Kategoriarkiv: Månedsfortælling

Om begreberne race og etnisk gruppe

MÅNEDSFORTÆLLING FEBRUAR 2018

En amerikansk kvinde, der var i Burkina Faso som frivillig i Fredskorpset, fortalte mig engang, at selv om hun var sort, havde en lokal kjole på og kørte på en lokal cykel, så blev hun ofte hilst med ordene: Hej, hvide kvinde – af folk, der ikke kendte hende, men blot så hende cykle forbi.

Den sorte, jamaicanske forfatter Zadie Smith har fortalt danske journalister, at da hun researchede i Vestafrika, hvor hun har en del af sine rødder, blev hun af vestafrikanerne betragtet som hvid.
De fleste af os ældre danskere er vokset op med den opfattelse, at menneskeheden kan opdeles i forskellige racer, som vi kaldte de hvide, sorte, gule og røde. I hvert fald vestafrikanerne synes at lægge vægt på noget andet.

Den største gruppe i Oudalan-provinsen er Kel tamashèque, hvad der betyder Dem, der taler tamashek. Sådan betegner bellaer og tuareger ofte sig selv. Nogle af tuaregerne definerer desuden sig selv som hvide eller rene tuareger. De har den pointe, at de er af berberslægt og derfor ikke betragtes som negroide ligesom bellaerne, der har deres oprindelse syd for Sahara. De fleste bellaer var engang var slavegjorte af tuareger i forbindelse med krige.

Noget tilsvarende kan siges om peulerne, der er den næststørste gruppe i Oudalan. Deres sprog er fulfulde, og en del af dem omtaler sig selv som hvide eller rene peuler, fordi deres forfædre synes at stamme fra Egypten eller Etiopien – i modsætning til rimaïbè-peulerne, som de deler sprog og langt hen ad vejen kultur med.
Sekretæren i M’Balla Sukaabè tilhører etnisk set en lille og ret ny gruppe i det nordøstligste Burkina Faso. De opfatter sig selv som en undergruppe under peul-folket og er opstået, da gruppens grundlægger (ifølge fortællingen) giftede sig med en tamashek-kvinde. Deres modersmål blev tamashek. Fordi faren efterhånden glemte sit eget modersmål, kendes gruppen som warag-warag, hvad der betyder: Der er ikke – underforstået, at han mistede sit sprog.
Ordene etnisk gruppe eller folkeslag bruges ofte, hvor man tidligere ville have talt om race. Selv når myter og fordomme sies fra, kan der være geografisk bestemte, kulturelle og andre forskelle mellem grupperne, og nogle af disse forskelle kan sikkert aflæses i gen-prøver. Men der ligger ikke nogen forestilling om biologiske forskelle bag, når vi omtaler en gruppe mennesker som en etnisk gruppe.
Ordet bygger på ethnos, som betyder folk. Og vi kan citere Grundtvig for den grundopfattelse, at de, der betragter sig som en del af et folk, også hører med til dette folk.

I dag ved de fleste, at den moderne økonomi i Danmark langt hen ad vejen blev sat i gang af de indtægter, der førtes til landet med baggrund i slaveriet på de såkaldte vestindiske øer. Dengang var det ikke ualmindeligt, at hvide mænd på plantagerne blev biologiske fædre til sorte kvinders børn, og vore forfædre måtte så definere, hvor disse børn hørte til i hierarkiet. Derfor blev det besluttet ved et kongeligt dekret, at børn af slaver var slaver –  og dermed ikke tilhørte farens race. Det valg handlede naturligvis om sociale og økonomiske forhold.

Ligesom den ”rene peul”, der blev sendt til Amerika som en del af den såkaldte trekantshandel, derovre blev betragtet som sort, fordi han per definition var slave.

Oprindelsen af ordet race fortaber sig i tågerne. Men moderne gen-forskere ved, at der er større variation inden for de enkelte grupper, som vi tidligere omtalte som racer, end mellem grupperne. At tale om nulevende menneske-racer har ingen videnskabelig baggrund og næppe heller noget fornuftigt formål.

Derimod kan man påstå, at vi alle tilhører homo sapiens-racen og derved adskiller vi os fra en række andre mennesketyper, så som neandertalerne. Vi er homininer, som har vores fælles ophav, menneskeaberne, til fælles. Der er desværre kun en enkelt gruppe tilbage, vi selv – homo sapiens. De andre er af forskellige grunde uddøde.

​At forestillingen om racebetingede forskelle er ved at forsvinde, behøver ikke at forhindre os i at definere nogens udseende, for eksempel i forbindelse med en efterlysning. Man kan jo have mørk hud og kruset hår, lys hud og glat hår, ligesom man kan have en bestemt højde og drøjde, uden at der tales om raceforskelle.

I de statslige statistikker i Burkina Faso kan man finde tal for, hvor mange der taler forskellige sprog. Derimod har myndighederne gennem årtier stået fast på, at hverken race, etnisk tilhørsforhold eller religion skal fremgå af de id-kort, som de alle skal bære, når de bevæger sig uden for de hjemlige egne.

Når vi andre hører repræsentanter for det yderste højre i USA sige, at Race is real, behøver vi ikke nøjes med at tage afstand fra deres drøm om ”den hvide races overherredømme.” Vi kan konstatere, at begrebet race, når vi taler om mennesker, ikke findes i virkelighedens verden, kun som en historisk betinget forklaring på en social situation. TC

Kommunen, provinsen og regionen

MÅNEDSFORTÆLLING JANUAR 2018

Denne månedsfortælling prøver – på to forskellige måder – at fortælle om det område, hvor M’Balla Sukaabe arbejder. Jeg lægger ud med tre små kulturgeografiske skitser om Gorom-Gorom, Oudalan og Sahel-regionens oprindelse:

Legenden siger, at Gorom-Goroms grundlægger, Bilal Benya, gav stedet navn, da han udtalte ordene “goro irmu goro” til sin kone – hvad der betyder ”sæt dig, her vil vi sidde” på songhai. Jeg vil tro, det var engang i 1800-tallet. Da en fransk militærmand omkring 1900 skulle kortlægge området, skrev han Gorom-Gorom i sine noter. Landsbyen/byen er altså ret ny, og det var først efter den franske kolonisering, at den blev områdets administrative centrum. Den ligger i provinsen Oudalan, som har navn efter de tuareger og bellaer, der for længst var blevet de dominerende i området. De var dromedar-nomader og kaldtes “kel ehanan oudalan” (= dem med de blå telte).

Oudalan afgrænses sydpå af Séno-provinsen og østpå af Soum-provinsen. Begge steder er det dominerende folk peuler, som traditionelt har været kvægnomader. Nordpå går provinsen til landegrænsen til Mali og østpå til Niger. Det mest udbredte modersmål i Oudalan er stadig tamashek, men det største fællessprog er i dag peulernes fulfulde, da langt flere tuareger og bellaer taler fulfulde, end der er peuler, der taler tamashek.

Burkina Faso er inddelt i 13 regioner. Det moderne Oudalan er en af fire provinser i Sahel-regionen. Ordet betyder kyst eller bred på arabisk, ørkenhavets bred, og navnet indikerer dermed, at regionen ligger nær Saharas sydgrænse.

STATISTIK 
Det følgende er hentet i den offentlige statistik.

Indbyggertal
I hele regionen cirka 1,3 millioner. Antallet af indbyggere i Oudalan-provinsen er godt 250.000. Den består af fem departementer, og i Gorom-Gorom departementet ligger 87 landsbyer og provinsens eneste bykommune, Gorom-Gorom. I Gorom-Gorom bykommune bor der cirka 115.000. I selve byen mener Wikipedia, at der bor 12.000. Betingelsen for at blive defineret som en bykommune er ikke mindst et vist økonomisk niveau. Cirka 98 % af befolkningen i Oudalan er muslimer.

Fattigdom
Fattigdomsgrænsen i Burkina Faso er primært beregnet ud fra de ernæringsmæssige behov. Betydningen af det valg kan illustreres ved, at den andel af en typisk Gorom-Gorom families forbrug, der går til fødevarer, fra 2003 til 2009 er steget fra 56 % til 75 %. De tilsvarende tal for landet som helhed er 49 og 59 %. I perioden er andelen af udgifter til beklædning og skotøj faldet fra 13 til 4 % – og for bolig, vand, gas m.m. fra 10 til knap 7 %. I den nævnte periode steg antallet på personer, der levede under landets fattigdomsgrænse i Sahel-regionen fra 35 til 42 %. Fattigdomsgrænsen er 82.672 cfa (cirka 1000 kroner) per person om året, og fra 2009 til 2014 er andelen faldet fra 47 % til godt 40 %.

Boligforhold
I Sahel bor cirka 78 % i jordhuse af en eller anden type. I nogle af dem er byggestenene dog styrket af eller pudset med cement. 20 % har boliger af strå. Andelen af dem, der træder af på naturens vegne ude i naturen, er 85 %, mens 16 % i 2009 har en latrin til det formål. Det er værd at bemærke, at i antallet af forbedrede latrin-systemer stærkt.

Kun cirka 2 % af husstandene i Sahel-regionen har elektricitet, og forbruget af petroleum er faldet drastisk til fordel for almindelige batterilamper og -lygter. I 2014 har 9 % solenergi eller en anden type opladelige batterier. Tidligere har den lyskilde ikke figureret i statistikken. Knap en tredjedel henter vand i traditionelle brønde (uden pumpe) eller i vandløb. Cirka 2/3 har deres vand fra brøndboringer eller offentlige vandhaner.

Kvindevilkår
I regionen var der i 2014 i alt 184 kvindeforeninger, hvoraf 157 var dannet med henblik på landbrug og opdræt, mens to arbejdede med sociale formål. En af dem må formodes af være M’Balla Sukaabe.
Ved valget i 2016 blev der valgt 174 personer valgt ind i det kommunale råd i Gorom-Gorom. Valgdeltagelsen var 64 %, men kun 44 % for kvinder. Tallet for valgte kvinder kendes ikke, men i 2012 var det en. TC

Kilde: Annuaire statistique 2014 de la région du Sahel.

Den store grønne mur tværs over Afrika. Source: Agence Africaine de la grande muraille verte

Månedsfortællinger

MÅNEDSFORTÆLLING SEPTEMBER 2017
 
Gennem en årrække har foreningen Red Børnene i Gorom-Gorom bragt månedsfortællinger med fotos på hjemmesiden. De handler om mange forskellige emner, som er relevante for samarbejdet med M’Balla Sukaabe. Der er historier om Gorom-Gorom og den kultur, kvinderne og børnene lever i. Om landet Burkina Faso og om det internationale samarbejde, som betyder noget for områdets udvikling – og for vores forståelse af deres situation.

Herunder er 65 af fortællingerne sorteret i fire grupper. Det er dem, vi har bragt efter 2012 samt et lille udvalg fra årene inden da:

  1. Sahel-kultur
  2. Burkina Faso og Sahel
  3. International udvikling
  4. Gorom-Gorom og M’Balla Sukaabe.

De er – inden for de fire grupper – anbragt i tidsorden, så de nyeste kommer først. Og de har alle fået nye overskrifter, så medlemmer, undervisere og andre interesserede hurtigt kan få overblik over indholdet.

Hvis ikke andet er angivet, er månedsfortællingen, ligesom dette, skrevet af ​Thyge Christensen.

SAHELKULTUR
Februar 2017: Om æsler og gribbe.
December 2016: 2. fortælling om kvægfolket peulerne.
November 2016: 1. fortælling om kvægfolket peulerne.
Juni 2016: Om den internationale menstruationsdag.
September 2014: Om holdningen til skolegang.
Juni 2014: Om legetøj og spil.
Februar 2014: Om humor og latter.
November 2012: En fortælling om sult.
Oktober 2011: Om ordsprog.
August 2011: Om religion.
Maj 2011: Om mad.
April 2011: Om dans.
November 2010: Om nomadekultur.
Juli 2010: Om humor som fredskultur.

BURKINA FASO OG SAHEL
Oktober 2017: Om alderssammensætning og aldersdividende.
August 2017: Om at måle udvikling. 
Juni 2017: Den store grønne mur af træer mod ørkenen. 
April 2017: Om jagten på guld. 
Marts 2017: Om guldminer i Burkina Faso.
Juli 2016: Om terror.
Maj 2016: Kronprinsesse Mary i Burkina Faso.
November 2015: Om den bevægelse, der vandt over kupmagerne.
December 2014: Om revolutionen i 2014.
Oktober 2014: De vigtigste forandringer gennem 35 år.
December 2013: Om det dansk-burkinske udviklingssamarbejde.
Oktober 2013: Om Danidas Sahel-strategi.
April 2013: Breve om at leve i krigens skygge.
December 2011: Om kalendere, festivaller og andre mærkedage.
Juli 2011: Om veje og anden infrastruktur.
 

INTERNATIONAL UDVIKLING (SET FRA SAHEL)
Juli 2017: Hvordan går det med verdensmålene?
Oktober 2016: Om at investere i børn.
Marts 2016: Om migration. 
Maj 2015: Afrika er rykket tættere på.
August 2015: Om håb og håbløshed.
December 2015: Om de nye verdensmål i forhold til Gorom-Gorom.
November 2014: Om ebola.
Maj 2014: Om kvindernes internationale dag.
Marts 2014: Danske måder at hjælpe børn på.
 

GOROM-GOROM OG M’BALLA SUKAABE
Maj 2017: Olie fra balanites-træet.
Januar 2017: Møde mellem Red Børnene i Gorom-Gorom og M’Balla Sukaabe.
September 2016: Om at trappe projektet langsomt ned.
August 2016: Om M’Balla Sukaabes fællesmåltider.
April 2016: Om vandforsyningen i Gorom-Gorom.
Februar 2016: Møde mellem Red Børnene i Gorom-Gorom og M’Balla Sukaabe.
Januar 2016: Om valget i Burkina Faso.
Oktober 2015: Samtaler om foreningens strategi.
September 2015: Hverdagen på kvindernes samlingssted.
Juli 2015: Foreningens folder på fransk.
Juni 2015: Om den skrøbelige situation i og omkring Gorom-Gorom. 
April 2015: Gymnasiebreve.
Marts 2015: Referat fra fællesmøder på samlingsstedet.
Februar 2015: Møde mellem Red Børnene i Gorom-Gorom og M’Balla Sukaabe.
Januar 2015: Abdoulaye om sit liv.
August 2014: Om at skaffe pengene.
Juli 2014: Om samarbejdsstatus.
Januar 2014: Hadjata og Fatimata om rejsen til Danmark.
November 2013: Kvindernes arbejdsområder.
September 2013: Hvad bruger vi pengene til?
August 2013: Unge i arbejde.
Juni 2013: Dagbog fra Hadjatas og Fatimatas besøg.
Maj 2013: Om hjertesprog.
Marts 2013: Møde mellem Red Børnene i Gorom-Gorom og M’Balla Sukaabe.
Februar 2013: 2.artikel om landbrug.
Januar 2013: 1. artikel om landbrug.
Juni 2011: Om erhvervsmuligheder.

Guldgravere

Tusinder af steder i Burkina Faso kan man se små og store ”månekratere” i jorden, hvor den lokale befolkning med hakker og skovle har gravet efter de sten, der måske indeholder guld. Stenene bliver derefter knust i jernmortere med stødere, der som regel er lavet af gamle bilvrag. Nær landsbyerne er det gerne kvinder og børn, der på denne måde bidrager til familiernes overlevelse. 
 
Man har gennem århundreder vidst, at der var guld i jorden, men i så små mængder, at en udnyttelse ikke syntes relevant. Det var tørkekatastroferne sidst i 70’erne og først i 80’erne, der gjorde nøden så akut og så udbredt, at man måtte se sig om efter nye indtægtskilder.

Dengang var der ingen brønde i Essakane, og vand til et måltid kostede omtrent det samme som fødevarerne. Derfor pustede de første guldgravere det lette, løse sand fra de tungere materialer, pustede med munden – og jeg tvivler på, at nogen af dem, jeg dengang talte med, endnu lever. De er sandsynligvis døde af stenlunger, hvis de da overlevede de mange andre farer, der truede dem. Sygdomme var udbredte. Sammenstyrtninger af huller førte også dengang regelmæssigt til dødsfald.

De burkinske myndigheder indførte hurtigt et system, hvor offentlige opkøbere var de eneste lovlige aftagere, og medvirkede til de første, enkle arbejdsregler – for eksempel, at man skulle sidde i lange, lige rækker, så støvet ramte så få som muligt. Men det var først i 1997, at en ny lov om minedrift tog højde for de ikke-industrielle arbejdsformer.Man forklarede mig dengang i 80’erne, at en daglig indsats som regel førte til en indtægt på cirka 10 kroner – lidt mere for de heldige, men den slidsomme hverdag opfyldte meget sjældent drømmen om den store klump.
Sådan er det også i dag i de mange organiserede, ikke-industrielle miner – man håber, men reelt arbejder man for at finde de små ”pailletter”, der næsten intet vejer, men til sammen alligevel på gode dage bliver til en dagløn.

Snesevis, undertiden hundreder eller sågar tusinder, af unge mænd graver i jorden – 20-30-40-50 meter ned – uden afstivning. Og ude i korridorer fra bunden af disse smalle huller fylder de mindste af dem – både i fysisk forstand og i arbejdshierarkiet – sten i sække, som deres arbejdskammerater på jorden trækker op og knuser.
Der menes at være cirka 1000 af disse Klondike-miner i Burkina Faso, og myndighederne vurderer, at cirka en million af de knap 20 millioner burkinere i dag graver efter guld. Tilsammen menes de at finde mellem en og to tons guld. Hvis vi antager der er tale om 1,5 ton, så repræsenterer denne mængde i alt cirka 420 mio. kroner – altså i gennemsnit om året under 500 kr. pr. guldgraver.
En ny, engelsksproget film om vilkårene i denne type guldminer kan ses på Youtube. 

I vore dage knuses stenene de fleste steder i solide, motoriserede kværne, og resultatet udvaskes på slisker, hvor stumper af plastiktæpper eller lignende bremser de små guldstykker. Også her bruges der kemikalier, ikke cyanid som i de moderne miner, men kviksølv. Det har en evne til at skille guldpailletterne fra de knuste sten og støvet og samle dem i små, gule klumper.
Engang fortalte jeg bedrevidende en ung mand, der stod med kviksølv i håndfladen, at det er giftigt. ”Åh, det er jo kun dampene, og dem undgår vi her uden døre,” var han svar.
Store drenge og unge mænd med støvet klæbet til ansigtet og tøjet – hårdtarbejdende, ofte påvirket af stoffer for at få mod til at kravle med i hullerne og for at udholde de barske forhold. Billederne på nethinden er mange. Kvinder og mindre børn, der arbejder i bagende sol helt uden moderne hjælpemidler.

Samarbejdet mellem M’Balla Sukaabe og Red børnene i Gorom-Gorom kan forhåbentligt forhindre, at nogle af vore unge en dag fristes til at prøve lykken i en af landets primitive guldgraverlejre, hvor alle har de en rimelig sikkerhed for en lille indtægt – og et lillebitte håb om den store gevinst.

Hvis den samme indsats, som der ydes for at få guld op af jorden, blev overført til en modernisering af landbruget, ville mange flere på længere sigt se deres forhåbning opfyldt, og deres børn ville arbejde videre på et væsentligt forbedret grundlag.

En sådan satsning kræver finansiering og viden – og den kræver tro på, at det nytter.
TC

Essakane og andre guldminer

MÅNEDSFORTÆLLING MARTS 2017

For nogle år siden fik to af vore unge, efter endt skolegang, et kørekort. Den ene fik på den baggrund et fast arbejde som chauffør ved rådhuset i Gorom-Gorom. Den anden valgte at søge til guldminen Essakane, cirka 40 kilometer fra Gorom-Gorom. Dér er lønnen langt højere end i offentlige og andre private jobs. Til gengæld er tilliden til jobsikkerheden lille.

De seneste år er prisen på guld steget voldsomt, men det var ikke guldpriserne, der førte til de første aktiviteter i Essakane. Det var fattigdom.
I 1984 var Gorom-Gorom området hårdt ramt af tørke, og det viste sig, at der var en lille, ret sikker indtægt i at grave efter guld i Essakane – og i mindre grad andre steder. Jeg husker, hvordan jeg besøgte Essakane i 1986 og igen i 1987. Det ene besøg er beskrevet i en film i DR tv og det andet i min bog ”Værdighedens Jord”. På det tidspunkt var guldgraverne redskabet hakke og skovl. Den slags guldgravning beskrives i næste månedsfortælling.

Den moderne mine i Essakane startede produktionen i 2010. To år senere havde landet startet seks miner, og i år kommer tallet op på 10.  Essakane er endnu den største mine af sin art i Burkina Faso, som er den fjerde største guldeksportør i Afrika. Bomuld er for længst udkonkurreret som den vigtigste eksportvare.

På grafen på billedet, kan man få bekræftet, at guldpriserne stadig var lave, da de første guldgravere i Essakane kæmpede for et måltid mad, og at de moderne, burkinske miner først blev etableret, da prisstigningerne var langt over niveauet i 1980’erne.
Firmaet IAMGOLD, der står bag Essakane-minen, arbejder for tiden med en stor ny investering i området. De ejer 90 % af aktierne, mens den burkinske stat ejer resten.

Lokalt lægger både politikere, embedsmænd og den almindelige befolkning meget vægt på, at minerne giver arbejde, men som regel breder skuffelsen sig, når det viser sig, at de fleste ansættelser kræver faglige kvalifikationer, der ikke findes i området.

Den første moderne mine i Essakane førte til, at 13 landsbyer måtte forflyttes – til mindre frugtbare områder.  Det drejede sig om 2562 husstande med i alt 11.563 personer. I 2012 udtalte den lokale imam fra den lille landsby Ticknawell til bladet AKLAR: “I går levede vi ganske godt af vores marker og af de huller, hvor vi gravede guld. Men da vi flyttede, blev det til total elendighed. Minen har med deres maskiner overladt os nye marker, men de jorde giver ingenting. I vores landsby har kun 15 af vores børn kontraktarbejde i minen. Resten af dem, dusinvis er det, har ingen marker at arbejde i. Vi bankede forgæves på minens dør. Så vi er overladt til Gud og til mennesker af god vilje, så minen ser på vores sag.”

En udvidelse i 2013 førte til flytning af endnu 2000 personer, og selskabet forudser, at produktionen stiger fra 32 til 56 tons guld om året. En sådan udvidelse er kun mulig i kraft af en moderne produktionsform, der anvender det giftige kemikalium cyanid. Ifølge en miljøundersøgelse fra 2016 udgør dette en risiko for økosystemet i området, for lokalbefolkningens sundhed og for husdyrproduktion. Også luftforureningen i form af støv er et problem, og det er foruroligende at forestille sig, hvordan de enorme udgravninger vil efterlade landskabet, når produktionen af guld om knap ti år efter planen bliver indstillet.

Den lokale befolkning ser på alt dette med bekymring, men for de fleste er det afgørende at få arbejde – her og nu.For landet er der ikke i sig selv udvikling i eksport af råvarer, men de mange millioner, som guldminerne sikrer statskassen, kan jo bruges til at skabe bæredygtige fremskridt for hele samfundet.Og den unge chauffør, der engang var M’Balla Sukaabe-dreng, sparer måske op til fremtidens udfordringer. I mellemtiden har han i det mindst ordnede arbejdsforhold og en god løn. 

Her er SEMAFOs video

 

Ikke af grød alene

MÅNEDSFORTÆLLING AUGUST 2011

Tondikara betyder den hvide sten på sproget songhai. I ”gamle dage” blev den berømte klippe i Gorom-Gorom betragtet som en helligdom, og dette træk fra den oprindelige animistiske tro (før islam og senere kristendommen kom til Oudalan-provinsen), fik sit udtryk så sent som i 1970’erne, da der blev ofret dyr på klippen under den store tørkekatastrofe.

Ja, jeg har sågar hørt en gammel mand protestere mod det hotel, der blev opført i 1980, med begrundelsen: ” Det er for tæt på klippen. Hver sten de lægger på om dagen, vil blive fjernet om natten,” sagde han. Men sådan gik det jo ikke.

I dag er det blevet sværere at finde spor af tidligere tiders tro i Gorom-Gorom. Den der vil vide noget om fetichers evne til at beskytte personer mod barnløshed og storfamilier mod konflikter, marker mod tyveknægte, om dette at aflæse en bekræftelse eller en benægtelse i den måde en ofret høne lægger sig på, om at være knyttet til sit totem (oftest et dyr, men undertiden et træ) – og ikke mindst om menneskets muligheder for at søge gud gennem tilbedelse af besjælede ting i naturen, ja, han eller hun må rejse til andre egne af Burkina Faso. Traditionen lever og praktiseres af cirka 15 procent af den samlede befolkning.

Både islam og kristendommen er som nævnt udefrakommende religioner, og en stor del af deres tilhængere har forladt den oprindelige tro inden for den seneste generation eller to. Ordet forladt skal dog ikke tages alt for bogstaveligt.

Animismens forfædretro er en del af de fleste burkineres tankegods, og mange betragter ikke de animistiske praktikker som overtro (i betydningen usande), men som en praksis, der bør undgås, fordi de ikke er gode i kristen eller muslimsk forstand.

En meget troende protestantisk præst fortalte mig om, hvordan man ved hjælp af særlige (ganske enkle) metoder kan skaffe sig en formue. ”Det virker,” sagde han, ”men der er altid en pris for den slags. Man går i ledtog med djævelen.”

Da de første songhaier sivede nordfra ind i Oudalan-provinsen i slutningen af det 16. århundrede (som følge af det store Gao-riges sammenbrud) medbragte de islam, som længe havde været magthavernes tro deroppe nord for Niger-floden.

Islams regler for blandt andet økonomi og jura var netop, hvad disse ledere havde brug for, da de opbyggede riget. Gennem århundreder var troen så sivet ud i landbefolkningens brede lag og var blevet til en folketro.

Den har siden bredt sig til hele Burkina, og den seneste folketælling i 2006 noterer 60 procent muslimer. I Gorom-Gorom er der nu adskillige, ganske store moskeer, en katolsk og et par protestantiske kirker, men når kirkerne genlyder af sang og trommer, er det overvejende tilflyttede soldater og funktionærer, der sidder på træbænkene.

For langt de fleste burkinere er troen en stor del af identiteten, men det betyder ikke, at fundamentalismen fylder meget. Der ses sortklædte, tildækkede kvinder i Burkina, tilhørende wahabismen, men de er få.

Og stort set alle burkinere kunne skrive under på Grundtvigs ord om, at ”den der taler om at tvinge til tro, har intet forstået af troens væsen.”

De bogstavtro, der kun accepterer deres egen version af menneskets stræben mod gud, er et lille mindretal – i hvert fald blandt muslimer og katolikker, men desværre ikke blandt landets protestanter.

Statistikken noterer godt fire procent protestanter, og der er i dag et utal af sekter og små, protestantiske kirker i Burkina.

Mere end den katolske kirke – som har fire- fem gange så mange tilhængere – opleves de af mange burkinere som et autentisk, burkinsk samlingssted.

Her finder troen sin egen form, og man kan give følelserne frit løb i tungetale og fællesbøn. Her kan der ”luftes ud” efter hverdagens evige økonomiske pres og oplevelsen af en uværdig placering i den globale verden.

Oprindeligt var den katolske kirke stort set alene om udbredelsen af evangeliet. Kristendommens udbredelse har jo været knyttet til koloniseringen og dermed til skolesystemet. I årtier var der en overvægt af kristne blandt de uddannede i forhold til normalbefolkningen – også efter uafhængigheden i 1960.

Og i de nordlige provinser blev det at lade sine børn indskrive i skolen ofte betragtet som at overgive dem til den kristne tro.

Kun to ud af seks præsidenter (inklusive den nuværende) har været muslim – og den ene, Saye Zerbo, konverterede senere til protestantismen.

Religionen er nærværende i sproget, som på Blichers tid i Danmark, og altid synlig på mangfoldige måder.

Når den rejsende ser drenge med røde konservesdåser tigge i byernes gader, er det et bevis på, at også troen er knyttet til samfundets vilkår.

Drengene kaldes garibous og er som regel fra fattige familier, ofte fra det nordlige Burkina, der har overladt dem til en (mere eller mindre) Koran-kyndig lærer, en såkaldt marabout. Hos ham lærer de noget fra de hellige skrifter udenad – og de skal tigge sig til dagens måltider, ikke individuelt, men tage udbyttet af deres vandring i gaderne med hjem, hvor marabouten fordeler det.

”En middelalderlig praksis, som vi skal have gjort op med,” sagde en stærkt troende muslimsk skoleinspektør engang til mig, og det er svært at være uenig i.

”Jeg er døbt, men jeg har ikke haft meget tid til at læse i Bibelen,” sagde en burkinsk chauffør engang til en dansk rejsende, ”så jeg er stadigvæk mest animist.”

”Og din kone?” spurgte danskeren.

”Ja, hun er muslim.”

Den slags eksempler er der mange af, selv om de fleste ægtefæller har samme religion. Og den skal ikke forstås som et udtryk for religiøs overfladiskhed, men som et eksempel på den sociale kompetence, der også betyder, at der stort set aldrig er etniske konflikter i Burkina.

At den enkeltes tro stikker dybt, forhindrer ikke, at landsbyens moske ligger nær en lille kirke – og især ikke, at man deltager i hinandens fester til jul og ramadan.

En ny version af islam er opstået i Bani cirka 75 kilometer syd for Gorom-Gorom. Sådan beskriver den selvudråbte profet selv sin menighed, men hans afvigelser fra den rette muslimske tro er så markante, at det kan opfattes som endnu et udslag af den almindelige tolerance, at dette fænomen betragtes som hans eget problem, en sag mellem ham og gud – og i hvert fald ikke en sag for myndighederne.

Efter den officielle statistik definerer 99,6 procent af den burkinske befolkning sig som troende, men staten og den offentlige administration er sekulær, neutral i forhold til religionerne.