COVID-19 i Burkina Faso – tæt på Gorom-Gorom

MÅNEDSFORTÆLLING maj 2020

Der er af flere grunde altid interesse for den første gang, også når en ny epidemi truer en befolkning. Da Vestafrika blev ramt af ebola i 2014, mentes det at have udgangspunkt i, at en dreng spiste en frugt, som en flagermus havde skidt på. Dengang var Burkina Faso rustet til at møde en truende epidemi, men slap med skrækken. Hvert land plejer at gøre omhyggeligt rede for det første indenlandske tilfælde. I Danmark var der tale om en mand, der sidst i februar bragte corona-smitten hjem fra en skitur i Italien. I Burkina Faso deltog den kendte præst Mamadou Karambiri sammen med sin hustru i et stort bønnemøde i en evangelisk kirke i den franske by Mulhouse. De kom begge hjem med fly og blev registreret som smittede den 9. marts, og landets ledelse så i øjnene, at en dramatisk epidemi truede.

Den 31. marts talte den traditionelle kejser i Ouagadougou, Moro Naba Naaba Baonga, til folket og opfordrede alle til at overholde myndighedernes regler. For eksempel at alle byer med blot et enkelt registreret tilfælde var i karantæne, så ingen måtte rejse ud eller ind af den. Et udgangsforbud klokken 19 til 05 gjaldt hele landet, selv om der overvejende var registreret smitte i hovedstaden og i byer vest og sydvest for denne. På samme dag påbegyndtes desinfektion af det store marked i Ouagadougou, og siden er der sprøjtet på mange burkinske markeder. Og i burkinsk tv kan man se sundhedspersoner gå omkring på markedspladser i flere provinsbyer for at tilbyde alle tilstedeværende at afspritte deres hænder Persontransport mellem burkinske byer blev forbudt, ligesom al trafik ind og ud af landet, undtagen varetransport, blev standset. Landets skoler og universiteter var desuden blevet lukket af pandemien, og det må have været noget af et deja-vu for børnene i Gorom-Gorom, hvor der har været adskillige lukninger de seneste år på grund af terrortruslen og lærerstrejke. Der er dog tale om at åbne skolerne igen – måske endda inden denne månedshistorie bliver lagt på hjemmesiden. Men om der kommer resultater ud af, at umyndighederne har peget på malariamidlet klorokin som et middel, der vil blive taget i anvendelse, er lige så usikkert som, at den omtalte Moro Naba har gjort sig til talsmand for anvendelse af adskillige former for traditionel medicin til bekæmpelse af COVID-19.

Den burkinske ledelses reaktioner har på flere områder lignet den danske, men perspektiverne er anderledes alvorlige i alle afrikanske lande. FN’s udviklingsfond UNDP frygter, at denne epidemi kan koste hvert andet job, og i flere lande frygtes de lukkede grænser og den begrænsede transport inden for landene at medføre alvorlig sult, som kan koste langt flere menneskeliv end selve smitten. Jeg har tidligere gjort mig til talsmand for, at udviklingen i Burkina Faso, som jeg første gang kom til i 1979, knap en snes år efter uafhængigheden af den franske kolonimagt, har været ganske imponerende. I de forløbne årtier er der opbygget en psykologisk og administrativ national enhedsfølelse, og økonomien og livsvilkårene har udviklet sig betragteligt. Der er trods alt stor forskel på at være truet på sundheden på grund af ensidig kost og på at se udbredt sultedød i øjnene i krisesituationer, selv om også det første er alvorligt og et tegn på stor fattigdom. Andre observatører har oplevet udviklingen som langsom og til tider håbløs. Jeg har endvidere bevaret en vis grundlæggende optimisme i spørgsmålet om terrorismen – blandt andet har jeg i månedsfortællingen fra november sidste år En moderne fredskultur formuleret håbet om, at landet en dag vil se tilbage på perioden med voldsomme terrorangreb, og genfinde sin position som et land, der i det meste af verden er kendt for sin fredskultur. Men når COVID-19 slår mange fremtidsplaner omkuld for nationen så vel som for den enkelte, og det sker samtidigt med, at terrorister kæmper en grusom og stædig kamp for at ødelægge stabiliteten og gøre landet til en åben port for fremtidige angreb på kystlandene, kan det være svært at bevare optimismen.

Mens disse linjer skrives – den 27. april – er der ikke smittetilfælde i selve Gorom-Gorom, hvorimod der tales om seks smittede i guldminebyen Essakane godt 40 kilometer væk og tre i Falagountou, som ligger godt 50 kilometer fra Gorom-Gorom. Det er godt at huske på, at de burkinske myndigheder og den burkinske befolkning har solide erfaringer med at inddæmme en smitte. Det gælder ikke mindst i de hyppige tilfælde af meningitis-epidemier. Vaccination af hele befolkningsgrupper har man som regel kun grebet til, når smitten har udviklet sig til en udbredt trussel i et område. Men blot tanken om, hvordan det kan gå, hvis smitten får fat i de mange i Gorom-Gorom, der bor tæt som internt fordrevne, og i den nærliggende lejr med maliske terrorflygtninge, kan ryste de fleste.

På den anden side er der åbenbart ikke mange smittede, der dør af sygdommen – og slet ikke i Afrika. Mens vi herhjemme har registreret 422 corona-dødsfald, er det tilsvarende tal for Burkina 42 – ud af en befolkning på cirka 20 millioner. Der er utvivlsomt tale om et stort såkaldt mørketal i et land med en meget svag sundhedssektor, men forskellen er alligevel stor nok til at give plads til en vis optimisme. Selv om COVID-19 smitter hurtigere end andre corona-sygdomme, så er dødeligheden altså forholdsvis lille, og indtil videre ser de afrikanske lande ud til at være sparet for de værste konsekvenser. TC