Essakane og andre guldminer

MÅNEDSFORTÆLLING MARTS 2017

For nogle år siden fik to af vore unge, efter endt skolegang, et kørekort. Den ene fik på den baggrund et fast arbejde som chauffør ved rådhuset i Gorom-Gorom. Den anden valgte at søge til guldminen Essakane, cirka 40 kilometer fra Gorom-Gorom. Dér er lønnen langt højere end i offentlige og andre private jobs. Til gengæld er tilliden til jobsikkerheden lille.

De seneste år er prisen på guld steget voldsomt, men det var ikke guldpriserne, der førte til de første aktiviteter i Essakane. Det var fattigdom.
I 1984 var Gorom-Gorom området hårdt ramt af tørke, og det viste sig, at der var en lille, ret sikker indtægt i at grave efter guld i Essakane – og i mindre grad andre steder. Jeg husker, hvordan jeg besøgte Essakane i 1986 og igen i 1987. Det ene besøg er beskrevet i en film i DR tv og det andet i min bog ”Værdighedens Jord”. På det tidspunkt var guldgraverne redskabet hakke og skovl. Den slags guldgravning beskrives i næste månedsfortælling.

Den moderne mine i Essakane startede produktionen i 2010. To år senere havde landet startet seks miner, og i år kommer tallet op på 10.  Essakane er endnu den største mine af sin art i Burkina Faso, som er den fjerde største guldeksportør i Afrika. Bomuld er for længst udkonkurreret som den vigtigste eksportvare.

På grafen på billedet, kan man få bekræftet, at guldpriserne stadig var lave, da de første guldgravere i Essakane kæmpede for et måltid mad, og at de moderne, burkinske miner først blev etableret, da prisstigningerne var langt over niveauet i 1980’erne.
Firmaet IAMGOLD, der står bag Essakane-minen, arbejder for tiden med en stor ny investering i området. De ejer 90 % af aktierne, mens den burkinske stat ejer resten.

Lokalt lægger både politikere, embedsmænd og den almindelige befolkning meget vægt på, at minerne giver arbejde, men som regel breder skuffelsen sig, når det viser sig, at de fleste ansættelser kræver faglige kvalifikationer, der ikke findes i området.

Den første moderne mine i Essakane førte til, at 13 landsbyer måtte forflyttes – til mindre frugtbare områder.  Det drejede sig om 2562 husstande med i alt 11.563 personer. I 2012 udtalte den lokale imam fra den lille landsby Ticknawell til bladet AKLAR: “I går levede vi ganske godt af vores marker og af de huller, hvor vi gravede guld. Men da vi flyttede, blev det til total elendighed. Minen har med deres maskiner overladt os nye marker, men de jorde giver ingenting. I vores landsby har kun 15 af vores børn kontraktarbejde i minen. Resten af dem, dusinvis er det, har ingen marker at arbejde i. Vi bankede forgæves på minens dør. Så vi er overladt til Gud og til mennesker af god vilje, så minen ser på vores sag.”

En udvidelse i 2013 førte til flytning af endnu 2000 personer, og selskabet forudser, at produktionen stiger fra 32 til 56 tons guld om året. En sådan udvidelse er kun mulig i kraft af en moderne produktionsform, der anvender det giftige kemikalium cyanid. Ifølge en miljøundersøgelse fra 2016 udgør dette en risiko for økosystemet i området, for lokalbefolkningens sundhed og for husdyrproduktion. Også luftforureningen i form af støv er et problem, og det er foruroligende at forestille sig, hvordan de enorme udgravninger vil efterlade landskabet, når produktionen af guld om knap ti år efter planen bliver indstillet.

Den lokale befolkning ser på alt dette med bekymring, men for de fleste er det afgørende at få arbejde – her og nu.For landet er der ikke i sig selv udvikling i eksport af råvarer, men de mange millioner, som guldminerne sikrer statskassen, kan jo bruges til at skabe bæredygtige fremskridt for hele samfundet.Og den unge chauffør, der engang var M’Balla Sukaabe-dreng, sparer måske op til fremtidens udfordringer. I mellemtiden har han i det mindst ordnede arbejdsforhold og en god løn. 

Her er SEMAFOs video