Kategoriarkiv: Månedsfortælling

En moderne fredskultur?

MÅNEDSFORTÆLLING NOVEMBER 2019

De aktuelle nyheder fra det nordlige Burkina Faso handler mest om terrorangreb, og der er ikke udsigt til, at situationen vender i den nærmeste fremtid. Men hvad på længere sigt, årtier frem?
I de næste to månedsfortællinger er det centrale fokus langt på fremtiden. Denne handler om fredskultur. I decembers fortælling vil nøgleordene være verdensmål og ligeværdighed.

Set i bakspejlet er de seneste års udvikling i Gorom-Gorom området foruroligende. Her følger først en kort formidling af de store linjer: Fra 2013 har terrorismen i nabolandet Mali haft dramatiske, regionale dimensioner, og siden den første europæer i 2015 blev kidnappet ved et angreb på Tambao-minen (altså i Burkina Faso, cirka 80 kilometer nord-øst for Gorom-Gorom), har landet åbenlyst været et af Al Qaeda’s hovedmål. Medlemmer af vores forening har gennem flere år ikke kunnet besøge vores venner i Gorom-Gorom på grund af truslen om kidnapning, men vi har flere gange kunnet henlægge møder med dem til Ouagadougou. De såkaldt røde zoner i ambassadernes/underrigsministeriernes sikkerhedsbestemmelser er blevet udvidet flere gange. Og i dag er truslen om kidnapning og mord ikke ”kun” rettet mod folk med vores hudfarve, der kan tænkes at indbringe en anseelig løsesum, men også den lokale befolkning er ved mange anledninger blevet ramt af enten isolerede terroraktioner (så som drabet på en lokal mand på en bar i Gorom-Gorom i januar i år) eller større, organiserede angreb på landsbyer eller militære forlægninger.

Som det seneste trin på denne voldsspiral har flere aktioner udløst etniske sammenstød, som ellers har været stort set ukendte i Burkina Faso. Af samme grund er antallet af indbyggere i Gorom-Gorom de seneste måneder blevet cirka fordoblet på grund af internt fordrevne. Vi er med andre ord vidner til noget, der ligner et totalt sammenbrud af en traditionel fredskultur, der er blevet nævnt som et eksempel for resten af verden, og de såkaldte familiedrillerier, der tidligere har sikret tolerance og et harmonisk samliv mellem religioner, regioner og etniske grupper, er ofte blevet fremhævet. Man kan også nævne traditionen for at styrke den multikulturelle kompetence i brugen af dilemmaeventyr og andre former for mundtlig opdragelse.

Moderniteten medfører som bekendt mange fordele. Den har ikke mindst formindsket fattigdommen, forbedret sundhedstilstanden og øget børnenes skolegang. Men i samme proces forsvinder eller svækkes gamle traditioner. I de seneste årtier har der i Burkina været talt meget om, at moderniteten truer den traditionelle fredskultur. Mange gifter sig på tværs af etniske skel, og det kan betyde, at familiedrillerier forsvinder. Også den kraftige urbanisering og den forøgede skolegang har ofte samme effekt, ligesom forekomsten af fjernsyn har svækket den mundtlige fortælletradition.

Sidst i 1990’erne spurgte jeg en burkinsk bondeleder, hvorfor familiedrillerierne ikke virkede under borgerkrigen i Liberia, når nu også liberianerne som de fleste vestafrikanere kendte til denne praksis, om end ikke så udpræget som burkinerne. Svaret gik på, at den traditionelle kulturs metoder ikke virker over for moderne, økonomiske udfordringer – og borgerkrigen i Liberia havde i stor udstrækning sin baggrund i en blodig kamp om diamanter. Er vi da vidner til håbløse fremtidsudsigter, hvor en traditionel fredskultur afløses af socialt sammenbrud og terrortrusler? Ja, på din vis er dette bedrøvelige billede forståeligt – hvis vi vel at mærke kun orienterer os som en skibskaptajn, der kun sætter kursen for sin skude ved at iagttage kølvandsstriben. Og det gør kaptajner heldigvis sjældent. Erfaringer fra fortiden giver sjældent et fuldgyldigt billede af fremtidige muligheder.

Lad os huske, at den traditionelle fredskultur ikke dumpede ned fra himlen, mens blev skabt af menneskelige samfund – og netop fordi freden har været truet. Der er i Burkina Faso utallige legender om oprindelsen af familiedrillerier mellem to folkeslag, der uden denne tradition har haft en særlig alarmerende grund til at frygte, at konflikter mellem deres indbyrdes medlemmer kunne udvikle sig til vold og krig. Mere historisk troværdige kan vi nok betragte fortællinger om, at Sundiata Keita i 1200-tallet skabte denne type relationer mellem flere af sit store riges folkeslag for at skabe varig fred mellem dem – netop fordi den var truet. Der ligger med andre ord næsten altid en social trussel bag etableringen af sådanne fredsbevarende og konfliktløsende relationer, som er skabt i det traditionelle samfund. Som eksempel nævnes ofte forholdet mellem burkinske folkeslag, der er henholdsvist fastboende landbrugere og omvandrende kvægavlere, ikke mindst boboer og peuler.

Når den gamle kultur ikke kan sikre freden i vore dage, er det utvivlsomt et udslag af, at samfundet i disse årtier går fra tradition til modernitet. Men inden vi helt mister modet, bør vi spørge os selv, om man ikke kan forestille sig, at burkinerne i denne nye situation vil formå at skabe nye, sociale forhold, der spærrer vejen for voldelig og samfundsnedbrydende tendenser? Det er naturligvis ikke en sandsynlighed for den skibskaptajn, der kun sætter sin kurs efter kølvandsstriben, for vi mennesker kan ikke nøjes med at vurdere fremtidige muligheder ved at betragte den umiddelbare fortids erfaringer.

Hvor mange forudså i 1940’erne, at det europæiske forhold til mindretals rettigheder og menneskerettigheder generelt ville få et radikalt styrket udtryk efter to uhyrlige verdenskrige – netop på grund af denne periodes uhyrligheder? Man kan også huske på, at flere asiatiske lande på få årtier har kunnet udvikle sig samfundsmæssigt og økonomisk fra fattige u-lande til moderne forbrugsstater. Hvorfor skulle afrikanske lande, der har gode erfaringer med at udvikle en fredskultur på baggrund af traditionen så ikke kunne gøre det på baggrund af moderniteten? Lad os desuden mindes, at vesttyskerne efter 2. verdenskrig genopbyggede deres sønderbombede land på få årtier. Det primære var næppe, at de fik økonomisk støtte og i forvejen havde den tekniske viden, men at de havde bevidstheden om, at de havde gjort det før, at de netop skulle genopbygge landet, ikke opfinde det fra nul. Med det europæiske fokus på Afrika gennem de seneste årtier, sågar århundreder, kan det naturligvis virke urealistisk. Men det er heldigvis ikke afgørende, hvordan vi, men hvordan burkinerne forholder sig til situationen. Og der er igen grund til at fremhæve, at de traditionelle fredstraditioner ikke blev skabt ”for sjov”, men på baggrund af datidens sociale trusler.

Måske kan også vi en dag nikke anerkendende og forstående til konklusionen i den rapport om terrortruslen, som den burkinske statistiker og økonom Bemahoun Honko Roger Judicaël offentliggjorde, da terroren for længst havde ændret hverdagen i det nordlige Burkina: Burkinerne har vundet den psykologiske kamp. Han gjorde sig desuden til talsmand for det standpunkt, at en strategi, der kun baserer sig på en militær løsning, kan ende i en ond cirkel.

I den sidste tid er det flere gange sket, at vores venner fra Gorom-Gorom i telefonen har udtalt, at når sikkerhedssituationen er blevet god igen, eller når de internt fordrevne vender hjem til deres landsbyer – ikke hvis. Måske bygger denne optimisme på en viden om, hvordan deres forfædre og -mødre engang mødte tilsvarende trusler mod den sociale orden. TC

Denne månedsfortælling er i en anden version bragt på globalnyt.dk den 21. oktober og er desuden (på fransk) sendt til et burkinsk dagblad.

Cliquez pour lirer la version française.

Sommermødet 2019: Et fremtidsscenarie

MÅNEDSFORTÆLLING OKTOBER 2019

Vores forening har gennem snart mange år afholdt et årligt sommermøde, hvor bestyrelsen tager sig bedre tid til at diskutere et bestemt tema, end de sædvanlige bestyrelsesmøder giver mulighed for. På mødet i 2016 talte vi for første gang om muligheden af at planlægge en udfasning af vores bidrag til M’Balla Sukaabe’s indsats for de mest udsatte børn i Gorom-Gorom. Der ligger især to overvejelser bag den diskussion: Både bestyrelsen og medlemsskaren i Red børnene i Gorom-Gorom bliver stadigt ældre, og samtidigt med, at vi gerne vil sikre en velorganiseret udfasning, håber vi at kunne slutte med, at kvinderne i Gorom-Gorom på en konstruktiv måde overtager hele ansvaret og ejerskabet til deres forening og dens aktiviteter. I dag er mange ting nødvendigvis defineret af, at vi stiller bestemte krav til regnskabsførelsen og meget andet.

Sommermødet i år fortsatte denne diskussion, og vi formulerede et fremtidsscenarie, som kan være vores fokus, samtidigt med, at vi er bevidste om, at beslutninger kan laves om, for eksempel på baggrund af uventede ændringer i vores økonomiske situation – eller sygdom eller dødsfald i deres eller vores forening. I få ord ser dette fremtidsbillede sådan ud:

Bestyrelsen opfordrer om tre år generalforsamlingen i 2023 til at nedlægge foreningen – og at vi ønsker derefter i en overgangsperiode at støtte børnene i Gorom-Gorom økonomisk, stadig gennem M’Balla Sukaabe. Til dette formål vil vi danne en mere uformel komité. Som vedtægterne foreskriver, vil vi derfor bede generalforsamlingen om at indkalde til endnu en generalforsamling, som blandt andet organiseres som en fest (det er bestemt værd at fejre, at vi gennem 20 år har udviklet vores samarbejde og ydet en fælles indsats for et stort antal børn og unge). Det er tanken, at restbeløbet på foreningens konto overføres til denne komité, som kan sende et fast beløb et bestemt antal gange om året (begge dele afhængige af saldoens størrelse) og måske formidle de yderligere bidrag, der måtte komme. Der kan også blive tale om at lave for eksempel to digitale nyhedsbreve om året til dem, der ønsker det, mens kontingent og andre formalia bortfalder.

Vi har hele vejen informeret kvinderne i Gorom-Gorom om vores overvejelser, og de seneste år har de forberedt sig på at stå alene med ansvaret. De har i en periode ikke indskrevet nye børn, og de har aktivt søgt efter andre donorer end os, blandt andre UNICEF og burkinske myndigheder. Både de og vi lægger vægt på at sikre de børn, der er i deres forening på det tidspunkt, hvor vi trækker os. Lige nu ser der ud til at være godt 50 børn i 2023, deraf cirka 10 børn i grundskolen. Vi er alle indstillet på at undgå, at nogle af dem efterlades uden støtte midt i et forløb. Kvinderne har udtalt en fast beslutning om at fastholde deres forening og dens arbejde, også efter vores udfasning. De håber som nævnt at skaffe finansiering af arbejdet fra andre kilder, enten fra andre donorer eller fra egne indtægter. Ingen af delene er her og nu på plads, men de arbejder på begge dele.

Vores konklusion for de næste års arbejde må være, at vi vil arbejde på at gøre denne udfasning så vellykket som muligt. Det indebærer ikke mindst, at vi har et pænt beløb til at sikre overgangsfasen, så der er ikke tale om, at vi planlægger at tage den med ro fra nu af – snarere tværtimod. Og nu sidder nogle af vores medlemmer måske og tænker på, om vi helt negligerer den alvorlige situation, der har ramt landet og ikke mindst de nordlige regioner. Gennem de seneste år har vi jo informeret om en stigende terrortrussel og på det seneste om et antal internt fordrevne i Gorom-Gorom, der på få måneder har fordoblet byens befolkning. Svaret er nej, vi ser alvoren i øjnene, men det emne fortjener en månedsfortælling for sig selv.

internt fordrevne

Hadjata fortæller

Om de internt fordrevne i Gorom-Gorom

MÅNEDSFORTÆLLING SEPTEMBER 2019

Landsbyen Gorom-Gorom gennemlevede i 1974 og i årene frem et drama med udgangspunkt i flere års tørke. Utallige, forkomne flygtninge fra Mali samledes i store lejre, og det internationale samfund greb ind for at begrænse den menneskelige tragedie. Hvor mange dødsfald tørken kostede dengang, kan vi kun gætte på. I år oplever det samme sted et tilsvarende drama – med to store forskelle: De nyankomne er internt fordrevne burkinere, der søger sikkerhed for terror og etnisk uro – inden for landets grænser. Og Gorom-Gorom er, sammenlignet med 1974, en moderne provinsby med en relativt erfaren administration og et langt mere aktivt civilsamfund.

Mens disse linjer skrives sidst i august, er de nye flygtninges antal til opgjort til at være over 10.000. Og nye kommer til hver dag. Kommunen har i denne forbindelse appelleret til de lokale foreninger om hjælp. ”Man giver, hvad man kan – lidt fødevarer eller andet,” fortæller sekretæren i M’Balla Sukaabe Hadjata Ohaya. ”Men vi regner ikke med at blive direkte involveret i hjælpearbejdet. Det har vi ikke ressourcer til.”

Ressourcer kan nok både forstås som penge og som kræfter.

Alligevel mærker de naturligvis den nye situation hver eneste dag. ”Der kommer mange fremmede børn ind på samlingsstedet for at tigge, og vi ved ikke helt, hvordan det vil gå, når vi holder det næste fællesmåltid. Skolerne er fyldt, men de vil blive forladt igen inden skolestart sidst i september. Andre bor til leje eller hos pårørende.”

Unicef har opstillet store telte, blandt andet på de tomme områder bag kvindernes samlingssted. Desuden bor der mange i det nye marked, der er ved at blive bygget ved byens indkørsel fra Dori. De mange famlier, som vi her på hjemmesiden har fortalt, er flyttet ind hos Abdoulaye, er overvejende fra Sikiré nær Aribinda, men ellers kommer de fleste andre steder fra.

Både myndighederne og forskellige NGO’er gør meget for at hjælpe. I øjeblikket er det svært at gætte på, hvad fremtiden vil byde på.

”Sikkerhedssituationen bliver værre for hver dag, der går,” fortæller Hadjata. Men det er hendes opfattelse, at de fleste af de fordrevne vil vende hjem igen, når sikkerhedssituationen igen er blevet god. “De har jo forladt deres huse, og mange har nået at arbejde i deres marker ved regntidens begyndelse, før de flygtede.”

”Som forening har vi ikke problemer,” beroliger hun. ”Til fårefesten Tabaski har vi nydt, at I lige har sendt fødevarehjælp. Og indtil videre har vi fået flere gode regnskyl.” Den 15. september holder vores forenings bestyrelse det årlige sommermøde, og vi vil naturligvis drøfte situationen. Og ideer fra vore medlemmer vil som altid være velkomne.

Umiddelbart har M’Balla Sukaabe ikke bedt om hjælp udover den sædvanlige, og det er ikke vores indtryk, at de magter at yde en indsats, der ligger ud over, hvad de præsterer til daglig. TC

Billederne i denne fortælling er taget af M’Balla Sukaabe og sendt til os.

Man kan ikke vaske én hånd

– og en til E-bog.

MÅNEDSFORTÆLLING AUGUST 2019

Genudsendelser er almindelige om sommeren – tænk bare på tv-programmerne. Vi vil også bruge systemet, selv om stoffet ikke tidligere har været bragt her på hjemmesiden, men i en bog. Forlaget Lindhardt og Ringhof har nemlig besluttet i løbet af 2019 at genudgive mine syv Burkina-bøger som e-bøger. Foreløbigt er Man kan ikke vaske én hånd på markedet, og den kan også lånes på bibliotekerne – i eReolen – i elektronisk udgave.

Jeg har hygget mig med at genlæse nogle af min ungdoms oplevelser – fra cykelturen fra Aarhus til Gorom-Gorom i 1981 og de næste 14 måneder i det, der dengang var en ganske lille provinsby, hvor næsten alle boede i lerklinede huse eller stråhytter. I denne månedsfortælling deler jeg nogle af dem med jer. Og jeg må lige minde om, at jeg dengang valgte at anonymisere nogle af bogens personer: Usman er den Abdoulaye, som i dag er vores partneres vigtigste rådgiver. I hans familie nød jeg de daglige to hovedmåltider og tilbragte de fleste aftener, selv om jeg fik bygget mit eget lille lerklinede hus et andet sted i kvarteret. Abdoulaye bor nu igen i Kel Egièf nogle kilometer fra Gorom-Gorom, hvorfra de barndomsminder, der afslutter disse uddrag, stammer. Omar er den Ahidjo, som mange af os har kørt med på rejser i Vestafrika og besøgt i hans hjem i Ouagadougou.

Den aften lå jeg længe under myggenettet og tænkte på, at der aldrig har været en kulturkreds her på Jorden med så mange ting som nutidens vesterlændinge, men næppe heller nogen med så store problemer med at dele. Vi forsøger i disse årtier at forbruge os ud af de situationer, hvor andre lærer hensyn og rummelighed. Og derfor er Danmark blevet et u-land på disse felter af livet.

Hvis din nabos skæg brænder, så gør dit eget vådt, siger peul-folket. Den talemåde kunne vel i vores samfund betyde, at vi kun er ansvarlige for vores eget ve og vel. Men i Gorom-Gorom skal den forstås som en understregning af, at det kommer dig ved, når din nabos skæg brænder. Så må du handle, som var det dit eget.

Det gode, du gør for en anden, er ikke tabt for dig selv. Igen kunne det misforstås, hvis udgangspunktet er den europæiske opfattelse af livet. Det kunne i så fald sige noget om købmandskab: Hvis jeg gør dig en tjeneste i dag, så gør du mig nok en tjeneste en anden gang. Men forstået i den vestafrikanske sammenhæng er dette ordsprog en påmindelse om, at vi ikke kan leve uden hinanden. Det gode, du gør for en anden, er ikke tabt for dig selv, for du er selv en af de andre, og du har de andre i dig.

I Afrika udtrykkes meget i ordsprog. Kort og fyndigt kan man således udtrykke en sandhed, der ellers kunne kræve mange ord: Du ejer kun den mad, du har spist.

Senere kom drengene styrtende. De snakkede og lo, mens Usman og jeg ordnede nogle småting ved huset. De syntes vist, det var smadderhyggeligt, at jeg nu boede her. Man kan jo ikke besøge hinanden, når man bor sammen. De begyndte at lege med naboens børn. De største afprøvede, hvem der kunne løbe hurtigst med et bildæk, der styredes af to kæppe. Det gik bedst, når der var vand inde i dækket.

– De er ikke vant til at lege her, sagde Usman. Der er nogen, der siger, at jeg holder mine børn for meget derhjemme på grunden, men sådan ser jeg ikke på det. De skal bare ikke presses ud, før de er klar. Vi har et ordsprog, der siger, at en gren skal bøjes, mens den er frisk, men det betyder da ikke, at børn skal presses ud i noget, de ikke magter. Det er først nu, Omar for alvor er begyndt at opsøge verden, men nu er han også gammel nok til at gøre, hvad han vil, hvis han ingen pligter har hjemme. Nu trækker han Dauda med ud, men det er også godt nok. Den lille lærer af den store.

Engang fortalte han mig om sin tidligste barndomsoplevelse: “Jeg lå en mørk aften ude i en hytte sammen med oldemor. Dengang boede vi derude, du ved, nogle kilometer herfra. Min mor var i Gorom-Gorom. Jeg har nok været fire år. Den gamle og jeg kunne høre sjakalerne liste rundt om hytten, og så sagde jeg til hende: Jeg vil ind til Gorom-Gorom, hvor mor er, så sjakalerne ikke æder mig, for det er mig, der skal tage mig af dem allesammen.”

P.S. Noget af tiden hos Abdoulaye og hans familie brugte jeg på at lytte til gamle fortællinger, og jeg har opdaget, at endnu en af mine Burkina-bøger nu findes som e-bog: Sådan har jeg selv hørt det. Historier fra Burkina Faso. Ikke så få af de historier har jeg lært efter den daglige aftengrød, mens Abdoulaye gjorde den traditionelle te klar. Også den kan lånes på biblioteket. Efter historierne er der et fyldigt efterskrift om fortællingens væsen og betydning. Det indledes med det burkinske mundheld: Risen uden sauce er fad, historien uden løgn er plat, verden uden fortæller er kedelig. TC

Abdoulaye som ung

Billede 1 af 3

Andre aktiviteter II

MÅNEDSFORTÆLLING JULI 2019

Denne månedsfortælling fortsætter, hvor den sidste slap, om de mange aktiviteter som vores venner i M’Balla Sukaabe har gang i ved siden af deres forenings kerneopgaver, og som forhåbentligt en dag kan skabe grundlag for deres forenings økonomiske fremtid. En ansøgning til UNICEF om at finansiere hjælpen til de mest udsatte børn og unge har foreløbigt ikke ført til det ønskede resultat. Hvis nye ideer eller muligheder opstår, vil de utvivlsomt forsøge igen, men i mellemtiden satser de på indkomstgivende aktiviteter. Vi har ikke hørt mere til drømmen om, at de kunne blive udvalgt til at få finansieret et mini-mejeri, primært med henblik på at producere yoghurt. Men vi følger mange andre af deres initiativer.

Om det projekt, hvor de tørrer en lokal snack, der kan kaldes chobal og traditionelt har været nydt som mellemmåltid i flydende form, har de skrevet til os: “Vi gør mange fremskridt i den henseende, for vi får ofte bestillinger fra Ouagadougou.” Og efter lang tids venten fik de endelig i maj i år det meste af det udstyr til produktion af balanitesolie, som de efter en ansøgning havde fået bevilget af de centrale myndigheder i hovedstaden. Knusemaskinen har man åbenbart ikke kunnet skaffe. De har alligevel store forhåbninger til den olie, som kan sælges til gode priser, og mens de har ventet på udstyret, har de forsat et krævende arbejde med manuelt at udvinde olien af de såkaldte ørkendadler. De har nu fået instruktion i, hvordan udstyret skal bruges, men der kommer nok først fart i denne aktivitet efter regntiden. Efter sidste års dårlige regntid er der i øjeblikket mangel på balanitesfrugter.

I en periode har de stået for produktion af vælling til fejlernærede småbørn og vejledning til deres mødre i tre nærliggende landsbyer. Det blev finansieret af det firma, der driver områdets guldmine, som også har betalt for en forum-teaterforestilling om problemet, som de deltog i. (I den teaterform inddrages nogle af tilskuerne som medskuespillere, og den giver ofte vigtige erkendelser.) Kvinderne har i en mail til os understreget, at de blev udvalgt til vælling-projektet på baggrund af de fællesmåltider, de afholder sammen med børnene og de unge en gang om måneden. Vi har tidligere fortalt om, hvordan en lokal repræsentant fra den officielle organisation Action Sociale hver måned præsenterer dem for et tema og diskuteret det med dem. Og vi har hørt om, at de oplæg ofte diskuteres videre i de lokale skoler, når ”vores” børn og unge tager emnerne op med deres kammerater.

Maden til disse fællesmåltider er en del af vores forenings økonomi, mens oplægsholderen betales af kvinderne selv – af kontingenter til deres forening. Et af de initiativer, kvinderne tog som reaktion på den første dialog om at udfase vores bidrag, var at sætte deres månedlige kontingent op fra cirka seks kroner til 30. Omtrent samtidigt besluttede de at udfase deres bidrag til kommende børns forskolegang. Forskolen er ellers en god indføring til den senere grundskole, men også ganske dyr. Vi kan ikke påstå, at vi enige i den beslutning, men det vigtigste er at respektere deres afgørelse. En del af hensigten med at fase vores økonomiske bidrag ud bygger jo netop på ønsket om, at kvinderne i Gorom-Gorom i stadigt stigende grad opfatter ansvaret for og ejerskabet til deres arbejde som helt deres eget. På længere sigt er det alligevel en nødvendig forudsætning, og det ser ud til, at i løbet af de år, hvor vi ikke har kunnet besøge dem i Gorom-Gorom, har de taget den udfordring til sig. Det er værd at huske, at de bor i et område, hvor økonomi udefra har været udgangspunkt for langt de fleste udviklingsprojekter, og at der er mange eksempler på, at den lokale mentalitet har ladet sig præge af den situation.

Desuden knytter der sig en anden forhåbning til vores plan om udfasning. Den lokale udvikling er jo ikke gået i stå, selv om medierne mest fortæller om terrortrusler og -angreb. Burkina Faso har gennem snart mange år haft en ganske stor økonomisk vækst, og der er tegn på, at både det burkinske civilsamfund og de demokratiske instanser fungerer bedre end nogensinde før siden uafhængigheden i 1960.

Gorom-Goroms borgmester har for eksempel forpligtet sig til en gang om året et afholde et stort møde, hvor han redegør for kommunens resultater og planer. Og han kunne senest fortælle om fremskridt inden for undervisnings- og sundhedssektorerne samt adskillige andre gennemførte projekter, herunder brøndboringer til kommunens 82 landsbyer. Kun fem har endnu ikke fået en pumpe med rent drikkevand som lovet under den kommunale valgkamp, og det blev forklaret med, at nogle landsbyer i kraft af deres størrelse havde fået to til tre. Han lovede på mødet i januar, at de sidste fem vil blive nået i år.

Dermed næres vores håb om, at lokale myndigheder stille og roligt kan løse nogle af de opgaver, som kvindernes forening har taget ansvaret for, ikke mindst overtage ansvaret for flere af de dårligt stillede børns skolegang og uddannelse, end de gør i dag.

Et andet håb bliver næppe virkeliggjort indtil videre: Det ser ikke ud til, at de tidligere M’Balla Sukaabe-børn organiserer sig med henblik på at støtte indsatsen for de nye børn. De har jo ellers stort set alle en eller anden form for indtægt, har vi tænkt. Baggrunden for deres tilbageholdenhed er åbenbart, at de i deres pressede hverdag – i et af denne verdens fattigste områder – føler sig omtrent lige så fattige og udsatte, som deres bedsteforældre var. Vi ved, at de objektivt set ikke er det. Der er trods alt forskel på, om en dårlig regntid fører til sultedød og udbredt nød, som det var tilfældet for nogle årtier siden, eller om den fører til, at man i en periode må springe et af de daglige måltider over og udsætte investeringer på arbejde eller nyanskaffelser i hjemmet til bedre tider. Men under alle omstændigheder er deres vilkår stadigvæk meget vanskelige, og deres subjektive oplevelse er vist, at de fleste føler sig for fattige og pressede til at blive ydende. Og når nu pengene til M’Balla Sukaabes arbejde ser ud til at blive skaffet uden dem, tænker de måske.

At det stadigvæk går sådan år for år, er vi dybt taknemmelige over i bestyrelsen. Indtil videre tror vi på, at vores partnere i Gorom-Gorom vil opnå en stadigt stigende uafhængighed. Og at der også efter 2023 vil være et grundlag for deres forening og deres arbejde for de mest udsatte børn og unge. Og så håber vi, at vi i 2023 har en saldo, der tillader os en langsom og planlagt udfasning af overførslerne. Indtil videre er de langt fra selv at kunne finansiere deres indsats med indkomstgivende aktiviteter og kontingenter, men vi har lært, at det lange seje træk kan give resultater, både i vores og i deres hverdag. TC

kvinde vander sin mark

Andre aktiviteter I

MÅNEDSFORTÆLLING JUNI 2019

Årets første månedsfortælling hed Et anstændigt job, og den redegjorde for, hvordan det er gået 128 unge, der fra 2010 til 2018 forlod M’Balla Sukaabe. Enkeltpersoner har det helt naturligt med at forsvinde i den slags opgørelser, så i maj satte vi ansigter på otte af de unge, som M’Balla Sukaabe har hjulpet med at skabe sig en fremtid.

Hverken vi eller de er i tvivl om, at det er vores fælles kerneopgave at bane vejen for nogle af de mest udsatte børn i Gorom-Gorom. Noget af det, der derudover præger livet på samlingsstedet, kalder vi derfor for andre aktiviteter, og dem sætter vi fokus på i denne og i næste måned.

I september 2016 hed månedsfortællingen Den tredje fase, hvor vi fortalte vi om, hvordan de første 6-7 år af den fælles indsats efter vores forenings grundlæggelse i 2003 ikke mindst handlede om at skabe en arbejdsform og udvikle et værdisæt sammen med kvinderne i Gorom-Gorom. Lad mig som eksempel nævne, at vi i de første år kun turde satse på børnenes skolegang. Først senere indså vi, hvor afgørende det er at sikre de unge en eller anden uddannelse, som kan føre til et arbejde. På det grundlag har vi fortsat partnerskabet de næste 6-7 år. Det satser vi på at blive ved med, men ser samtidigt den tredje periode op til 2023 som en bevidst og konstruktiv udfasning af vores foreningers samarbejde, i hvert fald store dele af det.

I det perspektiv er de mange andre aktiviteter, som M’Balla Sukaabe har forsøgt sig med eller aktuelt arbejder med, meget væsentlige. De er sandsynligvis en stor del af forudsætningen for, at de vil kunne fortsætte deres kerneopgave uden vores bidrag. Lad os starte med at se på deres sæbeprojekt. Det er startet med målrettede, private, danske bidrag uden om kerneopgavens regnskab. (Med den type finansiering har enkeltpersoner og grupper adskillige gange sikret opstart af et projekt, uden at gå på kompromis med vores beslutning om, at alle bidrag til vores forening skal gå direkte til gennemførelsen af kerneopgaverne i Gorom-Gorom.)

Gennem mange år har kvinderne udviklet et system, hvor de nu regelmæssigt laver seks bakker med 24 stykker sæbe. Når alle børnene og de unge har fået et stykke hver, sælger de resten, så de kan købe sheasmør og palmeolie til næste produktion. I en periode havde de tilsvarende godt gang i et plastikprojekt. De indsamlede affaldsposer i naturen, hvor de som bekendt gør stor skade. De rensede dem, blandede forskellige typer plastik og brugte dem i en produktion af flettede reb og forskelligt kunsthåndværk. I begyndelsen solgte rebene godt på byens store dyremarked, og kunsthåndværket blev overvejende aftaget af turister. Men det projekt gik i sig selv, da kunderne på dyremarkedet opdagede, at dyrene gnavede i plastikrebene, og terrortruslen betød, at der ikke kom flere turister til området. Det sidste betød også, at håbet om at skaffe sig indtægter fra flere andre former for kunsthåndværk ebbede ud, blandt andet for de særlige broderier, der traditionelt bruges som vægtæpper i husene.

Det skal nævnes, at store dele af udbyttet fra kunsthåndværket er gået til den enkelte kvinde i M’Balla Sukaabe og ikke i deres forenings kasse. Det samme gælder den støtte de – igen uden for vores forenings regnskab – har fået til havebrug, opfedning af får samt såsæd til egne marker. Virkeligheden er jo, at de fleste af dem har mere end svært ved at klare dagen og vejen, og at en støtte til deres hjemmeøkonomi også kan ses som en støtte til deres forening. Salget af vand til nabofamilierne fra deres pumpe var derimod en foreningsindtægt. Boringen og pumpen blev i øvrigt betalt af den samme privatperson fra Aarhus, som havde finansieret byggeriet af samlingsstedet. Men også den indtægt ebbede ud, da vandlaget i undergrunden var brugt op.

Og kvinderne stod tilbage med skuffelsen og erfaringerne. Det sidste kan man bygge meget på. Det er jo ikke småting, der har præget de seneste 16 års partnerskab.

Det var en helt ny verden for deres sekretær, da hun af vores kasserer fik den første indføring i brugen af Excel. Siden har hun holdt styr på oplysningerne om de mange børn og unge, ikke mindst i rapporter og regnskaber til os. Også den gruppe kvinde, der har administreret indtægter, rengøring og vedligehold af deres kværn, har gjort sig mange værdifulde erfaringer. Desuden har den jo givet indtægter til deres forening, når nabokvinder betaler for at få malet hirse eller majs til mel.

Det samme kan man i øvrigt sige om mange af de opgaver, de inden for deres kerneopgave løser i grupper eller i fællesskab. For eksempel de mange møder, de holder med lærere og håndværksmestre om deres børn og unges forhold. I begyndelsen af dette år har de igen opnået at blive anerkendt som et lokalt alfabetiseringscenter, hvor eleverne er deres egne medlemmer. Her kan de, der er blevet for gamle til at påbegynde almindelig skolegang, lære at læse, skrive og regne på et lokalsprog, i dette tilfælde fulfulde. Den første optimistiske meddelelse gik på, at de fleste af kvinderne nu kunne skrive deres egne navne.

Anden halvdel af denne månedsfortælling fortsætter i starten af juli. TC

Otte af de unge

MÅNEDSFORTÆLLING MAJ 2019

I august 2015 hed månedsfortællingen Håbets magt. Heri skrev vi, at ”fattigdom er ikke kun et økonomisk begreb. Økonomen Esther Duflo beskriver fattigdommens onde cirkel således: Fattigdom forårsager stress, depression og håbløshed – og stress, depression og håbløshed forårsager på sin side fattigdom… Håbløshed fører ofte til en følelse af magtesløshed. Og i den onde cirkel sidder utallige mennesker fast, både i fattige og rige samfund. 
Heldigvis kan logikken også vendes om: Håb om en bedring af ens situation kan føre til, at man ser udveje, man før ikke havde blik for, kræfter til, tro på.

Denne månedsfortælling skulle gerne vise det samme – i form af nogle fotos vi har fået fra M’Balla Sukaabe. Vi har udvalgt disse otte tidligere M’Balla Sukaabe-børn, som repræsenterer forskellige valg og muligheder. 
Terrortruslen forhindrer os som bekendt i at opsøge de unge og interviewe dem om deres situation. Men måske er det heller ikke nødvendigt for at fortælle deres historie. Vi ved jo, at de har haft en svær baggrund, og at de er vokset op hos en værge i M’Balla Sukaabe og derfor har fået en chance – har grebet en chance og forvandlet den til et håb. 

Abdoul Malik Sadou er i dag 17 år. Han blev støttet til at gå i skole til og med 9 klasse og derefter gennem to som svejselærling i et lokalt firma. Han er i dag ansat som færdiguddannet svejser.

Bibata Sawadogo er 26 år. Hun blev student i 2016 og er nu lærer på Gorom-Øst skolen.

Agali Al Moustapha er 27 år. Han fik studentereksamen i 2012, derefter en universitetsuddannelse og arbejder i dag med mikrokredit.

Saidou Ahidjo blev student i 2016. Han er nu 27 år og er blevet lærer og arbejder i en landsby uden for Gorom-Gorom.

Lala Mint Abdoulaye er 29 år. Hun forlod skolen efter 10. kl. i 2012 Hun er uddannet inden for kontor og har skiftende ansættelser ved projekter.

Aliou Sidi Mohamed er maler. Han er 22 år og forlod skolen efter 9. klasse i 2014. Efter to års lærlingeuddannelse klarer han sig efter sigende godt.

Adiza Ali forlod skolen i 2015 ved afslutningen af grundskolen efter 6. klasse. Hun er i dag 19 år og sælger tørrede småfisk. Det er en kendt og værdsat vare i området, billig og rig på protein.

Alouata Ould Baye er 36 år. Han forlod skolen efter 11. kl. i 2011 og har nu en ledende administrativ stilling på rådhuset i Oursi, men på grund af de gentagne terrorangreb på denne, lille bys myndighedspersoner er han for tiden udstationeret på rådhuset i Gorom-Gorom.

Burkina Faso flag - Flick Nadesha

Nation-building II

MÅNEDSFORTÆLLING APRIL 2019

(Fortsat fra forrige måned). Det næste afsnit i historien om opbygning af en nationalstat efter Øvre Voltas uafhængighed fra den franske kolonimagt kan passende begynde med den sankaristiske revolution i 1983. Sankaras budskab om, at nu var han og den almindelige, brede befolkning allierede, i opposition til såvel den vestligt uddannede elite i Ouagadougou som til de traditionelle ledere, havde mærkbar effekt. Og Sankara havde sans for symboler. Allerede året efter fik landet sit nuværende navn, en ny nationalsang med det cubansk inspirerede omkvæd: Fædrelandet eller døden, vi vil sejre! De tre Volta-floder fik deres oprindelige, afrikanske navne igen, og endelig fik man nyt flag.

De nye farver – rød, grøn og gul – er fælles for mange afrikanske flag, og det menes, at det røde her står for kampen for uafhængighed, det grønne for Burkina Fasos frugtbarhed og naturlige rigdomme, og at stjernen symboliserer revolutionen. Men revolutionen stod ikke kun for symboler. Utallige kommunikationsmidler, så som landeveje og busser, blev udbygget, og der blev satset på servicefunktioner i de største provinsbyer, som for eksempel folkeherberget i Gorom-Gorom. Fastnettelefonen blev udbredt – og senere fik mobilnettet og internettet senere stor betydning for udviklingen.

I de fire revolutionsår faldt korruptionen radikalt, og den folkelige opslutning til den nye kurs var i de første år mærkbar. Siden forfatningen af 1960 havde landet gennemlevet flere perioder med militær undtagelsestilstand, og revolutionsårene hører med til denne periode. ”Jeg er ikke demokrat, jeg er revolutionær,” menes Sankara at have udtalt. Da den franske præsident Mitterand kom på besøg i 1986, blev det rødmalede slogan på Ouagadougous hvidmalede lufthavn ’Ned med imperialismen’ først overmalet og derefter igen malet med store røde bogstaver kort før hans ankomst. Og Mitterand udtalte på et tidspunkt, at ”Sankara er en mand, der forstyrrer.” Det blev fortolket som en delvis støtte, men inderst inde mente han nok, at forholdet til den tidligere koloni blev forstyrret.

Den nuværende forfatning fra 1991 bygger på Blaise Compaorés brud med revolutionsårene og tilpasning til de vestlige donorers krav om økonomiske strukturtilpasninger og demokratiske reformer i europæisk forstand. Der var utvivlsomt et stort flertal bag ønsket om at gøre op med revolutionen, men også bag den tanke, at det ikke betød tilbagevenden til tiden før – til Øvre Volta. Uanset om de nævnte strukturændringer førte til en stabil økonomisk udvikling, eller de har hæmmet den, så opfatter jeg det sådan, at en styrket tro på fremtiden førte til et delvist brud med den ydmygende følelse af afhængighed. I den forbindelse kan det også nævnes, at selv om skolen altid har været europæisk præget, så har den stigende skolegang bidraget til et større nationalt selvværd.

Langsomt blev samarbejdsforholdene mellem den burkinske administration og de udenlandske donorer lidt mere ligeværdige. I både 1974 og i 1985 udbrød der grænsekrige med nabolandet Mali. Krigsførelse er som bekendt en meget brugt metode til at styrke en befolknings nationale identitet, men jeg mener ikke, at det gælder i dette tilfælde. Den burkinske selvopfattelse som en fredskultur, blandt andet i kraft af de udbredte traditioner for familiedrillerier, har i den forbindelse betydet langt mere end de to krige.

Grænsedragningen ved det omdiskuterede område er siden blevet reguleret ved den internationale domstol i Haag. Da folkerejsningen i 2014 smed Compaoré på porten, blev der vedtaget et midlertidigt charter, som gennemførte nyvalg. Et af den nye regerings initiativer har været at nedsætte en kommission, der arbejder med en ny forfatning. Civilsamfundet er i de forløbne årtier blevet mærkbart styrket, og foreningen Le Balai Citoyen, der med rette kan påtage en stor del af æren for den modige og ubevæbnede mobilisering, både i forbindelse med folkerejsningen i 2014 og i modstanden mod kupforsøget i 2015, har erklæret det som sit mål at sikre, at landet forbliver civilt styret, og at korruptionen bekæmpes. Valgprocessen i 2016 bekræftede for det store flertal af befolkningen den nyvundne stolthed. Som beskrevet i en månedsfortælling fra juli 2018, sagde en ung mand i forbindelse med en rapport om religion i Burkina noget i retning af: ”Man er menneske, og man er burkiner, før man er kristen eller muslim.” Det siger ikke noget om, at hans tro er svag, for der er ikke mange med en svag tro i Burkina Faso. Men det siger muligvis en masse om, at landet i dag er en samlet nationalstat – med mange folkeslag og religioner, men ikke mindre sammenhængende af den grund.

Nogle synes, det er gået langsomt og lægger vægt på, at man endnu kan finde sprækker i det burkinske murværk. Jeg mener, det er gået forbavsende hurtigt og vurderer, at der i dag er langt flere eksempler på en reel national identitet end på det modsatte. I disse år kommer truslen mod landets sammenhængskraft især fra voldelige terrorister, og selv om kun ganske få burkinere har meldt sig ind i kampen mod den tolerance og fredskultur, som landet bygger på, vågnede beboerne i en lang række burkinske provinser, herunder Oudalan, den 1. januar op til en erklæring om, at deres område var erklæret i undtagelsestilstand. Regeringen har ønsket at udvide sikkerhedsapparatets beføjelser med henblik på at styrke kampen mod terrorismen. TC

Læs første afsnit af Nation-building her.

Amerikanske soldater forklarer hvordan man angriber et mål.

M’Balla Sukaabe og terrortruslen

MÅNEDSFORTÆLLING MARTS 2019

Der hørtes skud den 18. januar ved 21-tiden, da Gorom-Gorom blev udsat for sit første terrorangreb. Ifølge diverse kilder kom tre bevæbnede mand gående ind på udskænkningsstedet Séno Ambiance og åbnede ild. En mand blev dræbt. Det drejer sig om Harouna Maïga, der var ansat som lastbilchauffør ved guldminen Essakane. Ingen blev såret. Angriberne flygtede efter sigende på motorcykel mod nordøst, da de lokale sikkerhedsfolk var på vej, måske med henblik på at krydse grænsen til nabolandet Niger. Det var som nævnt det første terrorangreb i Gorom-Gorom, efter at der har været et stort antal angreb i nabobyerne. ”Vi lever med terrortruslen,” skrev M’Balla Sukaabes sekretær Hadjata Ohaya i en mail, uden at nævne, at den pågældende bar ligger i det samme nordøstlige hjørne som deres eget samlingssted. Men naturligvis har angrebet berørt alle. Om det var et udtryk for nervøsitet eller en forståelig påpasselighed, at den lokale kasernes vagt ved tre-tiden om natten den 1. februar skød en mand, da denne angiveligt ikke adlød ordre, kan vi ikke vide.

Den 19. februar sidst på formiddagen standsede terrorister en af de sidste – eller måske den allersidste – fungerende ambulance i Gorom-Gorom området, nær landsbyen Beïga. De lod chaufføren gå, før de forsvandt med køretøjet. Ikke mindst den sidste hændelse antyder, at de bevæbnede ekstremister bevæger sig foruroligede frit i det nordburkinske landområder, uden at støde på militær modstand. Oudalan er en af de provinser, der den 1. januar blev erklæret i undtagelsestilstand.

Konsulentfirmaet MENASTREAM har opgjort, at cirka 2/3 af terroraktionerne fra Ansaroul Islam, som menes at stå bag de fleste af angrebene i Burkina Faso, har været rettet mod civile mål, mens den sidste tredjedel var rettet mod militære mål, herunder gendarmerier, politi, soldater og selvhjælpsgrupperne Koglwéogo.

Til den første gruppe hører blandt andet de restauranter og barer, hvor en stor del af befolkningen kan lide at slappe af med en øl eller sodavand, måske med en tallerken ristet kød med løg og krydderier på bordet. Den slags provokerer de terrorister, der lægger stor vægt på, at landet skal ’befries for vestlig livsstil’. På ét punkt er vi enige med terroristerne, om end med modsatrettede prioriteringer: Skolegang spiller en meget vigtig rolle i deres voldelige kamp for at vinde samfundets sjæl. Efter angrebet den 18.januar lukkede alle skoler i Gorom-Gorom, som det allerede var tilfældet med et stort antal skoler i det burkinske Sahel-område. Ansaroul Islam har ved utallige anledninger angrebet eller truet lærerne, blandt andet på baggrund af et ’krav’ om, at de skal undervise i arabisk i stedet for fransk. Den 11. februar genåbnede Gorom-Goroms grundskoler, og mens disse linjer skrives midt i februar, forhandler diverse lokale myndigheder om, hvordan de kan øge sikkerheden for de videregående skoler med henblik på også at genåbne dem den 18. februar. Angrebene på skolerne har sandsynligvis større effekt i terroristernes kamp end de utallige mindre angreb på militære mål.

I de seneste tre år har terroraktionerne kostet op mod 300 burkinere livet. At trafikulykker i den samme periode har afstedkommet langt flere dræbte og sårede end terrorismen (nemlig ifølge foreningen Faso One Village cirka 2700 døde og over 30.000 tilskadekomne), er værd at huske i en vurdering af terrorens virkninger. Men på den anden side må vi ikke glemme, at den virkelige risiko ved terrorismen er psykologisk funderet på en helt anden måde end trafikdrab. Den afgørende strategi bag ekstremisternes mange angreb i de seneste par år synes at være at terrorisere befolkningen og svække enhver form for offentlig myndighed. Hadjatas udramatiske bemærkning passer ganske godt med den konklusion, som den burkinske statistiker og økonom Bemahoun Honko Roger Judicaël har draget af en større undersøgelse, han har stået i spidsen for: Burkinerne har foreløbigt vundet den psykologiske krig mod terrorismen. Det gør han på baggrund af, at cirka halvdelen af beboerne i landdistrikterne og hele 65% af respondenterne i Sahel-regionen, hvor de fleste terroraktioner er begået, svarer, at de ikke er bange for angreb.

Undersøgelsens forfatter lægger vægt på, at burkinerne trods de hårde angreb stadigt tror på en bedre fremtid og ikke hengiver sig til fatalisme. Hans hovedformål er at udforske et ikke-voldeligt alternativ til kampen mod terrorisme. En entydig militær strategi vil efter hans mening ende i en ond cirkel. I stedet opfordrer han landets ledere, civilsamfundet, medier og Burkinas venner til at konsolidere denne holdning i befolkningen – og han formulerer appellen: Burkinere overalt i landet, lad os vinde over vores individuelle frygt.

M’Balla Sukaabe arrangerer som bekendt hver måned et fællesmåltid for foreningens værger, børn og unge i Gorom-Gorom, og hvert måltid er knyttet til et tema, som en lokal oplægsholder præsenterer for børnene og diskuterer med dem. I det forløbne år har de blandt andet valgt nedenstående tre temaer, som synes særdeles relevante i den nuværende situation.

Fællesmåltid februar 2018 med terrorisme som tema

Referat: Efter nogle påmindelser om årsagerne til terrorisme fortsatte udvekslinger om, hvordan man bekæmper denne svøbe, som destabiliserer aktiviteterne i Sahel. I betragtning af at terrorisme har sit udgangspunkt i samfundet, er det helt berettiget at søge løsninger i samme samfund. Sociale uligheder og manglen på skolegang er blandt de gunstige faktorer for terrorismen, og det er derfor helt logisk at arbejde i disse sektorer for at bremse dette onde, som skaber forældreløse børn og enker i vores område.

  • At tilmelde sig skole og motivere børn til at blive i skolesystemet er ægte skridt fremad i kampen mod terrorisme
  • Deling af information med sikkerhedstjenesterne og dermed videregive præcise tidspunkter og rettidig information til sikkerhedstjenester
  • Samarbejdet mellem befolkningen og forsvars- og sikkerhedsstyrkerne.

Dette er de tiltag, der skal fremmes for en effektiv bekæmpelse af terrorisme.

Fællesmåltid april 2018 med samfundssind som tema

Referat: Samfundssind er borgerens engagement i og tilknytning til samfundet, så denne påtage sig sine pligter, før han kræver sine rettigheder. Disse omfatter:

  • Respekt for ordensmagten
  • Respektere færdselsloven
  • Respektere forskellige regler
  • Respekt for og hensyn til den offentlige, fælles ejendom
  • Ikke ødelægge den offentlige, fælles ejendom, selv ikke under strejker eller demonstrationer. Osv.
  • Samfundssind bør derfor godtages og undervises for alle børn. Dette vil fjerne os fra visse ulemper. En person med et godt samfundssind er patriotisk og arbejder altid for udviklingen af sit land i overensstemmelse med regler og gældende love samt sociale normer.

Fællesmåltid august 2018 med offentlig sikkerhed som tema

Referat: Dette emne er virkelig relevant i betragtning af den fremherskende situation i landet generelt og Sahel i særdeleshed. Underviseren anbefaler følgende til børnene:

  • Undgå at lege med mistænkelige genstande, de finder på vejene
  • Ikke at blive ude sent, selvom de er sammen med venner
  • Ikke at nærme sig bevæbnede personer, som man ikke har tillid til
  • At meddele myndighederne enhver bevægelse og enhver person, der har en mistænkelig adfærd
  • Gå ikke ud for at se, hvad der sker, hvis de hører skud.

Udstyret med disse værdifulde råd, har børnene taget den faste beslutning at omsætte dem til praksis. TC

Nation-building I

MÅNEDSFORTÆLLING FEBRUAR 2019

Det er vist første gang, jeg vælger en overskrift på et fremmedsprog. Jeg kan ikke finde et dansk ord, der dækker den proces, at en ung stat udvikler sig til en nationalstat, hvor den udover international anerkendelse er udtryk for den brede befolknings identitet.
Men min første tanke om den sag i det daværende Øvre Volta havde nu også sin baggrund i en samtale med en englænder. En søndag i 1979 var en engelsk læge og jeg ved at anlægge en have på grunden bag projekthuset, dengang børnehospitalet i Gorom-Gorom endnu var et projekt under Save the Children Fund. På et tidspunkt så han glad op på mig med svedperler på panden: ”We are bulding a nation!” Trods det tilfredsstillende i at lave noget, der umiddelbart kunne ses, tænkte jeg: ”Nej du, man kan ikke bygge en nation på andres vegne.”
Det mener jeg stadigvæk, og det er værd at minde læseren om, at på det tidspunkt var det kun 19 år siden, at Øvre Volta var blevet en selvstændig stat. Og i denne månedsfortælling vil jeg – med udgangspunkt i Gorom-Gorom – prøve at fabulere lidt om, hvad der skaber en nationalstat.

Fem-seks år tidligere havde byens katolske præst, en fransk missionær, set Sahel-tørkens drama udspille sig for sine øjne, med sultedød og udsigtsløshed for tusinder af mennesker, herunder mange maliske flygtninge. Han tog så til Ouagadougou for at gøre de centrale myndigheder opmærksom på krisens omfang, men han kunne ikke finde nogen i centraladministrationen, der kendte til situationens alvor. Det var først, da han i landets radio havde fået arrangeret en rundbordssamtale om emnet, at de blev klar over, hvor slemt det stod til.
Der var dengang meget lidt kontakt til den fjerne provins, der officielt blev administreret fra Dori, og som blev betragtet som en slags Øvre Voltas Sibirien. Hertil kunne magthaverne sende embedsmænd, de ville have på lang afstand.
Og det skal næppe heller undervurderes, at både den politiske elite og skolesystemet var katolsk domineret, selvom denne tro var i mindretal til både den traditionelle animisme og til islam.

Sådan oplevede jeg omtrent udgangspunktet: At Gorom-Gorom området var et fattigt, tørkeramt sted, som mentalt knap hørte med til landet – hverken fra de lokales vinkel eller set fra hovedstaden.
Kolonien Øvre Volta blev formelt oprettet af Frankrig i 1919, efter en militær besættelse der tog fart efter erobringen af Ouagadougou i 1896. I 1932 blev området splittet op og overført til Elfenbenskysten, Fransk Sudan og – blandt andet Gorom-Gorom – til Niger. I 1947 genskabtes kolonien inden for de tidligere grænser, utvivlsomt efter pres fra mossikejseren af Ouagadougou, der hellere ville være en stor fisk i en lille sø end det modsatte – og som Frankrigs tak for ikke mindst mossifolkets store deltagelse på fransk side i krigen i Europa i 1939-45.
Navnet Øvre Volta blev genindført, som franskmændene havde fundet på det med udgangspunkt i de franske navne på landets tre største floder, der i Ghana samles til Volta-floden.
Da republikken Øvre Volta i 1958 blev oprettet som en selvstyrende koloni i Fransk Vestafrika, var de fleste indbyggere i Gorom-Gorom området og andre dele af landets periferi, mentalt set omtrent lige så langt fra mossilederen som fra den franske guvernør i Ouagadougou.
Landets oprindelige flag med de tre liggende striber blev vedtaget i 1959, med farver efter de franske navne, der stadig blev brugt om de tre floder.
Det fortælles, at mossikejseren sendte sine ryttersoldater, bevæbnet med spyd, bue og pil, til den nyåbnede nationalforsamling for at generobre den magt, hans forgænger havde mistet ved den franske besættelse i 1896 (omend nu ikke kun over det oprindelige mossiområde, men over hele den nyetablerede stat), men at de traditionelle soldater nærmest blev til grin over for de moderne udrustede vagter.

Den 5. august 1960 opnåede landet uafhængighed fra Frankrig, i hvert fald på det formelle plan. Samme år blev det medlem af De forenede Nationer og valgte sin første nationalsang. I november 1960 blev den første forfatning sat i kraft.
Landet var allerede da medlem af franc-zonen, og cfa betød oprindeligt Colonies françaises d’Afrique. Det blev i 1958 ændret til Communauté française d’Afrique og senere igen meget praktisk til Communauté financière d’Afrique.  
Dermed var symbolerne på plads: Navn, flag, nationalsang, forfatning, møntfod og medlemskab af FN.

Optimismen i eliten i Ouagadougou var efter historieskrivningen at dømme ganske stor, men en rapport fra Verdensbanken beskrev i 1963 Øvre Volta som det fattigste land i Vestafrika. Det var vist i 1980, jeg sammen med min gode ven Abdoulaye en aften blev inviteret hen i en fransk familie for at se månen i deres stjernekikkert. Vi var vist begge to lige imponerede over, at vi tydeligt kunne skelne mellem forskellige månekratere, og bagefter talte vi om, at man måske kunne have skimtet en stor lastbil, hvis der havde været en sådan parkeret deroppe. Da Abdoulaye anden gang stirrede gennem kikkerten, mumlede han: ”Vi kommer til at betale skat i lang tid.”
Det er et gammelt mundheld, som udtrykte hans folks ydmygende erkendelse af, at så længe de fremmede magthaveres tekniske formåen var så overvældende, måtte man tilpasse sig overmagten. Jeg opfattede hans reaktion som en ganske vist uvidenskabelig, men reel bekræftelse på, at Øvre Volta dengang ikke havde den mentale sammenhængskraft, der må være en betingelse for at kalde landet en fuldgyldig nationalstat.
Men tilbagevenden til ”gamle dage” var sjældent et ideal, jeg stødte på. Lad mig minde om, at Abdoulaye tilhører et folk, hvoraf de fleste indtil 1903 blev betragtet som slaver. Ambitionen var helt overvejende fremadskuende. TC

Fortællingen om nationbuilding fortsætter i næste måned.

Burkina Fasos flag

Billede 1 af 2