Kolanødder i Thyges hånd

Om det tællelige og andre måder at tænke på

Da jeg i 1982 sad over for Amadou i Tintabora, som ligger ganske nær Gorom-Gorom, fik jeg den tanke, at hvis jeg spurgte ham om landsbyens indbyggertal, så ville han nok svare: ”Hvad skal vi dog med sådan et tal? Vi er her jo alle sammen.” Alle kender hinanden i Tintabora, og mange er i familie med hinanden, men indbyggertallet er man sig næppe bevidst. I hvert fald var man det ikke for knap 40 år siden. Jeg var der med en lille båndoptager for at optage historier til bogen ”Ånden i baobab træet”, som nu også findes som e-bog. Den første historie kaldte jeg Tålmodigheden. Den næste gav jeg navnet Tre mænd, der ville lære om livet. Det er en såkaldt dilemmahistorie, hvor tilhørerne efter selve fortællingen diskuterer historien for at tage stilling til dens værdier. Hvad er vigtigst? Og jeg har aldrig hørt en sådan historie, hvor moralen kunne tælles, måles eller vejes. Man spørger ikke: Hvem tjente mest? Eller: Hvem kom først frem? Og ingen af de utallige historier, hvor tålmodighed gøres til en vigtig dyd, prøver at bekræfte den konstatering med noget målbart.

I den samme periode, hvor jeg registrerede folkeeventyr i Tintabora, skete det, at en bekendt af Abdoulaye, hvor jeg nød de daglige måltider og ikke mindst snakken over hirsegrøden og teen, midlertidigt deponerede nogle store baller på familiens grund. De var fyldt med kolanødder, som var pakket i tykke bananblade. Vennen havde omsat sit kontante overskud fra et længere ophold i Elfenbenskysten til kolanødder, som han nu ville sælge her i Gorom-Gorom. Han har nok tænkt meget på de store, grønne baller, som stod en godsvogn, mens han selv sad i en passagervogn et andet sted i toget. Og under togtransporten fra Abdidjan til Ouagadougou havde det været svært for ham at skaffe sig hyppig adgang til ballerne, så han kunne holde dem fugtige ved at fugte bananbladene. Kolanødder mister hurtigt deres værdi, hvis de tørrer ud. Da han havde fået dem solgt til en handlende på Gorom-Gorom marked, var en del gået tabt, og han kunne registrere et lille tab. Abdoulaye så de store baller blive transporteret fra sin varetægt og smilede glad og lettet: ”Er det ikke flot gjort!” sagde han overbevisende. ” Han har næsten ikke tabt noget. Det er mange penge, og han fik næsten det samme for dem, som det har kostet ham at købe dem og transportere dem herop!” Den pointe tænkte jeg en del over, før jeg i mit stille sind konkluderede, at her i Gorom-Gorom tænker man åbenbart sjældent i afkast, som det er almindeligt hjemme i Danmark. Man lægger sjældent vægt på at sætte et resultat i forhold til en økonomisk indsats, men på en anden type virkelighed, der snarere kan kaldes kvalitativ end kvantitativ.

Folkeeventyrene er en del af den oprindelige kultur, og det vil næppe undre nogen, at de næsten altid lægger vægt på noget kvalitativt og ikke på noget kvantitativt. Men forholdet til økonomi må vel være kvantitativt ligesom hos os i Danmark? Og dog. I hvert fald lagde Abdoulaye vægt på, at hans ven stod tilbage med en pæn sum penge, som kunne sikre ham selv og hans familie i et godt stykke tid. Mens jeg tænkte på, at det sådan set havde været mere rentabelt at tage kontanterne med hjem i stedet for at investere dem i kolanødder. Vi så vist grundlæggende forskelligt på ordet investering.

Da jeg i den samme periode oplevede en fejlslagen regntid, så jeg på, hvordan lokale kvægavlere solgte nogle af deres dyr til en pris, der lå langt under deres handelsværdi i gode tider. Disse bønder handlede hver for sig, og på den måde undgik de i det mindst den totale katastrofe, nemlig at kvæget døde af sult, hvis regnen ikke kom tilbage. De købmænd, der kørte de afkræftede dyr til Ouagadougou bag på store lastbiler, fedede dem op, før de solgte dem videre til slagtehusene – til normale priser. I vore dage har lokale bondeforeninger i Sahel-området tillært sig nogle af den kvantitative tankegangs fordele. I kraft af mobiltelefoner kan de orientere sig om prisen på kvæg i Ouagadougou og sågar i nabolandene. Og i kraft af deres organisering kan de samlet forhandle med storbyens købmænd om afsætning af store kvægflokke på én gang. De står ikke længere alene, og de er velorienterede. De har overtaget noget af den tankegang, der tidligere skaffede storbyens købmænd store overskud. Og dermed overtaget noget af overskuddet.

Etableringen af den nye situation er ikke kommet let og hurtigt. I 1982 var det stadigvæk almindeligt, at traditionelle opdrættere af peul-folket mere tænkte i køers skønhed end i deres handelsværdi. Der er ikke ”kun” tale om et skifte i organisering, men i grundlæggende tankegang. I årevis har vi danskere diskuteret det rimelige i, at vores skoleelevers viden og niveau skal gøres op i tests, så deres resultater er sammenlignelige med andre landes elever. Og mange har formuleret indvendinger mod, at stort set alt skal kunne betale sig. For eksempel måles lighed eller retfærdighed tit i helbredsmæssige fordele i kroner og ører, hvormed disse begrebers kvalitative værdi – i sig selv – undervurderes eller negligeres.

Det moderne menneske i Europa og USA er blevet kaldt for homo economicus, og i det navn ligger en konstatering af, at vi i ekstrem grad prøver at gøre livet og samfundet tælleligt, målbart – og derved mister nogle af de kvalitative værdier deres betydning. De sociale og de spirituelle dele af vores tankegang kan sjældent tælles, og hvis vi beskriver vores liv og samliv i BNP og økonomisk vækst, går andre hensyn tabt. Som rejseleder har jeg utallige gange oplevet, hvor meget en typisk dansker koncentrerer sig om det, der kan tælles og måles, når han eller hun stiller spørgsmål til vestafrikanere. Og hvor tit det vækker undren i de vestafrikanske ansigter, som ikke er vant til at svare på en byge af spørgsmål, der begynder med Hvor mange? Hvor tit? Hvor meget? Denne balance mellem det kvalitative og det kvantitative er efter min vurdering et kernepunkt i vurderingen af et samfunds udvikling. Og vi har meget at lære af hinanden i bestræbelsen på at finde den rette balance. TC