Kategoriarkiv: Månedsfortælling

Vejen til Gorom-Gorom

I 1979 kørte jeg for første gang fra Dori med Gorom-Gorom som mål. Da en mand bad om kørelejlighed, tænkte jeg lettet, at så ville jeg i hvert fald ikke køre vild. Det var inden regntiden, men vejen var alligevel så dårlig (eller mine evner og erfaringer så begrænsede), at jeg et sted måtte skubbe sten under det ene dæk for at komme videre.

I ”Man kan ikke vaske een hånd” beskrev jeg i 1984 blandt andet en regntidstur på ladet af en lastbil:

”Mellem Gorom-Gorom og Dori har de offentlige kasser kun været belastet af enkelte lave dæmninger på de steder, hvor transport ellers ville være umulig i regntiden… Fra Dori til Ouagadougou er vejen anlagt. Det kan være svært at se på den blodrøde stribe, der nogle steder er skyllet næste helt væk, og de første par hundrede kilometer er fyldt med dybe huller.”

På en strækning sydvest for Dori blev vi passagerer bedt om at stige af, mens lastbilen med brølende motor passerede en strækning, hvor det var ansvarligt at have personer på ladet. Jeg fortæller i kapitlet om en af de gange, hvor vi kørte fast i mudder, og slutter beskrivelsen:

”Siden gentager det sig, og det er ikke en flok spejdere på sommerlejr eller rekrutter på feltøvelse. Det er hverdagens almindelige mennesker, der rejser i det eneste tilgængelige transportmiddel i en verden med andre vilkår.”

Og jeg husker endnu den velsignede ro, der opstod, da vi kørte ind på asfalten ved hovedstadens udkant.

Siden er først de 100 kilometer mellem Ouagadougou og Kaya blevet asfalteret, og i 2006 kom den gode, sorte vej til Dori. I Gorom-Gorom var det afgørende i første omgang, at der blev bygget broer over vandløbene ved Goudebo og Saouga, og transporten begyndte at foregå i bus. For få måneder siden blev arbejdet med at asfaltere de sidste godt 50 kilometer så annonceret – som det er sket flere gange før. Og Abdoulaye overrakte mig begejstret nyheden i telefonen. Hvad det betyder for alle os, der kan huske fortidens strabadser, er ikke svært at sætte sig ind i. Mange erfaringer viser desuden, hvordan infrastrukturen er afgørende for de økonomiske udviklingsmuligheder. Bedre veje og mobiltelefoner er to afgørende milepæle i udviklingen af det moderne samfund. Et så vigtigt fremskridt er med til at give håb for fremtiden, og det kan næppe overvurderes, vel vidende at terrorens vigtigste udgangspunkt er håbløshed. Og at smitterisikoen i forbindelse med corona-epidemien har været med til at presse moralen yderligere.

For få år siden var planen at se en asfaltvej mellem Dori og Gorom-Gorom blive fortsat til Tambao-bjerget. Det har endda været noteret som en af betingelserne for at opnå en koncession på manganudnyttelsen i bjerget. Den første terroraktion i området fandt netop sted ved Tambao, da en rumænsk sikkerhedsvagt blev kidnappet i 2015, og så længe terrorister gør det nordlige Burkina til et usikkert område, bliver der hverken tale om at udnytte mineralet eller om at asfaltere vejen til Tamboa.

De gode nyheder fra Gorom-Gorom fik mig til at undersøge, om der er fremskridt i anlægning af en asfaltvej fra Kongoussi (cirka 100 kilometer nord for Ouagadougou) til Djibo. Djibo har i flere år været den burkinske terrorismes stærkeste holdepunkt, og så vidt vides det eneste sted i landet, hvor der har være tale om en lokal islamistisk terrorgruppe. Indbyggerne i Djibo har gennem mange år ønsket sig en erstatning af den nedbrudte og vanskeligt passable grusvej sydpå til Kongoussi. Udover de markante virkninger, det kunne have på det lokale erhversliv, ikke mindst byens kendte kvægmarked, så ville det være et stærkt tegn for det store flertal, der – også i Djibo – opfatter terrorismen som et onde. Men desværre var resultatet tydeligt: Det er kun lykkes at asfaltere 15 kilometer, før den nuværende usikkerhed satte en stopper for projektet.

Og den seneste nyhed er, at også i Dori er arbejdet sat i stå. Der kommer heller ingen asfaltvej til Gorom-Gorom i denne omgang. Endnu engang må befolkningen trække på den tålmodighed, som vægtes så stærkt i den lokale kultur. TC

COVID-19 i Burkina Faso – tæt på Gorom-Gorom

MÅNEDSFORTÆLLING maj 2020

Der er af flere grunde altid interesse for den første gang, også når en ny epidemi truer en befolkning. Da Vestafrika blev ramt af ebola i 2014, mentes det at have udgangspunkt i, at en dreng spiste en frugt, som en flagermus havde skidt på. Dengang var Burkina Faso rustet til at møde en truende epidemi, men slap med skrækken. Hvert land plejer at gøre omhyggeligt rede for det første indenlandske tilfælde. I Danmark var der tale om en mand, der sidst i februar bragte corona-smitten hjem fra en skitur i Italien. I Burkina Faso deltog den kendte præst Mamadou Karambiri sammen med sin hustru i et stort bønnemøde i en evangelisk kirke i den franske by Mulhouse. De kom begge hjem med fly og blev registreret som smittede den 9. marts, og landets ledelse så i øjnene, at en dramatisk epidemi truede.

Den 31. marts talte den traditionelle kejser i Ouagadougou, Moro Naba Naaba Baonga, til folket og opfordrede alle til at overholde myndighedernes regler. For eksempel at alle byer med blot et enkelt registreret tilfælde var i karantæne, så ingen måtte rejse ud eller ind af den. Et udgangsforbud klokken 19 til 05 gjaldt hele landet, selv om der overvejende var registreret smitte i hovedstaden og i byer vest og sydvest for denne. På samme dag påbegyndtes desinfektion af det store marked i Ouagadougou, og siden er der sprøjtet på mange burkinske markeder. Og i burkinsk tv kan man se sundhedspersoner gå omkring på markedspladser i flere provinsbyer for at tilbyde alle tilstedeværende at afspritte deres hænder Persontransport mellem burkinske byer blev forbudt, ligesom al trafik ind og ud af landet, undtagen varetransport, blev standset. Landets skoler og universiteter var desuden blevet lukket af pandemien, og det må have været noget af et deja-vu for børnene i Gorom-Gorom, hvor der har været adskillige lukninger de seneste år på grund af terrortruslen og lærerstrejke. Der er dog tale om at åbne skolerne igen – måske endda inden denne månedshistorie bliver lagt på hjemmesiden. Men om der kommer resultater ud af, at umyndighederne har peget på malariamidlet klorokin som et middel, der vil blive taget i anvendelse, er lige så usikkert som, at den omtalte Moro Naba har gjort sig til talsmand for anvendelse af adskillige former for traditionel medicin til bekæmpelse af COVID-19.

Den burkinske ledelses reaktioner har på flere områder lignet den danske, men perspektiverne er anderledes alvorlige i alle afrikanske lande. FN’s udviklingsfond UNDP frygter, at denne epidemi kan koste hvert andet job, og i flere lande frygtes de lukkede grænser og den begrænsede transport inden for landene at medføre alvorlig sult, som kan koste langt flere menneskeliv end selve smitten. Jeg har tidligere gjort mig til talsmand for, at udviklingen i Burkina Faso, som jeg første gang kom til i 1979, knap en snes år efter uafhængigheden af den franske kolonimagt, har været ganske imponerende. I de forløbne årtier er der opbygget en psykologisk og administrativ national enhedsfølelse, og økonomien og livsvilkårene har udviklet sig betragteligt. Der er trods alt stor forskel på at være truet på sundheden på grund af ensidig kost og på at se udbredt sultedød i øjnene i krisesituationer, selv om også det første er alvorligt og et tegn på stor fattigdom. Andre observatører har oplevet udviklingen som langsom og til tider håbløs. Jeg har endvidere bevaret en vis grundlæggende optimisme i spørgsmålet om terrorismen – blandt andet har jeg i månedsfortællingen fra november sidste år En moderne fredskultur formuleret håbet om, at landet en dag vil se tilbage på perioden med voldsomme terrorangreb, og genfinde sin position som et land, der i det meste af verden er kendt for sin fredskultur. Men når COVID-19 slår mange fremtidsplaner omkuld for nationen så vel som for den enkelte, og det sker samtidigt med, at terrorister kæmper en grusom og stædig kamp for at ødelægge stabiliteten og gøre landet til en åben port for fremtidige angreb på kystlandene, kan det være svært at bevare optimismen.

Mens disse linjer skrives – den 27. april – er der ikke smittetilfælde i selve Gorom-Gorom, hvorimod der tales om seks smittede i guldminebyen Essakane godt 40 kilometer væk og tre i Falagountou, som ligger godt 50 kilometer fra Gorom-Gorom. Det er godt at huske på, at de burkinske myndigheder og den burkinske befolkning har solide erfaringer med at inddæmme en smitte. Det gælder ikke mindst i de hyppige tilfælde af meningitis-epidemier. Vaccination af hele befolkningsgrupper har man som regel kun grebet til, når smitten har udviklet sig til en udbredt trussel i et område. Men blot tanken om, hvordan det kan gå, hvis smitten får fat i de mange i Gorom-Gorom, der bor tæt som internt fordrevne, og i den nærliggende lejr med maliske terrorflygtninge, kan ryste de fleste.

På den anden side er der åbenbart ikke mange smittede, der dør af sygdommen – og slet ikke i Afrika. Mens vi herhjemme har registreret 422 corona-dødsfald, er det tilsvarende tal for Burkina 42 – ud af en befolkning på cirka 20 millioner. Der er utvivlsomt tale om et stort såkaldt mørketal i et land med en meget svag sundhedssektor, men forskellen er alligevel stor nok til at give plads til en vis optimisme. Selv om COVID-19 smitter hurtigere end andre corona-sygdomme, så er dødeligheden altså forholdsvis lille, og indtil videre ser de afrikanske lande ud til at være sparet for de værste konsekvenser. TC

Hamadi

Tilbageblik gennem nutidens briller

MÅNEDSFORTÆLLING april 2020

Fremtiden kan vi kun beskrive som en usikker forestilling om, hvordan det måske vil gå. Og vores billede af fortiden præges som regel af at blive betragtet gennem nutidens briller. For tiden ser vi en del af fortiden i Gorom-Gorom med et underforstået ”før terrorismen”. I april 2015 bragte vi en månedsfortælling, hvor nogle af de unge fra M’Balla Sukaabe skrev til elever på Odder gymnasium. Dem har vi kigget på igen. Blandt andet skrev Hamadi til Nanna:

” Min livret er bønner… Jeg ville gerne besøge andre lande. Min yndlingsmusik er coupé-décalé. Til daglig går jeg i skole, jeg lytter til musik, og jeg spiller fodbold. Jeg kan godt lide at læse… Jeg har en drøm om fremtiden. Jeg vil gerne være læge.”

Dengang gik han i 7. klasse, og til sommer skal han til det, der engang herhjemme hed realeksamen. Om han derefter læser videre i gymnasiet, kan vi ikke vide endnu. Da han skrev, var der endnu ikke terrorisme i Burkina Faso, og der var ingen internt fordrevne i Gorom-Gorom. I dag er der kommet nye aspekteR i håbet om, at han får mulighed for at stile efter sit drøm. Youssoufi var allerede 18 år, da han skrev til Andreas. Også han er kommet videre i skolesystemet, så han i år skal til studentereksamen.

”I regntiden tager jeg ud på landet for at dyrke jorden. Min mark ligger fem km syd for landsbyen. Jeg sår forskellige typer såsæd, så som hirse, durra, bønner og sesam. I skolen læser jeg samfundsfag og matematik, og jeg spiller tit fodbold. Jeg elsker fodbold. Jeg er godt nok ung endnu, men jeg drømmer om at blive en stor fodboldspiller ligesom Messi og Ronaldo.”

Den nye Messi eller Ronaldo bliver han næppe, men hvis de urolige tider ikke forhindrer ham i at gå til eksamen til sommer, skal kan nok være tilfreds under de nuværende vilkår. Vi håber, han består.

Hadi fortæller Niels, at hun er glad for at se nyhederne, føljetoner og film på fransk og engelsk. Da hun skrev sit brev, var de fleste burkinere meget optaget af, at en folkeligt oprør havde smidt præsidenten ud af landet, og at en overgangsregering planlagde fremtiden. Optimismen var stor dengang, få måneder før den første terroraktion, der fandt sted ved Tambaominen cirka 55 kilometer nordøst for Gorom-Gorom.

”Med hensyn til Burkina Fasos fremtid, så er Burkina et meget fattigt land, men vi tror, at med overgangsregeringen og støtte fra nogle nabolande, så vil det gå godt.”

I 2014 drømte hun om at blive lærer i samfundsfag, og det havde måske været bedst for hende, hvis hun havde kunnet holde fast i den oprindelige drøm. Hun fik et it-kursus i 2016. Det var der dengang ret gode jobmuligheder med, og hun har haft flere jobs. For tiden er hun dog uden arbejde, fordi de NGO’er, der havde brug for folk med hendes kvalifikationer ikke længere findes i Gorom-Gorom. Selv om nogle af dem arbejder i byen for at hjælpe de internt fordrevne med bolig, skolegang og meget andet, så har de åbnet deres kontorer i Dori, cirka 55 kilometer væk, fordi de der er mindre udsatte for terrortrusler. På samme måde har Zenabou, der skrev til Rasmus, nu mistet sit arbejde. Og også hun valgte at få et it-kursus. Hun er nu gift og har fået et barn. Hun beskrev sin fremtidsdrøm som

”at gøre mine forældre lykkelige for at give dem det tilbage, som de har givet mig. Jeg drømmer om at arbejde, blive selvstændig.”

I maj 2019 præsenterede vi otte af de unge, der havde forladt listen over de børn og unge, der nyder gavn af M’Balla Sukaabes støtte. Dengang skrev vi: ”Terrortruslen forhindrer os som bekendt i at opsøge de unge og interviewe dem om deres situation. Men måske er det heller ikke nødvendigt for at fortælle deres historie. Vi ved jo, at de har haft en svær baggrund, og at de er vokset op hos en værge i M’Balla Sukaabe og derfor har fået en chance – har grebet en chance og forvandlet den til et håb.”

Konklusionen på disse tilbageblik gennem nutidens briller kan være, at Gorom-Gorom trods alt fungerer, det vil sige den del af samfundet, der ikke er afhængig af, at der kommer folk udefra. Turismen er helt død – det ved vi. Og mange af dem, der i normale tider kunne skaffe sig et udkomme ved at søge jobs hos udviklingsforeninger, er ramt. Men i det store og hele fungerer hverdagen for almindelige håndværkere, og det samme kan vi heldigvis sige om det meste af skolesystemet. Og dermed kan vi endnu engang konkludere, at vores og ikke mindst M’Balla Sukaabes indsats stadigvæk nytter og er uundværlig for nogle af de mest udsatte. TC

Kolanødder i Thyges hånd

Om det tællelige og andre måder at tænke på

Da jeg i 1982 sad over for Amadou i Tintabora, som ligger ganske nær Gorom-Gorom, fik jeg den tanke, at hvis jeg spurgte ham om landsbyens indbyggertal, så ville han nok svare: ”Hvad skal vi dog med sådan et tal? Vi er her jo alle sammen.” Alle kender hinanden i Tintabora, og mange er i familie med hinanden, men indbyggertallet er man sig næppe bevidst. I hvert fald var man det ikke for knap 40 år siden. Jeg var der med en lille båndoptager for at optage historier til bogen ”Ånden i baobab træet”, som nu også findes som e-bog. Den første historie kaldte jeg Tålmodigheden. Den næste gav jeg navnet Tre mænd, der ville lære om livet. Det er en såkaldt dilemmahistorie, hvor tilhørerne efter selve fortællingen diskuterer historien for at tage stilling til dens værdier. Hvad er vigtigst? Og jeg har aldrig hørt en sådan historie, hvor moralen kunne tælles, måles eller vejes. Man spørger ikke: Hvem tjente mest? Eller: Hvem kom først frem? Og ingen af de utallige historier, hvor tålmodighed gøres til en vigtig dyd, prøver at bekræfte den konstatering med noget målbart.

I den samme periode, hvor jeg registrerede folkeeventyr i Tintabora, skete det, at en bekendt af Abdoulaye, hvor jeg nød de daglige måltider og ikke mindst snakken over hirsegrøden og teen, midlertidigt deponerede nogle store baller på familiens grund. De var fyldt med kolanødder, som var pakket i tykke bananblade. Vennen havde omsat sit kontante overskud fra et længere ophold i Elfenbenskysten til kolanødder, som han nu ville sælge her i Gorom-Gorom. Han har nok tænkt meget på de store, grønne baller, som stod en godsvogn, mens han selv sad i en passagervogn et andet sted i toget. Og under togtransporten fra Abdidjan til Ouagadougou havde det været svært for ham at skaffe sig hyppig adgang til ballerne, så han kunne holde dem fugtige ved at fugte bananbladene. Kolanødder mister hurtigt deres værdi, hvis de tørrer ud. Da han havde fået dem solgt til en handlende på Gorom-Gorom marked, var en del gået tabt, og han kunne registrere et lille tab. Abdoulaye så de store baller blive transporteret fra sin varetægt og smilede glad og lettet: ”Er det ikke flot gjort!” sagde han overbevisende. ” Han har næsten ikke tabt noget. Det er mange penge, og han fik næsten det samme for dem, som det har kostet ham at købe dem og transportere dem herop!” Den pointe tænkte jeg en del over, før jeg i mit stille sind konkluderede, at her i Gorom-Gorom tænker man åbenbart sjældent i afkast, som det er almindeligt hjemme i Danmark. Man lægger sjældent vægt på at sætte et resultat i forhold til en økonomisk indsats, men på en anden type virkelighed, der snarere kan kaldes kvalitativ end kvantitativ.

Folkeeventyrene er en del af den oprindelige kultur, og det vil næppe undre nogen, at de næsten altid lægger vægt på noget kvalitativt og ikke på noget kvantitativt. Men forholdet til økonomi må vel være kvantitativt ligesom hos os i Danmark? Og dog. I hvert fald lagde Abdoulaye vægt på, at hans ven stod tilbage med en pæn sum penge, som kunne sikre ham selv og hans familie i et godt stykke tid. Mens jeg tænkte på, at det sådan set havde været mere rentabelt at tage kontanterne med hjem i stedet for at investere dem i kolanødder. Vi så vist grundlæggende forskelligt på ordet investering.

Da jeg i den samme periode oplevede en fejlslagen regntid, så jeg på, hvordan lokale kvægavlere solgte nogle af deres dyr til en pris, der lå langt under deres handelsværdi i gode tider. Disse bønder handlede hver for sig, og på den måde undgik de i det mindst den totale katastrofe, nemlig at kvæget døde af sult, hvis regnen ikke kom tilbage. De købmænd, der kørte de afkræftede dyr til Ouagadougou bag på store lastbiler, fedede dem op, før de solgte dem videre til slagtehusene – til normale priser. I vore dage har lokale bondeforeninger i Sahel-området tillært sig nogle af den kvantitative tankegangs fordele. I kraft af mobiltelefoner kan de orientere sig om prisen på kvæg i Ouagadougou og sågar i nabolandene. Og i kraft af deres organisering kan de samlet forhandle med storbyens købmænd om afsætning af store kvægflokke på én gang. De står ikke længere alene, og de er velorienterede. De har overtaget noget af den tankegang, der tidligere skaffede storbyens købmænd store overskud. Og dermed overtaget noget af overskuddet.

Etableringen af den nye situation er ikke kommet let og hurtigt. I 1982 var det stadigvæk almindeligt, at traditionelle opdrættere af peul-folket mere tænkte i køers skønhed end i deres handelsværdi. Der er ikke ”kun” tale om et skifte i organisering, men i grundlæggende tankegang. I årevis har vi danskere diskuteret det rimelige i, at vores skoleelevers viden og niveau skal gøres op i tests, så deres resultater er sammenlignelige med andre landes elever. Og mange har formuleret indvendinger mod, at stort set alt skal kunne betale sig. For eksempel måles lighed eller retfærdighed tit i helbredsmæssige fordele i kroner og ører, hvormed disse begrebers kvalitative værdi – i sig selv – undervurderes eller negligeres.

Det moderne menneske i Europa og USA er blevet kaldt for homo economicus, og i det navn ligger en konstatering af, at vi i ekstrem grad prøver at gøre livet og samfundet tælleligt, målbart – og derved mister nogle af de kvalitative værdier deres betydning. De sociale og de spirituelle dele af vores tankegang kan sjældent tælles, og hvis vi beskriver vores liv og samliv i BNP og økonomisk vækst, går andre hensyn tabt. Som rejseleder har jeg utallige gange oplevet, hvor meget en typisk dansker koncentrerer sig om det, der kan tælles og måles, når han eller hun stiller spørgsmål til vestafrikanere. Og hvor tit det vækker undren i de vestafrikanske ansigter, som ikke er vant til at svare på en byge af spørgsmål, der begynder med Hvor mange? Hvor tit? Hvor meget? Denne balance mellem det kvalitative og det kvantitative er efter min vurdering et kernepunkt i vurderingen af et samfunds udvikling. Og vi har meget at lære af hinanden i bestræbelsen på at finde den rette balance. TC

Gennem optimismens og pessimismens briller

Det følgende er en beskrivelse af de seneste års udvikling i Burkina Faso, med udgangspunkt i Gorom-Gorom – og set gennem henholdsvis pessimistiske og optimistiske briller.

Det første synes umiddelbart at være det nemmeste, og det plejer at betyde, at det er vigtigt at huske det andet.

I april 2015 blev rumæneren Julian Gherghut kidnappet af en Al-Qaeda-gruppe ved Tambao-minen, der ligger cirka 55 kilometer nordøst for Gorom-Gorom. Han var ansat som sikkerhedsvagt, og en video fra juli 2017 viser angiveligt, at han stadig er i live. Det samme gælder i øvrigt den ældre australske læge, der i januar 2016 blev kidnappet i provinsbyen Djibo (cirka 275 km. vest for Gorom-Gorom). Angrebet, der førte til kidnapningen af rumæneren, betragtes som det første terrorangreb i den udvikling, der siden da ifølge FN har kostet cirka 700 mennesker livet i Burkina Faso.

Udgangspunktet for den terrorprægede epoke er som bekendt situationen i nabolandet Mali, da tuaregoprørere i marts 2012 slog sig sammen med islamistiske terrorister og erobrede tre byer i det nordlige Mali, hvad der året efter førte til fransk militær indgriben. Siden da har udviklingen været dramatisk i hele regionen. FN-kilder har opgjort, at mens terrorismen i 2016 førte til 770 dødsfald i Mali, Burkina Faso og Niger, er tallet for 2019 over 4000.

I Burkina Faso har situationen i årevis været præget af, at terrorister er kommet fra nabolandene, og at de overlevende angribere bagefter er flygtet over grænsen. En undtagelse fra dette har været en gruppe i Djibo, der overvejende bestod af lokale. I løbet af det seneste år eller to har billedet dog delvist ændret sig. Terroren og terroristerne anses ikke kun at komme udefra. Det er sigende, at de på op til hundrede motorcykler har kunnet samles til angreb på burkinske mål cirka 100 kilometer fra grænsen. Problemet synes at have bidt sig fast med baggrund i udbredt fattigdom og skepsis over for sikkerhedsstyrkernes kompetence og hele grundholdning til lokalbefolkningen.

I dag er det svært at vurdere, hvor meget af problemet der kan siges at være nationalt, og hvor meget der kommer udefra, men det kan ikke nægtes, at terrorismen er et stigende problem – i det Burkina Faso, der indtil for få år siden var kendt for sin fredskultur.

Hvis Al Qaeda har forsøgt at tegne et billede af, at de europæiske soldater bekæmper islam og ikke blot terrorismen, så har det desværre en vis historisk klangbund. Gennem det meste af kolonitiden og i årtierne efter har muslimerne, som jo er et stort flertal af befolkning i landets nordlige provinser, med rette følt, at de på mange måder blev forfordelt i administrationen, ikke mindst i undervisningssektoren, sammenlignet med de langt færre kristne.

Desuden er det lykkedes terroristerne at skabe etniske sammenstød som følge af angreb, og det er lykkedes at øge antallet af internt fordrevne så voldsomt, at man kan blive bekymret for, om administrationen i det mest pressede områder vil bryde sammen. Også andre terrorgrupper – ikke mindst Islamisk Stat og Boko Haram – ser uhyggelige perspektiver i at underlægge sig store dele af Vestafrika som et kalifat, der kan siges at erstatte de områder, de har mistet kontrollen over i Irak og Syrien. Det er ikke længere fri fantasi, hvis man tillægger de dystre udsigter et regionalt sigte. Burkina Fasos nabolande, der indtil nu har været sparet for angreb – Ghana, Elfenbenskysten, Togo og Benin – mærker truslen nærme sig.

Pessimister har desværre meget at bygge deres dystre fremtidsscenarier på.

Optimister ser derimod mange eksempler på lokal modvilje og afstandtagen over for de voldelige islamisters adfærd, og kan håbe på, at Al-Qaeda mister pusten, så udviklingen vender.

”Situationen er stabil for tiden,” stod der i en mail fra kvinderne i Gorom-Gorom midt i januar, mens disse linjer skrives – tre uger efter at et angreb på Aribinda (knap 80 kilometer vest for Gorom-Gorom) juleaften viste sig at blive det blodigste i landet. På Facebook skrev vi:

”Mange timer senere havde 80 af angriberne mistet livet, ligesom syv soldater og 35 civile”. Blandt de sidste var efter sigende 31 kvinder, der var samlet for at hente vand, og som blev mejet ned af flygtende terrorister… De mange dræbte terrorister vil måske på længere sigt blive taget som et af de første tegn på, at den burkinske sikkerhedssituation rent militært er ved at tippe over til burkinsk fordel. Drabet på de 31 kvinder vil muligvis også betyde, at terroristernes moralske ry får endnu et knæk nedad.”

Optimister kan med andre ord forestille sig, at angrebet på Aribinda juleaften en dag vil stå som et eksempel på et vendepunkt. Mange personlige meddelelser fra Gorom-Gorom tyder på, at både lokalbefolkningen, administrationen og diverse foreninger står for presset fra de mange internt fordrevne, der udgør endnu flere end den oprindelige befolkning. Og ikke mindst skal vi stadig huske på, at burkinerne gennem århundreder har opbygget en fredskultur, der giver deres samfund en særlig robusthed i den nuværende situation.

Et andet vendepunkt er måske ved at nærme sig. Mon ikke snart EU vil indse, at en massiv hjælp til Sahel-området er af lige så stor interesse for os som for dem, der bor dernede. Danmark yder allerede nu militær bistand til de FN-styrker, der bekæmper terroristerne. Det er der desværre god grund til. Men der bliver næppe nogen endelig sejr, hvis området vedblivende skal leve med ekstrem fattigdom og svag ledelse. En ny Marshall-hjælp er flere gange blevet nævnt. En massiv hjælp til Sahel-landene med sigte på at opfylde de nye verdensmål kan få afgørende betydning – på betingelse af, at den er et udtryk for et samarbejde mellem to ligeværdige parter. En sådan bistand vil kun være en rimelig kompensation for de enorme tab, de fattige lande har haft i sammenhæng med mange årtiers afhængighed af vores økonomi. Gennem mange år har de været den ydende part og vi den modtagende – på trods af en forståelig europæisk trang til at beskrive det modsatte. Man behøver blot at nævne de skatter, vores europæiske og amerikanske firmaer har snydt landene for. For eksempel beregnede den britiske organisation Oxfam i 2012, at u-landene hvert år blev snydt for cirka 850 milliarder kroner, mens de på det tidspunkt årligt modtog cirka 670 milliarder kroner i bistand. Mange og nyere eksempler på en tilsvarende tendens kan sikkert findes.

Men læg mærke til ordene ”ligeværdige parter”. Det er på flere måder en afgørende fælles interesse, at terrorismen mislykkes i sine mål i Vestafrika, og tiden er heldigvis ved at løbe fra forestillingen om os som den ydende part og de fattige som den modtagende. Vi må derfor lære at deltage i nye samarbejdsformer, der vel at mærke hverken tilgodeser eliten i vores eller i deres samfund. Måske en sådan Marshall-hjælp kunne finansieres med en særskat til alle firmaer over en vis størrelse i EU-landene?

Og optimisten kan huske på, at heller ikke den burkinske kolonitid så ud til at få en ende. Men det fik den. Det er godt at huske, både for den der har svært ved at forestille sig, at vi en dag vil omtale terrorismen som en fortidig periode – ganske som for den, der har tilsvarende svært ved at forestille sig, at forholdet mellem burkinerne og europæerne en dag vil være ligeværdigt. TC

Næring til både krop og sind

Fællesmåltiderne er en tradition for børnene og de unge i M’Balla Sukaabe.

Til daglig bor de som bekendt i værgernes forskellige familier, men en gang om måneden tilbereder kvinderne et måltid til alle på samlingsstedet. Så får de bekræftet deres tilhørsforhold til projektet, til gruppen. Og de lytter til et oplæg, som de ofte selv har valgt. Bagefter debatterer de det, de har hørt, med oplægsholderen og med hinanden. De fleste gange er oplægsholderen fra den lokale afdeling af den statslige institution Action Sociale. Mange af disse temaer går igen, så børnene præsenteres for det samme emne i forskellige situationer og forskellige aldre. Og en af de væsentlige effekter er, at de tager deres viden med i skole og diskuterer videre med deres jævnaldrende dér.

Denne månedsfortælling består i en oversættelse af de 10 referater fra 2019, som vi foreløbigt har modtaget.

1. rapport fra januar 2019

Temaet var den manglende sikkerhed.

Mandag den 27. januar 2019 var der fællesmåltid i foreningens samlingssted. Månedens emne er helt uundgåeligt, sikkerhedssituationen for landet som helhed og for Sahel i særdeleshed taget i betragtning. Hver dag registreres der dødsfald som følge af terrorangreb.

Oplægsholderen anbefaler børnene følgende:

  • Undgå at tage eller røre mistænkelige genstande, som de finder på vejen, og som de ikke kender oprindelsen af
  • Lade være med at blive længe ude om aftenen og undgå at gå tæt på lejre om aftenen
  • Undgå at nærme sig bevæbnede eller mistænkelige personer
  • At meddele de nærmeste myndigheder eller sikkerhedsstyrker enhver bevægelse og enhver person, som har en mistænkelig attitude
  • At blive hjemme, når man hører skud, og desuden undgå at gå ud for at se, hvad der foregår.

Børnene har truffet den faste beslutning at respektere oplægsholderens gode råd. Til sidst nød børnene det traditionelle måltid, før de gik hjem.

2. rapport fra februar 2019

Temaet var opfedning af dyr.

Søndag den 23. februar 2019 kl. 9 afholdes årets andet fællesmåltid i M’Balla Sukaabes samlingssted. Månedens valgte tema var opfedning af dyr. Såvel drenge som piger mødte op for at udveksle stof om månedens tema. Børnene og de unge lyttede opmærksomt og stillede derefter afklarende spørgsmål. Opfedning er en type opdræt, som består i at fede dyrene op med henblik på at sælge dem for at opnå et overskud. I almindelighed praktiseres opdræt af mænd, men i vore dage er der mange kvinder, som udøver denne aktivitet. De passer imidlertid højst tre eller fire dyr, så som får eller geder, så de kan skaffe dem foder. Denne aktivitet gør det muligt for kvindegrupper af skaffe sig en indtægt. Der er to slags opdræt: Intensivt opdræt og ekstensivt opdræt. Efter oplægget nød børnene deres traditionelle måltid.

3. rapport fra marts 2019

Temaet var opdræt.

Emnet blev taget op på børnenes forespørgsel. Den 31. marts 2019 var oplægsholderen sammen med børnene for at tale med dem om temaet, som de selv har valgt. I løbet af samtalen gjorde han rede for forskellige typer opdræt, så som:

  • Ekstensivt opdræt
  • Intensivt opdræt
  • Prestigeopdræt.

Han gjorde også rede for opdrættets betydning for Gorom-Goroms økonomi, både ved salg af dyr som ved salg af kød, mælk og huder. Efter oplægget, før de gik til spisningen, takkede børnene både sponsorerne som foreningen M’Balla Sukaabe, før de aftalte at mødes igen til et nyt tema i april.

4. rapport fra april 2019

Temaet var skolegang

Den 26. april 2019 var den dag, hvor skolegang blev drøftet med børnene. Mødet fandt sted i M’Balla Sukaabes samlingssted i Gorom-Gorom.

Set i forhold til at antallet af skoleelever er så højt blandt foreningens børn, er det et logisk valg. Skolen er et sted for indlæring. Dér opnår man en vis viden og kunnen. For at opnå dette og for at skolen udvikler sig gunstigt, er der tekster, der sætter rammen for skolens funktion. Således skal alle børn, der går i skole strengt respektere reglerne og vil ellers modtage en straf. Derudover er der andre gode former for adfærd, som alle elever skal påtage sig:

  • Han skal respektere sine lærere
  • Altid være i klassen i undervisningstiden, følge og ikke afbryde fagene
  • Lære sine daglige lektier
  • Altid følge med i fagenes forløb og passe godt på sine egne hæfter
  • Altid holde sin skoleuniform ren.

Efter udvekslingen indrømmede børnene, at de ikke havde været klar over alle reglerne i skolerne. De lovede alle at respektere dem fra nu af og også at opføre sig som mønsterelever.

Dagen sluttede med det traditionelle måltid, før børnene gik hjem.

5. rapport fra maj 2019

Temaet var samfundssind

Den 26. maj 2019 afholdtes det traditionelle fællesmåltid i M’Balla Sukaabes samlingssted. Samfundssind er en hengivenhed til samfundet, til staten, hvilket betyder, at en person har visse borgerpligter – eller den følelse, som skaber en god borger. Den rette tilknytning til hjemstedet og til fædrelandet, således at denne udfylder sin pligter, før han kræver sin ret. Det drejer sig blandt andet om:

  • Respekt for ordensmagten
  • Respekt for færdselsreglerne
  • Respekt for de forskellige regler
  • At passe godt på offentlig ejendom
  • Heller ikke ødelægge offentlig ejendom under strejker og demonstrationer
  • Etc.

Som adfærd er samfundssind værd at støtte og lære fra sig alle steder og til alle børn i Burkina Faso og i verden. På denne måde kan vi undgå visse problemer. Den, der har et godt samfundssind, er en god samfundsborger og arbejder altid for at fremme sit lands udvikling, i respekt for eksisterende regler og love, som gælder i landet, og desuden for sociale normer.

6. rapport fra juni 2019

Temaet var havebrug

Den 24. juni 2019 afholdtes det traditionelle fællesmåltid på foreningens samlingssted til fordel for børnene. Mange børn deltog i debatten, som drejede sig om havebrug. Denne aktivitet praktiseres i haverne i tørtiden, og vanding foregår med brøndvand. Dette fag har en stor økonomisk betydning for mange familier. De forskellige former for produktion er: tomater, salat, løg, kål, kartofler, gulerødder. Den største del af produktionen fortæres lokalt. Efter oplægget nød børnene det traditionelle måltid, som kvinderne i foreningen har tilberedt til dem. Og lykkelige børn gik derefter hjem til deres respektive familier.

7. rapport fra fællesmåltidet fra juli 2019

Temaet var terrorisme

Den 28. juli kl. 9.30 2019 mødtes børnene på samlingsstedet for foreningen M’Balla Sukaabe for at debattere årets syvende tema. Efter et kort resumé om de forskellige årsager til terrorisme kom debatten til at dreje sig om, hvordan man kan bekæmpe denne svøbe, som destabiliserer aktiviteter i Sahel-området såvel som generelt i Burkina Faso. Det blev bemærket, at terrorismen har sin oprindelse i samfundet, og det er helt berettiget at søge løsningerne i det samme samfund for at udrydde den. Årsagerne er blandt andre:

  • Social ulighed
  • Manglende skolegang for børn
  • Fattigdom.

Da manglende skolegang er blandt de faktorer, der fører til terrorisme, så er det ganske logisk at arbejde i de sektorer, der bremser dette onde, som fører til forældreløse børn og enker i vores region.

  • At indskrive børn i skolen og motivere dem til at gennemføre skolegangener et vigtigt skridt i kampen mod terrorisme
  • At skaffe rettidige og reelle oplysninger til sikkerhedsstyrkerne
  • Samarbejdet mellem befolkningen og forsvars- og sikkerhedsstyrker
  • Anmelde enhver mistænkelig person i området.

Dette er det, der skal gøres, for at deltage effektivt i kampen mod terrorismen. Efter dette tema opfordrede oplægsholderen børnene til at spise fællesmåltidet og derefter sige hinanden farvel.

7. rapport fra august 2019

Temaet var landbrug

Den 25. august 2019 afholdtes det ottende fællesmåltid på foreningens samlingssted. Emnet fangede især pigernes interesse, og de mødte talstærkt op, som flertallet af børnene i øvrigt gjorde.

Oplægsholderen var glad for, at så mange var kommet til mødet. Og han tiltrak opmærksomhed til landbrugets betydning for områdets økonomi, i betragtning af at der kun er tre måneders regntid ud af årets 12 måneder, og at naturressourcerne er utilstrækkelige.

I deres marker dyrker landbrugerne følgende: lille hirse, niebe-bønner og stor hirse. Kvinderne dyrker for egen regning okra og sesam. Desuden er Burkina Faso et land uden direkte adgang til havet.

Oplægsholderen forklarede børnene de forskellige metoder og teknikker, der bruges ved landbruget, og som skal praktiseres for at opnå en vellykket høst. Efter oplægget stillede børnene spørgsmål, som blev besvaret tilfredsstillende. Før måltidet takkede børnene sponsorerne og desuden foreningen M’Balla Sukaabe. Derefter lavede oplægsholderen en aftale om at mødes igen til september for at debattere et andet tema.

9. rapport fra juli 2019

Temaet var børneægteskaber

Den 30. september 2019 afholdtes et fællesmåltid på foreningen M’Balla Sukaabes samlingssted. Frem for nogen var det til gavn for foreningen M’Balla Sukaabes forældreløse og sårbare børn og unge. Oplægget var direkte og berigende, hvilket sås af børnenes entusiasme. De lagde vægt på at understrege betydningen af, at der afholdes denne type oplysningsmøder, som bibringer dem viden. Nogle af pigerne stillede spørgsmål, som virkelig kom fra hjertet, og som førte til, at de bedre forstod, hvordan de skal agere, og hvad der findes af mulige retsmidler med henblik på at undgå ægteskaber, hvor de ville være ofre i betragtning af deres alder. Tvangsægteskaber eller for tidlige ægteskaber berører en betragtelig del af de unge i al almindelighed og pigerne i særdeleshed. Årsagerne til disse ægteskaber er blandt andre:

  • Forældrenes uvidenhed
  • Visse familiers sociale og økonomiske vilkår
  • Frygten for at se sin unge datter med et barn i hjemmet uden en ægtefælle.

Konsekvenserne er lige så dramatiske som katastrofale for både den ene og den anden. Man kan nævne:

  • Afbrydelse af skolegang
  • At pigen, der som regel er mindreårig, bortvises fra familien
  • I værste tilfælde selvmord.

Da debatten var slut, kunne børnene nyde fællesmåltidet på samlingsstedet. Før man skiltes, takkede foreningen M’Balla Sukaabes bestyrelse børnene for deres deltagelse og ikke mindst deres opmærksomhed. Foreningen lovede de unge piger, at man aktivt ville bekæmpe denne type ægteskaber.

10. rapport fra oktober 2019

Temaet var samfundssind

Søndag den 27. oktober 2019 kl. 9.00 afholdtes årets 10. fællesmåltid på foreningen M’Balla Sukaabes samlingssted. Langt de fleste af børnene og de unge mødtes på samlingsstedet for at lytte til de oplysninger, de fik. I to timer lyttede de, og derefter stillede de spørgsmål for bedre at forstå temaet.

Samfundssind indebærer hengivenhed til, tilknytning til hjemstedet (nationen). Således skal borgeren for at opnå fred, udvikling og et godt forløb for hjemstedet overholde sine pligter, før han kræver sine rettigheder. Blandt disse borgerpligter kan man nævne:

  • Respekt for ordensmagten
  • Respekt for færdselsloven
  • Respekt for de forskellige regler
  • At passe godt på offentlig ejendom
  • Heller ikke ødelægge offentlig ejendom under strejker og demonstrationer.

Efter utallige spørgsmål takkede børnene foreningen M’Balla Sukaabe og deres samarbejdspartnere. Før man skiltes, nød de et måltid, som var tilberedt til dem. TC

De nye verdensmål og vores syn på verden

De første verdensmål er nu historie. De førte som bekendt til store resultater i den materielt fattige verden i årene 2000-2015. Vi er nu ved at afslutte det fjerde af femten år med nye verdensmål – og det er en ganske anden sag end de første. Nu er målene ikke kun rettet mod den del af verden, vi plejer at kalde u-lande, men mod hele kloden. Og nøgleordet er bæredygtighed. Hjemmesiden verdensmaalene.dk beskriver de 17 konkrete mål og 169 delmål for en bæredygtig udvikling, der blev besluttet af alle verdens lande i FN i 2015. En grundlæggende forudsætning for at forstå de nye mål og ikke mindst for at yde et bidrag til deres virkeliggørelse, er, at de ses i sammenhæng. Man kan ikke arbejde for opfyldelse af en mål, hvis indsatsen er i modstrid med andre af de 17 mål.

Mens de første verdensmål passede som fod i hose i det traditionelle verdenssyn i den rige verden, så er det ikke nær så enkelt med de nye mål. Allerede under mit første ophold i Gorom-Gorom i 1979 beskrev jeg, hvordan den kultur, jeg oplevede midt i Vestafrika, havde et andet idégrundlag end den, jeg kom fra. Kort fortalt, så noterede jeg, at hvor livssynet derhjemme kunne beskrives med spørgsmålet: ”Hvad fører det til?”, så var det dér mere relevant at spørge: ”Hvordan hænger det sammen?” .

Synergi-effekten er ikke fremmed for os – altså det fænomen, at flere handlinger kan have en større effekt end summen af de enkelte initiativer hver for sig: Uanset hvad barndommens regnebog påstod, så kan fire mand grave flere meter grøft end én mand i det firdobbelte tidsrum. Men at arbejde for bæredygtighed indebærer mere end en kvantitativ udvidelse af den vores gængse forståelse. Nu er grundsynet holistisk. Vi skal med andre ord se på de nye verdensmål som en helhed – og ikke som 17 sammensatte enkeltmål. Vi skal derfor udvikle vores evne til at opfatte helheder – og det er ingen selvfølge for en kultur, der snarere har taget udgangspunkt i at adskille fænomener og se på deres enkeltdele, ikke nær så meget som i en kultur, der har tænkt i sammenhænge. De nuværende verdensmål er efter min mening snarere et udtryk for det grundsyn, der har præget befolkningen i den fattige verden, end de er et udtryk for vores.

Op gennem 1980’erne holdt jeg mange foredrag med titlen ”Hvad kan vi lære af Afrika?” Den havde jeg valgt, fordi den skabte undren og opmærksomhed. For de fleste danskere var det på det tidspunkt stadigvæk en selvfølge, at ”vi” var ”dem” overlegne, foran i udvikling og i tankegang. Sådan er det ikke mere, selv om både den politiske verden og de sociale medier viser mange eksempler på, at det er svært at udvikle sin kultur. At det synes så svært, er en stærk antydning af, at det er en vigtig proces, snarere end det antyder, at vejen er forkert. Vi kan jo ikke uden videre opgive den måde, som vi gennem generationer har tænkt på om verden og vores egen plads i den. Men selv om forandringsprocessen ikke er tilendebragt, er det alligevel lykkedes langt hen ad vejen. De nye verdensmål, herunder klimakampen for en bæredygtig dagsorden, er både et udtryk for, at vi er i gang, og en bekræftelse på, hvad retningen er.

”Hvordan hænger det sammen?” er nu også det afgørende spørgsmål for os. Og den dag, vi ikke længere tænker i ”vi” og ”dem”, men i ”os”, er vi kommet rigtigt langt – og kan samtidigt glæde os over, at i den samme proces har vi mennesker afskaffet ekstrem fattigdom og sult i verden. Jeg tror desuden på, at vi i det forløb vil lære at opfatte de forskelligheder, som findes i klodens kulturer, som en rigdom, der skal beskyttes, snarere end et problem, der skal løses ved at udligne dem – og til den tid vil vi nok undre os over, at vi engang underforstod, at udvikling skal føre til, at de andre ligner os så meget som muligt.

Det livssyn, der har præget opbygningen af industrisamfundet og forbrugerkulturen, er altså under markant forandring. I forhold til klimaforandringerne er vi efterhånden enige om, at lakmusprøven for politiske forslag er deres bæredygtighed. Og ”vores” kultur er denne gang en afgørende del af problemet, og det endda så udpræget, at end ikke befolkningstilvæksten i ”deres” verden ændrer afgørende ved den beregning. Den findes primært sted i lande, der har en mikroskopisk del af CO2-udledningen på deres samvittighed.

Alt dette betyder blandt andet, at det globale fokus er flyttet fra deres udvikling til vores, og dette fokus vil få en afgørende virkning på processen frem mod det virkelige mål: Ligeværdighed.

I min sidste bog, e-bogen STAFET, har jeg beskrevet forholdet mellem dem i Gorom-Gorom og os i Danmark i forhold til en teknisk udvikling, nemlig fabrikation af fødevarer i landbruget. Året er 2050, og hovedpersonen i det afsnit græder om aftenen i taknemlighed over, at hun har oplevet det ligeværdige forhold mellem ”dem” og ”os”. Hun havde i øvrigt været der før, i 2012, og dengang var hun eksperten. I virkeligheden skal det afgørende spring i dette forhold aflæses i det grundlæggende livssyn, ikke i forståelsen for teknik, men i en roman er det nemmere at inddrage en teknisk beskrivelse end en filosofisk. Det afgørende har for mig været at formidle, at jeg tror på, at forholdet om nogle årtier er ligeværdigt. Det kan en periode med ødelæggende terroraktioner ikke lave om på. En kort omtale af bogen med titlen 10 spørgsmål til Thyge kan ses på YouTube. TC

En moderne fredskultur?

MÅNEDSFORTÆLLING NOVEMBER 2019

De aktuelle nyheder fra det nordlige Burkina Faso handler mest om terrorangreb, og der er ikke udsigt til, at situationen vender i den nærmeste fremtid. Men hvad på længere sigt, årtier frem?
I de næste to månedsfortællinger er det centrale fokus langt på fremtiden. Denne handler om fredskultur. I decembers fortælling vil nøgleordene være verdensmål og ligeværdighed.

Set i bakspejlet er de seneste års udvikling i Gorom-Gorom området foruroligende. Her følger først en kort formidling af de store linjer: Fra 2013 har terrorismen i nabolandet Mali haft dramatiske, regionale dimensioner, og siden den første europæer i 2015 blev kidnappet ved et angreb på Tambao-minen (altså i Burkina Faso, cirka 80 kilometer nord-øst for Gorom-Gorom), har landet åbenlyst været et af Al Qaeda’s hovedmål. Medlemmer af vores forening har gennem flere år ikke kunnet besøge vores venner i Gorom-Gorom på grund af truslen om kidnapning, men vi har flere gange kunnet henlægge møder med dem til Ouagadougou. De såkaldt røde zoner i ambassadernes/underrigsministeriernes sikkerhedsbestemmelser er blevet udvidet flere gange. Og i dag er truslen om kidnapning og mord ikke ”kun” rettet mod folk med vores hudfarve, der kan tænkes at indbringe en anseelig løsesum, men også den lokale befolkning er ved mange anledninger blevet ramt af enten isolerede terroraktioner (så som drabet på en lokal mand på en bar i Gorom-Gorom i januar i år) eller større, organiserede angreb på landsbyer eller militære forlægninger.

Som det seneste trin på denne voldsspiral har flere aktioner udløst etniske sammenstød, som ellers har været stort set ukendte i Burkina Faso. Af samme grund er antallet af indbyggere i Gorom-Gorom de seneste måneder blevet cirka fordoblet på grund af internt fordrevne. Vi er med andre ord vidner til noget, der ligner et totalt sammenbrud af en traditionel fredskultur, der er blevet nævnt som et eksempel for resten af verden, og de såkaldte familiedrillerier, der tidligere har sikret tolerance og et harmonisk samliv mellem religioner, regioner og etniske grupper, er ofte blevet fremhævet. Man kan også nævne traditionen for at styrke den multikulturelle kompetence i brugen af dilemmaeventyr og andre former for mundtlig opdragelse.

Moderniteten medfører som bekendt mange fordele. Den har ikke mindst formindsket fattigdommen, forbedret sundhedstilstanden og øget børnenes skolegang. Men i samme proces forsvinder eller svækkes gamle traditioner. I de seneste årtier har der i Burkina været talt meget om, at moderniteten truer den traditionelle fredskultur. Mange gifter sig på tværs af etniske skel, og det kan betyde, at familiedrillerier forsvinder. Også den kraftige urbanisering og den forøgede skolegang har ofte samme effekt, ligesom forekomsten af fjernsyn har svækket den mundtlige fortælletradition.

Sidst i 1990’erne spurgte jeg en burkinsk bondeleder, hvorfor familiedrillerierne ikke virkede under borgerkrigen i Liberia, når nu også liberianerne som de fleste vestafrikanere kendte til denne praksis, om end ikke så udpræget som burkinerne. Svaret gik på, at den traditionelle kulturs metoder ikke virker over for moderne, økonomiske udfordringer – og borgerkrigen i Liberia havde i stor udstrækning sin baggrund i en blodig kamp om diamanter. Er vi da vidner til håbløse fremtidsudsigter, hvor en traditionel fredskultur afløses af socialt sammenbrud og terrortrusler? Ja, på din vis er dette bedrøvelige billede forståeligt – hvis vi vel at mærke kun orienterer os som en skibskaptajn, der kun sætter kursen for sin skude ved at iagttage kølvandsstriben. Og det gør kaptajner heldigvis sjældent. Erfaringer fra fortiden giver sjældent et fuldgyldigt billede af fremtidige muligheder.

Lad os huske, at den traditionelle fredskultur ikke dumpede ned fra himlen, mens blev skabt af menneskelige samfund – og netop fordi freden har været truet. Der er i Burkina Faso utallige legender om oprindelsen af familiedrillerier mellem to folkeslag, der uden denne tradition har haft en særlig alarmerende grund til at frygte, at konflikter mellem deres indbyrdes medlemmer kunne udvikle sig til vold og krig. Mere historisk troværdige kan vi nok betragte fortællinger om, at Sundiata Keita i 1200-tallet skabte denne type relationer mellem flere af sit store riges folkeslag for at skabe varig fred mellem dem – netop fordi den var truet. Der ligger med andre ord næsten altid en social trussel bag etableringen af sådanne fredsbevarende og konfliktløsende relationer, som er skabt i det traditionelle samfund. Som eksempel nævnes ofte forholdet mellem burkinske folkeslag, der er henholdsvist fastboende landbrugere og omvandrende kvægavlere, ikke mindst boboer og peuler.

Når den gamle kultur ikke kan sikre freden i vore dage, er det utvivlsomt et udslag af, at samfundet i disse årtier går fra tradition til modernitet. Men inden vi helt mister modet, bør vi spørge os selv, om man ikke kan forestille sig, at burkinerne i denne nye situation vil formå at skabe nye, sociale forhold, der spærrer vejen for voldelig og samfundsnedbrydende tendenser? Det er naturligvis ikke en sandsynlighed for den skibskaptajn, der kun sætter sin kurs efter kølvandsstriben, for vi mennesker kan ikke nøjes med at vurdere fremtidige muligheder ved at betragte den umiddelbare fortids erfaringer.

Hvor mange forudså i 1940’erne, at det europæiske forhold til mindretals rettigheder og menneskerettigheder generelt ville få et radikalt styrket udtryk efter to uhyrlige verdenskrige – netop på grund af denne periodes uhyrligheder? Man kan også huske på, at flere asiatiske lande på få årtier har kunnet udvikle sig samfundsmæssigt og økonomisk fra fattige u-lande til moderne forbrugsstater. Hvorfor skulle afrikanske lande, der har gode erfaringer med at udvikle en fredskultur på baggrund af traditionen så ikke kunne gøre det på baggrund af moderniteten? Lad os desuden mindes, at vesttyskerne efter 2. verdenskrig genopbyggede deres sønderbombede land på få årtier. Det primære var næppe, at de fik økonomisk støtte og i forvejen havde den tekniske viden, men at de havde bevidstheden om, at de havde gjort det før, at de netop skulle genopbygge landet, ikke opfinde det fra nul. Med det europæiske fokus på Afrika gennem de seneste årtier, sågar århundreder, kan det naturligvis virke urealistisk. Men det er heldigvis ikke afgørende, hvordan vi, men hvordan burkinerne forholder sig til situationen. Og der er igen grund til at fremhæve, at de traditionelle fredstraditioner ikke blev skabt ”for sjov”, men på baggrund af datidens sociale trusler.

Måske kan også vi en dag nikke anerkendende og forstående til konklusionen i den rapport om terrortruslen, som den burkinske statistiker og økonom Bemahoun Honko Roger Judicaël offentliggjorde, da terroren for længst havde ændret hverdagen i det nordlige Burkina: Burkinerne har vundet den psykologiske kamp. Han gjorde sig desuden til talsmand for det standpunkt, at en strategi, der kun baserer sig på en militær løsning, kan ende i en ond cirkel.

I den sidste tid er det flere gange sket, at vores venner fra Gorom-Gorom i telefonen har udtalt, at når sikkerhedssituationen er blevet god igen, eller når de internt fordrevne vender hjem til deres landsbyer – ikke hvis. Måske bygger denne optimisme på en viden om, hvordan deres forfædre og -mødre engang mødte tilsvarende trusler mod den sociale orden. TC

Denne månedsfortælling er i en anden version bragt på globalnyt.dk den 21. oktober og er desuden (på fransk) sendt til et burkinsk dagblad.

Cliquez pour lirer la version française.

Sommermødet 2019: Et fremtidsscenarie

MÅNEDSFORTÆLLING OKTOBER 2019

Vores forening har gennem snart mange år afholdt et årligt sommermøde, hvor bestyrelsen tager sig bedre tid til at diskutere et bestemt tema, end de sædvanlige bestyrelsesmøder giver mulighed for. På mødet i 2016 talte vi for første gang om muligheden af at planlægge en udfasning af vores bidrag til M’Balla Sukaabe’s indsats for de mest udsatte børn i Gorom-Gorom. Der ligger især to overvejelser bag den diskussion: Både bestyrelsen og medlemsskaren i Red børnene i Gorom-Gorom bliver stadigt ældre, og samtidigt med, at vi gerne vil sikre en velorganiseret udfasning, håber vi at kunne slutte med, at kvinderne i Gorom-Gorom på en konstruktiv måde overtager hele ansvaret og ejerskabet til deres forening og dens aktiviteter. I dag er mange ting nødvendigvis defineret af, at vi stiller bestemte krav til regnskabsførelsen og meget andet.

Sommermødet i år fortsatte denne diskussion, og vi formulerede et fremtidsscenarie, som kan være vores fokus, samtidigt med, at vi er bevidste om, at beslutninger kan laves om, for eksempel på baggrund af uventede ændringer i vores økonomiske situation – eller sygdom eller dødsfald i deres eller vores forening. I få ord ser dette fremtidsbillede sådan ud:

Bestyrelsen opfordrer om tre år generalforsamlingen i 2023 til at nedlægge foreningen – og at vi ønsker derefter i en overgangsperiode at støtte børnene i Gorom-Gorom økonomisk, stadig gennem M’Balla Sukaabe. Til dette formål vil vi danne en mere uformel komité. Som vedtægterne foreskriver, vil vi derfor bede generalforsamlingen om at indkalde til endnu en generalforsamling, som blandt andet organiseres som en fest (det er bestemt værd at fejre, at vi gennem 20 år har udviklet vores samarbejde og ydet en fælles indsats for et stort antal børn og unge). Det er tanken, at restbeløbet på foreningens konto overføres til denne komité, som kan sende et fast beløb et bestemt antal gange om året (begge dele afhængige af saldoens størrelse) og måske formidle de yderligere bidrag, der måtte komme. Der kan også blive tale om at lave for eksempel to digitale nyhedsbreve om året til dem, der ønsker det, mens kontingent og andre formalia bortfalder.

Vi har hele vejen informeret kvinderne i Gorom-Gorom om vores overvejelser, og de seneste år har de forberedt sig på at stå alene med ansvaret. De har i en periode ikke indskrevet nye børn, og de har aktivt søgt efter andre donorer end os, blandt andre UNICEF og burkinske myndigheder. Både de og vi lægger vægt på at sikre de børn, der er i deres forening på det tidspunkt, hvor vi trækker os. Lige nu ser der ud til at være godt 50 børn i 2023, deraf cirka 10 børn i grundskolen. Vi er alle indstillet på at undgå, at nogle af dem efterlades uden støtte midt i et forløb. Kvinderne har udtalt en fast beslutning om at fastholde deres forening og dens arbejde, også efter vores udfasning. De håber som nævnt at skaffe finansiering af arbejdet fra andre kilder, enten fra andre donorer eller fra egne indtægter. Ingen af delene er her og nu på plads, men de arbejder på begge dele.

Vores konklusion for de næste års arbejde må være, at vi vil arbejde på at gøre denne udfasning så vellykket som muligt. Det indebærer ikke mindst, at vi har et pænt beløb til at sikre overgangsfasen, så der er ikke tale om, at vi planlægger at tage den med ro fra nu af – snarere tværtimod. Og nu sidder nogle af vores medlemmer måske og tænker på, om vi helt negligerer den alvorlige situation, der har ramt landet og ikke mindst de nordlige regioner. Gennem de seneste år har vi jo informeret om en stigende terrortrussel og på det seneste om et antal internt fordrevne i Gorom-Gorom, der på få måneder har fordoblet byens befolkning. Svaret er nej, vi ser alvoren i øjnene, men det emne fortjener en månedsfortælling for sig selv.

internt fordrevne

Hadjata fortæller

Om de internt fordrevne i Gorom-Gorom

MÅNEDSFORTÆLLING SEPTEMBER 2019

Landsbyen Gorom-Gorom gennemlevede i 1974 og i årene frem et drama med udgangspunkt i flere års tørke. Utallige, forkomne flygtninge fra Mali samledes i store lejre, og det internationale samfund greb ind for at begrænse den menneskelige tragedie. Hvor mange dødsfald tørken kostede dengang, kan vi kun gætte på. I år oplever det samme sted et tilsvarende drama – med to store forskelle: De nyankomne er internt fordrevne burkinere, der søger sikkerhed for terror og etnisk uro – inden for landets grænser. Og Gorom-Gorom er, sammenlignet med 1974, en moderne provinsby med en relativt erfaren administration og et langt mere aktivt civilsamfund.

Mens disse linjer skrives sidst i august, er de nye flygtninges antal til opgjort til at være over 10.000. Og nye kommer til hver dag. Kommunen har i denne forbindelse appelleret til de lokale foreninger om hjælp. ”Man giver, hvad man kan – lidt fødevarer eller andet,” fortæller sekretæren i M’Balla Sukaabe Hadjata Ohaya. ”Men vi regner ikke med at blive direkte involveret i hjælpearbejdet. Det har vi ikke ressourcer til.”

Ressourcer kan nok både forstås som penge og som kræfter.

Alligevel mærker de naturligvis den nye situation hver eneste dag. ”Der kommer mange fremmede børn ind på samlingsstedet for at tigge, og vi ved ikke helt, hvordan det vil gå, når vi holder det næste fællesmåltid. Skolerne er fyldt, men de vil blive forladt igen inden skolestart sidst i september. Andre bor til leje eller hos pårørende.”

Unicef har opstillet store telte, blandt andet på de tomme områder bag kvindernes samlingssted. Desuden bor der mange i det nye marked, der er ved at blive bygget ved byens indkørsel fra Dori. De mange famlier, som vi her på hjemmesiden har fortalt, er flyttet ind hos Abdoulaye, er overvejende fra Sikiré nær Aribinda, men ellers kommer de fleste andre steder fra.

Både myndighederne og forskellige NGO’er gør meget for at hjælpe. I øjeblikket er det svært at gætte på, hvad fremtiden vil byde på.

”Sikkerhedssituationen bliver værre for hver dag, der går,” fortæller Hadjata. Men det er hendes opfattelse, at de fleste af de fordrevne vil vende hjem igen, når sikkerhedssituationen igen er blevet god. “De har jo forladt deres huse, og mange har nået at arbejde i deres marker ved regntidens begyndelse, før de flygtede.”

”Som forening har vi ikke problemer,” beroliger hun. ”Til fårefesten Tabaski har vi nydt, at I lige har sendt fødevarehjælp. Og indtil videre har vi fået flere gode regnskyl.” Den 15. september holder vores forenings bestyrelse det årlige sommermøde, og vi vil naturligvis drøfte situationen. Og ideer fra vore medlemmer vil som altid være velkomne.

Umiddelbart har M’Balla Sukaabe ikke bedt om hjælp udover den sædvanlige, og det er ikke vores indtryk, at de magter at yde en indsats, der ligger ud over, hvad de præsterer til daglig. TC

Billederne i denne fortælling er taget af M’Balla Sukaabe og sendt til os.