internt fordrevne

Hadjata fortæller

Om de internt fordrevne i Gorom-Gorom

MÅNEDSFORTÆLLING SEPTEMBER 2019

Landsbyen Gorom-Gorom gennemlevede i 1974 og i årene frem et drama med udgangspunkt i flere års tørke. Utallige, forkomne flygtninge fra Mali samledes i store lejre, og det internationale samfund greb ind for at begrænse den menneskelige tragedie. Hvor mange dødsfald tørken kostede dengang, kan vi kun gætte på. I år oplever det samme sted et tilsvarende drama – med to store forskelle: De nyankomne er internt fordrevne burkinere, der søger sikkerhed for terror og etnisk uro – inden for landets grænser. Og Gorom-Gorom er, sammenlignet med 1974, en moderne provinsby med en relativt erfaren administration og et langt mere aktivt civilsamfund.

Mens disse linjer skrives sidst i august, er de nye flygtninges antal til opgjort til at være over 10.000. Og nye kommer til hver dag. Kommunen har i denne forbindelse appelleret til de lokale foreninger om hjælp. ”Man giver, hvad man kan – lidt fødevarer eller andet,” fortæller sekretæren i M’Balla Sukaabe Hadjata Ohaya. ”Men vi regner ikke med at blive direkte involveret i hjælpearbejdet. Det har vi ikke ressourcer til.”

Ressourcer kan nok både forstås som penge og som kræfter.

Alligevel mærker de naturligvis den nye situation hver eneste dag. ”Der kommer mange fremmede børn ind på samlingsstedet for at tigge, og vi ved ikke helt, hvordan det vil gå, når vi holder det næste fællesmåltid. Skolerne er fyldt, men de vil blive forladt igen inden skolestart sidst i september. Andre bor til leje eller hos pårørende.”

Unicef har opstillet store telte, blandt andet på de tomme områder bag kvindernes samlingssted. Desuden bor der mange i det nye marked, der er ved at blive bygget ved byens indkørsel fra Dori. De mange famlier, som vi her på hjemmesiden har fortalt, er flyttet ind hos Abdoulaye, er overvejende fra Sikiré nær Aribinda, men ellers kommer de fleste andre steder fra.

Både myndighederne og forskellige NGO’er gør meget for at hjælpe. I øjeblikket er det svært at gætte på, hvad fremtiden vil byde på.

”Sikkerhedssituationen bliver værre for hver dag, der går,” fortæller Hadjata. Men det er hendes opfattelse, at de fleste af de fordrevne vil vende hjem igen, når sikkerhedssituationen igen er blevet god. “De har jo forladt deres huse, og mange har nået at arbejde i deres marker ved regntidens begyndelse, før de flygtede.”

”Som forening har vi ikke problemer,” beroliger hun. ”Til fårefesten Tabaski har vi nydt, at I lige har sendt fødevarehjælp. Og indtil videre har vi fået flere gode regnskyl.” Den 15. september holder vores forenings bestyrelse det årlige sommermøde, og vi vil naturligvis drøfte situationen. Og ideer fra vore medlemmer vil som altid være velkomne.

Umiddelbart har M’Balla Sukaabe ikke bedt om hjælp udover den sædvanlige, og det er ikke vores indtryk, at de magter at yde en indsats, der ligger ud over, hvad de præsterer til daglig. TC

Billederne i denne fortælling er taget af M’Balla Sukaabe og sendt til os.