruktionen været præget af fransk kontrol med de tidligere koloniers finanspolitiske handelsmuligheder. Når reformen efter planen gennemføres senere i år, vil Centralbanken i de vestafrikanske stater (BCEAO) ikke længere deponere halvdelen af ​​sine valutareserver hos den franske statskasse, og de franske myndigheder vil ikke længere være repræsenteret i den nye valutas styringsorganer. Der vil dog stadig være tale om, at kursen fastholdes i forhold til euroen.
Burkinas naboland mod syd Ghana, den tidligere engelske koloni Guldkysten, blev nævnt ovenfor, og det er ikke uvæsentligt for den nye valutas fremtidsudsigter, at netop Ghana har meldt sig interesseret i at indtræde i ordningen.

Det afrikanske kontinent er som helhed i gang med en proces, der har til formål at skabe og styrke frihandel og andre økonomiske samarbejdsformer mellem de afrikanske lande. Det er stadigvæk sådan, at både infrastrukturen og bureaukratiet gør det nemmere for dem at handle med europæiske lande, ikke mindst den tidligere kolonimagt, end at handle indbyrdes.
Planerne om at udbygge og modernisere jernbanen fra Abdidjan til Ouagadougou og fortsætte sporene til Nigers hovedstad Niamey og derfra sydpå til Benin er et af mange udtryk for denne proces.
Mange af os husker de gamle landkort, der viser, hvordan det enkelte lands transportveje er gået til en udskibningshavn med henblik på at styrke eksporten til kolonimagten, men meget sjældent på kryds og tværs til de afrikanske nabolande. Det hører på samme måde til kolonitidens og neokolonialismens epoke, at det ofte har været nemmere at flyve fra et afrikansk land til et andet via en europæisk lufthavn. Det er desuden ambitionen at skabe en ny intern turisme, hvor afrikanere i stigende grad besøger hinandens lande.

En af de mange bøger, jeg læste inden min første rejse i Vestafrika i 1979, havde et afsnit om Afrika med overskriften Kontinentet uden historie. Det har været et almindeligt træk i den europæiske beskrivelse af de tidlige koloniers historie at beskrive verdens næststørste kontinent som et sted, hvor historien først begyndte med den europæiske dominans.
Havde de oprindelige lande da ikke økonomisk samkvem før da? Naturligvis havde man det. Ligesom resten af menneskeheden har folk i Sahel-området igennem årtusinder betjent sig af byttehandel. For århundreder siden kom kauri-skaller i brug som møntfod. Selv om de blev forbudt som sådan i 1922, fungerede de gennem årtier parallelt med den franske franc og med guld- og sølvmønter.
De sidste ses endnu under navnet Maria Theresia-dalere som Sahel-kvinders smykke og bruges desuden som mål, når nogen bestiller en sølvring hos en traditionel smed i Gorom-Gorom området. I endnu større udstrækning er kauri-skallerne i vore dage kendt som et element i smykker og kunsthåndværk. TC

smykkesmed

Billede 1 af 3

Vejen til Gorom-Gorom

I 1979 kørte jeg for første gang fra Dori med Gorom-Gorom som mål. Da en mand bad om kørelejlighed, tænkte jeg lettet, at så ville jeg i hvert fald ikke køre vild. Det var inden regntiden, men vejen var alligevel så dårlig (eller mine evner og erfaringer så begrænsede), at jeg et sted måtte skubbe sten under det ene dæk for at komme videre.

I ”Man kan ikke vaske een hånd” beskrev jeg i 1984 blandt andet en regntidstur på ladet af en lastbil:

”Mellem Gorom-Gorom og Dori har de offentlige kasser kun været belastet af enkelte lave dæmninger på de steder, hvor transport ellers ville være umulig i regntiden… Fra Dori til Ouagadougou er vejen anlagt. Det kan være svært at se på den blodrøde stribe, der nogle steder er skyllet næste helt væk, og de første par hundrede kilometer er fyldt med dybe huller.”

På en strækning sydvest for Dori blev vi passagerer bedt om at stige af, mens lastbilen med brølende motor passerede en strækning, hvor det var ansvarligt at have personer på ladet. Jeg fortæller i kapitlet om en af de gange, hvor vi kørte fast i mudder, og slutter beskrivelsen:

”Siden gentager det sig, og det er ikke en flok spejdere på sommerlejr eller rekrutter på feltøvelse. Det er hverdagens almindelige mennesker, der rejser i det eneste tilgængelige transportmiddel i en verden med andre vilkår.”

Og jeg husker endnu den velsignede ro, der opstod, da vi kørte ind på asfalten ved hovedstadens udkant.

Siden er først de 100 kilometer mellem Ouagadougou og Kaya blevet asfalteret, og i 2006 kom den gode, sorte vej til Dori. I Gorom-Gorom var det afgørende i første omgang, at der blev bygget broer over vandløbene ved Goudebo og Saouga, og transporten begyndte at foregå i bus. For få måneder siden blev arbejdet med at asfaltere de sidste godt 50 kilometer så annonceret – som det er sket flere gange før. Og Abdoulaye overrakte mig begejstret nyheden i telefonen. Hvad det betyder for alle os, der kan huske fortidens strabadser, er ikke svært at sætte sig ind i. Mange erfaringer viser desuden, hvordan infrastrukturen er afgørende for de økonomiske udviklingsmuligheder. Bedre veje og mobiltelefoner er to afgørende milepæle i udviklingen af det moderne samfund. Et så vigtigt fremskridt er med til at give håb for fremtiden, og det kan næppe overvurderes, vel vidende at terrorens vigtigste udgangspunkt er håbløshed. Og at smitterisikoen i forbindelse med corona-epidemien har været med til at presse moralen yderligere.

For få år siden var planen at se en asfaltvej mellem Dori og Gorom-Gorom blive fortsat til Tambao-bjerget. Det har endda været noteret som en af betingelserne for at opnå en koncession på manganudnyttelsen i bjerget. Den første terroraktion i området fandt netop sted ved Tambao, da en rumænsk sikkerhedsvagt blev kidnappet i 2015, og så længe terrorister gør det nordlige Burkina til et usikkert område, bliver der hverken tale om at udnytte mineralet eller om at asfaltere vejen til Tamboa.

De gode nyheder fra Gorom-Gorom fik mig til at undersøge, om der er fremskridt i anlægning af en asfaltvej fra Kongoussi (cirka 100 kilometer nord for Ouagadougou) til Djibo. Djibo har i flere år været den burkinske terrorismes stærkeste holdepunkt, og så vidt vides det eneste sted i landet, hvor der har være tale om en lokal islamistisk terrorgruppe. Indbyggerne i Djibo har gennem mange år ønsket sig en erstatning af den nedbrudte og vanskeligt passable grusvej sydpå til Kongoussi. Udover de markante virkninger, det kunne have på det lokale erhversliv, ikke mindst byens kendte kvægmarked, så ville det være et stærkt tegn for det store flertal, der – også i Djibo – opfatter terrorismen som et onde. Men desværre var resultatet tydeligt: Det er kun lykkes at asfaltere 15 kilometer, før den nuværende usikkerhed satte en stopper for projektet.

Og den seneste nyhed er, at også i Dori er arbejdet sat i stå. Der kommer heller ingen asfaltvej til Gorom-Gorom i denne omgang. Endnu engang må befolkningen trække på den tålmodighed, som vægtes så stærkt i den lokale kultur. TC

COVID-19 i Burkina Faso – tæt på Gorom-Gorom

MÅNEDSFORTÆLLING maj 2020

Der er af flere grunde altid interesse for den første gang, også når en ny epidemi truer en befolkning. Da Vestafrika blev ramt af ebola i 2014, mentes det at have udgangspunkt i, at en dreng spiste en frugt, som en flagermus havde skidt på. Dengang var Burkina Faso rustet til at møde en truende epidemi, men slap med skrækken. Hvert land plejer at gøre omhyggeligt rede for det første indenlandske tilfælde. I Danmark var der tale om en mand, der sidst i februar bragte corona-smitten hjem fra en skitur i Italien. I Burkina Faso deltog den kendte præst Mamadou Karambiri sammen med sin hustru i et stort bønnemøde i en evangelisk kirke i den franske by Mulhouse. De kom begge hjem med fly og blev registreret som smittede den 9. marts, og landets ledelse så i øjnene, at en dramatisk epidemi truede.

Den 31. marts talte den traditionelle kejser i Ouagadougou, Moro Naba Naaba Baonga, til folket og opfordrede alle til at overholde myndighedernes regler. For eksempel at alle byer med blot et enkelt registreret tilfælde var i karantæne, så ingen måtte rejse ud eller ind af den. Et udgangsforbud klokken 19 til 05 gjaldt hele landet, selv om der overvejende var registreret smitte i hovedstaden og i byer vest og sydvest for denne. På samme dag påbegyndtes desinfektion af det store marked i Ouagadougou, og siden er der sprøjtet på mange burkinske markeder. Og i burkinsk tv kan man se sundhedspersoner gå omkring på markedspladser i flere provinsbyer for at tilbyde alle tilstedeværende at afspritte deres hænder Persontransport mellem burkinske byer blev forbudt, ligesom al trafik ind og ud af landet, undtagen varetransport, blev standset. Landets skoler og universiteter var desuden blevet lukket af pandemien, og det må have været noget af et deja-vu for børnene i Gorom-Gorom, hvor der har været adskillige lukninger de seneste år på grund af terrortruslen og lærerstrejke. Der er dog tale om at åbne skolerne igen – måske endda inden denne månedshistorie bliver lagt på hjemmesiden. Men om der kommer resultater ud af, at umyndighederne har peget på malariamidlet klorokin som et middel, der vil blive taget i anvendelse, er lige så usikkert som, at den omtalte Moro Naba har gjort sig til talsmand for anvendelse af adskillige former for traditionel medicin til bekæmpelse af COVID-19.

Den burkinske ledelses reaktioner har på flere områder lignet den danske, men perspektiverne er anderledes alvorlige i alle afrikanske lande. FN’s udviklingsfond UNDP frygter, at denne epidemi kan koste hvert andet job, og i flere lande frygtes de lukkede grænser og den begrænsede transport inden for landene at medføre alvorlig sult, som kan koste langt flere menneskeliv end selve smitten. Jeg har tidligere gjort mig til talsmand for, at udviklingen i Burkina Faso, som jeg første gang kom til i 1979, knap en snes år efter uafhængigheden af den franske kolonimagt, har været ganske imponerende. I de forløbne årtier er der opbygget en psykologisk og administrativ national enhedsfølelse, og økonomien og livsvilkårene har udviklet sig betragteligt. Der er trods alt stor forskel på at være truet på sundheden på grund af ensidig kost og på at se udbredt sultedød i øjnene i krisesituationer, selv om også det første er alvorligt og et tegn på stor fattigdom. Andre observatører har oplevet udviklingen som langsom og til tider håbløs. Jeg har endvidere bevaret en vis grundlæggende optimisme i spørgsmålet om terrorismen – blandt andet har jeg i månedsfortællingen fra november sidste år En moderne fredskultur formuleret håbet om, at landet en dag vil se tilbage på perioden med voldsomme terrorangreb, og genfinde sin position som et land, der i det meste af verden er kendt for sin fredskultur. Men når COVID-19 slår mange fremtidsplaner omkuld for nationen så vel som for den enkelte, og det sker samtidigt med, at terrorister kæmper en grusom og stædig kamp for at ødelægge stabiliteten og gøre landet til en åben port for fremtidige angreb på kystlandene, kan det være svært at bevare optimismen.

Mens disse linjer skrives – den 27. april – er der ikke smittetilfælde i selve Gorom-Gorom, hvorimod der tales om seks smittede i guldminebyen Essakane godt 40 kilometer væk og tre i Falagountou, som ligger godt 50 kilometer fra Gorom-Gorom. Det er godt at huske på, at de burkinske myndigheder og den burkinske befolkning har solide erfaringer med at inddæmme en smitte. Det gælder ikke mindst i de hyppige tilfælde af meningitis-epidemier. Vaccination af hele befolkningsgrupper har man som regel kun grebet til, når smitten har udviklet sig til en udbredt trussel i et område. Men blot tanken om, hvordan det kan gå, hvis smitten får fat i de mange i Gorom-Gorom, der bor tæt som internt fordrevne, og i den nærliggende lejr med maliske terrorflygtninge, kan ryste de fleste.

På den anden side er der åbenbart ikke mange smittede, der dør af sygdommen – og slet ikke i Afrika. Mens vi herhjemme har registreret 422 corona-dødsfald, er det tilsvarende tal for Burkina 42 – ud af en befolkning på cirka 20 millioner. Der er utvivlsomt tale om et stort såkaldt mørketal i et land med en meget svag sundhedssektor, men forskellen er alligevel stor nok til at give plads til en vis optimisme. Selv om COVID-19 smitter hurtigere end andre corona-sygdomme, så er dødeligheden altså forholdsvis lille, og indtil videre ser de afrikanske lande ud til at være sparet for de værste konsekvenser. TC

Hamadi

Tilbageblik gennem nutidens briller

MÅNEDSFORTÆLLING april 2020

Fremtiden kan vi kun beskrive som en usikker forestilling om, hvordan det måske vil gå. Og vores billede af fortiden præges som regel af at blive betragtet gennem nutidens briller. For tiden ser vi en del af fortiden i Gorom-Gorom med et underforstået ”før terrorismen”. I april 2015 bragte vi en månedsfortælling, hvor nogle af de unge fra M’Balla Sukaabe skrev til elever på Odder gymnasium. Dem har vi kigget på igen. Blandt andet skrev Hamadi til Nanna:

” Min livret er bønner… Jeg ville gerne besøge andre lande. Min yndlingsmusik er coupé-décalé. Til daglig går jeg i skole, jeg lytter til musik, og jeg spiller fodbold. Jeg kan godt lide at læse… Jeg har en drøm om fremtiden. Jeg vil gerne være læge.”

Dengang gik han i 7. klasse, og til sommer skal han til det, der engang herhjemme hed realeksamen. Om han derefter læser videre i gymnasiet, kan vi ikke vide endnu. Da han skrev, var der endnu ikke terrorisme i Burkina Faso, og der var ingen internt fordrevne i Gorom-Gorom. I dag er der kommet nye aspekteR i håbet om, at han får mulighed for at stile efter sit drøm. Youssoufi var allerede 18 år, da han skrev til Andreas. Også han er kommet videre i skolesystemet, så han i år skal til studentereksamen.

”I regntiden tager jeg ud på landet for at dyrke jorden. Min mark ligger fem km syd for landsbyen. Jeg sår forskellige typer såsæd, så som hirse, durra, bønner og sesam. I skolen læser jeg samfundsfag og matematik, og jeg spiller tit fodbold. Jeg elsker fodbold. Jeg er godt nok ung endnu, men jeg drømmer om at blive en stor fodboldspiller ligesom Messi og Ronaldo.”

Den nye Messi eller Ronaldo bliver han næppe, men hvis de urolige tider ikke forhindrer ham i at gå til eksamen til sommer, skal kan nok være tilfreds under de nuværende vilkår. Vi håber, han består.

Hadi fortæller Niels, at hun er glad for at se nyhederne, føljetoner og film på fransk og engelsk. Da hun skrev sit brev, var de fleste burkinere meget optaget af, at en folkeligt oprør havde smidt præsidenten ud af landet, og at en overgangsregering planlagde fremtiden. Optimismen var stor dengang, få måneder før den første terroraktion, der fandt sted ved Tambaominen cirka 55 kilometer nordøst for Gorom-Gorom.

”Med hensyn til Burkina Fasos fremtid, så er Burkina et meget fattigt land, men vi tror, at med overgangsregeringen og støtte fra nogle nabolande, så vil det gå godt.”

I 2014 drømte hun om at blive lærer i samfundsfag, og det havde måske været bedst for hende, hvis hun havde kunnet holde fast i den oprindelige drøm. Hun fik et it-kursus i 2016. Det var der dengang ret gode jobmuligheder med, og hun har haft flere jobs. For tiden er hun dog uden arbejde, fordi de NGO’er, der havde brug for folk med hendes kvalifikationer ikke længere findes i Gorom-Gorom. Selv om nogle af dem arbejder i byen for at hjælpe de internt fordrevne med bolig, skolegang og meget andet, så har de åbnet deres kontorer i Dori, cirka 55 kilometer væk, fordi de der er mindre udsatte for terrortrusler. På samme måde har Zenabou, der skrev til Rasmus, nu mistet sit arbejde. Og også hun valgte at få et it-kursus. Hun er nu gift og har fået et barn. Hun beskrev sin fremtidsdrøm som

”at gøre mine forældre lykkelige for at give dem det tilbage, som de har givet mig. Jeg drømmer om at arbejde, blive selvstændig.”

I maj 2019 præsenterede vi otte af de unge, der havde forladt listen over de børn og unge, der nyder gavn af M’Balla Sukaabes støtte. Dengang skrev vi: ”Terrortruslen forhindrer os som bekendt i at opsøge de unge og interviewe dem om deres situation. Men måske er det heller ikke nødvendigt for at fortælle deres historie. Vi ved jo, at de har haft en svær baggrund, og at de er vokset op hos en værge i M’Balla Sukaabe og derfor har fået en chance – har grebet en chance og forvandlet den til et håb.”

Konklusionen på disse tilbageblik gennem nutidens briller kan være, at Gorom-Gorom trods alt fungerer, det vil sige den del af samfundet, der ikke er afhængig af, at der kommer folk udefra. Turismen er helt død – det ved vi. Og mange af dem, der i normale tider kunne skaffe sig et udkomme ved at søge jobs hos udviklingsforeninger, er ramt. Men i det store og hele fungerer hverdagen for almindelige håndværkere, og det samme kan vi heldigvis sige om det meste af skolesystemet. Og dermed kan vi endnu engang konkludere, at vores og ikke mindst M’Balla Sukaabes indsats stadigvæk nytter og er uundværlig for nogle af de mest udsatte. TC

Kolanødder i Thyges hånd

Om det tællelige og andre måder at tænke på

Da jeg i 1982 sad over for Amadou i Tintabora, som ligger ganske nær Gorom-Gorom, fik jeg den tanke, at hvis jeg spurgte ham om landsbyens indbyggertal, så ville han nok svare: ”Hvad skal vi dog med sådan et tal? Vi er her jo alle sammen.” Alle kender hinanden i Tintabora, og mange er i familie med hinanden, men indbyggertallet er man sig næppe bevidst. I hvert fald var man det ikke for knap 40 år siden. Jeg var der med en lille båndoptager for at optage historier til bogen ”Ånden i baobab træet”, som nu også findes som e-bog. Den første historie kaldte jeg Tålmodigheden. Den næste gav jeg navnet Tre mænd, der ville lære om livet. Det er en såkaldt dilemmahistorie, hvor tilhørerne efter selve fortællingen diskuterer historien for at tage stilling til dens værdier. Hvad er vigtigst? Og jeg har aldrig hørt en sådan historie, hvor moralen kunne tælles, måles eller vejes. Man spørger ikke: Hvem tjente mest? Eller: Hvem kom først frem? Og ingen af de utallige historier, hvor tålmodighed gøres til en vigtig dyd, prøver at bekræfte den konstatering med noget målbart.

I den samme periode, hvor jeg registrerede folkeeventyr i Tintabora, skete det, at en bekendt af Abdoulaye, hvor jeg nød de daglige måltider og ikke mindst snakken over hirsegrøden og teen, midlertidigt deponerede nogle store baller på familiens grund. De var fyldt med kolanødder, som var pakket i tykke bananblade. Vennen havde omsat sit kontante overskud fra et længere ophold i Elfenbenskysten til kolanødder, som han nu ville sælge her i Gorom-Gorom. Han har nok tænkt meget på de store, grønne baller, som stod en godsvogn, mens han selv sad i en passagervogn et andet sted i toget. Og under togtransporten fra Abdidjan til Ouagadougou havde det været svært for ham at skaffe sig hyppig adgang til ballerne, så han kunne holde dem fugtige ved at fugte bananbladene. Kolanødder mister hurtigt deres værdi, hvis de tørrer ud. Da han havde fået dem solgt til en handlende på Gorom-Gorom marked, var en del gået tabt, og han kunne registrere et lille tab. Abdoulaye så de store baller blive transporteret fra sin varetægt og smilede glad og lettet: ”Er det ikke flot gjort!” sagde han overbevisende. ” Han har næsten ikke tabt noget. Det er mange penge, og han fik næsten det samme for dem, som det har kostet ham at købe dem og transportere dem herop!” Den pointe tænkte jeg en del over, før jeg i mit stille sind konkluderede, at her i Gorom-Gorom tænker man åbenbart sjældent i afkast, som det er almindeligt hjemme i Danmark. Man lægger sjældent vægt på at sætte et resultat i forhold til en økonomisk indsats, men på en anden type virkelighed, der snarere kan kaldes kvalitativ end kvantitativ.

Folkeeventyrene er en del af den oprindelige kultur, og det vil næppe undre nogen, at de næsten altid lægger vægt på noget kvalitativt og ikke på noget kvantitativt. Men forholdet til økonomi må vel være kvantitativt ligesom hos os i Danmark? Og dog. I hvert fald lagde Abdoulaye vægt på, at hans ven stod tilbage med en pæn sum penge, som kunne sikre ham selv og hans familie i et godt stykke tid. Mens jeg tænkte på, at det sådan set havde været mere rentabelt at tage kontanterne med hjem i stedet for at investere dem i kolanødder. Vi så vist grundlæggende forskelligt på ordet investering.

Da jeg i den samme periode oplevede en fejlslagen regntid, så jeg på, hvordan lokale kvægavlere solgte nogle af deres dyr til en pris, der lå langt under deres handelsværdi i gode tider. Disse bønder handlede hver for sig, og på den måde undgik de i det mindst den totale katastrofe, nemlig at kvæget døde af sult, hvis regnen ikke kom tilbage. De købmænd, der kørte de afkræftede dyr til Ouagadougou bag på store lastbiler, fedede dem op, før de solgte dem videre til slagtehusene – til normale priser. I vore dage har lokale bondeforeninger i Sahel-området tillært sig nogle af den kvantitative tankegangs fordele. I kraft af mobiltelefoner kan de orientere sig om prisen på kvæg i Ouagadougou og sågar i nabolandene. Og i kraft af deres organisering kan de samlet forhandle med storbyens købmænd om afsætning af store kvægflokke på én gang. De står ikke længere alene, og de er velorienterede. De har overtaget noget af den tankegang, der tidligere skaffede storbyens købmænd store overskud. Og dermed overtaget noget af overskuddet.

Etableringen af den nye situation er ikke kommet let og hurtigt. I 1982 var det stadigvæk almindeligt, at traditionelle opdrættere af peul-folket mere tænkte i køers skønhed end i deres handelsværdi. Der er ikke ”kun” tale om et skifte i organisering, men i grundlæggende tankegang. I årevis har vi danskere diskuteret det rimelige i, at vores skoleelevers viden og niveau skal gøres op i tests, så deres resultater er sammenlignelige med andre landes elever. Og mange har formuleret indvendinger mod, at stort set alt skal kunne betale sig. For eksempel måles lighed eller retfærdighed tit i helbredsmæssige fordele i kroner og ører, hvormed disse begrebers kvalitative værdi – i sig selv – undervurderes eller negligeres.

Det moderne menneske i Europa og USA er blevet kaldt for homo economicus, og i det navn ligger en konstatering af, at vi i ekstrem grad prøver at gøre livet og samfundet tælleligt, målbart – og derved mister nogle af de kvalitative værdier deres betydning. De sociale og de spirituelle dele af vores tankegang kan sjældent tælles, og hvis vi beskriver vores liv og samliv i BNP og økonomisk vækst, går andre hensyn tabt. Som rejseleder har jeg utallige gange oplevet, hvor meget en typisk dansker koncentrerer sig om det, der kan tælles og måles, når han eller hun stiller spørgsmål til vestafrikanere. Og hvor tit det vækker undren i de vestafrikanske ansigter, som ikke er vant til at svare på en byge af spørgsmål, der begynder med Hvor mange? Hvor tit? Hvor meget? Denne balance mellem det kvalitative og det kvantitative er efter min vurdering et kernepunkt i vurderingen af et samfunds udvikling. Og vi har meget at lære af hinanden i bestræbelsen på at finde den rette balance. TC

Gennem optimismens og pessimismens briller

Det følgende er en beskrivelse af de seneste års udvikling i Burkina Faso, med udgangspunkt i Gorom-Gorom – og set gennem henholdsvis pessimistiske og optimistiske briller.

Det første synes umiddelbart at være det nemmeste, og det plejer at betyde, at det er vigtigt at huske det andet.

I april 2015 blev rumæneren Julian Gherghut kidnappet af en Al-Qaeda-gruppe ved Tambao-minen, der ligger cirka 55 kilometer nordøst for Gorom-Gorom. Han var ansat som sikkerhedsvagt, og en video fra juli 2017 viser angiveligt, at han stadig er i live. Det samme gælder i øvrigt den ældre australske læge, der i januar 2016 blev kidnappet i provinsbyen Djibo (cirka 275 km. vest for Gorom-Gorom). Angrebet, der førte til kidnapningen af rumæneren, betragtes som det første terrorangreb i den udvikling, der siden da ifølge FN har kostet cirka 700 mennesker livet i Burkina Faso.

Udgangspunktet for den terrorprægede epoke er som bekendt situationen i nabolandet Mali, da tuaregoprørere i marts 2012 slog sig sammen med islamistiske terrorister og erobrede tre byer i det nordlige Mali, hvad der året efter førte til fransk militær indgriben. Siden da har udviklingen været dramatisk i hele regionen. FN-kilder har opgjort, at mens terrorismen i 2016 førte til 770 dødsfald i Mali, Burkina Faso og Niger, er tallet for 2019 over 4000.

I Burkina Faso har situationen i årevis været præget af, at terrorister er kommet fra nabolandene, og at de overlevende angribere bagefter er flygtet over grænsen. En undtagelse fra dette har været en gruppe i Djibo, der overvejende bestod af lokale. I løbet af det seneste år eller to har billedet dog delvist ændret sig. Terroren og terroristerne anses ikke kun at komme udefra. Det er sigende, at de på op til hundrede motorcykler har kunnet samles til angreb på burkinske mål cirka 100 kilometer fra grænsen. Problemet synes at have bidt sig fast med baggrund i udbredt fattigdom og skepsis over for sikkerhedsstyrkernes kompetence og hele grundholdning til lokalbefolkningen.

I dag er det svært at vurdere, hvor meget af problemet der kan siges at være nationalt, og hvor meget der kommer udefra, men det kan ikke nægtes, at terrorismen er et stigende problem – i det Burkina Faso, der indtil for få år siden var kendt for sin fredskultur.

Hvis Al Qaeda har forsøgt at tegne et billede af, at de europæiske soldater bekæmper islam og ikke blot terrorismen, så har det desværre en vis historisk klangbund. Gennem det meste af kolonitiden og i årtierne efter har muslimerne, som jo er et stort flertal af befolkning i landets nordlige provinser, med rette følt, at de på mange måder blev forfordelt i administrationen, ikke mindst i undervisningssektoren, sammenlignet med de langt færre kristne.

Desuden er det lykkedes terroristerne at skabe etniske sammenstød som følge af angreb, og det er lykkedes at øge antallet af internt fordrevne så voldsomt, at man kan blive bekymret for, om administrationen i det mest pressede områder vil bryde sammen. Også andre terrorgrupper – ikke mindst Islamisk Stat og Boko Haram – ser uhyggelige perspektiver i at underlægge sig store dele af Vestafrika som et kalifat, der kan siges at erstatte de områder, de har mistet kontrollen over i Irak og Syrien. Det er ikke længere fri fantasi, hvis man tillægger de dystre udsigter et regionalt sigte. Burkina Fasos nabolande, der indtil nu har været sparet for angreb – Ghana, Elfenbenskysten, Togo og Benin – mærker truslen nærme sig.

Pessimister har desværre meget at bygge deres dystre fremtidsscenarier på.

Optimister ser derimod mange eksempler på lokal modvilje og afstandtagen over for de voldelige islamisters adfærd, og kan håbe på, at Al-Qaeda mister pusten, så udviklingen vender.

”Situationen er stabil for tiden,” stod der i en mail fra kvinderne i Gorom-Gorom midt i januar, mens disse linjer skrives – tre uger efter at et angreb på Aribinda (knap 80 kilometer vest for Gorom-Gorom) juleaften viste sig at blive det blodigste i landet. På Facebook skrev vi:

”Mange timer senere havde 80 af angriberne mistet livet, ligesom syv soldater og 35 civile”. Blandt de sidste var efter sigende 31 kvinder, der var samlet for at hente vand, og som blev mejet ned af flygtende terrorister… De mange dræbte terrorister vil måske på længere sigt blive taget som et af de første tegn på, at den burkinske sikkerhedssituation rent militært er ved at tippe over til burkinsk fordel. Drabet på de 31 kvinder vil muligvis også betyde, at terroristernes moralske ry får endnu et knæk nedad.”

Optimister kan med andre ord forestille sig, at angrebet på Aribinda juleaften en dag vil stå som et eksempel på et vendepunkt. Mange personlige meddelelser fra Gorom-Gorom tyder på, at både lokalbefolkningen, administrationen og diverse foreninger står for presset fra de mange internt fordrevne, der udgør endnu flere end den oprindelige befolkning. Og ikke mindst skal vi stadig huske på, at burkinerne gennem århundreder har opbygget en fredskultur, der giver deres samfund en særlig robusthed i den nuværende situation.

Et andet vendepunkt er måske ved at nærme sig. Mon ikke snart EU vil indse, at en massiv hjælp til Sahel-området er af lige så stor interesse for os som for dem, der bor dernede. Danmark yder allerede nu militær bistand til de FN-styrker, der bekæmper terroristerne. Det er der desværre god grund til. Men der bliver næppe nogen endelig sejr, hvis området vedblivende skal leve med ekstrem fattigdom og svag ledelse. En ny Marshall-hjælp er flere gange blevet nævnt. En massiv hjælp til Sahel-landene med sigte på at opfylde de nye verdensmål kan få afgørende betydning – på betingelse af, at den er et udtryk for et samarbejde mellem to ligeværdige parter. En sådan bistand vil kun være en rimelig kompensation for de enorme tab, de fattige lande har haft i sammenhæng med mange årtiers afhængighed af vores økonomi. Gennem mange år har de været den ydende part og vi den modtagende – på trods af en forståelig europæisk trang til at beskrive det modsatte. Man behøver blot at nævne de skatter, vores europæiske og amerikanske firmaer har snydt landene for. For eksempel beregnede den britiske organisation Oxfam i 2012, at u-landene hvert år blev snydt for cirka 850 milliarder kroner, mens de på det tidspunkt årligt modtog cirka 670 milliarder kroner i bistand. Mange og nyere eksempler på en tilsvarende tendens kan sikkert findes.

Men læg mærke til ordene ”ligeværdige parter”. Det er på flere måder en afgørende fælles interesse, at terrorismen mislykkes i sine mål i Vestafrika, og tiden er heldigvis ved at løbe fra forestillingen om os som den ydende part og de fattige som den modtagende. Vi må derfor lære at deltage i nye samarbejdsformer, der vel at mærke hverken tilgodeser eliten i vores eller i deres samfund. Måske en sådan Marshall-hjælp kunne finansieres med en særskat til alle firmaer over en vis størrelse i EU-landene?

Og optimisten kan huske på, at heller ikke den burkinske kolonitid så ud til at få en ende. Men det fik den. Det er godt at huske, både for den der har svært ved at forestille sig, at vi en dag vil omtale terrorismen som en fortidig periode – ganske som for den, der har tilsvarende svært ved at forestille sig, at forholdet mellem burkinerne og europæerne en dag vil være ligeværdigt. TC