Kategoriarkiv: Månedsfortælling

Nye tider på hjemmesiden

MÅNEDSFORTÆLLING MARTS 2021

I det meste af vores forenings levetid har vi gjort det samme for at få meningsfuldt liv på den hjemmeside, som du læser på lige nu: En gang om måneden har vi sendt en mail til vores medlemmer og fortalt, hvad den næste månedsfortælling handler om. Indimellem har vi så bragt nyheder og andet relevant stof.
I februars månedsfortælling fortalte jeg om de stigende vanskelighederne med på denne måde at orientere vores medlemmer om livet og vilkårene i M’Balla Sukaabe og i Gorom-Gorom generelt. For fremtiden er det derfor ingen selvfølge, at der kommer en månedsfortælling hver måned. Derimod vil I fortsat få en månedlig mail fra Ulla – nogle gange sikkert med udgangspunkt i en ”nyhed”, der er sendt ud i månedens løb.

Hvad der ikke forandrer sig, er vores ønske om at levere et billede af, hvordan det går for både deres og vores foreninger, og desuden levere et afbalanceret indtryk af udviklingen i området og ind imellem i landet som helhed.
Ikke mindst vil vi videregive vore venners nyheder, som vi modtager dem på mail, på sms og i telefonen. Det stof er ikke altid overensstemmende med det mørke billede, der tegnes af de store medier. Verdenspressen får jo sjældent lokale fremskridt med, for eksempel at der nu er asfalteret og desuden gadebelysning i dele af Gorom-Gorom. For os der har kendt området gennem årtier, er det – som for de lokale – væsentlige fremskridt. Derfor vil nogle opfatte vores dækning som mere subjektiv. Selv opfatter vi den som nævnt som mere afbalanceret.

Vi kan også fortælle, at kvinderne i M’Balla Sukaabe for tiden ikke opfatter corona-smitten som et stort, akut problem. Det kan skyldes, at den ikke rammer så voldsomt som hos os, der har en anden alderssammensætning i befolkningen og oftere bor i store byer. Måske er deres varmere klima en del af forklaringen og muligvis deres mange erfaringer med at inddæmme smitte fra andre epidemier.

De relativt få corona-ofre, der registreres i Burkina Faso som helhed, er også et udtryk for, at mange dødsfald med denne baggrund næppe noteres i de offentlige statistikker.
Derimod nævner vennerne i en sms, at det er et problem for dem, at der ingen afsætning er på kunsthåndværk på grund af de manglende turister. Det har jo tidligere været en ikke uvæsentlig del af deres indtægter. De kan heller ikke fortsætte med fabrikationen af balanites-olie, fordi terrortruslen gør det for farligt at indsamle nødderne. Derimod fortsætter de med at opfede får, som så sælges, når prisen er i top, og med havebruget.

Vi ønsker naturligvis ikke at skjule de alvorlige problemer, der præger hele landet og ikke mindst den nordlige del, hvor Gorom-Gorom ligger.
Men det er lige så vigtigt for os, at vi giver et afbalanceret indtryk af, hvordan situationen og udviklingen opleves af de lokale. Og netop i den sammenhæng har vi nogle muligheder, som ikke er en selvfølge for pressens internationale korrespondenter. TC

Sæbefremstilling

NYHEDER FRA KVINDERNE I GOROM-GOROM

MÅNEDSFORTÆLLING FEBRUAR 2021

Vores forening blev som bekendt grundlagt i 2003. I årene 2008-2011 udgav vi en kalender, som Jens Rossen leverede billederne til, og jeg skrev tekster. Siden da har vi hver måned udgivet en månedsfortælling på www.gorom-gorom.dk, og i flere år var de præget af, at der mindst en gang om året var medlemmer på besøg i Gorom-Gorom som deltagere i en fællesrejse.

Siden regntidsturen i 2012 har vi ikke kunnet besøge dem i Gorom-Gorom på grund af risikoen for kidnapning. Derefter fortsatte nogle medlemmer af både deres og vores bestyrelse nogle år med at mødes et par dage i hovedstaden Ouagadougou. Det gav mulighed for at vende en masse spørgsmål, at gennemgå kvitteringer, at drøfte de aktuelle sager og ikke mindst at forstå hinanden på den baggrund, det giver, når man mødes og kan se hinanden i øjnene, mens man taler – og at have tid og mulighed for at tage et emne op flere gange, når der var brug for at drøfte noget i den ene eller i begge grupper.

Fra terrorangrebet i Ouagadougou i januar 2016 har der ikke været fællesrejser til Burkina, men vi har nydt gavn af, at flere bestyrelsesmedlemmer har deltaget i tilsvarende rejser i nabolandene Benin og Togo – så vi efter den ordinære tur fortsatte til Ouagadougou i bil med henblik på at møde kvinderne og Abdoulaye dér. Efter 2018 har der også været lukket af for den mulighed, men selv om vi ikke kan være fysisk sammen med repræsentanterne fra Gorom-Gorom, har vi benyttet både mail og mobiltelefoner til en hyppig kontakt. Ikke desto mindre bliver det sværere og sværere at få en detaljeret og konkret oplevelse af, hvordan det går i deres forening.

I et forsøg på at råde bod på det problem har vi flere gange sendt dem en opfordring til at skrive en mail om deres aktiviteter og debatter. Herunder er en oversættelse af deres seneste svar:

Hej, kære venner.

Med hensyn til aktiviteter så laver vi stadigvæk de samme ting, såsom opfedning af dyr, havebrug og salg af grøntsager, sæbe med sheasmør. Vi laver ikke længere balanites-olie, fordi vi ikke kan gå ud i steppen på grund af sikkerhedssituationen.
Når vi debatterer, taler vi især om, at der er to år tilbage, hvor I støtter os økonomisk. Og vi spørger os selv, hvordan vi kan fortsætte med at støtte børnene. Vi lægger vægt på, at vi skal øge vores egne bidrag.

For tiden sker de det hos os med hensyn til sikkerheden, at flere landsbyers befolkninger fra tid til anden kommer til Gorom-Gorom, fordi de flygter fra terroristernes kampe og trusler.

Med hensyn til Covid-19 så er situationen fordelagtig, og vi holder derfor stadig til på samlingsstedet. Medlemmerne af bestyrelsen er dog delt i to grupper, når de tager ud til samlingsstedet på grund af Covid-19-risikoen.
Med hensyn til skolegangen, så er situationen lige nu stabil, og undervisningen foregår normalt.

De internt fordrevne er bosat på pladser øst for Gorom-Gorom. NGO’er og Action Sociale hjælper dem.
Til sidst vil vi nævne, at markedet er dyrt. Den stigende befolkning har medført dyrtid på fødevarer.

Efter modtagelsen af dette svar har vi fået bekræftet, at de også stadigvæk arrangerer de traditionelle fællesmåltider, hvor børnene og de unge diskuterer et tema med en kvalificeret oplægsholder. I den kommende måned diskuterer de igen den manglende sikkerhed. TC

At nærme sig hinanden

En af mine burkinske venner sagde engang, at han ind gik ind for international adoption, for at mennesker med forskellige hudfarver kunne blande sig mest muligt med hinanden: ”På den måde vil der en dag ikke være mere racisme, når vi en dag alle sammen er blevet lysebrune.”
Denne måneds spørgsmål er dog ikke, om den vision er ved at blive realiseret. Men om vi og de som samfund og som mennesker kan siges at nærme os hinanden, ikke mindst i den forstand at vi ligner hinanden. Nogle vil mene – oftest i en politisk betragtning af vor tids aktuelle spørgsmål – at det er gået lige modsat.

Klimaforandringer

Lad mig først tage udgangspunkt i et af vore dages store emner: klimaforandringerne. Det er et brændende og aktuelt spørgsmål, og uanset hvor stor forskel, der er i den måde klimaforandringerne truer os, så er det et emne, vi er fælles om at diskutere, både med hinanden i hver sit land og mellem lande og verdensdele. Vi sidder på den samme side af bordet, så at sige.
Det er en helt anderledes situation end den tørke, der prægede ikke mindst Sahel-området op gennem 1970’erne og 1980’erne. I vores samfund blev den betragtet som et fænomen, der truede ”de andre”, og som vi skulle hjælpe dem med. Vi var stort set enige om at betragte os som overlegne, mens de lokale i blandt andet det nordlige Burkina Faso i de år var ydmygede af både fattigdom og afhængighed. På det psykologiske plan er den nuværende situation omkring klimaforandringerne langt mere ligeværdig.

Moderne teknologi

Brugen af de moderne teknologier, i Burkina Faso især blandt de unge i byerne, er et andet eksempel. Det er et felt, hvor de bruger metoder og vaner, der minder om vores – og nærmer sig vores praksis i et langt hurtigere tempo, end da det har gjaldt om at opbygge moderne skolegang og uddannelsessystemer. Hvis man tænker på, hvordan de netop overståede valghandlinger i burkinske landsbyer blandt andet bliver gennemført og formidlet ved hjælp af moderne teknologier, så er det tydeligt, at afstanden mellem deres og vores praksis nu ligger tættere på hinanden, end den var, da vi lærte hinandens samfund at kende.

Det er i øvrigt ikke så mange år siden, at en dansk ambassadør i Burkina Faso sagde til pressen, at han ikke forventede en situation, der kunne sammenlignes med det arabiske forår, fordi smartphones endnu ikke var udbredte. Under den folkelige opstand i 2014 var de en væsentlig faktor.
Forleden så jeg på Facebook, at en ung burkiner fortalte sine venner, at han indtil videre var udstationeret i Canada og mindede dem om sit WhatsApp-nummer.

Samfundsmæssig udvikling

Deres generelle samfundsmæssige udvikling, i blandt andet økonomisk forstand, har betydet, at forskellen på dem og os er blevet mindre, psykologisk set. Det skal ikke forstås sådan, at jeg påstår, at verdens udvikling er lighedsskabende (som bekendt er det tværtimod sådan, at de allerrigeste ejer stadigt mere i forhold til den fattigste halvdel af menneskene), men når de fattiges samfund går fra at være præget af selvforsyning og eksistensminimum til et begrænset materielt forbrug, så har vi lettere ved at forstå hinanden, fordi vi trods alt befinder os i den samme samfundstype, om end i hver sin ende af skalaen.  

Jeg kunne også pege på, at frygten for islamistisk præget terror er fælles for mange mennesker hos både dem og os, og at den, alt andet lige, bringer os nærmere hinanden.

Multikultur

Som en afgørende faktor vil jeg til sidst nævne de moderne europæiske samfunds stigende karakter af multikultur. Vores eget land var jo indtil for få årtier siden præget af en udpræget enhedskultur, og meget tyder på, at vi nu langsomt bevæger os mod en mere multikulturel tilstand. Hvad det kommer til at betyde for vores grundlæggende opfattelse af ”de andre”, er ikke til at sige med sikkerhed, men det ser meget ud til, at vores og deres samfund også i den forstand nærmer sig hinanden. De har jo været multikulturelle ”altid”, og det har sat sit store præg på deres traditionelle tankesæt og deres traditioner. Jeg mener ikke mindst at kunne se en afgørende udvikling i vores danske måde at tænke på, så den allerede nu ligger tættere på deres. Det er sjældnere end for årtier siden, at vi danskere tænker og reagerer enstrenget. Oftere tager vi højde for sammenhænge og søger at se helheder, undertiden komplicerede sammenhænge. Netop dette tankesæt, mener jeg, har ”altid” præget den vestafrikanske kultur.
Jeg vil derfor tillade mig at udlede, at hele denne tilnærmelse – som jeg her har givet nogle få og kun skitserede eksempler på her – er udgangspunkt for en stigende ligeværdighed i vores indbyrdes forhold. Dét er pointen, og uanset alle forskelle mellem dem og os, og uanset hvor mange problemer, der banker på for at blive løst, er den afgørende vigtig.

Om så afgørende værdier går tabt, hvis vi efterhånden ligner hinanden mere og mere, så vi kulturelt bliver lysebrune alle sammen, og særpræg og forskelligheder dermed forsvinder, det er bestemt et emne, der er værd at tage op, men det er en anden historie. TC

Forventet levealder

MÅNEDSFORTÆLLING DECEMBER 2020

I månedsfortællingen fra august skrev jeg at Man kan naturligvis ­– af flere grunde ­– ikke bruge disse sammenligninger til at placere Burkina Faso på en dansk udviklingslinje og dermed sige, hvor de er ”nået til”. Det mener jeg stadigvæk, når vi taler generelt, og udvikling er et meget generelt begreb, men når det drejer sig om noget så specifikt som den forventede levealder, så er det jo noget andet. Forventet levealder udgør den række år, et nyfødt barn kan forvente at leve – når det altså har overlevet sin fødsel, beregnet ud fra den aktuelle dødelighed i et samfund. Og når vi ser så konkret og begrænset på en bestemt udviklingsfaktor, kan vi med rette påstå, at den forventede levealder i Burkina Faso ”er nået til” det punkt, hvor Danmark var i 1930, nemlig 61 år.

Til gengæld er den forventede levealder ikke blot et begreb blandt mange andre. Det siger mere end de fleste en masse om et samfunds økonomi, sundhedssektor, demokrati, undervisningssystem og meget andet. Hvis vi ikke kan komme i tanke om specielle undtagelser – for eksempel på grund af en epidemi eller krig – så er det vel et af de mest dækkende faktorer af de mange, vi har i spil, når vi prøver at beskrive et samfunds udvikling generelt. Det er da også et af tre nøgleord, når verdens lande rangordnes efter principperne i Human Development Index.

I Burkina Faso har stigningen stort set været regelmæssig fra landets uafhængighed under navnet Øvre Volta i 1960. Da var den forventede levealder 34 år. I 1985 var man tæt på at nå 50 år, men ikke mindst aids betød, at den milepæl først blev nået efter knap 15 års stagnation. I 2015 nåede man så 60 år. Fra andre statistikker ved vi, at tallet i Sahel-området er knap to procentpoint lavere end i Burkina Faso som helhed. Samtidigt ved vi, at tallet også i Afrika generelt er lidt højere for kvinder end for mænd.

Det burkinske sundhedsministerium offentliggør på deres hjemmeside en række dødsårsager, som kan forklare noget af forskellen på den række år, en nyfødt dansker og en burkiner kan forvente at se frem til. Malaria er stadigvæk suverænt den største dødsårsag i landet, og to tredjedele af ofrene for malaria er børn under fem år (en 20-årig dansker kan nu forvente at blive cirka 90 år).

Ifølge FN’s sundhedsorganisation WHO skyldes næsten 60 % af alle dødsfald i Burkina smitsomme sygdomme. Indtil videre spiller COVID-19 ikke nogen rolle i den statistik. Midt i juli 2020 er der registeret 53 corona-dødsfald blandt de knap 20 millioner burkinere (i Danmark er det tilsvarende tal 609). Det samme kan man sige om antallet af burkinere, der er blevet dræbt af terrorister gennem de seneste fem år, selv om tallet er større, nemlig cirka 650. Men man kan naturligvis med rette tale om, at begge faktorer er en reel trussel mod det burkinske samfund, og at de begge ser ud til at bremse tempoet i den burkinske udvikling, i hvert fald hvad angår økonomien.
Dødeligheden ved malaria er heldigvis faldende i Burkina Faso, fra 2010 til 2018 endda næsten halveret. Beregningen er baseret på en opgørelse fra sundhedsklinikkerne. TC

Abdoulayes mor blev over 90 år gammel.

Identitet

Først som koloniseret og siden som terrormodstander

MÅNEDSFORTÆLLING NOVEMBER 2020

Siden den franske kolonimagt for cirka 100 år siden trak nogle streger på landkortet, som derefter definerede Øvre Volta, har befolkningen i det område, der nu hedder Burkina Faso, gennemlevet to store, længerevarende og afgørende kriser.

Den første blev skabt af nationens fødsel som koloni. Heri lå et forhold til det styrende land, kolonimagten, som ikke blot var præget af et afgørende modsætningsforhold. Det lå i selve strukturen, at magthaverne følte sig overlegne på en række felter, og at områdets befolkningsgrupper i stor udstrækning blev frataget deres oprindelige identitet. I kraft af europæernes militære og teknologiske overmagt lod de fleste voltesere sig indordne i et forhold, hvor de selv var den underlegne og ydmygede part.

Vi ved fra individuelle forhold, hvor ødelæggende det er, når den underlegne indtager offerrollen. Noget tilsvarende har præget kolonitidens logik. Når de to roller således passer sammen i en overlegen-underlegen relation, styrkes magtens identitet som overlegen i omtrent samme grad, som den underlegnes identitet svækkes. Dette forhold mener jeg, har også præget starten på det, der ofte er kaldt neo-kolonialismen, altså perioden efter den formelle uafhængighed i 1960. Og det har skabt utallige efterdønninger, som kan aflæses i den situation, som lederen af revolutionen i 1983, Thomas Sankara, reagerede på. Denne underlegne rolle blev tilmed forstærket i et område som Oudalan-provinsen, da flere års tørke skabte en ydmygende social nød i de nordlige provinser, som fandt sin modpol af bedreviden i de vesteuropæiske stater og udviklingsorganisationer.

Nutidens virkelighed og perspektiverne for fremtiden er præget af terrortruslen, og en forudsætning for, at vi kan se optimistisk på de kommende årtier, er en formodning om, at terroristerne taber deres kamp for at skabe en islamistisk stat i Vestafrika, som indeholder Burkina Faso. Jeg har før brugt sammenligningen med koloniseringen for at minde om, at terrorismen trods alt fik en ende. Denne gang vil jeg pege på et vigtigt karakteristisk træk ved forholdet mellem den burkinske befolknings store flertal og netop terrorismen. Modsætningen mellem disse to parter i den igangværende konflikt, bygger på burkinske værdier, der er oparbejdet gennem adskillige årtier, og som har præget de seneste årtiers udvikling. Og der er næppe grund til at frygte, at modsætningsforholdet vil svække befolkningens tro på egne værdier, så som tolerance og demokrati, som det var tilfældet i kolonitiden. Tværtimod ser det trods terrorens udbredelse ud til, at de fleste burkinere bliver styrket i deres forankring i individuelle og samfundsmæssige værdier, der langt hen ad vejen kan kaldes de modsatte af Al-Qaedas.

Der ser ud til at være afgørende forskel på terrorismens konsekvenser og koloni-forholdets svækkelse af befolkningen. I øjeblikket ser det ud til, at næsten alle i administrationen og i den civile befolkning tager afstand til både kolonitidens undertrykkelse og fornedrelse og fra terrorismen. I det man kunne kalde det lange, seje træk, har burkinerne fundet en metode og en identitet, der har styrket dem, og de tanker, der i Europa især var populære i 1970’erne, at sand uafhængighed kun kan opnås gennem en blodig befrielseskrig, er ikke i spil.

Vel har der været tale om dramatiske perioder, som kupforsøget i 2015, som blev stoppet af folkelig modstand, men krigsførelse har ikke været en del af kampen for reel selvstændighed. Betydningen af at et samfund på cirka 20 millioner indbyggere har over en million internt fordrevne, og at hundreder er blevet dræbt eller såret i forbindelse med terroraktioner de seneste fem år, skal naturligvis ikke undervurderes. Men man kan trods alt ikke kalde den militære trussel fra terroristerne for akut.

Truslen om en ødelæggende social krise som følge af de mange internt fordrevne er alvorlig, men i øjeblikket heller ikke akut. Snarere ser det ud til, at denne krise styrker burkinernes evne og vilje til at holde fast i deres værdier. Det er i sig selv en grund til at støtte M’Balla Sukaabes arbejde i Gorom-Gorom.

Mens ovenstående ligger som månedens fortælling på vores hjemmeside, afholder burkinerne et dobbeltvalg, til både præsidentposten og til Nationalforsamlingen den 22. november. Ikke så lidt af den selvtillid, der har præget befolkningen de seneste årtier, afhænger af, hvordan denne valgdag forløber.

Planer for fremtiden

MÅNEDSFORTÆLLING OKTOBER 2020

Sommermødet er blevet en institution vi vores forening. Ideen kom oprindeligt fra Alex Holm Jensen, da han var medlem af bestyrelsen. Vi i bestyrelsen nyder den ene gang om året, hvor vi mødes med god tid til at tale om et bestemt tema.

Inden mødet den 6. september havde vi fået en mail fra kvinderne i M’Balla Sukaabe, hvor de gjorde rede for hvilke aktiviteter, de har gang i. Man kan få et indtryk af det hele ved at læse månedsfortællingerne fra juni og juli 2019. Billedet er stort set det samme. Dengang vi kunne besøge projektet i Gorom-Gorom, var det rimeligt nemt at overskue, hvordan samarbejdet udviklede sig. Det gik også ganske godt i de år, hvor terrortruslen ganske vist havde sat en stopper for disse besøg, men hvor vi stadigvæk kunne mødes i Ouagadougou. Efter at både terror og corona satte en stopper for også sådanne rejser, må vi satse på kvindernes egne beskrivelser i form af mails og telefonsamtaler. I år var sommermødets tema for første gang det samme som sidst – hele spørgsmålet ud, hvordan vi kan udfase samarbejdet på en god måde.

Efter flere timers møde ringede vi som aftalt til kvinderne via WhatsApp. Det er et meget brugt system i Afrika, og vi havde stor fornøjelse af at se hinanden og høre hinandens stemmer og latter. Den succes vil vi sikkert gentage i forbindelse med kommende møder. Vi understregede ikke mindst over for dem, at det ville være os en stor glæde, hvis de kunne finde en samarbejdspartner, så de får et nyt grundlag at fortsætte på, efter vores hjælp stopper. De har fortalt os, at den kontakt de har fået med den afrikanske organisation AIRD, ikke indeholder sådanne perspektiver for dem – bortset fra at nogle af de unge håndværkere, de har skaffet en faglig lokal uddannelse, skal hjælpe med at bygge midlertidige beboelser til internt fordrevne i Gorom-Gorom. Vi vil jo sikre os, at de ikke tror, at en bredere kontakt med en anden samarbejdspartner end os bliver opfattet som mangel på trofasthed. Det er blot et enkelt eksempel blandt mange, hvor vi – ofte famlende – har prøvet at tage højde for, at de og vi kommer fra hver sin kultur.

Men især bekræftede vi, at vi nærmer os en udfasning af vores arbejde. Aldersfordelingen i både medlemsskaren og i bestyrelsen taler sit tydelige sprog, og vi opfatter det som håbløst at forsøge at forynge foreningen – i betragtning af de problemer med at mødes, som er nævnt ovenfor. Samtidigt understregede vi, at vi ikke er ved at lukke her og nu – uden at nævne et bestemt slutår. I diskussionen, der kom forud for disse WhatsApp-samtaler, havde vi talt om, at det stadigvæk er sandsynligt, at 2023 bliver det sidste ”normale” år, så vi derefter trapper ned og gradvist sender de penge, vi på det tidspunkt har og forhåbentligt modtager. Indtil da er det meget vigtigt for os i bestyrelsen at have mange medlemmer bag os. Det giver en afgørende arbejdsglæde, at så mange trofast holder ved. Derfor opgav vi under mødet tanker om at ændre foreningens struktur. Den nedlægges altså først som forening, når vi stopper aktiviteterne.

Vi genoptog også et tidligere diskuteret ønske om gradvist at kunne lægge mere og mere ansvar over på kvinderne i M’Balla Sukaabe. Det er svært at se, hvordan den proces skal foregå, når vi også fremover skal overholde blandt andet de økonomiske regler for danske foreningers arbejde. Og ikke mindst var forudsætningen for den strategi, at Gorom-Gorom ville udvikle sig, så de lokale myndigheder kunne påtage sig et stadigt større socialt ansvar. Denne udvikling er sådan set i gang på mange områder.

De lokale myndigheder er ligesom de landsdækkende i Burkina Faso stærkere, end da vi startede arbejdet i 2003. På adskillige områder er der tegn på en god udvikling, men samtidigt er det en kendsgerning, at der i dag stilles nye og store krav til både myndighederne og civilsamfundet. Baggrunden er ikke mindst terroren i Sahel-området, hvor Gorom-Gorom jo ligger, herunder de mange internt fordrevne, der på nogle måneder har mere end fordoblet byens indbyggertal. Foreningen M’Balla Sukaabe er kun sporadisk involveret i det hjælpearbejde, der er sat i værk for disse nye naboer, men det geografiske område, de arbejder i, er naturligvis voldsomt præget af de nye udfordringer. Samtidigt står M’Balla Sukaabe for nogle værdier, der stort set kan beskrives som de modsatte af terroristernes. Vi satser på, at vore medlemmer vil være med til at hjælpe dem så længe, vi kan, og i den sidste ende være med til, at vi lukker ned på en planlagt og organiseret måde. Forhåbentligt ser deres fremtid på det tidspunkt lidt lysere ud end i dag.

Endnu et sommermøde om fremtiden

MÅNEDSFORTÆLLING SEPTEMBER 2020

Bestyrelsen holder hvert år et sommermøde. Formålet er ikke mindst at have et bestyrelsesmøde, hvor vi har god tid til at diskutere årets tema. På de andre bestyrelsesmøder går tiden nemt med at holde os alle sammen à jour om de ting, der sker mellem møderne og aftale, hvem der laver hvad.

Kvindernes mange forskellige aktiviteter er beskrevet i månedsfortællingerne fra juni og juli 2019. Vi forsøger at holde os orienteret om, hvordan det hele går. Denne fortælling er en optakt til det næste sommermøde, som vi holder den 6. september i Odder. Og temaet er det samme som til sidst: Udfasning af vores forening.

Sidste år ”aftalte” vi at nedlægge vores forening og den form for det samarbejde, som vi gennem årene har bygget op med M’Balla Sukaabe. Tanken er, at det skal ske i 2023, når vi har været i gang i 20 år. Citationstegnene om ordet ”aftalte” skyldes, at vi var bevidste om, at den slags beslutninger kan laves om. Vi skrev i referatet, at det jo kunne ske, hvis for eksempel økonomien ændrer sig. Alt det er mere udførligt beskrevet i månedsfortællingen fra oktober 2019.

Økonomien har faktisk ikke ændret sig meget det seneste år, men det er der andet, der har.

Baggrunden for diskussionen er dobbelt: Vores forenings medlemmer, herunder bestyrelsesmedlemmerne, bliver ældre, og der er ikke noget, der tyder på, at yngre kræfter er klar til at tage over. Det andet hensyn er, at vi ønsker at afslutte arbejdet planlagt og i ro og orden. Kun sådan kan vi undgå, at der hænger børn og unge fast i et forløb, vi har finansieret begyndelsen til, uden at gøre det færdigt. Desuden kommer det væsentlige hensyn, at det synes rigtigt at afslutte denne form for hjælpearbejde på et planlagt tidspunkt, så det i god tid står klart for samarbejdspartneren, at de selv skal tage hele ansvaret. Vi har begge parter lært meget i de forløbne år, og burkinernes nye viden og praksis skulle gerne føre til, at de fører deres indsats over i en ny fase.

Allerede sidste år var terrortruslen en kendsgerning. Et foruroligende aspekt er dog kommet til. Der er nu over en million internt fordrevne i landet, og den oprindelige befolkning i Gorom-Gorom er mere end fordoblet. I september 2019 refererede vi i en månedsfortælling vennernes indtryk, da den første bølge af nye indbyggere kom til Gorom-Gorom. Vennerne fortæller nu, at kun nogle af dem, der er flygtet fra de nærliggende landsbyer – enten efter terroraktioner eller efter trusler fra terrorister – er taget tilbage i regntiden for at dyrke deres marker. Som helhed synes problemet at være fjernt fra en løsning. Desuden er området truet af corona-smitte, som vi gjorde nærmere rede for i månedsfortællingen fra maj 2020. Mens disse linjer skrives, er der igen styr på inddæmningen, og karantænereglerne, som for eksempel har forbudt enhver rejse til nabobyerne, er ophævet. Men truslen er permanent, og økonomien ramt for alle.

Vi aftalte sidste år at overveje i år, om vi kan organisere, at nogle fra vores bestyrelse mødes med kvinder fra M’Balla Sukaabe, eventuelt i et naboland. Corona-smitten gør det nok nemt at beslutte, at det er udelukket.

Som noget nyt har vi i år aftalt med kvinderne, at vi på et bestemt tidspunkt ringer til dem på WhatsApp for at tale om med dem om deres og vores holdning til fremtiden. Også medlemmernes mening er vigtig for os i bestyrelsen, så hvis du vil skrive noget til os inden mødet den 6. september, så er du meget velkommen. Karens mailadresse er: karenlundtofte@gmail.com. TC

Den store grønne mur tværs over Afrika. Source: Agence Africaine de la grande muraille verte

Til sammenligning – et udviklingsperspektiv

MÅNEDSFORTÆLLING august 2020

Vi foretager ind imellem sammenligninger i disse månedsfortællinger – som regel en sammenligning af burkinske realiteter i tid, mellem før og nu. Og ofte giver en sammenligning baggrund for en vis optimisme, alle aktuelle problemer til trods. Her vil jeg især sammenligne deres samfund og vores. Også det sker i et forsøg på at formulere, hvordan fremtidsperspektivet ser ud for mig. Jeg ser i øvrigt mest på udviklingen i Afrika syd for Sahara og inddrager altså ikke den arabiske verden i Nordafrika.

Lad mig starte med oplevelser fra de nutidige corona-tider. I vores del af verden er noget af det mest markante, at politikerne har brugt krisen til at bekræfte det nationale tilhørsforhold i stedet for at styrke den regionale og internationale samarbejde. Mange europæere har – måske reflektorisk – søgt sammen, beskrevet risici og søgt løsninger inden for deres etniske og nationale stat. Arbejdet med den store grønne mur i form af et 8000 kilometer langt beplantet bælte i Sahel-området – fra Senegal til Djibouti – kan ses som et symbol på det afrikanske perspektiv. Og reformer inden for valuta-området, som det blev omtalt i seneste månedsfortælling, er et andet eksempel på det store, tunge træk, der ser ud til at være i gang. I min optik er det en kamp for det såkaldt sorte Afrikas status som en ligeværdig international partner og mod både materiel fattigdom og den ydmygende stilling, der har præget Afrikas position i verden gennem århundreder. (At det netop har været slave- og kolonitiden, der som udgangspunkt har beriget vore samfund, som har forarmet Afrika, skal vi ikke beskæftige os med i denne fortælling. Jeg kan dog ikke lade være med at bemærke, at i de knap tyve år, hvor vores forening har eksisteret – uden at antyde nogen sammenhæng, er der sket en markant udvikling af den europæiske bevidsthed om dette forhold).

Nu kommer en foreløbig pointe inden for denne måneds emne: Det vil efter al sandsynlighed vise sig lettere fra de afrikanske lande at knytte sig sammen regionalt, end det har været for os europæere, fordi de fleste afrikanske nationalstater er nye og ikke mindst knyttet til kolonitiden. Det vil vise sig i løbet af de næste årtier. Og her kommer en anden sammenligning mellem vores danske og deres burkinske samfund, hvor jeg ser ligheder snarere end forskelle. Efter en flere hundrede år lang periode med en hidtil uset økonomisk og materiel udvikling i Europa er Danmark i dag blandt de rigeste og bedst fungerende samfund. Det er vi blevet, selv om det for cirka 200 år siden så ud til at ville gå helt anderledes for vores lille plet på landkortet. Vi var et land uden væsentlige råvarer, der kunne danne udgangspunkt for produktion og eksport. Og vi lå klimatisk betænkeligt i et udviklingsperspektiv. Desuden var århundredet begyndt med Københavns bombardement og tabet af flåden. Efter 1849 havde et meget begrænset folkestyre afløst det kongelige diktatur (som vi kalder enevælden), kort tid før vi mistede Sønderjylland i 1864. Men i disse krisetider havde vi den folkelige vilje til at udvikle os, og det skete ikke mindst i kraft af et stærkt civilsamfund – i form af højskole-, andels- og arbejderbevægelsen.

På samme måde kan man med rette beskrive Burkina Faso – og herunder ikke mindst Gorom-Gorom området – som et fattigt område, der har over 100 års ydmygende undertrykkelse bag sig, og som hverken har klimaet eller den geografiske placering med sig. Men også som et samfund, hvor befolkningen har en klar udviklingsvilje og et stærkt civilsamfund – i hvert fald sammenlignet med lande, vi plejer at sammenligne det med. Vi har set bondegrupper og andre dele af civilsamfundet opnå stor udbredelse og indflydelse. Desuden har ikke mindst den burkinske revolution i 80’erne lagt grunden til en ny og ganske stærk folkelige selvbevidsthed, der i de seneste år har fundet en plads i for eksempel foreningen Balai Citoyen, som spillede en hovedrolle i den opstand, der betød enden på Blaise Compaorés styre. Man kan lokalt i ”vores eget område” også nævne organisationer som M’Balla Sukaabe og Association Tartit.

En væsentlig baggrund for de danske fremskridt kan tilskrives, at vi i løbet af det 19. århundrede fik børnene i skole, begge køn. Selv om kvaliteten og mængden af skoletid og læring var stærkt begrænset indtil omkring begyndelsen af det 20.århundrede, skal den faktor bestemt ikke undervurderes. Og vi kan også her sammenligne med burkinske resultater og problemer. De har opnået en rimelig national dækning og kvalitet i begyndelsen af det nuværende århundrede. Man kan naturligvis – af flere grunde – ikke bruge disse sammenligninger til at placere Burkina Faso på en dansk udviklingslinje og dermed sige, hvor de er ”nået til”. Men man kan bruge dem til at se mere optimistisk på fremtidsudsigterne på lang sigt, end der er baggrund for, hvis vi begrænser os til at se på de aktuelle materielle problemer i Gorom-Gorom, corona-smitte og terrortrusler.

Måske kan det give mening og energi til den nuværende, nødvendige indsats, at vi endnu engang husker de burkinske ordsprog: Selv om natten er lang, bryder dagen frem til sidst. Og: Når natten er sortest, nærmer daggryet sig. TC

Nye tider på vej

Cfa bliver til eco, og afrikanske lande søger samarbejde på egne vilkår

MÅNEDSFORTÆLLING JULI 2020

En ganske pæn del af vores forenings medlemmer har et glas med et trælåg, som Henning Lytoft har drejet med en burkinsk mønt i midten, oftest en 100 cfa francs. I en tidligere månedsfortælling om landets formelle uafhængighed fra den franske kolonimagt blev det fortalt, at da den første forfatning sat i kraft i 1969, var landet allerede medlem af franc-zonen. Cfa betød oprindeligt Colonies françaises d’Afrique. Det blev ændret til Communauté française d’Afrique og senere igen meget praktisk til Communauté financière d’Afrique.  

Denne sprogrensning kan dog ikke ændre ved, at cfa-francens afhængighed af den tidligere kolonimagt ofte har mindet burkinerne om, at cirka 60 års kolonitid blev afløst af lige så lang tids såkaldt neo-kolonialisme. Men nu er endnu en epoke slut på det finansielle plan. Cfa-francen liver erstattet af den nye møntfod, eco’en, som er betalingsmiddel i det samme område, men uafhængig af Frankrig.

Blandt mange andre har vi, der har rejst i flere lande i Vestafrika, nydt den fælles valuta for Burkina Faso, Benin, Elfenbenskysten, Niger, Senegal, Togo, Mali og Guinea Bissau – og på samme måde har mange oplevet det som upraktisk, hvis man på en Vestafrika-rejse kom ind i Ghana og måtte veksle til en helt anden møntfod, cedi’en.
I december 2019 blev det besluttet at udskifte cfa’en med den nye eco, og den reform repræsenterer et væsentligt skridt i kampen mod landenes ydmygende afhængighed af Frankrig.

Corona-krisens pres på de afrikanske økonomier har ikke kun udsat den praktiske gennemførelse af reformen. Krisen menes at have styrket den afrikanske interesse for projektet. Det er nemlig blevet stadigt tydeligere for de afrikanske ledere, at den franske dagsorden ikke nødvendigvis er den samme som deres. Ikke mindst er de stadigt mere optagede af at tilrettelægge deres finanspolitik, så den fremmer skabelsen af job, især for de unge.

Grundlæggende har cfa-konstruktionen været præget af fransk kontrol med de tidligere koloniers finanspolitiske handelsmuligheder. Når reformen efter planen gennemføres senere i år, vil Centralbanken i de vestafrikanske stater (BCEAO) ikke længere deponere halvdelen af ​​sine valutareserver hos den franske statskasse, og de franske myndigheder vil ikke længere være repræsenteret i den nye valutas styringsorganer. Der vil dog stadig være tale om, at kursen fastholdes i forhold til euroen.
Burkinas naboland mod syd Ghana, den tidligere engelske koloni Guldkysten, blev nævnt ovenfor, og det er ikke uvæsentligt for den nye valutas fremtidsudsigter, at netop Ghana har meldt sig interesseret i at indtræde i ordningen.

Det afrikanske kontinent er som helhed i gang med en proces, der har til formål at skabe og styrke frihandel og andre økonomiske samarbejdsformer mellem de afrikanske lande. Det er stadigvæk sådan, at både infrastrukturen og bureaukratiet gør det nemmere for dem at handle med europæiske lande, ikke mindst den tidligere kolonimagt, end at handle indbyrdes.
Planerne om at udbygge og modernisere jernbanen fra Abdidjan til Ouagadougou og fortsætte sporene til Nigers hovedstad Niamey og derfra sydpå til Benin er et af mange udtryk for denne proces.
Mange af os husker de gamle landkort, der viser, hvordan det enkelte lands transportveje er gået til en udskibningshavn med henblik på at styrke eksporten til kolonimagten, men meget sjældent på kryds og tværs til de afrikanske nabolande. Det hører på samme måde til kolonitidens og neokolonialismens epoke, at det ofte har været nemmere at flyve fra et afrikansk land til et andet via en europæisk lufthavn. Det er desuden ambitionen at skabe en ny intern turisme, hvor afrikanere i stigende grad besøger hinandens lande.

En af de mange bøger, jeg læste inden min første rejse i Vestafrika i 1979, havde et afsnit om Afrika med overskriften Kontinentet uden historie. Det har været et almindeligt træk i den europæiske beskrivelse af de tidlige koloniers historie at beskrive verdens næststørste kontinent som et sted, hvor historien først begyndte med den europæiske dominans.
Havde de oprindelige lande da ikke økonomisk samkvem før da? Naturligvis havde man det. Ligesom resten af menneskeheden har folk i Sahel-området igennem årtusinder betjent sig af byttehandel. For århundreder siden kom kauri-skaller i brug som møntfod. Selv om de blev forbudt som sådan i 1922, fungerede de gennem årtier parallelt med den franske franc og med guld- og sølvmønter.
De sidste ses endnu under navnet Maria Theresia-dalere som Sahel-kvinders smykke og bruges desuden som mål, når nogen bestiller en sølvring hos en traditionel smed i Gorom-Gorom området. I endnu større udstrækning er kauri-skallerne i vore dage kendt som et element i smykker og kunsthåndværk. TC

smykkesmed

Billede 1 af 3

Vejen til Gorom-Gorom

I 1979 kørte jeg for første gang fra Dori med Gorom-Gorom som mål. Da en mand bad om kørelejlighed, tænkte jeg lettet, at så ville jeg i hvert fald ikke køre vild. Det var inden regntiden, men vejen var alligevel så dårlig (eller mine evner og erfaringer så begrænsede), at jeg et sted måtte skubbe sten under det ene dæk for at komme videre.

I ”Man kan ikke vaske een hånd” beskrev jeg i 1984 blandt andet en regntidstur på ladet af en lastbil:

”Mellem Gorom-Gorom og Dori har de offentlige kasser kun været belastet af enkelte lave dæmninger på de steder, hvor transport ellers ville være umulig i regntiden… Fra Dori til Ouagadougou er vejen anlagt. Det kan være svært at se på den blodrøde stribe, der nogle steder er skyllet næste helt væk, og de første par hundrede kilometer er fyldt med dybe huller.”

På en strækning sydvest for Dori blev vi passagerer bedt om at stige af, mens lastbilen med brølende motor passerede en strækning, hvor det var ansvarligt at have personer på ladet. Jeg fortæller i kapitlet om en af de gange, hvor vi kørte fast i mudder, og slutter beskrivelsen:

”Siden gentager det sig, og det er ikke en flok spejdere på sommerlejr eller rekrutter på feltøvelse. Det er hverdagens almindelige mennesker, der rejser i det eneste tilgængelige transportmiddel i en verden med andre vilkår.”

Og jeg husker endnu den velsignede ro, der opstod, da vi kørte ind på asfalten ved hovedstadens udkant.

Siden er først de 100 kilometer mellem Ouagadougou og Kaya blevet asfalteret, og i 2006 kom den gode, sorte vej til Dori. I Gorom-Gorom var det afgørende i første omgang, at der blev bygget broer over vandløbene ved Goudebo og Saouga, og transporten begyndte at foregå i bus. For få måneder siden blev arbejdet med at asfaltere de sidste godt 50 kilometer så annonceret – som det er sket flere gange før. Og Abdoulaye overrakte mig begejstret nyheden i telefonen. Hvad det betyder for alle os, der kan huske fortidens strabadser, er ikke svært at sætte sig ind i. Mange erfaringer viser desuden, hvordan infrastrukturen er afgørende for de økonomiske udviklingsmuligheder. Bedre veje og mobiltelefoner er to afgørende milepæle i udviklingen af det moderne samfund. Et så vigtigt fremskridt er med til at give håb for fremtiden, og det kan næppe overvurderes, vel vidende at terrorens vigtigste udgangspunkt er håbløshed. Og at smitterisikoen i forbindelse med corona-epidemien har været med til at presse moralen yderligere.

For få år siden var planen at se en asfaltvej mellem Dori og Gorom-Gorom blive fortsat til Tambao-bjerget. Det har endda været noteret som en af betingelserne for at opnå en koncession på manganudnyttelsen i bjerget. Den første terroraktion i området fandt netop sted ved Tambao, da en rumænsk sikkerhedsvagt blev kidnappet i 2015, og så længe terrorister gør det nordlige Burkina til et usikkert område, bliver der hverken tale om at udnytte mineralet eller om at asfaltere vejen til Tamboa.

De gode nyheder fra Gorom-Gorom fik mig til at undersøge, om der er fremskridt i anlægning af en asfaltvej fra Kongoussi (cirka 100 kilometer nord for Ouagadougou) til Djibo. Djibo har i flere år været den burkinske terrorismes stærkeste holdepunkt, og så vidt vides det eneste sted i landet, hvor der har være tale om en lokal islamistisk terrorgruppe. Indbyggerne i Djibo har gennem mange år ønsket sig en erstatning af den nedbrudte og vanskeligt passable grusvej sydpå til Kongoussi. Udover de markante virkninger, det kunne have på det lokale erhversliv, ikke mindst byens kendte kvægmarked, så ville det være et stærkt tegn for det store flertal, der – også i Djibo – opfatter terrorismen som et onde. Men desværre var resultatet tydeligt: Det er kun lykkes at asfaltere 15 kilometer, før den nuværende usikkerhed satte en stopper for projektet.

Og den seneste nyhed er, at også i Dori er arbejdet sat i stå. Der kommer heller ingen asfaltvej til Gorom-Gorom i denne omgang. Endnu engang må befolkningen trække på den tålmodighed, som vægtes så stærkt i den lokale kultur. TC