Tag-arkiv: 8.marts

Kvinder til 8.marts iført kjoler af ens stof. Det er almindeligt at udgive et årets stof på 8.marts.

Kvindernes internationale dag

MÅNEDSFORTÆLLING MARTS 2018

Den 8. marts er en af årets vigtigste dage i Burkina Faso, med utallige arrangementer over hele landet til støtte for kvindernes rettigheder, men den 26. februar meddelte den burkinske familieminister, der også er minister for national solidaritet, på en pressekonference, at den sædvanlige, store parade i Ouagadougou var aflyst, fordi den er dyr. Den 5. marts i år opfordrede hun derefter til, at den 8. marts i år helligedes medfølelse med de familier, der er i sorg efter terrorangrebet den 2. marts, og at demonstrationer og store arrangementer derfor blev udsat.

Beslutningen er forståelig, og hvert fald den anden begrundelse vakte ikke større modstand, men mon ikke de fleste har tænkt, at den reelle begrundelse oprindeligt var en helt tredje, men at den ikke skulle formuleres officielt. Den fjer i hatten skulle Al-Qaeda alligevel ikke have.

Som vi plejer, ringede vi på dagen til M’Balla Sukaabe for at ønske dem en god 8. marts. De fortalte, at kvinderne var på samlingsstedet, men at de ikke markerede dagen, og at der i år ikke ville være nogen officiel markering ude i byen. I modsætning til ministeren lagde de ikke skjul på, at baggrunden var, at man ikke ville provokere terrorister. En gruppe Sahel-kvinder, der fejrer kampdagen for kvinders rettigheder, er ikke just de ekstremistiske islamisters yndlingsbillede.
Og den 107. kvindernes dag, siden beslutningen blev truffet på et internationalt socialistisk kvindemøde i København, blev så i stedet hos vore venner i Gorom-Gorom en indrømmelse af, at terroristerne har opnået deres primære mål med deres voldelige aktioner At skabe utryghed. Militært er deres aktioner ikke truende, men psykologisk er de.

Kvindedagens historie i Burkina

Den 8. marts har sin egen historie i Burkina Faso. Præsident Thomas Sankara lagde i begyndelsen af den såkaldte revolution i 1983 vægt på kvindens betydning for samfundet og for revolutionen. Og det menes at være ham personligt, der opfordrede de burkinske kvinder til at holde sig hjemme den 8. marts og sende deres mænd på markedet for at købe madvarer – og bagefter lade dem overtage madlavningen.

Utallige mænd har på denne ene dag prøvet at blive til grin på markedet, fordi de ikke havde deres koners erfaringer. Og ved overtagelsen af andre traditionelt kvindelige pligter har de lært noget om de kvindelige kompetencer og forhåbentligt fået en øget respekt for deres indsats. Der er stadig nogle få, der gennemfører dette kønsrolleskifte en dag om året. For langt de fleste er det dog et minde fra 80’ernes Burkina Faso, et af mange der kalder på både respekt, nostalgi og smil.

I 1985 blev kvindernes dag i Burkina Faso udvidet til kvindernes uge, og fra den tid har den 8. marts været fridag i Burkina Faso. På samme tid blev nogle kvinder uddannet som jagerpiloter, selv om der ikke var fly at sikre dem et arbejde af denne type – for at markere, at der ikke er nogen grænser for, hvilke fag en kvinde kan påtage sig. De første kvindelige politibetjente, siddende overskrævs på en stor motorcykel i sort lædertøj, dukkede op i Ouagadougous bybillede. En ny progressiv kvinde- og familielov blev gennemført. Flere kvinder end tidligere blev engageret i det politiske arbejde og overtog lederposter i ministerier og administration.

I mange taler understregede Sankara, at kvindens ligestilling var en forudsætning for den sociale udvikling, der var revolutionens hovedformål – at kvinder ikke blot havde en rolle at spille, men en hovedrolle.

Det er værd at lægge mærke til, at disse og mange andre initiativer blev gennemført for 30-35 år siden, mens det kun er 25 år siden, at FN i sin kvindekonvention påbød alle medlemslande at bekæmpe stereotype kønsroller. Selve dagen blev dog allerede i 1977 anerkendt i FN som Kvindernes internationale dag, i år med temaet: ”Nu er det tid: Aktivister på land og i by omdanner kvinders liv.”

Happy women’s day
 
Billedet ”Happy womens’s day” er lagt på Facebook af Minata Coulibaly. I et andet opslag har hun videresendt seks punkter fra #IWD2018 #PressforProgress #journéesDesFemmes 2018, der giver et bud på, hvad kampen for kvinders rettigheder i dag handler om i Burkina Faso:

  1. Retten til selv at vælge sin ægtefælle. Stop for tvangsægteskaber.
  2. Retten til seksuel og reproduktiv sundhed. Nej til tidlige fødsler.
  3. Retten til uddannelse.
  4. Retten til at eje jord.
  5. Stemmeret og retten til at deltage i samfundslivet. Ja til kønskvoter i de politiske partier.
  6. Retten til vand.