Kvæg og konflikter

MÅNEDSFORTÆLLING DECEMBER 2016

Peul-folket kaldes verdens største nomadefolk, men ”rigtige” nomader – uden bopæl og jordbrug – er der efterhånden ikke mange af. Derimod menes det, at cirka 20 % af peulerne stadig er halvnomader – altså omtrent lige så mange, som der er danskere.
Man kalder deres erhvervsform for transhumance og kan sammenligne den med sæterkulturen. Det gælder også de peuler, der hører hjemme i Oudalan-provinsen, men måske tilbringer en del af året eller flere år i træk langt fra hjemmet i søgen efter græsgange.
Traditionelt har der været en grundlæggende gensidig fordel for jordejere og kvægfolk. Kvæget har nydt godt af markernes rester af hirsestængler og andet efter høsten, og det har så gødet jorden på den naturlige måde. Denne symbiose var den overvejende fortælling, da jeg for knap 40 år siden lærte det burkinske Sahel at kende.
Men i dag er befolkningerne vokset, og presset på jorden er øget dramatisk. Der meldes stadigt oftere om alvorlige konflikter mellem de to grupper. Og stadigt tiere med dræbte til følge – som regel peuler.
De seneste år har myndighederne i Elfenbenskysten smidt peuler og deres kvæg ind i det vestlige Ghana, og ghanesere har smidt andre grupper af peuler og deres dyr mod øst over grænsen til Nigeria. Det alvorligste sammenstød – i 2012 – var mellem maliere af dogonfolket og (overvejende burkinske) peuler på den maliske side af grænsen. Det kostede 30 døde. En tilsvarende konflikt kostede seks personer livet i 2015.
Langt de fleste konfrontationer handler om ødelagte og truede marker. Der er dog også mange tilfælde, hvor adgangen til vand er konfliktstoffet.
De sociale spændinger har altså i mange tilfælde overtrumfet de traditionelle fredstraditioner.  Og der er ikke umiddelbart udsigt til en nem og hurtig løsning på problemerne.

En del af den peul-kultur, pulaagu, der blev nævnt i seneste månedsfortælling, handler om køerne. Og traditionelt har peulernes forhold til deres dyr været meget anderledes end vores forhold til vore køer.
Det æstetiske har været en meget vigtig faktor. At en ko var smuk, ville en peul tidligere opfatte som langt vigtigere end dens værdi i penge.
I det hele taget har afkast ikke fyldt meget i vurderingen af kørernes. De fleste har opfattet det som afgørende for oplevelsen af rigdom at have mange køer og smukke køer – langt vigtigere end deres eventuelle værdi ved salg.

Ligesom vores samfund i disse år ændres ganske radikalt, indser flere og flere peul-kvægejere, at de må ændre deres holdning til dyrene. Og salgsforeninger hjælper med at gøre kvægdriften mere rationel i vores forstand. Og de har brug for hjælp til, at et udviklet kvægbrug får en konstruktiv plads i det vestafrikanske samfund. Også dér hvor peulerne kun kommer for at søge græsning og vand til deres dyr. Peul-mundheldet ”Så længe en mand ikke er død, er skabelsen af ham ikke tilendebragt” kan give håb om, at deres samfund indeholder dynamik til en nødvendig forandring.
Skabelsen af korridorer, der giver basis for sæterkulturen, er afgørende for fremtiden. Forbedret dyrlægetjeneste, større vægt på afkast, sikkerhed for at børnene og de unge har mulighed for at gå i skole i samme grad som andre – disse faktorer er eksempler på forandringer, der skal forhindre, at peulerne marginaliseres yderligere i de samfund, hvor de betragtes som fremmede. Der er i denne proces i høj grad brug for de sociale kompetencer, jeg omtalte i sidste månedsfortælling.

Jordejerne lægger vægt på, at der er tale om en social konflikt – og at de ofte er mindst lige sig fattige som kvægfolket. Men det høres stadigt oftere, at peuler opfatter sig som etnisk diskrimineret. Og ligesom burkinerne og andre afrikanske myndigheder ofte undgår at tale om etnicitet, når de laver statistikker, så kan vi minde os selv om, at dramaet ikke bunder i etnicitet, men i erhvervsinteresser. Derfor skal en sådan indsats have fokus på kvægdrivere og hyrdedrenge generelt, ikke på et bestemt folkeslag.
Og vi europæere kan måske overveje, at ligesom peulerne har brug for at udvikle et nyt forhold til deres kvæg, så har vores kultur vist brug for at lægge mere vægt på værdier, der ikke kan aflæses på en bundlinje. TC

En peulhyrde.
Zebukvæg.