Tag-arkiv: animisme

Ikke af grød alene

MÅNEDSFORTÆLLING AUGUST 2011

Tondikara betyder den hvide sten på sproget songhai. I ”gamle dage” blev den berømte klippe i Gorom-Gorom betragtet som en helligdom, og dette træk fra den oprindelige animistiske tro (før islam og senere kristendommen kom til Oudalan-provinsen), fik sit udtryk så sent som i 1970’erne, da der blev ofret dyr på klippen under den store tørkekatastrofe.

Ja, jeg har sågar hørt en gammel mand protestere mod det hotel, der blev opført i 1980, med begrundelsen: ” Det er for tæt på klippen. Hver sten de lægger på om dagen, vil blive fjernet om natten,” sagde han. Men sådan gik det jo ikke.

I dag er det blevet sværere at finde spor af tidligere tiders tro i Gorom-Gorom. Den der vil vide noget om fetichers evne til at beskytte personer mod barnløshed og storfamilier mod konflikter, marker mod tyveknægte, om dette at aflæse en bekræftelse eller en benægtelse i den måde en ofret høne lægger sig på, om at være knyttet til sit totem (oftest et dyr, men undertiden et træ) – og ikke mindst om menneskets muligheder for at søge gud gennem tilbedelse af besjælede ting i naturen, ja, han eller hun må rejse til andre egne af Burkina Faso. Traditionen lever og praktiseres af cirka 15 procent af den samlede befolkning.

Både islam og kristendommen er som nævnt udefrakommende religioner, og en stor del af deres tilhængere har forladt den oprindelige tro inden for den seneste generation eller to. Ordet forladt skal dog ikke tages alt for bogstaveligt.

Animismens forfædretro er en del af de fleste burkineres tankegods, og mange betragter ikke de animistiske praktikker som overtro (i betydningen usande), men som en praksis, der bør undgås, fordi de ikke er gode i kristen eller muslimsk forstand.

En meget troende protestantisk præst fortalte mig om, hvordan man ved hjælp af særlige (ganske enkle) metoder kan skaffe sig en formue. ”Det virker,” sagde han, ”men der er altid en pris for den slags. Man går i ledtog med djævelen.”

Da de første songhaier sivede nordfra ind i Oudalan-provinsen i slutningen af det 16. århundrede (som følge af det store Gao-riges sammenbrud) medbragte de islam, som længe havde været magthavernes tro deroppe nord for Niger-floden.

Islams regler for blandt andet økonomi og jura var netop, hvad disse ledere havde brug for, da de opbyggede riget. Gennem århundreder var troen så sivet ud i landbefolkningens brede lag og var blevet til en folketro.

Den har siden bredt sig til hele Burkina, og den seneste folketælling i 2006 noterer 60 procent muslimer. I Gorom-Gorom er der nu adskillige, ganske store moskeer, en katolsk og et par protestantiske kirker, men når kirkerne genlyder af sang og trommer, er det overvejende tilflyttede soldater og funktionærer, der sidder på træbænkene.

For langt de fleste burkinere er troen en stor del af identiteten, men det betyder ikke, at fundamentalismen fylder meget. Der ses sortklædte, tildækkede kvinder i Burkina, tilhørende wahabismen, men de er få.

Og stort set alle burkinere kunne skrive under på Grundtvigs ord om, at ”den der taler om at tvinge til tro, har intet forstået af troens væsen.”

De bogstavtro, der kun accepterer deres egen version af menneskets stræben mod gud, er et lille mindretal – i hvert fald blandt muslimer og katolikker, men desværre ikke blandt landets protestanter.

Statistikken noterer godt fire procent protestanter, og der er i dag et utal af sekter og små, protestantiske kirker i Burkina.

Mere end den katolske kirke – som har fire- fem gange så mange tilhængere – opleves de af mange burkinere som et autentisk, burkinsk samlingssted.

Her finder troen sin egen form, og man kan give følelserne frit løb i tungetale og fællesbøn. Her kan der ”luftes ud” efter hverdagens evige økonomiske pres og oplevelsen af en uværdig placering i den globale verden.

Oprindeligt var den katolske kirke stort set alene om udbredelsen af evangeliet. Kristendommens udbredelse har jo været knyttet til koloniseringen og dermed til skolesystemet. I årtier var der en overvægt af kristne blandt de uddannede i forhold til normalbefolkningen – også efter uafhængigheden i 1960.

Og i de nordlige provinser blev det at lade sine børn indskrive i skolen ofte betragtet som at overgive dem til den kristne tro.

Kun to ud af seks præsidenter (inklusive den nuværende) har været muslim – og den ene, Saye Zerbo, konverterede senere til protestantismen.

Religionen er nærværende i sproget, som på Blichers tid i Danmark, og altid synlig på mangfoldige måder.

Når den rejsende ser drenge med røde konservesdåser tigge i byernes gader, er det et bevis på, at også troen er knyttet til samfundets vilkår.

Drengene kaldes garibous og er som regel fra fattige familier, ofte fra det nordlige Burkina, der har overladt dem til en (mere eller mindre) Koran-kyndig lærer, en såkaldt marabout. Hos ham lærer de noget fra de hellige skrifter udenad – og de skal tigge sig til dagens måltider, ikke individuelt, men tage udbyttet af deres vandring i gaderne med hjem, hvor marabouten fordeler det.

”En middelalderlig praksis, som vi skal have gjort op med,” sagde en stærkt troende muslimsk skoleinspektør engang til mig, og det er svært at være uenig i.

”Jeg er døbt, men jeg har ikke haft meget tid til at læse i Bibelen,” sagde en burkinsk chauffør engang til en dansk rejsende, ”så jeg er stadigvæk mest animist.”

”Og din kone?” spurgte danskeren.

”Ja, hun er muslim.”

Den slags eksempler er der mange af, selv om de fleste ægtefæller har samme religion. Og den skal ikke forstås som et udtryk for religiøs overfladiskhed, men som et eksempel på den sociale kompetence, der også betyder, at der stort set aldrig er etniske konflikter i Burkina.

At den enkeltes tro stikker dybt, forhindrer ikke, at landsbyens moske ligger nær en lille kirke – og især ikke, at man deltager i hinandens fester til jul og ramadan.

En ny version af islam er opstået i Bani cirka 75 kilometer syd for Gorom-Gorom. Sådan beskriver den selvudråbte profet selv sin menighed, men hans afvigelser fra den rette muslimske tro er så markante, at det kan opfattes som endnu et udslag af den almindelige tolerance, at dette fænomen betragtes som hans eget problem, en sag mellem ham og gud – og i hvert fald ikke en sag for myndighederne.

Efter den officielle statistik definerer 99,6 procent af den burkinske befolkning sig som troende, men staten og den offentlige administration er sekulær, neutral i forhold til religionerne.