Otte af de unge

I august 2015 hed månedsfortællingen Håbets magt. Heri skrev vi, at ”fattigdom er ikke kun et økonomisk begreb. Økonomen Esther Duflo beskriver fattigdommens onde cirkel således: Fattigdom forårsager stress, depression og håbløshed – og stress, depression og håbløshed forårsager på sin side fattigdom… Håbløshed fører ofte til en følelse af magtesløshed. Og i den onde cirkel sidder utallige mennesker fast, både i fattige og rige samfund. 
Heldigvis kan logikken også vendes om: Håb om en bedring af ens situation kan føre til, at man ser udveje, man før ikke havde blik for, kræfter til, tro på.

Denne månedsfortælling skulle gerne vise det samme – i form af nogle fotos vi har fået fra M’Balla Sukaabe. Vi har udvalgt disse otte tidligere M’Balla Sukaabe-børn, som repræsenterer forskellige valg og muligheder. 
Terrortruslen forhindrer os som bekendt i at opsøge de unge og interviewe dem om deres situation. Men måske er det heller ikke nødvendigt for at fortælle deres historie. Vi ved jo, at de har haft en svær baggrund, og at de er vokset op hos en værge i M’Balla Sukaabe og derfor har fået en chance – har grebet en chance og forvandlet den til et håb. 

Abdoul Malik Sadou er i dag 17 år. Han blev støttet til at gå i skole til og med 9 klasse og derefter gennem to som svejselærling i et lokalt firma. Han er i dag ansat som færdiguddannet svejser.

Bibata Sawadogo er 26 år. Hun blev student i 2016 og er nu lærer på Gorom-Øst skolen.

Agali Al Moustapha er 27 år. Han fik studentereksamen i 2012, derefter en universitetsuddannelse og arbejder i dag med mikrokredit.

Saidou Ahidjo blev student i 2016. Han er nu 27 år og er blevet lærer og arbejder i en landsby uden for Gorom-Gorom.

Lala Mint Abdoulaye er 29 år. Hun forlod skolen efter 10. kl. i 2012 Hun er uddannet inden for kontor og har skiftende ansættelser ved projekter.

Aliou Sidi Mohamed er maler. Han er 22 år og forlod skolen efter 9. klasse i 2014. Efter to års lærlingeuddannelse klarer han sig efter sigende godt.

Adiza Ali forlod skolen i 2015 ved afslutningen af grundskolen efter 6. klasse. Hun er i dag 19 år og sælger tørrede småfisk. Det er en kendt og værdsat vare i området, billig og rig på protein.

Alouata Ould Baye er 36 år. Han forlod skolen efter 11. kl. i 2011 og har nu en ledende administrativ stilling på rådhuset i Oursi, men på grund af de gentagne terrorangreb på denne, lille bys myndighedspersoner er han for tiden udstationeret på rådhuset i Gorom-Gorom.