Der er noget på spil

I dag ser man en del fabrikslavet legetøj i Gorom-Gorom – dukker, biler og andet. Den slags fandtes stort set ikke for 35 år siden, men det forhindrede naturligvis ikke børnene i at lege. Jeg husker endnu, hvordan en lille pige gik rundt med en kasseret plastiksandal i et klæde på ryggen, så ”barnets hoved” lige netop stak ovenud.

Mange turister har fotograferet og måske købt de biler, lastbiler, cykler og motorcykler, som burkinske drenge laver af ståltråd og dåser, og det der i starten var deres egen leg, blev en indtægtskilde. Også smededrenge i Gorom-Gorom opdagede for flere årtier siden, at der var penge i at lave fly, biler, dromedarer og meget andet af træ og dekorere dem med en kniv, der har ligget i bålets gløder.

Der er naturligvis også mange spil med faste regler. Dam og kortspil er importeret. Blandt de oprindelige er ikke mindst awale, der er Burkinas form for kalaha. I Gorom-Gorom er det mest almindeligt at spille det, hvor man sidder – med små huller i sandet ved siden af måtten og de brikker, der nu er inden for rækkevidde. 

Det samme gælder yote, der spilles med 30 huller i sandet – fem gange seks rækker. Hver af de to deltagere har 12 brikker, som for den ene kan være små sten og for den anden ganske korte stumper af en gren. Spillet går ud på, at fjerne modstanderens brikker. Man vinder en brik ved at ved at springe over den – lige over, frem eller tilbage, til højre eller til venstre, men ikke diagonalt. Den brik man går efter, skal ligge i et hul ved siden af ens eget hul, og der skal være et tomt hul bagved. Man må kun springe én gang, men man kan derefter vælge en hvilken som helst anden af modstanderens brikker og også fjerne den, enten fra hullerne eller i hans reservelager.
Den ene spiller begynder med at lægge en brik i et hul, og den anden lægger en af sine brikker i et andet hul. Kun en brik ad gangen. Brikkerne kan flyttes over i tomme huller – lige frem eller tilbage, til højre eller til venstre, men ikke diagonalt. Man gør klogt i at få fat i nogle af modstanderens brikker fra begyndelsen og gemme nogle af sine egne, til man får brug for dem. Hvis hver spiller kun har tre brikker tilbage i hullerne, ender spillet uafgjort. Og hvis man ikke længere kan flytte med en brik, så har man tabt.

Vi har – i kraft af Lego Charity – kunnet give børnene i M’Balla Sukaabe 10 kasser af det verdenskendte danske legetøj. Det bliver brugt og er utvivlsomt udviklende for børnenes evner. Børns leg er jo en vigtig del af deres opvækst, ikke tom fritid i modsætning til skolegang og arbejde. Og en gang imellem er ”meningen” med legen lettere at få øje på end andre gange.

Jeg sad for mange år siden på en bænk og fulgte tre drenge, der var optaget af en leg om drenges udholdenhed. De havde hver et stavlygtebatteri – af den slags man indtil for få år siden brugte i næsten alle lygter og radioer i Burkina Faso. Den ene var cirka syv år; de to andre noget ældre. På skift kaster de deres batteri op i luften, og når det er lykkes to af dem at få det til at stå i sandet, er det den tredje, der er den. Jeg følger med i, hvordan den mindste af dem nu må lægge sin hånd i det varme sand med håndfladen nedad, og hans blik følger nervøst, at de to andre på skift kaster deres batteri igen. De fleste gange kaster de dem højt op med en antydning af en spiral i bevægelsen. De kaster så højt, de ”tør”, for det handler om at få det til at ramme den allerede forslåede hånd i sandet. Jo højere de kaster batteriet, desto nemmere glemmer de vist smerten, da det var en af dem, der havde tabt omgangen. Men desto større er jo også risikoen for at ramme ved siden af. Det første batteri lander i sandet og drengens ansigt lyser op – men kort efter rammer det næste batteri sit mål, og den lilles ansigt stivner et øjeblik. Så startede legen forfra, og hver gang den lille tabte, ønskede jeg i mit stille sind, at de legede med lidt mindre batterier. TC

Dukke af skumgummi.
Drenge spiller yote.
Dam.