Fordrevnes midlertidige bolig

Krise og grund til optimisme?

APRIL 2021

På baggrund af terrordrabene på otte personer den 18. februar cirka 50 kilometer nordøst for Gorom-Gorom har jeg stillet en række spørgsmål til kvinderne i M’Balla Sukaabe. De bekræfter, at det påvirker dem, at terrorangrebene sker så tæt på Gorom-Gorom, og at børnene er bange. Nogle af dem har mistet familiemedlemmer, og de hører ofte, at nogle fraråder dem at gå i skole. Skolerne er jo åbne på trods af truslerne.
Da sikkerhedsstyrkerne få dage efter angrebet ved Markoye dræbte 11 terrorister og arresterede en ved flere aktioner en snes kilometer vest for Gorom-Gorom, førte det hurtigt til, at en ny bølge af internt fordrevne søgte sikkerhed i byen, herunder en større gruppe fra landsbyen Bidi hos Abdoulaye. Han fortalte, at end ikke den lokale afdeling af den statslige organisation Action Sociale havde flere fødevarer, og de nyankomne ingenting havde at spise. Selv købte han to sække hirse på markedet og fordelte det efter bedste evne.

Vi håber, at kommunen og forskellige udviklingsforeninger har ressourcer til at følge op på det akutte problem, men har ikke hørt andet nyt. Jeg har sjældent hørt ham så opgivende, og han lagde vægt på, at ”situationen er nu den samme for de fastboende som for de internt forrevne.”
Personligt lider han ikke nød, men meget tyder på, at kombinationen af terrortruslerne, presset fra de mange internt fordrevne og dertil de økonomiske konsekvenser af bekæmpelsen af corona-smitten tilsammen har ført til, at byens mest udsatte, herunder de nyankomne, har nået bristepunktet.

Jeg spurgte desuden kvinderne, hvordan det i øjeblikket ser ud vedrørende egnens eget høstresultat, og de svarede, at situationen er bedre end sidste år.

Måske de også kan finde lidt optimisme i, at der menes at være forhandlinger i gang mellem burkinske officerer og embedsmænd og terrorister fra den al-Qaeda-gruppe, der ofte har stået for angreb på landets nordlige provinser. Globalnyt.dk citerer The New Humanitarian for, at i de dele af landet, er volden faldet til en femtedel, siden forhandlingerne gik i gang. 

Også i nabolandet Mali, hvor hele konflikten har sit udspring, menes der at være forhandlinger i gang. Men det hele er været meget hemmeligt. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der forhandler på jihadisternes vegne, og den burkinske regering er af princip ikke med som deltagende part.
The New Humanitarian citeres endvidere for at påstå, at de lokale ledere er ude for, at fremmede nu kommer på markedet for at handle i stedet for at dræbe. De lokale er bange for at tale med jihadisterne, fordi de senere kunne blive beskyldt for at være i ledtog med dem.

Folk i landsbyer, som er kontrolleret af jihadisterne fortæller, at de militante stadig kræver at man opfører sig og klæder sig, som de synes. Men beboerne er mindst lige så bange for, at sikkerhedsstyrker og militser skal tro, de støtter de militante. ”Så vi må skifte tøj, hver gang vi går ud og ind af landsbyen,” fortæller en. TC