Guldgravere

Tusinder af steder i Burkina Faso kan man se små og store ”månekratere” i jorden, hvor den lokale befolkning med hakker og skovle har gravet efter de sten, der måske indeholder guld. Stenene bliver derefter knust i jernmortere med stødere, der som regel er lavet af gamle bilvrag. Nær landsbyerne er det gerne kvinder og børn, der på denne måde bidrager til familiernes overlevelse. 
 
Man har gennem århundreder vidst, at der var guld i jorden, men i så små mængder, at en udnyttelse ikke syntes relevant. Det var tørkekatastroferne sidst i 70’erne og først i 80’erne, der gjorde nøden så akut og så udbredt, at man måtte se sig om efter nye indtægtskilder.

Dengang var der ingen brønde i Essakane, og vand til et måltid kostede omtrent det samme som fødevarerne. Derfor pustede de første guldgravere det lette, løse sand fra de tungere materialer, pustede med munden – og jeg tvivler på, at nogen af dem, jeg dengang talte med, endnu lever. De er sandsynligvis døde af stenlunger, hvis de da overlevede de mange andre farer, der truede dem. Sygdomme var udbredte. Sammenstyrtninger af huller førte også dengang regelmæssigt til dødsfald.

De burkinske myndigheder indførte hurtigt et system, hvor offentlige opkøbere var de eneste lovlige aftagere, og medvirkede til de første, enkle arbejdsregler – for eksempel, at man skulle sidde i lange, lige rækker, så støvet ramte så få som muligt. Men det var først i 1997, at en ny lov om minedrift tog højde for de ikke-industrielle arbejdsformer.Man forklarede mig dengang i 80’erne, at en daglig indsats som regel førte til en indtægt på cirka 10 kroner – lidt mere for de heldige, men den slidsomme hverdag opfyldte meget sjældent drømmen om den store klump.
Sådan er det også i dag i de mange organiserede, ikke-industrielle miner – man håber, men reelt arbejder man for at finde de små ”pailletter”, der næsten intet vejer, men til sammen alligevel på gode dage bliver til en dagløn.

Snesevis, undertiden hundreder eller sågar tusinder, af unge mænd graver i jorden – 20-30-40-50 meter ned – uden afstivning. Og ude i korridorer fra bunden af disse smalle huller fylder de mindste af dem – både i fysisk forstand og i arbejdshierarkiet – sten i sække, som deres arbejdskammerater på jorden trækker op og knuser.
Der menes at være cirka 1000 af disse Klondike-miner i Burkina Faso, og myndighederne vurderer, at cirka en million af de knap 20 millioner burkinere i dag graver efter guld. Tilsammen menes de at finde mellem en og to tons guld. Hvis vi antager der er tale om 1,5 ton, så repræsenterer denne mængde i alt cirka 420 mio. kroner – altså i gennemsnit om året under 500 kr. pr. guldgraver.
En ny, engelsksproget film om vilkårene i denne type guldminer kan ses på Youtube. 

I vore dage knuses stenene de fleste steder i solide, motoriserede kværne, og resultatet udvaskes på slisker, hvor stumper af plastiktæpper eller lignende bremser de små guldstykker. Også her bruges der kemikalier, ikke cyanid som i de moderne miner, men kviksølv. Det har en evne til at skille guldpailletterne fra de knuste sten og støvet og samle dem i små, gule klumper.
Engang fortalte jeg bedrevidende en ung mand, der stod med kviksølv i håndfladen, at det er giftigt. ”Åh, det er jo kun dampene, og dem undgår vi her uden døre,” var han svar.
Store drenge og unge mænd med støvet klæbet til ansigtet og tøjet – hårdtarbejdende, ofte påvirket af stoffer for at få mod til at kravle med i hullerne og for at udholde de barske forhold. Billederne på nethinden er mange. Kvinder og mindre børn, der arbejder i bagende sol helt uden moderne hjælpemidler.

Samarbejdet mellem M’Balla Sukaabe og Red børnene i Gorom-Gorom kan forhåbentligt forhindre, at nogle af vore unge en dag fristes til at prøve lykken i en af landets primitive guldgraverlejre, hvor alle har de en rimelig sikkerhed for en lille indtægt – og et lillebitte håb om den store gevinst.

Hvis den samme indsats, som der ydes for at få guld op af jorden, blev overført til en modernisering af landbruget, ville mange flere på længere sigt se deres forhåbning opfyldt, og deres børn ville arbejde videre på et væsentligt forbedret grundlag.

En sådan satsning kræver finansiering og viden – og den kræver tro på, at det nytter.
TC