Identitet

Først som koloniseret og siden som terrormodstander

MÅNEDSFORTÆLLING NOVEMBER 2020

Siden den franske kolonimagt for cirka 100 år siden trak nogle streger på landkortet, som derefter definerede Øvre Volta, har befolkningen i det område, der nu hedder Burkina Faso, gennemlevet to store, længerevarende og afgørende kriser.

Den første blev skabt af nationens fødsel som koloni. Heri lå et forhold til det styrende land, kolonimagten, som ikke blot var præget af et afgørende modsætningsforhold. Det lå i selve strukturen, at magthaverne følte sig overlegne på en række felter, og at områdets befolkningsgrupper i stor udstrækning blev frataget deres oprindelige identitet. I kraft af europæernes militære og teknologiske overmagt lod de fleste voltesere sig indordne i et forhold, hvor de selv var den underlegne og ydmygede part.

Vi ved fra individuelle forhold, hvor ødelæggende det er, når den underlegne indtager offerrollen. Noget tilsvarende har præget kolonitidens logik. Når de to roller således passer sammen i en overlegen-underlegen relation, styrkes magtens identitet som overlegen i omtrent samme grad, som den underlegnes identitet svækkes. Dette forhold mener jeg, har også præget starten på det, der ofte er kaldt neo-kolonialismen, altså perioden efter den formelle uafhængighed i 1960. Og det har skabt utallige efterdønninger, som kan aflæses i den situation, som lederen af revolutionen i 1983, Thomas Sankara, reagerede på. Denne underlegne rolle blev tilmed forstærket i et område som Oudalan-provinsen, da flere års tørke skabte en ydmygende social nød i de nordlige provinser, som fandt sin modpol af bedreviden i de vesteuropæiske stater og udviklingsorganisationer.

Nutidens virkelighed og perspektiverne for fremtiden er præget af terrortruslen, og en forudsætning for, at vi kan se optimistisk på de kommende årtier, er en formodning om, at terroristerne taber deres kamp for at skabe en islamistisk stat i Vestafrika, som indeholder Burkina Faso. Jeg har før brugt sammenligningen med koloniseringen for at minde om, at terrorismen trods alt fik en ende. Denne gang vil jeg pege på et vigtigt karakteristisk træk ved forholdet mellem den burkinske befolknings store flertal og netop terrorismen. Modsætningen mellem disse to parter i den igangværende konflikt, bygger på burkinske værdier, der er oparbejdet gennem adskillige årtier, og som har præget de seneste årtiers udvikling. Og der er næppe grund til at frygte, at modsætningsforholdet vil svække befolkningens tro på egne værdier, så som tolerance og demokrati, som det var tilfældet i kolonitiden. Tværtimod ser det trods terrorens udbredelse ud til, at de fleste burkinere bliver styrket i deres forankring i individuelle og samfundsmæssige værdier, der langt hen ad vejen kan kaldes de modsatte af Al-Qaedas.

Der ser ud til at være afgørende forskel på terrorismens konsekvenser og koloni-forholdets svækkelse af befolkningen. I øjeblikket ser det ud til, at næsten alle i administrationen og i den civile befolkning tager afstand til både kolonitidens undertrykkelse og fornedrelse og fra terrorismen. I det man kunne kalde det lange, seje træk, har burkinerne fundet en metode og en identitet, der har styrket dem, og de tanker, der i Europa især var populære i 1970’erne, at sand uafhængighed kun kan opnås gennem en blodig befrielseskrig, er ikke i spil.

Vel har der været tale om dramatiske perioder, som kupforsøget i 2015, som blev stoppet af folkelig modstand, men krigsførelse har ikke været en del af kampen for reel selvstændighed. Betydningen af at et samfund på cirka 20 millioner indbyggere har over en million internt fordrevne, og at hundreder er blevet dræbt eller såret i forbindelse med terroraktioner de seneste fem år, skal naturligvis ikke undervurderes. Men man kan trods alt ikke kalde den militære trussel fra terroristerne for akut.

Truslen om en ødelæggende social krise som følge af de mange internt fordrevne er alvorlig, men i øjeblikket heller ikke akut. Snarere ser det ud til, at denne krise styrker burkinernes evne og vilje til at holde fast i deres værdier. Det er i sig selv en grund til at støtte M’Balla Sukaabes arbejde i Gorom-Gorom.

Mens ovenstående ligger som månedens fortælling på vores hjemmeside, afholder burkinerne et dobbeltvalg, til både præsidentposten og til Nationalforsamlingen den 22. november. Ikke så lidt af den selvtillid, der har præget befolkningen de seneste årtier, afhænger af, hvordan denne valgdag forløber.