Kategoriarkiv: Månedsfortælling

Moskeen i Bogonam. Foto: Le Soleil dans la Main

Rapport om forholdet mellem religionerne

MÅNEDSFORTÆLLING JULI 2018

Tilbage i august 2011 handlede vores månedsfortælling om religion i Burkina Faso. Der stod blandt meget andet: ”Den seneste folketælling i 2006 noterer 60 procent muslimer. I Gorom-Gorom er der nu adskillige, ganske store moskeer, en katolsk og et par protestantiske kirker, men når kirkerne genlyder af sang og trommer, er det overvejende tilflyttede soldater og funktionærer, der sidder på træbænkene.

For langt de fleste burkinere er troen en stor del af identiteten, men det betyder ikke, at fundamentalismen fylder meget. Der ses sortklædte, tildækkede kvinder i Burkina, men de er få. De bogstavtro, der kun accepterer deres egen version af menneskets stræben mod gud, er et lille mindretal – i hvert fald blandt muslimer og katolikker men desværre ikke blandt landets protestanter.
Statistikken noterer godt fire procent protestanter, og der er i dag et utal af sekter og små, protestantiske kirker i Burkina.
Efter den officielle statistik definerer 99,6 procent af den burkinske befolkning sig som troende, men staten og den offentlige administration er sekulær, neutral i forhold til religionerne.
(De statistiske tal dækker hele landet. I det nordlige er det muslimske flertal langt større.)

Den beskrivelse kan vi stort set stadig stå inde for, men der er alligevel en god grund til, at The International Crisis Group, som er en uafhængig organisation, der arbejder for at forebygge krige og skabe en mere fredelig verden, i september 2016 udgav en fyldig rapport: ”Burkina Faso: Preserving the Religious Balance”.
I Burkina demonstrerede kristne og muslimer sammen i protest mod angrebet på det franske blad Charlie Hebdo i januar 2015, mens der i nabolandet Niger blev nedbrændt barer og kirker. Men som der står i rapporten: Selv om Burkinas model for fredelig sameksistens stadig er robust, er den ved at blive udhulet ved sin yderkanter (”eroded at the margins”).

På den ene side understreger langt de fleste stadig, at de forskellige religioner lever harmonisk sammen, i familierne, i landsbyerne og byerne. Og selv om stort set alle er troende, så siger en lang række interviewede, at tro er ikke den primære identitet. Man er menneske og sågar burkiner, før man er kristen eller muslim. Desuden har begge de to store importerede religioner omtrent den samme bagage med sig fra den oprindelige animistiske tro. Og ikke mindst er staten som nævnt sekulær. Men er den nu også neutral, og har den altid været det?

Det sidste kan man roligt svare nej til. Det er jo ikke tilfældigt, at mange muslimske forældre i Gorom-Gorom området op gennem det 20. århundrede har ment, at skolen havde en kristen tendens. Den er jo grundlagt af europæiske missionærer, og i mange årtier var skabelsen af en voltesisk/burkinsk elite præget af den store overvægt af kristne blandt de uddannede.

Den aktuelle anledning til en stigende interesse for det religiøse samarbejde er de seneste års mange terrorangreb, som islamistiske grupper tager ansvaret for. Venner af Burkina har med stor bekymring lagt mærke til, at mens de voldelige ekstremister tidligere udelukkende var udlændinge, så har der de sidste par år vist sig at eksistere en ekstremistisk, voldelig gruppe i Soum-provinsen i og nær byen Djibo, et par hundrede kilometer vest for Gorom-Gorom. Området er et af landets fattigste med en meget dårlig infrastruktur, for eksempel er der ingen god vej sydpå mod Ouagadougou. Store dele af befolkningen i Soum er frustrerede over at være provins, som synes glemt af centralstyret.

Men rapportens hovedemne er en historisk betinget muslimsk frustration over underrepræsentation i landets ledelse, såvel politisk og kulturelt som i administrationen. De burkinske myndigheder bør behandle emnet med stor forsigtighed. Risikoen for at puste til ilden, i stedet for at styrke det store flertals religiøse tolerance og afvisning af vold som religiøst middel, er reel. Organisationen opfordrer primært til, at man forhindrer marginalisering af muslimer ved at styrke deres ligestilling i samfundet.

Såvel regeringen som de muslimske ledere opfordres til at finde veje, som understreger den muslimske tros ligestilling i samfundet. For eksempel mener man, at de fransk-arabiske skoler skal have bedre vilkår, ligesom mulighederne for at tage en videregående uddannelse ved et arabisk universitet – som det allerede nu sker for mange studerende ved europæiske universiteter – bør forstærkes.
Det forhindrer dog ikke rapportens forfattere i at opfordre det muslimske samfunds ledere til at være opmærksom på risikoen for marginalisering af de koranskoledrenge, som alle rejsende har set med røde konservesdåser, når de tigger i gaderne.

Intolerancen og fundamentalismen blandt de muslimske troende er procentuelt langt mindre end i de protestantiske kredse. I Gorom-Gorom og Dori bed man allerede for årtier siden mærke i, at den protestantiske kirke ikke ønsker at deltage i udviklingssamarbejdet med katolikker og muslimer i foreningen UFC (De troende brødres forening). Baggrunden menes at være, at protestanterne tager deres tros opfordring til at skaffe nye tilhængere blandt anderledes troende mere bogstaveligt end de to større grupper, der tager afstand for den praksis. I kraft af protestanternes lille antal og ikke mindst, fordi den igangværende bølge af terror er islamistisk i sin selvforståelse, ses protestanternes holdning næppe som en aktuel trussel mod samfundet.

Den muslimske oplevelse af diskrimination er en langt større trussel mod det fredelige forhold mellem religionerne. Det nævnes for eksempel, at det er ubehageligt for mange troende muslimer, der opfatter ord som jihadist og islamist som legitime religiøse termer, at de i dag – blandt andet af medierne – bruges, så de indebærer en generel anklage mod det muslimske samfund.
Kilde: ”Burkina Faso: Preserving the Religious Balance”.

P.S. Initiativerne for at modarbejde, at terrorismen bider sig fast i det nordlige Burkina Faso og finder støtte i den lokale befolkning, er utallige og ikke kun militære. Vi kan betragte vores arbejde i Red børnene i Gorom-Gorom som en del af denne indsats.
På YouTube fortæller endvidere en ung mand fra Gorom-Gorom i marts 2018 til Droit Libre TV, hvordan han arbejder for at forhindre radikalisering af de unge i området. Baggrunden beskrives i en anden film fra samme selskab, hvor en kvindelig skoleleder nær Gorom-Gorom forklarer, hvorfor hun i marts 2017 lukker skolen midlertidigt, og den viser blandt andet optagelser fra en demonstration i nabobyen Dori, hvor regeringen opfordres til at tage truslerne alvorligt.

Familieplanlægning

Burkinsk plakat med budskab om familieplanlægning. "Lad os undgå graviditeter tæt på hinanden for at bevare moders og barns sundhed". Teksten i bunden lyder: "En lykkelig familie er en planlagt familie".

Burkinsk plakat med budskab om familieplanlægning. “Lad os undgå graviditeter tæt på hinanden for at bevare moders og barns sundhed”. Teksten i bunden lyder: “En lykkelig familie er en planlagt familie”.

MÅNEDSFORTÆLLING JUNI 2018

Emnet ses som en forlængelse af sidste måneds omtale af et forslag om at sende lastbiler med kondomer til Afrika for at bremse ”befolkningseksplosionen” – og som en opfølgning af fortællingen om den demografiske dividende fra oktober sidste år.

I februar 2017 fik Burkina Faso en ny sundhedsminister, Nicolas Meda, og han har allerede nu markeret sig stærkt. I den burkinske nationalforsamling har han gjort sig til en stærk fortaler for at lovliggøre abort, og han omtaler gerne familieplanlægning som en menneskerettighed: ”Det er de afrikanske kvinders egen beslutning, hvor mange børn de vil have, hvornår og med hvem.”

​I maj 2017 udnævnte han Anne Thieba, som er gift med den burkinske premierminister, som ambassadør for familieplanlægning, og internationalt er han blevet kendt som primus motor i et vestafrikansk initiativ fra juli samme år, hvor repræsentanter for ni lande har lovet hinanden at nedbringe befolkningstilvæksten. I en fem minutters video konstaterer han – på engelsk, at så længe hver kvinde føder seks børn, kan landene ikke få udbytte af den demografiske dividende. Det skal forstås sådan, at først når man har færre børn i forhold til mennesker i den produktive voksenalder, opstår dette ekstra udbytte for samfundsøkonomien – i den periode hvor de fattigste lande endnu ikke har så mange ældre at forsørge som de rige lande.

De ni vestafrikanske lande har derfor besluttet at øge de nationale budgetter for familieplanlægning med 10 % og søge international støtte til en yderligere satsning. Ambitionen er, at allerede i 2020 får hver kvinde i gennemsnit et barn mindre. Strategien består blandt andet i at tilvejebringe et personale, der kan tilbyde hver eneste husstand langtidsvirkende prævention, og at antallet af burkinske kvinder, der bruger moderne prævention, i den samme korte periode forøges med 3,2 millioner. I vores eget land var det især forbedrede livsvilkår, der bragte antallet af fødsler drastisk ned fra et gennemsnit på cirka syv pr. kvinde. Men også hos os har prævention haft betydning. Når vi i dag kan konstatere, at hver dansk kvinde i gennemsnit kun får cirka 1,7 barn, er det rimeligt at nævne den øgede adgang til forskellige former for prævention, ikke mindst p-pillen.

Jeg ser ikke de nye vestafrikanske initiativer som et dementi af, at fødselstallet kun kan nedbringe som led i en social og økonomisk udvikling. Snarere tværtimod, for kampagnen for familieplanlægning opstår jo i sammenhæng med andre tendenser i udviklingen. Som sædvanlig, når emnet er udvikling, er der nemlig ikke tale om et enten-eller, men et både-og. Der skal både overvindes social-økonomiske, praktiske og mentale barrierer for at dæmpe befolkningstilvæksten.

Hvis udviklingen fortsat skal gå den rigtige vej, skal der også fremover satses på adskillige sektorer samtidigt. Den nye kampagne kan ses som et udtryk for, at mange års økonomisk vækst og social udvikling nu skal knyttes til en forbedret familieplanlægning for at give de bedst mulige resultater.

I de små landsbyer og bopladser uden for Gorom-Gorom mener mange landbokvinder og deres mænd fortsat, at de får brug for mange unge hænder – ganske som deres forfædre har haft det, og at børnene desuden er deres eneste alderdomssikring. Det har de indtil videre muligvis ret i. Men når samfundsøkonomiens udvikling også for dem fører til, at det bliver en tydelig fordel at få færre børn, så skal de praktiske muligheder for at beskytte sig mod uønskede graviditeter være til stede, ikke mindst i form af en fungerende sundhedssektor med et personale, der blandt meget andet kan formidle mulighederne for familieplanlægning.

Det kan bare ikke gøres på bekostning af andre indsatser, for eksempel de seneste årtiers store satsning på grundskolen, og især på pigers skolegang. Skolegang giver både viden og horisont, selv når det faglige niveau er lavt. Piger, der ikke har gået i skole, er mere tilbøjelige til at lade gamle forestillinger overtrumfe selv den mest relevante, moderne folkeoplysning.

​M’Balla Sukaabe har efterhånden gennem mange år gennemført månedsmøder med et tema for børnene. Blandt emnerne har været unges seksualitet, uønsket graviditet og svangerskabsforebyggende metoder. Men disse emner har kun effekt i sammenhæng med mange andre emner, der har været taget op – og i kraft af, at alle ”vore piger” sikres skolegang.

Nemt er det bestemt ikke. Nicolas Medea har flere gange slået fast, at der er stærke konservative kræfter i samfundet, ofte religiøse, som modarbejder hans politik. Piger ude i de små samfund i Sahel-området kan stadigvæk støde på den holdning, at det er særligt flot at have født alene, uden hjælp af for eksempel en jordemoder. Og de religiøse ledere har ofte nemmere ved at hævde, at Gud eller Allah mætter alle de munde, han skaber, end til at støtte de nye initiativer. At flere amerikanske præsidenter, herunder den nuværende, følger de hjemlige højreorienterede, religiøse kræfters ønske om at forbyde enhver støtte til organisationer, der arbejder for abort og/eller prævention, begrænser desuden mulighederne for at få økonomisk støtte til en ny politik. Det kræver noget særligt at arbejde for familieplanlægning.

Jeg husker tydeligt, at jeg engang hos en katolsk hjælpepræst så en stor, sort tavle, hvoraf det fremgik, at han underviste landsbyens kvinder i forskellige former for prævention. Da jeg kommenterede, at det vist ikke lige var pavens politik, svarede han: ”Sådan skal pavens holdning nu ikke forstås.” Han havde med andre ord valgt den fortolkning af kærlighedsbuddet, som han lokalt kunne stå inde for, men det har næppe været et nemt valg at træffe.

Hvis du alligevel har åbnet for youtube for at høre sundhedsministerens oplæg, kan du også se en lokal leder i Oudalan-provinsen tale for familieplanlægning – denne gang på fransk. Som andre traditionelle ledere ved han, at en opfordring til at få færre børn kan være penibel. I stedet lægger han vægt på det ønskelige i at sikre større afstand mellem den enkelte kvindes fødsler. Resultatet er det samme, men budskabet er nemmere at tage imod i de miljøer, hvor prævention indtil nu har været noget for ”de hvide og dem inde i byerne”.
​TC 

Kvinder til 8.marts iført kjoler af ens stof. Det er almindeligt at udgive et årets stof på 8.marts.

Kvindernes internationale dag

MÅNEDSFORTÆLLING APRIL 2018

Den 8. marts er en af årets vigtigste dage i Burkina Faso, med utallige arrangementer over hele landet til støtte for kvindernes rettigheder, men den 26. februar meddelte den burkinske familieminister, der også er minister for national solidaritet, på en pressekonference, at den sædvanlige, store parade i Ouagadougou var aflyst, fordi den er dyr. Den 5. marts i år opfordrede hun derefter til, at den 8. marts i år helligedes medfølelse med de familier, der er i sorg efter terrorangrebet den 2. marts, og at demonstrationer og store arrangementer derfor blev udsat.

Beslutningen er forståelig, og hvert fald den anden begrundelse vakte ikke større modstand, men mon ikke de fleste har tænkt, at den reelle begrundelse oprindeligt var en helt tredje, men at den ikke skulle formuleres officielt. Den fjer i hatten skulle Al-Qaeda alligevel ikke have.

Som vi plejer, ringede vi på dagen til M’Balla Sukaabe for at ønske dem en god 8. marts. De fortalte, at kvinderne var på samlingsstedet, men at de ikke markerede dagen, og at der i år ikke ville være nogen officiel markering ude i byen. I modsætning til ministeren lagde de ikke skjul på, at baggrunden var, at man ikke ville provokere terrorister. En gruppe Sahel-kvinder, der fejrer kampdagen for kvinders rettigheder, er ikke just de ekstremistiske islamisters yndlingsbillede.
Og den 107. kvindernes dag, siden beslutningen blev truffet på et internationalt socialistisk kvindemøde i København, blev så i stedet hos vore venner i Gorom-Gorom en indrømmelse af, at terroristerne har opnået deres primære mål med deres voldelige aktioner At skabe utryghed. Militært er deres aktioner ikke truende, men psykologisk er de.

Kvindedagens historie i Burkina

Den 8. marts har sin egen historie i Burkina Faso. Præsident Thomas Sankara lagde i begyndelsen af den såkaldte revolution i 1983 vægt på kvindens betydning for samfundet og for revolutionen. Og det menes at være ham personligt, der opfordrede de burkinske kvinder til at holde sig hjemme den 8. marts og sende deres mænd på markedet for at købe madvarer – og bagefter lade dem overtage madlavningen.

Utallige mænd har på denne ene dag prøvet at blive til grin på markedet, fordi de ikke havde deres koners erfaringer. Og ved overtagelsen af andre traditionelt kvindelige pligter har de lært noget om de kvindelige kompetencer og forhåbentligt fået en øget respekt for deres indsats. Der er stadig nogle få, der gennemfører dette kønsrolleskifte en dag om året. For langt de fleste er det dog et minde fra 80’ernes Burkina Faso, et af mange der kalder på både respekt, nostalgi og smil.

I 1985 blev kvindernes dag i Burkina Faso udvidet til kvindernes uge, og fra den tid har den 8. marts været fridag i Burkina Faso. På samme tid blev nogle kvinder uddannet som jagerpiloter, selv om der ikke var fly at sikre dem et arbejde af denne type – for at markere, at der ikke er nogen grænser for, hvilke fag en kvinde kan påtage sig. De første kvindelige politibetjente, siddende overskrævs på en stor motorcykel i sort lædertøj, dukkede op i Ouagadougous bybillede. En ny progressiv kvinde- og familielov blev gennemført. Flere kvinder end tidligere blev engageret i det politiske arbejde og overtog lederposter i ministerier og administration.

I mange taler understregede Sankara, at kvindens ligestilling var en forudsætning for den sociale udvikling, der var revolutionens hovedformål – at kvinder ikke blot havde en rolle at spille, men en hovedrolle.

Det er værd at lægge mærke til, at disse og mange andre initiativer blev gennemført for 30-35 år siden, mens det kun er 25 år siden, at FN i sin kvindekonvention påbød alle medlemslande at bekæmpe stereotype kønsroller. Selve dagen blev dog allerede i 1977 anerkendt i FN som Kvindernes internationale dag, i år med temaet: ”Nu er det tid: Aktivister på land og i by omdanner kvinders liv.”

Happy women’s day
 
Billedet ”Happy womens’s day” er lagt på Facebook af Minata Coulibaly. I et andet opslag har hun videresendt seks punkter fra #IWD2018 #PressforProgress #journéesDesFemmes 2018, der giver et bud på, hvad kampen for kvinders rettigheder i dag handler om i Burkina Faso:

  1. Retten til selv at vælge sin ægtefælle. Stop for tvangsægteskaber.
  2. Retten til seksuel og reproduktiv sundhed. Nej til tidlige fødsler.
  3. Retten til uddannelse.
  4. Retten til at eje jord.
  5. Stemmeret og retten til at deltage i samfundslivet. Ja til kønskvoter i de politiske partier.
  6. Retten til vand.

Om begreberne race og etnisk gruppe

MÅNEDSFORTÆLLING FEBRUAR 2018

En amerikansk kvinde, der var i Burkina Faso som frivillig i Fredskorpset, fortalte mig engang, at selv om hun var sort, havde en lokal kjole på og kørte på en lokal cykel, så blev hun ofte hilst med ordene: Hej, hvide kvinde – af folk, der ikke kendte hende, men blot så hende cykle forbi.

Den sorte, jamaicanske forfatter Zadie Smith har fortalt danske journalister, at da hun researchede i Vestafrika, hvor hun har en del af sine rødder, blev hun af vestafrikanerne betragtet som hvid.
De fleste af os ældre danskere er vokset op med den opfattelse, at menneskeheden kan opdeles i forskellige racer, som vi kaldte de hvide, sorte, gule og røde. I hvert fald vestafrikanerne synes at lægge vægt på noget andet.

Den største gruppe i Oudalan-provinsen er Kel tamashèque, hvad der betyder Dem, der taler tamashek. Sådan betegner bellaer og tuareger ofte sig selv. Nogle af tuaregerne definerer desuden sig selv som hvide eller rene tuareger. De har den pointe, at de er af berberslægt og derfor ikke betragtes som negroide ligesom bellaerne, der har deres oprindelse syd for Sahara. De fleste bellaer var engang var slavegjorte af tuareger i forbindelse med krige.

Noget tilsvarende kan siges om peulerne, der er den næststørste gruppe i Oudalan. Deres sprog er fulfulde, og en del af dem omtaler sig selv som hvide eller rene peuler, fordi deres forfædre synes at stamme fra Egypten eller Etiopien – i modsætning til rimaïbè-peulerne, som de deler sprog og langt hen ad vejen kultur med.
Sekretæren i M’Balla Sukaabè tilhører etnisk set en lille og ret ny gruppe i det nordøstligste Burkina Faso. De opfatter sig selv som en undergruppe under peul-folket og er opstået, da gruppens grundlægger (ifølge fortællingen) giftede sig med en tamashek-kvinde. Deres modersmål blev tamashek. Fordi faren efterhånden glemte sit eget modersmål, kendes gruppen som warag-warag, hvad der betyder: Der er ikke – underforstået, at han mistede sit sprog.
Ordene etnisk gruppe eller folkeslag bruges ofte, hvor man tidligere ville have talt om race. Selv når myter og fordomme sies fra, kan der være geografisk bestemte, kulturelle og andre forskelle mellem grupperne, og nogle af disse forskelle kan sikkert aflæses i gen-prøver. Men der ligger ikke nogen forestilling om biologiske forskelle bag, når vi omtaler en gruppe mennesker som en etnisk gruppe.
Ordet bygger på ethnos, som betyder folk. Og vi kan citere Grundtvig for den grundopfattelse, at de, der betragter sig som en del af et folk, også hører med til dette folk.

I dag ved de fleste, at den moderne økonomi i Danmark langt hen ad vejen blev sat i gang af de indtægter, der førtes til landet med baggrund i slaveriet på de såkaldte vestindiske øer. Dengang var det ikke ualmindeligt, at hvide mænd på plantagerne blev biologiske fædre til sorte kvinders børn, og vore forfædre måtte så definere, hvor disse børn hørte til i hierarkiet. Derfor blev det besluttet ved et kongeligt dekret, at børn af slaver var slaver –  og dermed ikke tilhørte farens race. Det valg handlede naturligvis om sociale og økonomiske forhold.

Ligesom den ”rene peul”, der blev sendt til Amerika som en del af den såkaldte trekantshandel, derovre blev betragtet som sort, fordi han per definition var slave.

Oprindelsen af ordet race fortaber sig i tågerne. Men moderne gen-forskere ved, at der er større variation inden for de enkelte grupper, som vi tidligere omtalte som racer, end mellem grupperne. At tale om nulevende menneske-racer har ingen videnskabelig baggrund og næppe heller noget fornuftigt formål.

Derimod kan man påstå, at vi alle tilhører homo sapiens-racen og derved adskiller vi os fra en række andre mennesketyper, så som neandertalerne. Vi er homininer, som har vores fælles ophav, menneskeaberne, til fælles. Der er desværre kun en enkelt gruppe tilbage, vi selv – homo sapiens. De andre er af forskellige grunde uddøde.

​At forestillingen om racebetingede forskelle er ved at forsvinde, behøver ikke at forhindre os i at definere nogens udseende, for eksempel i forbindelse med en efterlysning. Man kan jo have mørk hud og kruset hår, lys hud og glat hår, ligesom man kan have en bestemt højde og drøjde, uden at der tales om raceforskelle.

I de statslige statistikker i Burkina Faso kan man finde tal for, hvor mange der taler forskellige sprog. Derimod har myndighederne gennem årtier stået fast på, at hverken race, etnisk tilhørsforhold eller religion skal fremgå af de id-kort, som de alle skal bære, når de bevæger sig uden for de hjemlige egne.

Når vi andre hører repræsentanter for det yderste højre i USA sige, at Race is real, behøver vi ikke nøjes med at tage afstand fra deres drøm om ”den hvide races overherredømme.” Vi kan konstatere, at begrebet race, når vi taler om mennesker, ikke findes i virkelighedens verden, kun som en historisk betinget forklaring på en social situation. TC

Kommunen, provinsen og regionen

MÅNEDSFORTÆLLING JANUAR 2018

Denne månedsfortælling prøver – på to forskellige måder – at fortælle om det område, hvor M’Balla Sukaabe arbejder. Jeg lægger ud med tre små kulturgeografiske skitser om Gorom-Gorom, Oudalan og Sahel-regionens oprindelse:

Legenden siger, at Gorom-Goroms grundlægger, Bilal Benya, gav stedet navn, da han udtalte ordene “goro irmu goro” til sin kone – hvad der betyder ”sæt dig, her vil vi sidde” på songhai. Jeg vil tro, det var engang i 1800-tallet. Da en fransk militærmand omkring 1900 skulle kortlægge området, skrev han Gorom-Gorom i sine noter. Landsbyen/byen er altså ret ny, og det var først efter den franske kolonisering, at den blev områdets administrative centrum. Den ligger i provinsen Oudalan, som har navn efter de tuareger og bellaer, der for længst var blevet de dominerende i området. De var dromedar-nomader og kaldtes “kel ehanan oudalan” (= dem med de blå telte).

Oudalan afgrænses sydpå af Séno-provinsen og østpå af Soum-provinsen. Begge steder er det dominerende folk peuler, som traditionelt har været kvægnomader. Nordpå går provinsen til landegrænsen til Mali og østpå til Niger. Det mest udbredte modersmål i Oudalan er stadig tamashek, men det største fællessprog er i dag peulernes fulfulde, da langt flere tuareger og bellaer taler fulfulde, end der er peuler, der taler tamashek.

Burkina Faso er inddelt i 13 regioner. Det moderne Oudalan er en af fire provinser i Sahel-regionen. Ordet betyder kyst eller bred på arabisk, ørkenhavets bred, og navnet indikerer dermed, at regionen ligger nær Saharas sydgrænse.

STATISTIK 
Det følgende er hentet i den offentlige statistik.

Indbyggertal
I hele regionen cirka 1,3 millioner. Antallet af indbyggere i Oudalan-provinsen er godt 250.000. Den består af fem departementer, og i Gorom-Gorom departementet ligger 87 landsbyer og provinsens eneste bykommune, Gorom-Gorom. I Gorom-Gorom bykommune bor der cirka 115.000. I selve byen mener Wikipedia, at der bor 12.000. Betingelsen for at blive defineret som en bykommune er ikke mindst et vist økonomisk niveau. Cirka 98 % af befolkningen i Oudalan er muslimer.

Fattigdom
Fattigdomsgrænsen i Burkina Faso er primært beregnet ud fra de ernæringsmæssige behov. Betydningen af det valg kan illustreres ved, at den andel af en typisk Gorom-Gorom families forbrug, der går til fødevarer, fra 2003 til 2009 er steget fra 56 % til 75 %. De tilsvarende tal for landet som helhed er 49 og 59 %. I perioden er andelen af udgifter til beklædning og skotøj faldet fra 13 til 4 % – og for bolig, vand, gas m.m. fra 10 til knap 7 %. I den nævnte periode steg antallet på personer, der levede under landets fattigdomsgrænse i Sahel-regionen fra 35 til 42 %. Fattigdomsgrænsen er 82.672 cfa (cirka 1000 kroner) per person om året, og fra 2009 til 2014 er andelen faldet fra 47 % til godt 40 %.

Boligforhold
I Sahel bor cirka 78 % i jordhuse af en eller anden type. I nogle af dem er byggestenene dog styrket af eller pudset med cement. 20 % har boliger af strå. Andelen af dem, der træder af på naturens vegne ude i naturen, er 85 %, mens 16 % i 2009 har en latrin til det formål. Det er værd at bemærke, at i antallet af forbedrede latrin-systemer stærkt.

Kun cirka 2 % af husstandene i Sahel-regionen har elektricitet, og forbruget af petroleum er faldet drastisk til fordel for almindelige batterilamper og -lygter. I 2014 har 9 % solenergi eller en anden type opladelige batterier. Tidligere har den lyskilde ikke figureret i statistikken. Knap en tredjedel henter vand i traditionelle brønde (uden pumpe) eller i vandløb. Cirka 2/3 har deres vand fra brøndboringer eller offentlige vandhaner.

Kvindevilkår
I regionen var der i 2014 i alt 184 kvindeforeninger, hvoraf 157 var dannet med henblik på landbrug og opdræt, mens to arbejdede med sociale formål. En af dem må formodes af være M’Balla Sukaabe.
Ved valget i 2016 blev der valgt 174 personer valgt ind i det kommunale råd i Gorom-Gorom. Valgdeltagelsen var 64 %, men kun 44 % for kvinder. Tallet for valgte kvinder kendes ikke, men i 2012 var det en. TC

Kilde: Annuaire statistique 2014 de la région du Sahel.

Den store grønne mur tværs over Afrika. Source: Agence Africaine de la grande muraille verte

Månedsfortællinger

MÅNEDSFORTÆLLING SEPTEMBER 2017
 
Gennem en årrække har foreningen Red Børnene i Gorom-Gorom bragt månedsfortællinger med fotos på hjemmesiden. De handler om mange forskellige emner, som er relevante for samarbejdet med M’Balla Sukaabe. Der er historier om Gorom-Gorom og den kultur, kvinderne og børnene lever i. Om landet Burkina Faso og om det internationale samarbejde, som betyder noget for områdets udvikling – og for vores forståelse af deres situation.

Herunder er 65 af fortællingerne sorteret i fire grupper. Det er dem, vi har bragt efter 2012 samt et lille udvalg fra årene inden da:

  1. Sahel-kultur
  2. Burkina Faso og Sahel
  3. International udvikling
  4. Gorom-Gorom og M’Balla Sukaabe.

De er – inden for de fire grupper – anbragt i tidsorden, så de nyeste kommer først. Og de har alle fået nye overskrifter, så medlemmer, undervisere og andre interesserede hurtigt kan få overblik over indholdet.

Hvis ikke andet er angivet, er månedsfortællingen, ligesom dette, skrevet af ​Thyge Christensen.

SAHELKULTUR
Februar 2017: Om æsler og gribbe.
December 2016: 2. fortælling om kvægfolket peulerne.
November 2016: 1. fortælling om kvægfolket peulerne.
Juni 2016: Om den internationale menstruationsdag.
September 2014: Om holdningen til skolegang.
Juni 2014: Om legetøj og spil.
Februar 2014: Om humor og latter.
November 2012: En fortælling om sult.
Oktober 2011: Om ordsprog.
August 2011: Om religion.
Maj 2011: Om mad.
April 2011: Om dans.
November 2010: Om nomadekultur.
Juli 2010: Om humor som fredskultur.

BURKINA FASO OG SAHEL
Oktober 2017: Om alderssammensætning og aldersdividende.
August 2017: Om at måle udvikling. 
Juni 2017: Den store grønne mur af træer mod ørkenen. 
April 2017: Om jagten på guld. 
Marts 2017: Om guldminer i Burkina Faso.
Juli 2016: Om terror.
Maj 2016: Kronprinsesse Mary i Burkina Faso.
November 2015: Om den bevægelse, der vandt over kupmagerne.
December 2014: Om revolutionen i 2014.
Oktober 2014: De vigtigste forandringer gennem 35 år.
December 2013: Om det dansk-burkinske udviklingssamarbejde.
Oktober 2013: Om Danidas Sahel-strategi.
April 2013: Breve om at leve i krigens skygge.
December 2011: Om kalendere, festivaller og andre mærkedage.
Juli 2011: Om veje og anden infrastruktur.
 

INTERNATIONAL UDVIKLING (SET FRA SAHEL)
Juli 2017: Hvordan går det med verdensmålene?
Oktober 2016: Om at investere i børn.
Marts 2016: Om migration. 
Maj 2015: Afrika er rykket tættere på.
August 2015: Om håb og håbløshed.
December 2015: Om de nye verdensmål i forhold til Gorom-Gorom.
November 2014: Om ebola.
Maj 2014: Om kvindernes internationale dag.
Marts 2014: Danske måder at hjælpe børn på.
 

GOROM-GOROM OG M’BALLA SUKAABE
Maj 2017: Olie fra balanites-træet.
Januar 2017: Møde mellem Red Børnene i Gorom-Gorom og M’Balla Sukaabe.
September 2016: Om at trappe projektet langsomt ned.
August 2016: Om M’Balla Sukaabes fællesmåltider.
April 2016: Om vandforsyningen i Gorom-Gorom.
Februar 2016: Møde mellem Red Børnene i Gorom-Gorom og M’Balla Sukaabe.
Januar 2016: Om valget i Burkina Faso.
Oktober 2015: Samtaler om foreningens strategi.
September 2015: Hverdagen på kvindernes samlingssted.
Juli 2015: Foreningens folder på fransk.
Juni 2015: Om den skrøbelige situation i og omkring Gorom-Gorom. 
April 2015: Gymnasiebreve.
Marts 2015: Referat fra fællesmøder på samlingsstedet.
Februar 2015: Møde mellem Red Børnene i Gorom-Gorom og M’Balla Sukaabe.
Januar 2015: Abdoulaye om sit liv.
August 2014: Om at skaffe pengene.
Juli 2014: Om samarbejdsstatus.
Januar 2014: Hadjata og Fatimata om rejsen til Danmark.
November 2013: Kvindernes arbejdsområder.
September 2013: Hvad bruger vi pengene til?
August 2013: Unge i arbejde.
Juni 2013: Dagbog fra Hadjatas og Fatimatas besøg.
Maj 2013: Om hjertesprog.
Marts 2013: Møde mellem Red Børnene i Gorom-Gorom og M’Balla Sukaabe.
Februar 2013: 2.artikel om landbrug.
Januar 2013: 1. artikel om landbrug.
Juni 2011: Om erhvervsmuligheder.

Guldgravere

Tusinder af steder i Burkina Faso kan man se små og store ”månekratere” i jorden, hvor den lokale befolkning med hakker og skovle har gravet efter de sten, der måske indeholder guld. Stenene bliver derefter knust i jernmortere med stødere, der som regel er lavet af gamle bilvrag. Nær landsbyerne er det gerne kvinder og børn, der på denne måde bidrager til familiernes overlevelse. 
 
Man har gennem århundreder vidst, at der var guld i jorden, men i så små mængder, at en udnyttelse ikke syntes relevant. Det var tørkekatastroferne sidst i 70’erne og først i 80’erne, der gjorde nøden så akut og så udbredt, at man måtte se sig om efter nye indtægtskilder.

Dengang var der ingen brønde i Essakane, og vand til et måltid kostede omtrent det samme som fødevarerne. Derfor pustede de første guldgravere det lette, løse sand fra de tungere materialer, pustede med munden – og jeg tvivler på, at nogen af dem, jeg dengang talte med, endnu lever. De er sandsynligvis døde af stenlunger, hvis de da overlevede de mange andre farer, der truede dem. Sygdomme var udbredte. Sammenstyrtninger af huller førte også dengang regelmæssigt til dødsfald.

De burkinske myndigheder indførte hurtigt et system, hvor offentlige opkøbere var de eneste lovlige aftagere, og medvirkede til de første, enkle arbejdsregler – for eksempel, at man skulle sidde i lange, lige rækker, så støvet ramte så få som muligt. Men det var først i 1997, at en ny lov om minedrift tog højde for de ikke-industrielle arbejdsformer.Man forklarede mig dengang i 80’erne, at en daglig indsats som regel førte til en indtægt på cirka 10 kroner – lidt mere for de heldige, men den slidsomme hverdag opfyldte meget sjældent drømmen om den store klump.
Sådan er det også i dag i de mange organiserede, ikke-industrielle miner – man håber, men reelt arbejder man for at finde de små ”pailletter”, der næsten intet vejer, men til sammen alligevel på gode dage bliver til en dagløn.

Snesevis, undertiden hundreder eller sågar tusinder, af unge mænd graver i jorden – 20-30-40-50 meter ned – uden afstivning. Og ude i korridorer fra bunden af disse smalle huller fylder de mindste af dem – både i fysisk forstand og i arbejdshierarkiet – sten i sække, som deres arbejdskammerater på jorden trækker op og knuser.
Der menes at være cirka 1000 af disse Klondike-miner i Burkina Faso, og myndighederne vurderer, at cirka en million af de knap 20 millioner burkinere i dag graver efter guld. Tilsammen menes de at finde mellem en og to tons guld. Hvis vi antager der er tale om 1,5 ton, så repræsenterer denne mængde i alt cirka 420 mio. kroner – altså i gennemsnit om året under 500 kr. pr. guldgraver.
En ny, engelsksproget film om vilkårene i denne type guldminer kan ses på Youtube. 

I vore dage knuses stenene de fleste steder i solide, motoriserede kværne, og resultatet udvaskes på slisker, hvor stumper af plastiktæpper eller lignende bremser de små guldstykker. Også her bruges der kemikalier, ikke cyanid som i de moderne miner, men kviksølv. Det har en evne til at skille guldpailletterne fra de knuste sten og støvet og samle dem i små, gule klumper.
Engang fortalte jeg bedrevidende en ung mand, der stod med kviksølv i håndfladen, at det er giftigt. ”Åh, det er jo kun dampene, og dem undgår vi her uden døre,” var han svar.
Store drenge og unge mænd med støvet klæbet til ansigtet og tøjet – hårdtarbejdende, ofte påvirket af stoffer for at få mod til at kravle med i hullerne og for at udholde de barske forhold. Billederne på nethinden er mange. Kvinder og mindre børn, der arbejder i bagende sol helt uden moderne hjælpemidler.

Samarbejdet mellem M’Balla Sukaabe og Red børnene i Gorom-Gorom kan forhåbentligt forhindre, at nogle af vore unge en dag fristes til at prøve lykken i en af landets primitive guldgraverlejre, hvor alle har de en rimelig sikkerhed for en lille indtægt – og et lillebitte håb om den store gevinst.

Hvis den samme indsats, som der ydes for at få guld op af jorden, blev overført til en modernisering af landbruget, ville mange flere på længere sigt se deres forhåbning opfyldt, og deres børn ville arbejde videre på et væsentligt forbedret grundlag.

En sådan satsning kræver finansiering og viden – og den kræver tro på, at det nytter.
TC

Essakane og andre guldminer

MÅNEDSFORTÆLLING MARTS 2017

For nogle år siden fik to af vore unge, efter endt skolegang, et kørekort. Den ene fik på den baggrund et fast arbejde som chauffør ved rådhuset i Gorom-Gorom. Den anden valgte at søge til guldminen Essakane, cirka 40 kilometer fra Gorom-Gorom. Dér er lønnen langt højere end i offentlige og andre private jobs. Til gengæld er tilliden til jobsikkerheden lille.

De seneste år er prisen på guld steget voldsomt, men det var ikke guldpriserne, der førte til de første aktiviteter i Essakane. Det var fattigdom.
I 1984 var Gorom-Gorom området hårdt ramt af tørke, og det viste sig, at der var en lille, ret sikker indtægt i at grave efter guld i Essakane – og i mindre grad andre steder. Jeg husker, hvordan jeg besøgte Essakane i 1986 og igen i 1987. Det ene besøg er beskrevet i en film i DR tv og det andet i min bog ”Værdighedens Jord”. På det tidspunkt var guldgraverne redskabet hakke og skovl. Den slags guldgravning beskrives i næste månedsfortælling.

Den moderne mine i Essakane startede produktionen i 2010. To år senere havde landet startet seks miner, og i år kommer tallet op på 10.  Essakane er endnu den største mine af sin art i Burkina Faso, som er den fjerde største guldeksportør i Afrika. Bomuld er for længst udkonkurreret som den vigtigste eksportvare.

På grafen på billedet, kan man få bekræftet, at guldpriserne stadig var lave, da de første guldgravere i Essakane kæmpede for et måltid mad, og at de moderne, burkinske miner først blev etableret, da prisstigningerne var langt over niveauet i 1980’erne.
Firmaet IAMGOLD, der står bag Essakane-minen, arbejder for tiden med en stor ny investering i området. De ejer 90 % af aktierne, mens den burkinske stat ejer resten.

Lokalt lægger både politikere, embedsmænd og den almindelige befolkning meget vægt på, at minerne giver arbejde, men som regel breder skuffelsen sig, når det viser sig, at de fleste ansættelser kræver faglige kvalifikationer, der ikke findes i området.

Den første moderne mine i Essakane førte til, at 13 landsbyer måtte forflyttes – til mindre frugtbare områder.  Det drejede sig om 2562 husstande med i alt 11.563 personer. I 2012 udtalte den lokale imam fra den lille landsby Ticknawell til bladet AKLAR: “I går levede vi ganske godt af vores marker og af de huller, hvor vi gravede guld. Men da vi flyttede, blev det til total elendighed. Minen har med deres maskiner overladt os nye marker, men de jorde giver ingenting. I vores landsby har kun 15 af vores børn kontraktarbejde i minen. Resten af dem, dusinvis er det, har ingen marker at arbejde i. Vi bankede forgæves på minens dør. Så vi er overladt til Gud og til mennesker af god vilje, så minen ser på vores sag.”

En udvidelse i 2013 førte til flytning af endnu 2000 personer, og selskabet forudser, at produktionen stiger fra 32 til 56 tons guld om året. En sådan udvidelse er kun mulig i kraft af en moderne produktionsform, der anvender det giftige kemikalium cyanid. Ifølge en miljøundersøgelse fra 2016 udgør dette en risiko for økosystemet i området, for lokalbefolkningens sundhed og for husdyrproduktion. Også luftforureningen i form af støv er et problem, og det er foruroligende at forestille sig, hvordan de enorme udgravninger vil efterlade landskabet, når produktionen af guld om knap ti år efter planen bliver indstillet.

Den lokale befolkning ser på alt dette med bekymring, men for de fleste er det afgørende at få arbejde – her og nu.For landet er der ikke i sig selv udvikling i eksport af råvarer, men de mange millioner, som guldminerne sikrer statskassen, kan jo bruges til at skabe bæredygtige fremskridt for hele samfundet.Og den unge chauffør, der engang var M’Balla Sukaabe-dreng, sparer måske op til fremtidens udfordringer. I mellemtiden har han i det mindst ordnede arbejdsforhold og en god løn. 

Her er SEMAFOs video

 

Ikke af grød alene

MÅNEDSFORTÆLLING AUGUST 2011

Tondikara betyder den hvide sten på sproget songhai. I ”gamle dage” blev den berømte klippe i Gorom-Gorom betragtet som en helligdom, og dette træk fra den oprindelige animistiske tro (før islam og senere kristendommen kom til Oudalan-provinsen), fik sit udtryk så sent som i 1970’erne, da der blev ofret dyr på klippen under den store tørkekatastrofe.

Ja, jeg har sågar hørt en gammel mand protestere mod det hotel, der blev opført i 1980, med begrundelsen: ” Det er for tæt på klippen. Hver sten de lægger på om dagen, vil blive fjernet om natten,” sagde han. Men sådan gik det jo ikke.

I dag er det blevet sværere at finde spor af tidligere tiders tro i Gorom-Gorom. Den der vil vide noget om fetichers evne til at beskytte personer mod barnløshed og storfamilier mod konflikter, marker mod tyveknægte, om dette at aflæse en bekræftelse eller en benægtelse i den måde en ofret høne lægger sig på, om at være knyttet til sit totem (oftest et dyr, men undertiden et træ) – og ikke mindst om menneskets muligheder for at søge gud gennem tilbedelse af besjælede ting i naturen, ja, han eller hun må rejse til andre egne af Burkina Faso. Traditionen lever og praktiseres af cirka 15 procent af den samlede befolkning.

Både islam og kristendommen er som nævnt udefrakommende religioner, og en stor del af deres tilhængere har forladt den oprindelige tro inden for den seneste generation eller to. Ordet forladt skal dog ikke tages alt for bogstaveligt.

Animismens forfædretro er en del af de fleste burkineres tankegods, og mange betragter ikke de animistiske praktikker som overtro (i betydningen usande), men som en praksis, der bør undgås, fordi de ikke er gode i kristen eller muslimsk forstand.

En meget troende protestantisk præst fortalte mig om, hvordan man ved hjælp af særlige (ganske enkle) metoder kan skaffe sig en formue. ”Det virker,” sagde han, ”men der er altid en pris for den slags. Man går i ledtog med djævelen.”

Da de første songhaier sivede nordfra ind i Oudalan-provinsen i slutningen af det 16. århundrede (som følge af det store Gao-riges sammenbrud) medbragte de islam, som længe havde været magthavernes tro deroppe nord for Niger-floden.

Islams regler for blandt andet økonomi og jura var netop, hvad disse ledere havde brug for, da de opbyggede riget. Gennem århundreder var troen så sivet ud i landbefolkningens brede lag og var blevet til en folketro.

Den har siden bredt sig til hele Burkina, og den seneste folketælling i 2006 noterer 60 procent muslimer. I Gorom-Gorom er der nu adskillige, ganske store moskeer, en katolsk og et par protestantiske kirker, men når kirkerne genlyder af sang og trommer, er det overvejende tilflyttede soldater og funktionærer, der sidder på træbænkene.

For langt de fleste burkinere er troen en stor del af identiteten, men det betyder ikke, at fundamentalismen fylder meget. Der ses sortklædte, tildækkede kvinder i Burkina, tilhørende wahabismen, men de er få.

Og stort set alle burkinere kunne skrive under på Grundtvigs ord om, at ”den der taler om at tvinge til tro, har intet forstået af troens væsen.”

De bogstavtro, der kun accepterer deres egen version af menneskets stræben mod gud, er et lille mindretal – i hvert fald blandt muslimer og katolikker, men desværre ikke blandt landets protestanter.

Statistikken noterer godt fire procent protestanter, og der er i dag et utal af sekter og små, protestantiske kirker i Burkina.

Mere end den katolske kirke – som har fire- fem gange så mange tilhængere – opleves de af mange burkinere som et autentisk, burkinsk samlingssted.

Her finder troen sin egen form, og man kan give følelserne frit løb i tungetale og fællesbøn. Her kan der ”luftes ud” efter hverdagens evige økonomiske pres og oplevelsen af en uværdig placering i den globale verden.

Oprindeligt var den katolske kirke stort set alene om udbredelsen af evangeliet. Kristendommens udbredelse har jo været knyttet til koloniseringen og dermed til skolesystemet. I årtier var der en overvægt af kristne blandt de uddannede i forhold til normalbefolkningen – også efter uafhængigheden i 1960.

Og i de nordlige provinser blev det at lade sine børn indskrive i skolen ofte betragtet som at overgive dem til den kristne tro.

Kun to ud af seks præsidenter (inklusive den nuværende) har været muslim – og den ene, Saye Zerbo, konverterede senere til protestantismen.

Religionen er nærværende i sproget, som på Blichers tid i Danmark, og altid synlig på mangfoldige måder.

Når den rejsende ser drenge med røde konservesdåser tigge i byernes gader, er det et bevis på, at også troen er knyttet til samfundets vilkår.

Drengene kaldes garibous og er som regel fra fattige familier, ofte fra det nordlige Burkina, der har overladt dem til en (mere eller mindre) Koran-kyndig lærer, en såkaldt marabout. Hos ham lærer de noget fra de hellige skrifter udenad – og de skal tigge sig til dagens måltider, ikke individuelt, men tage udbyttet af deres vandring i gaderne med hjem, hvor marabouten fordeler det.

”En middelalderlig praksis, som vi skal have gjort op med,” sagde en stærkt troende muslimsk skoleinspektør engang til mig, og det er svært at være uenig i.

”Jeg er døbt, men jeg har ikke haft meget tid til at læse i Bibelen,” sagde en burkinsk chauffør engang til en dansk rejsende, ”så jeg er stadigvæk mest animist.”

”Og din kone?” spurgte danskeren.

”Ja, hun er muslim.”

Den slags eksempler er der mange af, selv om de fleste ægtefæller har samme religion. Og den skal ikke forstås som et udtryk for religiøs overfladiskhed, men som et eksempel på den sociale kompetence, der også betyder, at der stort set aldrig er etniske konflikter i Burkina.

At den enkeltes tro stikker dybt, forhindrer ikke, at landsbyens moske ligger nær en lille kirke – og især ikke, at man deltager i hinandens fester til jul og ramadan.

En ny version af islam er opstået i Bani cirka 75 kilometer syd for Gorom-Gorom. Sådan beskriver den selvudråbte profet selv sin menighed, men hans afvigelser fra den rette muslimske tro er så markante, at det kan opfattes som endnu et udslag af den almindelige tolerance, at dette fænomen betragtes som hans eget problem, en sag mellem ham og gud – og i hvert fald ikke en sag for myndighederne.

Efter den officielle statistik definerer 99,6 procent af den burkinske befolkning sig som troende, men staten og den offentlige administration er sekulær, neutral i forhold til religionerne.