Internt fordrevne

af Thyge Christensen

For et år siden har endnu kun ganske få hørt om internt fordrevne i Burkina Faso. Lejre har i årevis helt overvejende været for maliere, der var flygtet for krigen i deres hjemland. Men den 30. juni i år blev der opgjort cirka 220.000 personer, der var presset ud af deres hjemegn af terrorisme og etniske overfald, og det tal var steget med 29 % siden den 11. maj. I den samme periode steg antallet af internt fordrevne i Gorom-Gorom fra 3.000 til 6.000.

Sidst i juli udsendte jeg en appel fra Abdoulaye, som bor nogle kilometer uden for Gorom-Gorom:

Kære alle. For et lille minut siden blev jeg ringet op af Abdoulaye, som fortalte, at der er flygtet så mange fra Aribinda-området, at alle dem han kender, og også en del han ikke kender, er søgt ud til ham i Kel Egièf. Det drejer sig om de såkaldte ”interne flygtninge”, sagde han, altså de mennesker der er flygtet fra terrorister og etniske sammenstød. Han har så mange boende, at en del må være ude under træerne, selv om det har regnet meget i nat. Al indendørs plads er optaget. Action Sociale er ved at tælle folk, men der er endnu ikke talt om nogen fødevarehjælp eller andet tilsvarende. Han bad mig hilse alle vennerne, og det fortolker jeg sådan, at han har akut brug for hjælp til i det mindst at kunne byde sine ”gæster” på noget at spise. Om et par dage vil jeg sende ham et beløb og derfor spørger jeg jer, om I vil være med. I så fald bedes I sende penge til reg.nr. 3648 – konto 3648414412 – og I må gerne sende mig en besked som svar på denne mail. Og I må meget gerne sende denne mail videre til alle dem, jeg ikke i hast har tænkt på.

Allerede to dage efter kunne jeg udsende en ny besked:

Kære alle. Jeg har sidst på formiddagen sendt 9.600 kr. til Abdoulaye, og han bad mig fyldt af taknemlighed hilse alle: ”Mit hjerte er åbent, og I har trukket en stor torn ud af min fod.” Nu vil han i første omgang købe nogle fødevarer, og så får vi se, hvad der sker. Han har endnu ikke styr på antallet. Rådhuset har været derude for at tælle flygtninge, men endnu ikke givet ham et resultat, og Action Sociale har han ikke hørt fra, siden de var der i går. Jeg glæder mig over, at vi kan yde en første bistand så hurtigt, som det slet ikke er muligt for de instanser, der nødvendigvis skal overholde visse formalia osv. Siden jeg var i Aarhus for at sende pengene, er der kommet yderligere 900 kr., så jeg ved, at der bliver tale om en 2. forsendelse en af dagene. Og så er det pudsigt at tænke på, at til den første (måske for en gang skyld lidt før?) sender vi en månedsfortælling ud, hvor han citeres for følgende: ” Engang fortalte han mig om sin tidligste barndomsoplevelse: “Jeg lå en mørk aften ude i en hytte sammen med oldemor. Dengang boede vi derude, du ved, nogle kilometer herfra. Min mor var i Gorom-Gorom. Jeg har nok været fire år. Den gamle og jeg kunne høre sjakalerne liste rundt om hytten, og så sagde jeg til hende: Jeg vil ind til Gorom-Gorom, hvor mor er, så sjakalerne ikke æder mig, for det er mig, der skal tage mig af dem allesammen.

Om fredagen ringede han og fortalte, at myndighederne i Gorom-Gorom har opgjort antallet af de internt fordrevne, der er kommet til byen inden for de seneste par uger til 7.476. Nogle af disse er taget ud til ham. Det drejer sig især om folk fra landsbyen Sikiré, som ligger nær Aribinda på vejen, der fører til Gorom-Gorom. Mange af dem kender han, andre ikke.

Jeg ved ikke, hvor mange de er, eller hvad der skal ske de næste dage og uger. Men jeg kan fortælle, at jeg igen en af dagene vil sende ham et beløb på mindst 4.300 kr.

Som afslutning på denne orientering vil jeg bringe oversættelsen af en kort reportage af Boubacar Tarnagda, som jeg har fundet på Lefaso.net. Den er fra det sydlige Burkina, nær grænsen til Togo, og den fortæller sandsynligvis omtrent det samme, som en tilsvarende reportage fra Gorom-Gorom ville have gjort. Lad mig lige minde om, at Aribinda er den lille provinsby, der i april i år blev ramt af et terrorangreb og efterfølgende etniske forfølgelser, der kostede et meget stort antal landsbybeboere i området livet. Kampti kommune: 45 fordrevne fra Arbinda søger ly og hjælp Det var om eftermiddagen den 24. juli, at disse 45 fordrevne, inklusive otte mænd, tolv kvinder og 25 børn, ankom til Kamptis Action Sociale i deprimeret tilstand og psykose, fortalte os lederen af denne service, Ibrahim Dieudonne Sourabié.

Han fortsætter: ”Den ældste i gruppen fortalte mig, at deres liv er i fare i Arbinda på grund af den manglende sikkerhed, og de søger tilflugt. Derfor appellerede jeg til sikkerhedsmyndighederne og de administrative myndigheder her, og vi gik i gang med deres identifikation og verificerede det materiale, de var i stand til at tage med, før jeg midlertidigt indlogerede dem i Kampti offentlige folkeskolecenter A .”

En af de fordrevne, Boureima Bamogo, beretter: ”Bevæbnede mennesker går rundt i hjemmene De rører ikke børn, kvinder og ældre, men søger kun de unge til at slagte dem. Hvis der ikke er nogen unge på stedet, tager de tingene ud af husene og brænder dem ned. Jeg har mistet seks brødre. Om natten skjuler vi os i træerne. Jeg beder om at blive her; for intet i verden ville jeg ikke vende tilbage til Pelouta (Arbinda).” Hans ældre bror, Salam Bamogo, bekræfter: “Vi flygtede, fordi de dræber vores brødre hver dag.”

Ved ankomsten kontrollerede Kamptis sundhedsdistrikt deres helbred og gav dem myggenet. “De har brug for mad, fordi det, de bragte med sig, kan ikke slå til i mere end en uge,” sagde Ibrahim Dieudonné Sourabié. Han tilføjer, at “om få dage, hvis udstyret er tilgængeligt for os, kan vi installere det i de det modtagelsescenter og transitcentret, der allerede findes. Da disse fordrevne beder om at blive i Kampti, planlægger vi sammen med borgmesteren og sikkerhedsstyrkerne at tale med jordejerne om deres integration i samfundet.”

Kilde: Bl.a. BURKINA FASO – Situation des personnes déplacées internes (PDI).