Gennem optimismens og pessimismens briller

Det følgende er en beskrivelse af de seneste års udvikling i Burkina Faso, med udgangspunkt i Gorom-Gorom – og set gennem henholdsvis pessimistiske og optimistiske briller.

Det første synes umiddelbart at være det nemmeste, og det plejer at betyde, at det er vigtigt at huske det andet.

I april 2015 blev rumæneren Julian Gherghut kidnappet af en Al-Qaeda-gruppe ved Tambao-minen, der ligger cirka 55 kilometer nordøst for Gorom-Gorom. Han var ansat som sikkerhedsvagt, og en video fra juli 2017 viser angiveligt, at han stadig er i live. Det samme gælder i øvrigt den ældre australske læge, der i januar 2016 blev kidnappet i provinsbyen Djibo (cirka 275 km. vest for Gorom-Gorom). Angrebet, der førte til kidnapningen af rumæneren, betragtes som det første terrorangreb i den udvikling, der siden da ifølge FN har kostet cirka 700 mennesker livet i Burkina Faso.

Udgangspunktet for den terrorprægede epoke er som bekendt situationen i nabolandet Mali, da tuaregoprørere i marts 2012 slog sig sammen med islamistiske terrorister og erobrede tre byer i det nordlige Mali, hvad der året efter førte til fransk militær indgriben. Siden da har udviklingen været dramatisk i hele regionen. FN-kilder har opgjort, at mens terrorismen i 2016 førte til 770 dødsfald i Mali, Burkina Faso og Niger, er tallet for 2019 over 4000.

I Burkina Faso har situationen i årevis været præget af, at terrorister er kommet fra nabolandene, og at de overlevende angribere bagefter er flygtet over grænsen. En undtagelse fra dette har været en gruppe i Djibo, der overvejende bestod af lokale. I løbet af det seneste år eller to har billedet dog delvist ændret sig. Terroren og terroristerne anses ikke kun at komme udefra. Det er sigende, at de på op til hundrede motorcykler har kunnet samles til angreb på burkinske mål cirka 100 kilometer fra grænsen. Problemet synes at have bidt sig fast med baggrund i udbredt fattigdom og skepsis over for sikkerhedsstyrkernes kompetence og hele grundholdning til lokalbefolkningen.

I dag er det svært at vurdere, hvor meget af problemet der kan siges at være nationalt, og hvor meget der kommer udefra, men det kan ikke nægtes, at terrorismen er et stigende problem – i det Burkina Faso, der indtil for få år siden var kendt for sin fredskultur.

Hvis Al Qaeda har forsøgt at tegne et billede af, at de europæiske soldater bekæmper islam og ikke blot terrorismen, så har det desværre en vis historisk klangbund. Gennem det meste af kolonitiden og i årtierne efter har muslimerne, som jo er et stort flertal af befolkning i landets nordlige provinser, med rette følt, at de på mange måder blev forfordelt i administrationen, ikke mindst i undervisningssektoren, sammenlignet med de langt færre kristne.

Desuden er det lykkedes terroristerne at skabe etniske sammenstød som følge af angreb, og det er lykkedes at øge antallet af internt fordrevne så voldsomt, at man kan blive bekymret for, om administrationen i det mest pressede områder vil bryde sammen. Også andre terrorgrupper – ikke mindst Islamisk Stat og Boko Haram – ser uhyggelige perspektiver i at underlægge sig store dele af Vestafrika som et kalifat, der kan siges at erstatte de områder, de har mistet kontrollen over i Irak og Syrien. Det er ikke længere fri fantasi, hvis man tillægger de dystre udsigter et regionalt sigte. Burkina Fasos nabolande, der indtil nu har været sparet for angreb – Ghana, Elfenbenskysten, Togo og Benin – mærker truslen nærme sig.

Pessimister har desværre meget at bygge deres dystre fremtidsscenarier på.

Optimister ser derimod mange eksempler på lokal modvilje og afstandtagen over for de voldelige islamisters adfærd, og kan håbe på, at Al-Qaeda mister pusten, så udviklingen vender.

”Situationen er stabil for tiden,” stod der i en mail fra kvinderne i Gorom-Gorom midt i januar, mens disse linjer skrives – tre uger efter at et angreb på Aribinda (knap 80 kilometer vest for Gorom-Gorom) juleaften viste sig at blive det blodigste i landet. På Facebook skrev vi:

”Mange timer senere havde 80 af angriberne mistet livet, ligesom syv soldater og 35 civile”. Blandt de sidste var efter sigende 31 kvinder, der var samlet for at hente vand, og som blev mejet ned af flygtende terrorister… De mange dræbte terrorister vil måske på længere sigt blive taget som et af de første tegn på, at den burkinske sikkerhedssituation rent militært er ved at tippe over til burkinsk fordel. Drabet på de 31 kvinder vil muligvis også betyde, at terroristernes moralske ry får endnu et knæk nedad.”

Optimister kan med andre ord forestille sig, at angrebet på Aribinda juleaften en dag vil stå som et eksempel på et vendepunkt. Mange personlige meddelelser fra Gorom-Gorom tyder på, at både lokalbefolkningen, administrationen og diverse foreninger står for presset fra de mange internt fordrevne, der udgør endnu flere end den oprindelige befolkning. Og ikke mindst skal vi stadig huske på, at burkinerne gennem århundreder har opbygget en fredskultur, der giver deres samfund en særlig robusthed i den nuværende situation.

Et andet vendepunkt er måske ved at nærme sig. Mon ikke snart EU vil indse, at en massiv hjælp til Sahel-området er af lige så stor interesse for os som for dem, der bor dernede. Danmark yder allerede nu militær bistand til de FN-styrker, der bekæmper terroristerne. Det er der desværre god grund til. Men der bliver næppe nogen endelig sejr, hvis området vedblivende skal leve med ekstrem fattigdom og svag ledelse. En ny Marshall-hjælp er flere gange blevet nævnt. En massiv hjælp til Sahel-landene med sigte på at opfylde de nye verdensmål kan få afgørende betydning – på betingelse af, at den er et udtryk for et samarbejde mellem to ligeværdige parter. En sådan bistand vil kun være en rimelig kompensation for de enorme tab, de fattige lande har haft i sammenhæng med mange årtiers afhængighed af vores økonomi. Gennem mange år har de været den ydende part og vi den modtagende – på trods af en forståelig europæisk trang til at beskrive det modsatte. Man behøver blot at nævne de skatter, vores europæiske og amerikanske firmaer har snydt landene for. For eksempel beregnede den britiske organisation Oxfam i 2012, at u-landene hvert år blev snydt for cirka 850 milliarder kroner, mens de på det tidspunkt årligt modtog cirka 670 milliarder kroner i bistand. Mange og nyere eksempler på en tilsvarende tendens kan sikkert findes.

Men læg mærke til ordene ”ligeværdige parter”. Det er på flere måder en afgørende fælles interesse, at terrorismen mislykkes i sine mål i Vestafrika, og tiden er heldigvis ved at løbe fra forestillingen om os som den ydende part og de fattige som den modtagende. Vi må derfor lære at deltage i nye samarbejdsformer, der vel at mærke hverken tilgodeser eliten i vores eller i deres samfund. Måske en sådan Marshall-hjælp kunne finansieres med en særskat til alle firmaer over en vis størrelse i EU-landene?

Og optimisten kan huske på, at heller ikke den burkinske kolonitid så ud til at få en ende. Men det fik den. Det er godt at huske, både for den der har svært ved at forestille sig, at vi en dag vil omtale terrorismen som en fortidig periode – ganske som for den, der har tilsvarende svært ved at forestille sig, at forholdet mellem burkinerne og europæerne en dag vil være ligeværdigt. TC