Har vore venner stadig brug for vores hjælp?

MÅNEDSFORTÆLLING AUGUST 2017

Den seneste månedsfortælling formidlede en optimistisk historie om dansk engagement i de nye verdensmål frem mod 2030, og vi kan tilføje, at Danmark i juli 2017 for første gang skulle fremlægge sit arbejde i FN. I denne sammenhæng ser Danmark ud til både at have skurkens og heltens rolle.
Trods faldende bistandshjælp til de fattigste lande, har vi siden 1974 levet op til FN’s mindstemål på 0,7 % af bruttonationalproduktet. Nøgleordet for de nye verdensmål er bæredygtighed, og trods vores ry for gode resultater inden for vedvarende energi, ligger vi meget højt i det, der hedder økologisk fodaftryk. Det vil sige, at vores livsstil kræver langt flere ressourcer, end naturen kan nå at genoprette.

Burkina Faso bruger derimod mindre af jordens ressourcer end deres statistiske ”ret”, og vinklen på denne månedsfortælling er burkinsk. Her er det centrale dog at få udryddet sult og ekstrem fattigdom. Det vil ikke mindst betyde ubeskriveligt meget for almindelige menneskers muligheder i Oudalan-provinsen, hvor Gorom-Gorom ligger.
Specifikt om Oudalan kan vi kun sige, at tal fra Burkina Fasos statiske bureau, INSD, bekræfter, at landets fattigste regioner ligger i det nordlige Burkina, og at 92 % af landets fattige bor uden for byerne. Med andre ord: Vore venner har et svært udgangspunkt.
INSD kan også fortælle, at landets økonomiske vækst i 2014 og 2015 er steget en anelse mindre end det gennemsnit på 6 %, man noterede for2003-13. Alligevel er andelen af ekstremt fattige (som lever af 1,25 dollar om dagen) fra 2009 til 2014 faldet fra 47 til 40 %.
Den almindeligste målestok for udvikling er FN-organisationen UNDP’s menneskelige udviklingsindeks (HDI). Heri indgår økonomi, middellevetid og skolegang/uddannelse med lige stor vægt. HDI giver derved et mere nuanceret billede af landenes udviklingsstade end økonomi alene.
Tallene for Burkinas udvikling fra 2005 (hvor vi for alvor var i gang med samarbejdet med M’Balla Sukaabe) og frem til 2016, viser, at den forventede levealder er steget fra 48 til 59 år, andelen af børn der kommer i skole er steget fra 45 til 87 %, alfabetisering af voksne over 15 år fra 24 til 36 %.

I 2005 var Burkina Faso rangeret som nr. 175 af 183 lande – og i 2016 som nr. 185 af 193. I begge målinger altså verdens 9. fattigste land.
Og hvad så med optimismen? Jo, det går virkelig fremad i Burkina Faso – dog ”kun” i samme takt som i andre meget fattige lande. Og vore venner bor i et af de områder, der er hårdest ramt af fattigdom, og hvor udviklingsmulighederne er vanskelige.
Den burkinske præsident har holdt sit valgløfte fra 2015 og gjort en række sundhedsydelser til børn og kvinder gratis. Hvordan hans regering vil leve op til et andet centralt punkt fra valgkampen – at skaffe et stigende et antal unge et arbejde – er endnu uvist.
Vi har altså gode grunde til at mene, at vores bidrag er nødvendigt. Til gengæld har vi også gode grunde til at tro på, at det nytter. TC