Om æsler og gribbe

MÅNEDSFORTÆLLING FEBRUAR 2017

Æsler og gribbe er blandt de dyr, som mange af os har minder om fra Gorom-Gorom og andre steder i Burkina Faso. Denne månedsfortælling handler om, hvorfor der på få år er blevet færre og færre af de to dyrearter.

Lad os tage æslerne først. Den umiddelbare tanke er måske, at nedgangen i æselbestanden kan være en naturlig udvikling og et positivt tegn på en forbedret økonomi. Noget tilsvarende har vi jo set i Sydeuropa. Men desværre, vi kan ikke præsentere den gode nyhed, at millioner af burkinske bønder nu har fået råd til at købe trehjulede kinesiske motorcykler med lad som erstatning for æseltransport af landbrugsvarer og brænde. Ikke desto mindre er den kinesiske indflydelse på udviklingen særdeles reel.
Gennem lokale mellemmænd tilbyder kinesiske opkøbere æselejerne en langt højere pris, end de er vant til at få på de lokale markeder. Tidligere har burkinske slagtere ofte smidt æselskindet væk, men nu er det ikke kødet, der er hovedsagen for køberne, men skindet – selv om der også i Kina er folk, der sætter pris på æselkød.
Det afgørende er nemlig, at der i Kina er mangel på gelatine til helseprodukter, og æselskind har oven i købet ry for at kunne modvirke aldring. De anvendes dog i mange andre typer traditionel medicin, lige fra barnløshed til blodmangel og søvnproblemer.
På et par år er eksporten stedet fra 1000 skind til 65.000. Eksperter mener, at de burkinske æsler kunne udryddes på cirka fem år, og derfor har regeringen i august 2016 vedtaget et dekret om regulering af slagtning af æsler og forbud mod udførsel af deres produkter.
Selv om der allerede nu er gjort et mærkbart indhug i æselbestanden, kan de fleste af landets smålandbrug stadig satse på æsler til transport og som trækdyr.

Også andre typiske Burkina-oplevelser er ved at blive sjældne – så som synet af gribbe, der svæver i ring højt over et ådsel, og den dramatiske lyd af gribbe, der lander på et bliktag. Gribben er ellers fredet i henhold til internationale konventioner, men ”krybskytter” har udviklet nye metoder. I en retssag, der kostede de skyldige både bøder, erstatning til den burkinske stat samt op til 18 måneders betinget fængsel, viste det sig, at man havde strøet tobak på kød for at lokke de store rovfugle til og samtidigt tage livet af dem i kraft af tobakken.
Burkinerne spiser ikke gribbe, men der har været tilfælde, hvor krybskytterne har overtrådt loven for at sælge kødet i Nigeria. Mere kendt er dog gribbens anvendelse i voodoo-ritualer, hvor man menes at kunne modvirke forbandelser ved at anvende dele af gribben som amulet.
Igen kan man naturligvis spørge sig selv, om det mon er en naturlig udvikling, at gribbens plads i det økologiske system – som den, der fjerner ådsler fra naturen – er ved at være erstattet af mere moderne former for renovation. Og igen må svaret blive, at dertil er landet endnu ikke kommet.
I forvejen er gribben truet af forgiftning af insekticider og en række andre faktorer. De strenge straffe til de skyldige er udtryk for, at de burkinske miljømyndigheder er meget bevidste om, at gribbens eventuelle udryddelse vil medføre store hygiejneproblemer.

​Kilder: International Kontakts nyhedsblad 2016 og www.slateafrique.com.