Kategoriarkiv: Månedsfortælling

Amerikanske soldater forklarer hvordan man angriber et mål.

M’Balla Sukaabe og terrortruslen

Der hørtes skud den 18. januar ved 21-tiden, da Gorom-Gorom blev udsat for sit første terrorangreb. Ifølge diverse kilder kom tre bevæbnede mand gående ind på udskænkningsstedet Séno Ambiance og åbnede ild. En mand blev dræbt. Det drejer sig om Harouna Maïga, der var ansat som lastbilchauffør ved guldminen Essakane. Ingen blev såret. Angriberne flygtede efter sigende på motorcykel mod nordøst, da de lokale sikkerhedsfolk var på vej, måske med henblik på at krydse grænsen til nabolandet Niger. Det var som nævnt det første terrorangreb i Gorom-Gorom, efter at der har været et stort antal angreb i nabobyerne. ”Vi lever med terrortruslen,” skrev M’Balla Sukaabes sekretær Hadjata Ohaya i en mail, uden at nævne, at den pågældende bar ligger i det samme nordøstlige hjørne som deres eget samlingssted. Men naturligvis har angrebet berørt alle. Om det var et udtryk for nervøsitet eller en forståelig påpasselighed, at den lokale kasernes vagt ved tre-tiden om natten den 1. februar skød en mand, da denne angiveligt ikke adlød ordre, kan vi ikke vide.

Den 19. februar sidst på formiddagen standsede terrorister en af de sidste – eller måske den allersidste – fungerende ambulance i Gorom-Gorom området, nær landsbyen Beïga. De lod chaufføren gå, før de forsvandt med køretøjet. Ikke mindst den sidste hændelse antyder, at de bevæbnede ekstremister bevæger sig foruroligede frit i det nordburkinske landområder, uden at støde på militær modstand. Oudalan er en af de provinser, der den 1. januar blev erklæret i undtagelsestilstand.

Konsulentfirmaet MENASTREAM har opgjort, at cirka 2/3 af terroraktionerne fra Ansaroul Islam, som menes at stå bag de fleste af angrebene i Burkina Faso, har været rettet mod civile mål, mens den sidste tredjedel var rettet mod militære mål, herunder gendarmerier, politi, soldater og selvhjælpsgrupperne Koglwéogo.

Til den første gruppe hører blandt andet de restauranter og barer, hvor en stor del af befolkningen kan lide at slappe af med en øl eller sodavand, måske med en tallerken ristet kød med løg og krydderier på bordet. Den slags provokerer de terrorister, der lægger stor vægt på, at landet skal ’befries for vestlig livsstil’. På ét punkt er vi enige med terroristerne, om end med modsatrettede prioriteringer: Skolegang spiller en meget vigtig rolle i deres voldelige kamp for at vinde samfundets sjæl. Efter angrebet den 18.januar lukkede alle skoler i Gorom-Gorom, som det allerede var tilfældet med et stort antal skoler i det burkinske Sahel-område. Ansaroul Islam har ved utallige anledninger angrebet eller truet lærerne, blandt andet på baggrund af et ’krav’ om, at de skal undervise i arabisk i stedet for fransk. Den 11. februar genåbnede Gorom-Goroms grundskoler, og mens disse linjer skrives midt i februar, forhandler diverse lokale myndigheder om, hvordan de kan øge sikkerheden for de videregående skoler med henblik på også at genåbne dem den 18. februar. Angrebene på skolerne har sandsynligvis større effekt i terroristernes kamp end de utallige mindre angreb på militære mål.

I de seneste tre år har terroraktionerne kostet op mod 300 burkinere livet. At trafikulykker i den samme periode har afstedkommet langt flere dræbte og sårede end terrorismen (nemlig ifølge foreningen Faso One Village cirka 2700 døde og over 30.000 tilskadekomne), er værd at huske i en vurdering af terrorens virkninger. Men på den anden side må vi ikke glemme, at den virkelige risiko ved terrorismen er psykologisk funderet på en helt anden måde end trafikdrab. Den afgørende strategi bag ekstremisternes mange angreb i de seneste par år synes at være at terrorisere befolkningen og svække enhver form for offentlig myndighed. Hadjatas udramatiske bemærkning passer ganske godt med den konklusion, som den burkinske statistiker og økonom Bemahoun Honko Roger Judicaël har draget af en større undersøgelse, han har stået i spidsen for: Burkinerne har foreløbigt vundet den psykologiske krig mod terrorismen. Det gør han på baggrund af, at cirka halvdelen af beboerne i landdistrikterne og hele 65% af respondenterne i Sahel-regionen, hvor de fleste terroraktioner er begået, svarer, at de ikke er bange for angreb.

Undersøgelsens forfatter lægger vægt på, at burkinerne trods de hårde angreb stadigt tror på en bedre fremtid og ikke hengiver sig til fatalisme. Hans hovedformål er at udforske et ikke-voldeligt alternativ til kampen mod terrorisme. En entydig militær strategi vil efter hans mening ende i en ond cirkel. I stedet opfordrer han landets ledere, civilsamfundet, medier og Burkinas venner til at konsolidere denne holdning i befolkningen – og han formulerer appellen: Burkinere overalt i landet, lad os vinde over vores individuelle frygt.

M’Balla Sukaabe arrangerer som bekendt hver måned et fællesmåltid for foreningens værger, børn og unge i Gorom-Gorom, og hvert måltid er knyttet til et tema, som en lokal oplægsholder præsenterer for børnene og diskuterer med dem. I det forløbne år har de blandt andet valgt nedenstående tre temaer, som synes særdeles relevante i den nuværende situation.

Fællesmåltid februar 2018 med terrorisme som tema

Referat: Efter nogle påmindelser om årsagerne til terrorisme fortsatte udvekslinger om, hvordan man bekæmper denne svøbe, som destabiliserer aktiviteterne i Sahel. I betragtning af at terrorisme har sit udgangspunkt i samfundet, er det helt berettiget at søge løsninger i samme samfund. Sociale uligheder og manglen på skolegang er blandt de gunstige faktorer for terrorismen, og det er derfor helt logisk at arbejde i disse sektorer for at bremse dette onde, som skaber forældreløse børn og enker i vores område.

  • At tilmelde sig skole og motivere børn til at blive i skolesystemet er ægte skridt fremad i kampen mod terrorisme
  • Deling af information med sikkerhedstjenesterne og dermed videregive præcise tidspunkter og rettidig information til sikkerhedstjenester
  • Samarbejdet mellem befolkningen og forsvars- og sikkerhedsstyrkerne.

Dette er de tiltag, der skal fremmes for en effektiv bekæmpelse af terrorisme.

Fællesmåltid april 2018 med samfundssind som tema

Referat: Samfundssind er borgerens engagement i og tilknytning til samfundet, så denne påtage sig sine pligter, før han kræver sine rettigheder. Disse omfatter:

  • Respekt for ordensmagten
  • Respektere færdselsloven
  • Respektere forskellige regler
  • Respekt for og hensyn til den offentlige, fælles ejendom
  • Ikke ødelægge den offentlige, fælles ejendom, selv ikke under strejker eller demonstrationer. Osv.
  • Samfundssind bør derfor godtages og undervises for alle børn. Dette vil fjerne os fra visse ulemper. En person med et godt samfundssind er patriotisk og arbejder altid for udviklingen af sit land i overensstemmelse med regler og gældende love samt sociale normer.

Fællesmåltid august 2018 med offentlig sikkerhed som tema

Referat: Dette emne er virkelig relevant i betragtning af den fremherskende situation i landet generelt og Sahel i særdeleshed. Underviseren anbefaler følgende til børnene:

  • Undgå at lege med mistænkelige genstande, de finder på vejene
  • Ikke at blive ude sent, selvom de er sammen med venner
  • Ikke at nærme sig bevæbnede personer, som man ikke har tillid til
  • At meddele myndighederne enhver bevægelse og enhver person, der har en mistænkelig adfærd
  • Gå ikke ud for at se, hvad der sker, hvis de hører skud.

Udstyret med disse værdifulde råd, har børnene taget den faste beslutning at omsætte dem til praksis. TC

Nation-building

Det er vist første gang, jeg vælger en overskrift på et fremmedsprog. Jeg kan ikke finde et dansk ord, der dækker den proces, at en ung stat udvikler sig til en nationalstat, hvor den udover international anerkendelse er udtryk for den brede befolknings identitet.
Men min første tanke om den sag i det daværende Øvre Volta havde nu også sin baggrund i en samtale med en englænder. En søndag i 1979 var en engelsk læge og jeg ved at anlægge en have på grunden bag projekthuset, dengang børnehospitalet i Gorom-Gorom endnu var et projekt under Save the Children Fund. På et tidspunkt så han glad op på mig med svedperler på panden: ”We are bulding a nation!” Trods det tilfredsstillende i at lave noget, der umiddelbart kunne ses, tænkte jeg: ”Nej du, man kan ikke bygge en nation på andres vegne.”
Det mener jeg stadigvæk, og det er værd at minde læseren om, at på det tidspunkt var det kun 19 år siden, at Øvre Volta var blevet en selvstændig stat. Og i denne månedsfortælling vil jeg – med udgangspunkt i Gorom-Gorom – prøve at fabulere lidt om, hvad der skaber en nationalstat.

Fem-seks år tidligere havde byens katolske præst, en fransk missionær, set Sahel-tørkens drama udspille sig for sine øjne, med sultedød og udsigtsløshed for tusinder af mennesker, herunder mange maliske flygtninge. Han tog så til Ouagadougou for at gøre de centrale myndigheder opmærksom på krisens omfang, men han kunne ikke finde nogen i centraladministrationen, der kendte til situationens alvor. Det var først, da han i landets radio havde fået arrangeret en rundbordssamtale om emnet, at de blev klar over, hvor slemt det stod til.
Der var dengang meget lidt kontakt til den fjerne provins, der officielt blev administreret fra Dori, og som blev betragtet som en slags Øvre Voltas Sibirien. Hertil kunne magthaverne sende embedsmænd, de ville have på lang afstand.
Og det skal næppe heller undervurderes, at både den politiske elite og skolesystemet var katolsk domineret, selvom denne tro var i mindretal til både den traditionelle animisme og til islam.

Sådan oplevede jeg omtrent udgangspunktet: At Gorom-Gorom området var et fattigt, tørkeramt sted, som mentalt knap hørte med til landet – hverken fra de lokales vinkel eller set fra hovedstaden.
Kolonien Øvre Volta blev formelt oprettet af Frankrig i 1919, efter en militær besættelse der tog fart efter erobringen af Ouagadougou i 1896. I 1932 blev området splittet op og overført til Elfenbenskysten, Fransk Sudan og – blandt andet Gorom-Gorom – til Niger. I 1947 genskabtes kolonien inden for de tidligere grænser, utvivlsomt efter pres fra mossikejseren af Ouagadougou, der hellere ville være en stor fisk i en lille sø end det modsatte – og som Frankrigs tak for ikke mindst mossifolkets store deltagelse på fransk side i krigen i Europa i 1939-45.
Navnet Øvre Volta blev genindført, som franskmændene havde fundet på det med udgangspunkt i de franske navne på landets tre største floder, der i Ghana samles til Volta-floden.
Da republikken Øvre Volta i 1958 blev oprettet som en selvstyrende koloni i Fransk Vestafrika, var de fleste indbyggere i Gorom-Gorom området og andre dele af landets periferi, mentalt set omtrent lige så langt fra mossilederen som fra den franske guvernør i Ouagadougou.
Landets oprindelige flag med de tre liggende striber blev vedtaget i 1959, med farver efter de franske navne, der stadig blev brugt om de tre floder.
Det fortælles, at mossikejseren sendte sine ryttersoldater, bevæbnet med spyd, bue og pil, til den nyåbnede nationalforsamling for at generobre den magt, hans forgænger havde mistet ved den franske besættelse i 1896 (omend nu ikke kun over det oprindelige mossiområde, men over hele den nyetablerede stat), men at de traditionelle soldater nærmest blev til grin over for de moderne udrustede vagter.

Den 5. august 1960 opnåede landet uafhængighed fra Frankrig, i hvert fald på det formelle plan. Samme år blev det medlem af De forenede Nationer og valgte sin første nationalsang. I november 1960 blev den første forfatning sat i kraft.
Landet var allerede da medlem af franc-zonen, og cfa betød oprindeligt Colonies françaises d’Afrique. Det blev i 1958 ændret til Communauté française d’Afrique og senere igen meget praktisk til Communauté financière d’Afrique.  
Dermed var symbolerne på plads: Navn, flag, nationalsang, forfatning, møntfod og medlemskab af FN.

Optimismen i eliten i Ouagadougou var efter historieskrivningen at dømme ganske stor, men en rapport fra Verdensbanken beskrev i 1963 Øvre Volta som det fattigste land i Vestafrika. Det var vist i 1980, jeg sammen med min gode ven Abdoulaye en aften blev inviteret hen i en fransk familie for at se månen i deres stjernekikkert. Vi var vist begge to lige imponerede over, at vi tydeligt kunne skelne mellem forskellige månekratere, og bagefter talte vi om, at man måske kunne have skimtet en stor lastbil, hvis der havde været en sådan parkeret deroppe. Da Abdoulaye anden gang stirrede gennem kikkerten, mumlede han: ”Vi kommer til at betale skat i lang tid.”
Det er et gammelt mundheld, som udtrykte hans folks ydmygende erkendelse af, at så længe de fremmede magthaveres tekniske formåen var så overvældende, måtte man tilpasse sig overmagten. Jeg opfattede hans reaktion som en ganske vist uvidenskabelig, men reel bekræftelse på, at Øvre Volta dengang ikke havde den mentale sammenhængskraft, der må være en betingelse for at kalde landet en fuldgyldig nationalstat.
Men tilbagevenden til ”gamle dage” var sjældent et ideal, jeg stødte på. Lad mig minde om, at Abdoulaye tilhører et folk, hvoraf de fleste indtil 1903 blev betragtet som slaver. Ambitionen var helt overvejende fremadskuende. TC

Fortællingen om nationbuilding fortsætter i næste måned.

Burkina Fasos flag

Billede 1 af 2

Madame Badaoun. Kilde: the Agricultural Research Service, the research agency of the United States Department of Agriculture.

Et anstændigt job

Da alverdens lande sidst på året 2015 vedtog de 17 verdensmål i FN, gav de afskaffelse af fattigdom første prioritet. På anden pladsen kommer udryddelse af sult. Selv om de nye verdensmål udtrykker en målsætning og strategi for hele verden (i modsætning til årtusindemålene fra 2000-2015, der specielt rettede sig mod de fattige landes udfordringer), så har man altså taget udgangspunkt i to problemer, der især plager u-landene, ikke mindst de afrikanske.

Afrobarometer

Men når Afrobarometer spørger 45.000 borgere i 34 afrikanske lande, hvilken vægt de lægger på de enkelte mål, viser der sig i andet billede.
På en suveræn førsteplads udtrykker 57 % behovet for anstændige jobs og økonomisk vækst.

Et af de 34 udvalgte lande er Burkina Faso, og vi kan eventuelt se nærmere på burkinernes prioriteringer i en kommende månedsfortælling – men her og nu koncentrere os om vores egen forenings resultater i forhold til job.
Vores kasserer Ulla Schou-Pedersen har nemlig gjort op, at fra 2010 til 2017 forlod 126 børn og unge M’Balla Sukaabes liste, og ikke mindst har hun set på, hvor mange af dem, der derefter stod med en uddannelse og/eller et arbejde.

M’Balla Sukaabes rolle 

Som tidligere nævnt har andre initiativer i området som regel indskrænket sig til at betale børns skolepenge. M’Balla Sukaabe tager sig af det hele menneske. Vi kan jo nævne den støtte børnene får, både menneskeligt og i form af lektiehjælp i afgangsklasser, iværksætterstøtte til for eksempel værktøj, medicin og meget andet. Og lad os huske, at vi her taler om de mest sårbare børn og unge – dem der oftest ville have tabt kampen for at opbygge en fremtid, hvis det ikke var, fordi de er blevet optaget i en af værgernes familier og derfor støttet af kvinderne i M’Balla Sukaabe. Det er godt at tænke på, når man yder et eller andet bidrag til foreningens arbejde.

Dertil kommer, at både kvinderne selv og de børn og unge, de tager sig af, på mange andre områder får udbytte af indsatsen. Der er tale om en reel styrkelse af civilsamfundet – for ikke at tale om, hvad det i disse terrortruede tider betyder for Gorom-Gorom, at der satses på netop den gruppe børn og unge, der nemmest kunne falde for terroristernes nemme løfter om penge og en mening med livet (og døden).


66 har fået uddannelse og job

I første omgang kan vi nævne, at der er 66 børn, der efter endt skolegang har gennemført en form for uddannelse og derefter er kommet i beskæftigelse. En er blevet elektromekaniker og en anden frisør. Seks har fået et job som chauffør med et M’Balla Sukaabe-finansieret kørekort, mens 12 som mekanikere blandt andre typer af køretøjer har lært at reparere deres lastbiler. Syv har gennemført et it-kursus. Ligeledes er syv nu snedkere, tre svejsere og en enkelt maler. En bruger sit erhvervede diplom inden for handel. I alt fem har fået en universitetsuddannelse. De sidste har delvist modtaget støtte fra anden side til den sidste del af deres uddannelse.

22 har efter endt uddannelse som skrædder/syerske fået en symaskine. At omsætte en uddannelse til et arbejde er den store og vanskelige udfordring, men en tidligere samtale om syerskernes situation viste, at langt de fleste har opnået en eller anden type beskæftigelse. Nogle af dem er i øvrigt kommet i gang med en selvstændig virksomhed ved at sy skoleuniformer for M’Balla Sukaabe (trods alt cirka 45 stk. om året). På samme måde fik nogle snedkere gavn af, at samlingsstedet på et tidspunkt skulle bruge stole og borde, ligesom maleren har malet mødelokalet for et par år siden.

Dertil kommer så 23 børn, som har gennemført deres skolegang og siden er kommet i arbejde, selv om de ikke har prioriteret en uddannelse. Seks har startet en lille forretning med udgangspunkt i iværksætterstøtten. Fire har fået ansættelse i guldminen Essakane, og et tilsvarende antal underviser i henholdsvis skoler og gymnasier. Tre har forladt skolen i 8., 9. og 13. klasse med henblik på at skabe sig en karriere inden for militærets og gendarmeriets systemer. En er ansat i en kommune. Fem er efter endt studentereksamen kommet på universitetet uden M’Balla Sukaabe-støtte til de akademiske studier.

… de vi har mistet føling med

Lad os også nævne, at tre er blevet udskrevet af listen, før de eventuelt er kommet i gang med arbejde eller beskæftigelse. 10 piger har vi på samme måde mistet føling med, fordi de er blevet gift – en enkelt fordi hun har fået et barn. (Men lad mig lige nævne, at kvinderne i M’Balla Sukaabe i mange år har nægtet at acceptere arrangerede ægteskaber, der ikke er et udtryk for pigens eget ønske, og altid hvis pigen er umyndig.)
Desuden er 18 flyttet uden for området, og en enkelt er død. Fire blev slettet, da kvinderne besluttede at opgive at tage sig af børn i andre byer i provinsen end Gorom-Gorom.

Vores forening startede i det små i 2003. De første 40, der forlod listen, er ikke med i denne beregning, fordi vi først i 2008 havde udviklet vores metoder så langt, at vi turde love at støtte de unges uddannelse, når de forlod skolesystemet. Når vi efter planen i 2023 udfaser det danske bidrag, vil der være en god anledning til endnu engang at give et billede af, hvordan ”vores” børn og unge har fundet en plads som voksne i deres samfund. TC

Formidling med Kant

MÅNEDSFORTÆLLING DECEMBER 2018 “Vi ser ikke de briller, vi ser verden igennem.” Jeg mener, at den sætning normalt tillægges den amerikanske antropolog Margaret Mead, selv om Google ikke umiddelbart bekræfter det. Under alle omstændigheder er det en påstand, der kan sætte en del tanker i gang hos mig. Da jeg som ung tog mine første fotografier i det daværende Øvre Volta i 1979, sagde en volteser en dag til mig, at sådan nogen som mig altid tog billeder af det, der bekræfter, at landet er fattigt, i stedet for at tage billeder af moderne bygninger og andet, der kan bekræfte, at der er en udvikling i gang. Han følte det tydeligvis ydmygende på sin lands vegne, at jeg var mere optaget af at præsentere det oprindelige og fattige, mens jeg ikke følte mig tiltrukket af at få ”forvirret” de forventninger, jeg var kommet med, ved at illustrere den modsatte synsvinkel. Den ekstreme version af den holdning overværede jeg en dag først i 80’erne, da en engelsk avis i et tørkeår bragte noget nødhjælp til Gorom-Gorom, som bladets læsere havde samlet ind til. Journalisten havde arrangeret, at der stod en masse kvinder og børn og viftede med tomme madskåle omkring den lille lastbil, de kørte nødhjælpen ind i byen på. Da jeg spurgte ham, hvorfor der ingen mænd var, svarede han: ”Mænd vækker ikke medlidenhed.” Senere fik jeg bekræftet, at de lokale myndigheder havde følt sig tvunget af situationen til at deltage i den arrangerede fotosession, og at de havde følt sig ydmyget på befolkningens vegne. Det var vist i den samme periode, at Save the Children Fund og regeringen i Ouagadougou forhandlede om overførslen af det børnehospital, som de førstnævnte havde skabt i Gorom-Gorom med udgangspunkt i tørkeårene først i 1970’erne. I den anledning var sundhedsministeren på besigtigelsesbesøg, og mens hans rørte ved hospitalets ydermure, der er bygget af en blanding af jord, sten og cement, sagde han noget i retning af: ”Skulle det kaldes hårdt.” Han havde jo læst i en rapport, at børnehospitalet var bygget af ”hårde byggematerialer” – i modsætning til den velkendte lerkonstruktion (også kaldet banco). Pointen er ikke, hvad man burde kalde børnehospitalet, men at jeg af en af de lokale fik refereret ministerens kommentar med en umiskendelig stolthed: Han havde sagt noget kritisk i den hvide donors nærvær! Da rankede flere af de lokale lige ryggen, kunne jeg fornemme. Dengang gik meget få børn i Oudalan-provinsen i skole. Jeg fik opgivet, at det var under 5 %. Ethvert besøg på en skole bekræftede, at det mest var drenge, der fik den chanc. På landsplan er tallet nu ca. 90 %. I Oudalan er man efter undervisningsministeriets statistikker for 2015-16 nået op på ca. 70 % – og andelen af piger er steget så meget, at de to køn er næsten lige repræsenteret. Der ligger en stor satsning bag det resultat. Men det er altså tallet for dem, der begynder i skolen, og det er jo også sandt, at kun ca. 25 % af en årgang ender med at bestå grundskolens afgangseksamen efter 6. klasse. De andre falder fra inden eller dumper. Der ligger med andre ord en kæmpeopgave i at få forbedret kvaliteten, nu da nogle af de kvantitative mål er ved at være nået. Begge dele skal vel med, hvis den nuværende situation skal beskrives reelt. På det tidspunkt, da den engelske journalist fik taget sit medlidenhedsbillede, var der stadigvæk mennesker, der døde af sult i forbindelse med fejlslagne regntider. (Det betød som regel, at de døde af sygdomme, de ellers ville have overlevet.) En velmenende europæisk forfatter skrev på det tidspunkt efter et besøg i byen: ”Nu ligger børnene og deres mødre i Gorom-Gorom i gaderne og dør af sult.” Da jeg fortalte en af de lokale om han beskrivelse, svarede han stille: ”Det var nok det sidste sted, vi ville lægge os, hvis vi var ved at dø.” I dag er styringen af samfundet og de officielle fødevarelagre udviklet, så man i det store og hele kan undgå det værste, men dårlige år med sult og udbredt fejlernæring er stadigvæk en del af virkeligheden. På globalt plan er den ekstreme fattigdom mere end halveret de seneste få årtier. Men Gorom-Gorom området er som bekendt endnu et meget fattigt område, hvor det stadigvæk har alvorlige konsekvenser, når høsten slår fejl – som i år. Den vinkel, en formidler har på for eksempel Sahel-områdets fattigdom, kan være en afspejling af, at vi mennesker som bekendt ser forskelligt på, om et glas er halvfyldt eller halvtomt. Men nogle gange er vinklen bevidst – og velment. En indsamlingskampagne for bekæmpelse af børnedødelighed gør som regel ikke opmærksom på, hvor meget den er faldet de seneste år. Der er mere appel i at nævne, hvor mange børn der dør om dagen netop nu. Og barnets og familiens oplevelse, er jo heller ikke mindre smertefuld, end dengang det statistiske generelle billede var værre. Men det er ikke svært at sætte sig ind i, hvordan de forskellige vinkler opleves af den, der bor på stedet. Den periode i efteråret 2018, hvor vores hjemmeside har været ”nede” af tekniske grunde, har fået mig til at overveje grundtonen i vores forenings beskrivelser. Den almindelige formidling, jeg i 80’erne kaldte nødporno, er heldigvis næsten fordi, men undgår vi at fremstille vores samarbejdspartnere i M’Balla Sukaabe som passive og modtagende – og os selv som aktive og ydende?  Undgår vi med andre ord ydmygelsen af landet, egnen og personerne? Min konklusion er, at vi i hvert fald prøver at fremstille dem, som vi selv gerne ville fremstilles i en tilsvarende situation. Og hvis vi ”træder ved siden af”, vil vi forfærdelig gerne have det at vide. Vennerne i Gorom-Gorom kunne sikkert bekræfte den grundholdning med et citat af Profeten: ”Hvad du ønsker mennesker skal gøre mod dig, gør mod dem; og hvad du ikke ønsker de skal gøre mod dig, gør ikke mod dem.” Adskillige andre religioner udtrykker den samme mening. I det moderne Europa har denne grundtanke fået en anden formulering med filosoffen Immanuel Kants såkaldte kategoriske imperativ: ”Handl således, at grundlaget for din beslutning altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning”. P.S. Da jeg for nylig fremviste en del gamle, burkinske ting i forbindelse med en række historiefortællinger for skolebørn, glemte jeg flere gange min plan om at fortælle, at hvis en mand i dag rider på et æsel (med sådan en transportkurv af gedeskind og vidjer, som jeg havde taget med) hen til posthuset i Gorom-Gorom, så vil han derinde se computere, der er lige så moderne, som dem vi bruger i Danmark. Begge dele hører hjemme i en dækkende beskrivelse af Gorom-Gorom i 2018, men mens det lå lige for at fortælle om æseltransport og den fine, gamle kurv, så var det åbenbart nemt at glemme at nuancere fortællingen om det oprindelige med det nye og moderne.
Traditionel guldgravning finder stadig sted i stor stil. Foto: Andy Hall, Oxfam.

Minedrift og skattesnyd

MÅNEDSFORTÆLLING NOVEMBER 2018

Guld er i dag Burkina Fasos største eksportartikel, og nye miner er under planlægning. Tidligere månedsfortællinger har redegjort for den store satsning på minedrift i Burkina Faso.
(Interesserede kan se fortællingen Essakane og de andre guldminer om de moderne miner som for eksempel Essakane nær Gorom-Gorom og fortællingen om guldgravere  om de mange mere eller mindre uofficielle miner, hvor cirka en million burkinere menes at være engageret i jagten på det gule metal.)

Når myndighederne skriver en kontrakt med et internationalt mineselskab, håber de på flere former for fordele:

  1. Direkte indtægter for statskassen som aftalt i kontrakten, herunder skatter af mineselskabets fortjeneste
  2. Direkte indtægter for statskassen som aftalt i kontrakten, herunder skatter af mineselskabets fortjeneste
  3. Afledte gevinster af den økonomiske aktivitet for både den lokale og den nationale økonomi, for eksempel arbejdspladser
  4. Andre, mere specifikke sidegevinster så som finansiering af lokale projekter.

Af den første type fordele siges Essakane fra 2010 til slutningen af 2016 af have bidraget med 273,5 mia. cfa (= godt 3 mia. kroner). Statsbudgettets indtægtsside for 2016 var på 1.617 milliards de francs CFA. Hvis vi antager, at det nationale budgett er let stigende, får vi en ide om, at minen bidrager med cirka 2 %.

Den lokale befolkning håber især på lønarbejde til de mange unge, der har netop det som deres største personlige ønske. Dertil kommer mindre projekter, hvor mineselskabet Iamgold/Afrique for eksempel har bidraget med fødevarehjælp til særligt udsatte grupper, med skolebyggeri og andet.

Minens ledelse oplyser selv, at 1 % af indtægterne går til lokale udviklingsprojekter i samarbejde med områdets myndigheder. De samlede indirekte økonomiske fordele vurderes af minen til at udgøre tæt på tre gange så meget som de direkte.

Da Essakane i marts 2017 indviede verdens største hybride energianlæg til diesel og solenergi, var der en tydelig forskel på tonen i de taler, der blev holdt. De burkinske myndighedspersoner håbede på, at det nye anlæg kunne udbedre den vanskelige energisituation i området, mens minens repræsentanter ikke lagde skjul på, at der ikke er planer om at forbinde anlægget med el-nettet uden for minen. Det store anlægs output vil blive brugt til at dække minens stigende energiforbrug.

Det andet store mineprojekt i området er manganudvindingen i Tambao, cirka 80 kilometer nord-øst for Gorom-Gorom. I den oprindelige aftale lovede selskabet Pan African Minerals at genskabe jernbaneforbindelsen Ouagadougou-Kaya og at asfaltere vejene mellem Gorom-Gorom og Dori (hvorfra der allerede er asfaltvej til Kaya og videre til Ouagadougou). Men efter at terrorister kidnappede en rumæner ved minen i april 2015, er produktionen standset.
Den lokale befolkning har vist sin vrede over de mange tabte jobs ved at demonstrere og ødelægge dele af minens udstyr, og i stedet for de nævnte transportfordele har den burkinske stat fået et stort økonomisk krav fra selskabet. Tamboa er potentielt verdens største mangan-mine, og Burkina søger nu at få den genstartet af et nyt selskab.

Som om der ikke var problemer nok for Burkinas minedrift, har en særlig vestafrikansk gennemgang af de såkaldte Panama Papers blandt andet fundet beviser på, at et af verdens største mineselskaber, Glencore, stort set har undgået at betale skat i Burkina af deres overskud i zinkminen i Perkoa, cirka 120 kilometer vest for Ouagadougou.

Afsløringen er kommet fra en gruppe af vestafrikanske journalister med navnet Cenozo, Norbert Zongo Celle for undersøgende Journalistik, som dermed mindes den kendte burkinske undersøgelsesjournalist, som blev dræbt den 13. december 1998, mens han var midt i en stædig og langvarig undersøgelse af ikke mindst den daværende præsident Compaorés brors ansvar for et drab.

Cenozo har i gennemgangen af de utallige papirer haft særlig opmærksomhed på de sager, der vedrører 15 lande i Vestafrika, og de har foreløbigt offentliggjort en række resultater under navnet West Afrika Leaks. Generelt er konklusionen, at internationale firmaers og lokale magthaveres og rigmænds skatteskjul koster regionen 10 gange så meget som den internationale udviklingshjælp.

Om Glencore’s skatteunddragelse er et enkeltstående tilfælde, eller om de andre firmaer blot ikke er blevet afsløret, ved vi ingenting om. TC.

Solcelle foran et telecenter

Energi

MÅNEDSFORTÆLLING SEPTEMBER 2018

Solenergi

Elektrificering af fattige områder er vigtig for udviklingsmulighederne. Det er alle enige om. Og de fleste mener, at solenergi er fremtiden, ikke mindst i Sahel-området. Jeg vil dele emnet i tre fokusområde: Det globale og det nationale perspektiv, den enkeltes families indfaldsvinkel.

Globalt

Den traditionelle el-produktion med kul eller olie har en stor af ansvaret for klimaforandringerne. I gennemsnit udleder hver person på vores klode 4,8 tons CO2 i 2010. En gennemsnitlig burkiner har dog kun ansvaret for udledning af 0,065 tons per år.
Dermed vil selv en radikal stigning af Burkinas bidrag til klimaforandringerne knap kunne måles i det globale CO2-regnskab. Derimod er det et af de lande, der allerede nu mærker de negative konsekvenser langt voldsommere end for eksempel Danmark.
Vi har nævnt det før: I en årrække har tendensen i Gorom-Gorom området været, at regntiden er mere uregelmæssig og mere dramatisk end tidligere, dvs. både voldsommere regn og flere tørkeperioder.
Det betyder, at landet er meget afhængigt af en stigende udvikling, der kan bekæmpe fattigdom, for det er jo den økonomiske fattigdom og de begrænsede tekniske hjælpemidler, der gør det svært at tage højde for konsekvenserne af det forandrede klima.
Der er ikke mindst brug for nye landbrugsmetoder, forbedrede muligheder for at opbevare og udnytte vand fra overskudssituationer og begrænse skaderne ved både oversvømmelser og tørke.

Nationalt

I Burkina Faso har man brugt solenergi igennem årtier, men kun i mindre målestok. For eksempel har hospitalet i Gorom-Gorom haft et anlæg, der kunne sikre kølig opbevaring af vacciner og energi til en fryser, før byen fik sit nuværende elektricitetsværk.
I den forløbne periode er prisen på solenergi faldet dramatisk, og i november 2017 indviedes Vestafrikas største anlæg vest for Ouagadougou. 129.600 solpaneler er anbragt på cirka 60 hektar og kan fremover producere 56 gigawatt, som svarer til 5 % af landets produktion. Det er opført af et fransk firma, finansieret af EU og franske udviklingsmidler.
Behovet for energi stiger efter el-selskabet Sonabels oplysninger 13 % om året, og strømafbrydelser er stadig et kendt fænomen over hele landet – altså for den femtedel af befolkningen, der har strøm. Det koster kun en tredjedel at producere et kilowatt i det nye anlæg i forhold til udgiften til den traditionelle strøm.
Gorom-Gorom får sin elforsyning fra et lille, uafhængigt dieselanlæg. Foreløbigt er der vist kun planer om at inddrage sådanne små anlæg i det nationale ledningsnet og ikke om at erstatte dem med solenergianlæg. Perspektivet er klart i solenergiens favør, men ting ta’r tid, især for et fattigt land.

Familier

Et solpanel, der kan producere strøm til en husholdnings almindelige behov (lys, køleskab, radio, TV, opladning af mobiltelefon, ventilator) koster i dag under 1.000 kroner – én gang for alle. Det kan gøre en families liv mere behageligt og medføre en række fordele. Desuden er den ikke mere afhængig af at have råd til batterier, når behovet opstår.
Man skal ikke undervurdere betydningen af den næste bølge af forbedringer og prisnedsættelser for sådanne anlæg. Når de billige også kan producere strøm til anlæg, som kan forbedre produktionsmulighederne for en familie, vil man se utallige familier satse på overrisling, svejseanlæg og meget mere.
Perspektiverne er store, men de kræver, at den økonomiske udvikling fortsætter og øges i årtierne fremover, at teknologien forbedres, og at terrorister ikke spænder ben for modernisering af samfundslivet. Alle tre betingelser synes realistiske – også for vennerne i Gorom-Gorom, selv om de tit er blandt de sidste til at mærke forbedringer.
Den guldmine i Essakane, der præger deres region på godt og ondt, har i øvrigt sidste år opført verdens største hybridanlæg for olie og solenergi til produktion af elektricitet, men det anlæg får naboerne åbenbart ikke gavn af. Mere derom i næste månedsfortælling.TC.

Medier i Gorom-Gorom

MÅNEDSFORTÆLLING AUGUST 2018

Medier i Gorom-Gorom – før, nu og fremover

Denne månedsfortælling om mediernes udvikling i Gorom-Gorom. Den tager udgangspunkt i, hvad jeg selv har oplevet gennem snart 40 år: Radioen, aviserne, TV, film, biblioteker, telefoner og internetadgang.
Da jeg første gang kom til Gorom-Gorom i 1979, var der ét moderne medie i spil, radioen. Hovedsproget i Radio Haute-Volta var fransk, men der var også både nyhedsudsendelser, ”oplysning til borgerne om samfundet” og historiefortælling på lokale sprog. Desuden havde man adgang til adskillige propaganda-kanaler fra begge sider i den kolde krig. Den nationale radio findes endnu, men hvis man vil sikre sig, at stoffet er lokalt, kan man i dag på FM 92.4 lytte til lokalradioen Walde Ejef.

Kun en sjælden gang nåede en avis op til det, der endnu blot var en stor landsby, og det var så altid l’Observateur, der på det tidspunkt endnu var landets eneste dagblad, udkom i A4-format med en fysisk kvalitet, der kunne minde om et dansk gymnasieblad fra 1960’erne.
I dag er vejene som bekendt blevet bedre, og busserne fra Ouagadougou bringer dagligt aviser med, efter sigende fire forskellige. Og der er i dag langt flere personer, der er i stand til at læse dem.
Det mest bemærkelsesværdige er dog, at Gorom-Gorom siden 1994, oprindeligt som det eneste provinsområde i Burkina, har haft sit eget lokalblad, La Voix du Sahel, hvis redaktør i alle årene har været Prométhée Bako. Det udkommer to gange om måneden med mottoet: Pennen i frihedens og udviklingens tjeneste.

I 1992 så jeg Danmarks fodbold-semifinale mod Holland i den lidt større by Dori, hvor en lokal bondeforening kunne sende kampen på byens eneste enkelt tv-apparat i kraft en stor parabol. Først i 1997 kom fjernsynet til Gorom-Gorom.
Mens radioen havde stor oplysende værdi, førte fjernsynet nok især til, at den mundtlige traditions fortællinger blev skubbet lidt i baggrunden af latinamerikanske sæbeoperaer og andet stof.

Både biograffilm og kortfilm af flere typer har en lang og flot historie i Øvre Volta/Burkina Faso, og Afrikas største filmfestival har siden 1969 været holdt hvert andet år i Ouagadougou. Og mediet er endnu væsentligt.  Så sent som i år har Droit Libre TV lavet en kortfilm om, hvordan de unge i Gorom-Gorom forsøger at samle kræfterne mod terrorismen. Sidste år lavede det samme selskab et kortfilm om en malisk flygtning i Gorom-Gorom (begge på fransk.) Men hvor stor udbredelse den type udsendelser har i området, er svær at vurdere. Der er en TV-biograf i Gorom-Gorom, som kun viser fodboldkampe, og der kommer stort set aldrig ”omrejsende biografer”.

Nu da næsten alle kommer i skole, er der heldigvis et rimeligt velforsynet offentligt bibliotek ved rådhuset og et andet på provinsgymnasiet, men stadig ingen boghandlere. Det største problem for landets biblioteket har mange steder været, at de har haft en stor overvægt af brugte europæiske bøger, mens der ikke har været penge til at skaffe sig romaner og andet af afrikanske forfattere.
Kvinderne i M’Balla Sukaabe har indskrænket børnenes adgang til deres bibliotek til de dage, hvor de fleste møder op til fællesspisning og et oplysende oplæg. Det har altid været hensigten med det bibliotek, at børnene skulle have adgang til at læse for sjov, og at de dér kunne finde de skolebøger, de havde særligt brug for at have adgang til. Det sidste har fået stigende betydning.

Da jeg i 1981 nåede frem til Gorom-Gorom på min lange cykeltur fra Aarhus, måtte jeg kort efter rejse til Ouagadougou for at kunne ringe til Danmark og melde alt vel. Fastnettelefonen kom først til byen i år 2000, og selv om den betød en markant forbedring af kommunikationsmulighederne, viste mobiltelefonen sig hurtigt at have endnu større betydning for udviklingsmulighederne. Vi har tidligere skrevet om betydningen af, at kvægorganisationer nu kunne orientere sig om priser og muligheder i Ouagadougou og i Elfenbenskysten. Mobilnettet er nåede byen i 2005, og i dag er der mange smartphones.

M’Balla Sukaabe har en fungerende computer på kontoret, men når de skal modtage eller sende mails til os, må de hen til den offentlige internetcafé, som ofte har netværksproblemer, men dog som regel fungerer – i modsætning til det system, hvor de i princippet skulle kunne få forbindelse med deres telefon-simkort i deres egen computer, så vi skal hver gang meddele telefonisk, at der er mail til dem. Der er ingen steder, hvor man kan koble sin egen computer på wi-fi.
Der har været skrevet en del om, at de fattige dele af Afrika har haft fordel af at springe over dele af vores udviklingsvej – når man for eksempel har undgået at skabe dyre fastnet-telefonforbindelser, fordi man er gået næsten direkte til mobiltelefonen.

Den effekt er reel, men småting sammenlignet med det potentiale, der vil være i en global og gratis internetadgang. I en verden, hvor viden og elektroniske løsninger fylder mere og mere, vil fri adgang til al viden på nettet betyde et kæmpespring frem – som en opfølgning på de seneste årtier fremskridt på skole- og uddannelsesområdet. Kreativiteten og udviklingsviljen i de fattigste områder vil få helt nye muligheder. Rent teknisk er det en udfordring, men ikke urealistisk. Der er allerede flere ambitiøse projekter på tegnebrættet.

Om områder som Sahel skal være med, er en politisk afgørelse, og det kræver nok, at opgaven overgives til for eksempel Unesco i stedet for private interesser som Tesla-bilens opfinder Elon Musk eller Google. Det er jo ikke tilfældigt, at jeg har medtaget ordet gratis. TC

Moskeen i Bogonam. Foto: Le Soleil dans la Main

Rapport om forholdet mellem religionerne

MÅNEDSFORTÆLLING JULI 2018

Tilbage i august 2011 handlede vores månedsfortælling om religion i Burkina Faso. Der stod blandt meget andet: ”Den seneste folketælling i 2006 noterer 60 procent muslimer. I Gorom-Gorom er der nu adskillige, ganske store moskeer, en katolsk og et par protestantiske kirker, men når kirkerne genlyder af sang og trommer, er det overvejende tilflyttede soldater og funktionærer, der sidder på træbænkene.

For langt de fleste burkinere er troen en stor del af identiteten, men det betyder ikke, at fundamentalismen fylder meget. Der ses sortklædte, tildækkede kvinder i Burkina, men de er få. De bogstavtro, der kun accepterer deres egen version af menneskets stræben mod gud, er et lille mindretal – i hvert fald blandt muslimer og katolikker men desværre ikke blandt landets protestanter.
Statistikken noterer godt fire procent protestanter, og der er i dag et utal af sekter og små, protestantiske kirker i Burkina.
Efter den officielle statistik definerer 99,6 procent af den burkinske befolkning sig som troende, men staten og den offentlige administration er sekulær, neutral i forhold til religionerne.
(De statistiske tal dækker hele landet. I det nordlige er det muslimske flertal langt større.)

Den beskrivelse kan vi stort set stadig stå inde for, men der er alligevel en god grund til, at The International Crisis Group, som er en uafhængig organisation, der arbejder for at forebygge krige og skabe en mere fredelig verden, i september 2016 udgav en fyldig rapport: ”Burkina Faso: Preserving the Religious Balance”.
I Burkina demonstrerede kristne og muslimer sammen i protest mod angrebet på det franske blad Charlie Hebdo i januar 2015, mens der i nabolandet Niger blev nedbrændt barer og kirker. Men som der står i rapporten: Selv om Burkinas model for fredelig sameksistens stadig er robust, er den ved at blive udhulet ved sin yderkanter (”eroded at the margins”).

På den ene side understreger langt de fleste stadig, at de forskellige religioner lever harmonisk sammen, i familierne, i landsbyerne og byerne. Og selv om stort set alle er troende, så siger en lang række interviewede, at tro er ikke den primære identitet. Man er menneske og sågar burkiner, før man er kristen eller muslim. Desuden har begge de to store importerede religioner omtrent den samme bagage med sig fra den oprindelige animistiske tro. Og ikke mindst er staten som nævnt sekulær. Men er den nu også neutral, og har den altid været det?

Det sidste kan man roligt svare nej til. Det er jo ikke tilfældigt, at mange muslimske forældre i Gorom-Gorom området op gennem det 20. århundrede har ment, at skolen havde en kristen tendens. Den er jo grundlagt af europæiske missionærer, og i mange årtier var skabelsen af en voltesisk/burkinsk elite præget af den store overvægt af kristne blandt de uddannede.

Den aktuelle anledning til en stigende interesse for det religiøse samarbejde er de seneste års mange terrorangreb, som islamistiske grupper tager ansvaret for. Venner af Burkina har med stor bekymring lagt mærke til, at mens de voldelige ekstremister tidligere udelukkende var udlændinge, så har der de sidste par år vist sig at eksistere en ekstremistisk, voldelig gruppe i Soum-provinsen i og nær byen Djibo, et par hundrede kilometer vest for Gorom-Gorom. Området er et af landets fattigste med en meget dårlig infrastruktur, for eksempel er der ingen god vej sydpå mod Ouagadougou. Store dele af befolkningen i Soum er frustrerede over at være provins, som synes glemt af centralstyret.

Men rapportens hovedemne er en historisk betinget muslimsk frustration over underrepræsentation i landets ledelse, såvel politisk og kulturelt som i administrationen. De burkinske myndigheder bør behandle emnet med stor forsigtighed. Risikoen for at puste til ilden, i stedet for at styrke det store flertals religiøse tolerance og afvisning af vold som religiøst middel, er reel. Organisationen opfordrer primært til, at man forhindrer marginalisering af muslimer ved at styrke deres ligestilling i samfundet.

Såvel regeringen som de muslimske ledere opfordres til at finde veje, som understreger den muslimske tros ligestilling i samfundet. For eksempel mener man, at de fransk-arabiske skoler skal have bedre vilkår, ligesom mulighederne for at tage en videregående uddannelse ved et arabisk universitet – som det allerede nu sker for mange studerende ved europæiske universiteter – bør forstærkes.
Det forhindrer dog ikke rapportens forfattere i at opfordre det muslimske samfunds ledere til at være opmærksom på risikoen for marginalisering af de koranskoledrenge, som alle rejsende har set med røde konservesdåser, når de tigger i gaderne.

Intolerancen og fundamentalismen blandt de muslimske troende er procentuelt langt mindre end i de protestantiske kredse. I Gorom-Gorom og Dori bed man allerede for årtier siden mærke i, at den protestantiske kirke ikke ønsker at deltage i udviklingssamarbejdet med katolikker og muslimer i foreningen UFC (De troende brødres forening). Baggrunden menes at være, at protestanterne tager deres tros opfordring til at skaffe nye tilhængere blandt anderledes troende mere bogstaveligt end de to større grupper, der tager afstand for den praksis. I kraft af protestanternes lille antal og ikke mindst, fordi den igangværende bølge af terror er islamistisk i sin selvforståelse, ses protestanternes holdning næppe som en aktuel trussel mod samfundet.

Den muslimske oplevelse af diskrimination er en langt større trussel mod det fredelige forhold mellem religionerne. Det nævnes for eksempel, at det er ubehageligt for mange troende muslimer, der opfatter ord som jihadist og islamist som legitime religiøse termer, at de i dag – blandt andet af medierne – bruges, så de indebærer en generel anklage mod det muslimske samfund.
Kilde: ”Burkina Faso: Preserving the Religious Balance”.

P.S. Initiativerne for at modarbejde, at terrorismen bider sig fast i det nordlige Burkina Faso og finder støtte i den lokale befolkning, er utallige og ikke kun militære. Vi kan betragte vores arbejde i Red børnene i Gorom-Gorom som en del af denne indsats.
På YouTube fortæller endvidere en ung mand fra Gorom-Gorom i marts 2018 til Droit Libre TV, hvordan han arbejder for at forhindre radikalisering af de unge i området. Baggrunden beskrives i en anden film fra samme selskab, hvor en kvindelig skoleleder nær Gorom-Gorom forklarer, hvorfor hun i marts 2017 lukker skolen midlertidigt, og den viser blandt andet optagelser fra en demonstration i nabobyen Dori, hvor regeringen opfordres til at tage truslerne alvorligt.

Familieplanlægning

Burkinsk plakat med budskab om familieplanlægning. "Lad os undgå graviditeter tæt på hinanden for at bevare moders og barns sundhed". Teksten i bunden lyder: "En lykkelig familie er en planlagt familie".

Burkinsk plakat med budskab om familieplanlægning. “Lad os undgå graviditeter tæt på hinanden for at bevare moders og barns sundhed”. Teksten i bunden lyder: “En lykkelig familie er en planlagt familie”.

MÅNEDSFORTÆLLING JUNI 2018

Emnet ses som en forlængelse af sidste måneds omtale af et forslag om at sende lastbiler med kondomer til Afrika for at bremse ”befolkningseksplosionen” – og som en opfølgning af fortællingen om den demografiske dividende fra oktober sidste år.

I februar 2017 fik Burkina Faso en ny sundhedsminister, Nicolas Meda, og han har allerede nu markeret sig stærkt. I den burkinske nationalforsamling har han gjort sig til en stærk fortaler for at lovliggøre abort, og han omtaler gerne familieplanlægning som en menneskerettighed: ”Det er de afrikanske kvinders egen beslutning, hvor mange børn de vil have, hvornår og med hvem.”

​I maj 2017 udnævnte han Anne Thieba, som er gift med den burkinske premierminister, som ambassadør for familieplanlægning, og internationalt er han blevet kendt som primus motor i et vestafrikansk initiativ fra juli samme år, hvor repræsentanter for ni lande har lovet hinanden at nedbringe befolkningstilvæksten. I en fem minutters video konstaterer han – på engelsk, at så længe hver kvinde føder seks børn, kan landene ikke få udbytte af den demografiske dividende. Det skal forstås sådan, at først når man har færre børn i forhold til mennesker i den produktive voksenalder, opstår dette ekstra udbytte for samfundsøkonomien – i den periode hvor de fattigste lande endnu ikke har så mange ældre at forsørge som de rige lande.

De ni vestafrikanske lande har derfor besluttet at øge de nationale budgetter for familieplanlægning med 10 % og søge international støtte til en yderligere satsning. Ambitionen er, at allerede i 2020 får hver kvinde i gennemsnit et barn mindre. Strategien består blandt andet i at tilvejebringe et personale, der kan tilbyde hver eneste husstand langtidsvirkende prævention, og at antallet af burkinske kvinder, der bruger moderne prævention, i den samme korte periode forøges med 3,2 millioner. I vores eget land var det især forbedrede livsvilkår, der bragte antallet af fødsler drastisk ned fra et gennemsnit på cirka syv pr. kvinde. Men også hos os har prævention haft betydning. Når vi i dag kan konstatere, at hver dansk kvinde i gennemsnit kun får cirka 1,7 barn, er det rimeligt at nævne den øgede adgang til forskellige former for prævention, ikke mindst p-pillen.

Jeg ser ikke de nye vestafrikanske initiativer som et dementi af, at fødselstallet kun kan nedbringe som led i en social og økonomisk udvikling. Snarere tværtimod, for kampagnen for familieplanlægning opstår jo i sammenhæng med andre tendenser i udviklingen. Som sædvanlig, når emnet er udvikling, er der nemlig ikke tale om et enten-eller, men et både-og. Der skal både overvindes social-økonomiske, praktiske og mentale barrierer for at dæmpe befolkningstilvæksten.

Hvis udviklingen fortsat skal gå den rigtige vej, skal der også fremover satses på adskillige sektorer samtidigt. Den nye kampagne kan ses som et udtryk for, at mange års økonomisk vækst og social udvikling nu skal knyttes til en forbedret familieplanlægning for at give de bedst mulige resultater.

I de små landsbyer og bopladser uden for Gorom-Gorom mener mange landbokvinder og deres mænd fortsat, at de får brug for mange unge hænder – ganske som deres forfædre har haft det, og at børnene desuden er deres eneste alderdomssikring. Det har de indtil videre muligvis ret i. Men når samfundsøkonomiens udvikling også for dem fører til, at det bliver en tydelig fordel at få færre børn, så skal de praktiske muligheder for at beskytte sig mod uønskede graviditeter være til stede, ikke mindst i form af en fungerende sundhedssektor med et personale, der blandt meget andet kan formidle mulighederne for familieplanlægning.

Det kan bare ikke gøres på bekostning af andre indsatser, for eksempel de seneste årtiers store satsning på grundskolen, og især på pigers skolegang. Skolegang giver både viden og horisont, selv når det faglige niveau er lavt. Piger, der ikke har gået i skole, er mere tilbøjelige til at lade gamle forestillinger overtrumfe selv den mest relevante, moderne folkeoplysning.

​M’Balla Sukaabe har efterhånden gennem mange år gennemført månedsmøder med et tema for børnene. Blandt emnerne har været unges seksualitet, uønsket graviditet og svangerskabsforebyggende metoder. Men disse emner har kun effekt i sammenhæng med mange andre emner, der har været taget op – og i kraft af, at alle ”vore piger” sikres skolegang.

Nemt er det bestemt ikke. Nicolas Medea har flere gange slået fast, at der er stærke konservative kræfter i samfundet, ofte religiøse, som modarbejder hans politik. Piger ude i de små samfund i Sahel-området kan stadigvæk støde på den holdning, at det er særligt flot at have født alene, uden hjælp af for eksempel en jordemoder. Og de religiøse ledere har ofte nemmere ved at hævde, at Gud eller Allah mætter alle de munde, han skaber, end til at støtte de nye initiativer. At flere amerikanske præsidenter, herunder den nuværende, følger de hjemlige højreorienterede, religiøse kræfters ønske om at forbyde enhver støtte til organisationer, der arbejder for abort og/eller prævention, begrænser desuden mulighederne for at få økonomisk støtte til en ny politik. Det kræver noget særligt at arbejde for familieplanlægning.

Jeg husker tydeligt, at jeg engang hos en katolsk hjælpepræst så en stor, sort tavle, hvoraf det fremgik, at han underviste landsbyens kvinder i forskellige former for prævention. Da jeg kommenterede, at det vist ikke lige var pavens politik, svarede han: ”Sådan skal pavens holdning nu ikke forstås.” Han havde med andre ord valgt den fortolkning af kærlighedsbuddet, som han lokalt kunne stå inde for, men det har næppe været et nemt valg at træffe.

Hvis du alligevel har åbnet for youtube for at høre sundhedsministerens oplæg, kan du også se en lokal leder i Oudalan-provinsen tale for familieplanlægning – denne gang på fransk. Som andre traditionelle ledere ved han, at en opfordring til at få færre børn kan være penibel. I stedet lægger han vægt på det ønskelige i at sikre større afstand mellem den enkelte kvindes fødsler. Resultatet er det samme, men budskabet er nemmere at tage imod i de miljøer, hvor prævention indtil nu har været noget for ”de hvide og dem inde i byerne”.
​TC 

Kvinder til 8.marts iført kjoler af ens stof. Det er almindeligt at udgive et årets stof på 8.marts.

Kvindernes internationale dag

MÅNEDSFORTÆLLING APRIL 2018

Den 8. marts er en af årets vigtigste dage i Burkina Faso, med utallige arrangementer over hele landet til støtte for kvindernes rettigheder, men den 26. februar meddelte den burkinske familieminister, der også er minister for national solidaritet, på en pressekonference, at den sædvanlige, store parade i Ouagadougou var aflyst, fordi den er dyr. Den 5. marts i år opfordrede hun derefter til, at den 8. marts i år helligedes medfølelse med de familier, der er i sorg efter terrorangrebet den 2. marts, og at demonstrationer og store arrangementer derfor blev udsat.

Beslutningen er forståelig, og hvert fald den anden begrundelse vakte ikke større modstand, men mon ikke de fleste har tænkt, at den reelle begrundelse oprindeligt var en helt tredje, men at den ikke skulle formuleres officielt. Den fjer i hatten skulle Al-Qaeda alligevel ikke have.

Som vi plejer, ringede vi på dagen til M’Balla Sukaabe for at ønske dem en god 8. marts. De fortalte, at kvinderne var på samlingsstedet, men at de ikke markerede dagen, og at der i år ikke ville være nogen officiel markering ude i byen. I modsætning til ministeren lagde de ikke skjul på, at baggrunden var, at man ikke ville provokere terrorister. En gruppe Sahel-kvinder, der fejrer kampdagen for kvinders rettigheder, er ikke just de ekstremistiske islamisters yndlingsbillede.
Og den 107. kvindernes dag, siden beslutningen blev truffet på et internationalt socialistisk kvindemøde i København, blev så i stedet hos vore venner i Gorom-Gorom en indrømmelse af, at terroristerne har opnået deres primære mål med deres voldelige aktioner At skabe utryghed. Militært er deres aktioner ikke truende, men psykologisk er de.

Kvindedagens historie i Burkina

Den 8. marts har sin egen historie i Burkina Faso. Præsident Thomas Sankara lagde i begyndelsen af den såkaldte revolution i 1983 vægt på kvindens betydning for samfundet og for revolutionen. Og det menes at være ham personligt, der opfordrede de burkinske kvinder til at holde sig hjemme den 8. marts og sende deres mænd på markedet for at købe madvarer – og bagefter lade dem overtage madlavningen.

Utallige mænd har på denne ene dag prøvet at blive til grin på markedet, fordi de ikke havde deres koners erfaringer. Og ved overtagelsen af andre traditionelt kvindelige pligter har de lært noget om de kvindelige kompetencer og forhåbentligt fået en øget respekt for deres indsats. Der er stadig nogle få, der gennemfører dette kønsrolleskifte en dag om året. For langt de fleste er det dog et minde fra 80’ernes Burkina Faso, et af mange der kalder på både respekt, nostalgi og smil.

I 1985 blev kvindernes dag i Burkina Faso udvidet til kvindernes uge, og fra den tid har den 8. marts været fridag i Burkina Faso. På samme tid blev nogle kvinder uddannet som jagerpiloter, selv om der ikke var fly at sikre dem et arbejde af denne type – for at markere, at der ikke er nogen grænser for, hvilke fag en kvinde kan påtage sig. De første kvindelige politibetjente, siddende overskrævs på en stor motorcykel i sort lædertøj, dukkede op i Ouagadougous bybillede. En ny progressiv kvinde- og familielov blev gennemført. Flere kvinder end tidligere blev engageret i det politiske arbejde og overtog lederposter i ministerier og administration.

I mange taler understregede Sankara, at kvindens ligestilling var en forudsætning for den sociale udvikling, der var revolutionens hovedformål – at kvinder ikke blot havde en rolle at spille, men en hovedrolle.

Det er værd at lægge mærke til, at disse og mange andre initiativer blev gennemført for 30-35 år siden, mens det kun er 25 år siden, at FN i sin kvindekonvention påbød alle medlemslande at bekæmpe stereotype kønsroller. Selve dagen blev dog allerede i 1977 anerkendt i FN som Kvindernes internationale dag, i år med temaet: ”Nu er det tid: Aktivister på land og i by omdanner kvinders liv.”

Happy women’s day
 
Billedet ”Happy womens’s day” er lagt på Facebook af Minata Coulibaly. I et andet opslag har hun videresendt seks punkter fra #IWD2018 #PressforProgress #journéesDesFemmes 2018, der giver et bud på, hvad kampen for kvinders rettigheder i dag handler om i Burkina Faso:

  1. Retten til selv at vælge sin ægtefælle. Stop for tvangsægteskaber.
  2. Retten til seksuel og reproduktiv sundhed. Nej til tidlige fødsler.
  3. Retten til uddannelse.
  4. Retten til at eje jord.
  5. Stemmeret og retten til at deltage i samfundslivet. Ja til kønskvoter i de politiske partier.
  6. Retten til vand.