MÅNEDSFORTÆLLING FEBRUAR 2018

En amerikansk kvinde, der var i Burkina Faso som frivillig i Fredskorpset, fortalte mig engang, at selv om hun var sort, havde en lokal kjole på og kørte på en lokal cykel, så blev hun ofte hilst med ordene: Hej, hvide kvinde – af folk, der ikke kendte hende, men blot så hende cykle forbi.

Den sorte, jamaicanske forfatter Zadie Smith har fortalt danske journalister, at da hun researchede i Vestafrika, hvor hun har en del af sine rødder, blev hun af vestafrikanerne betragtet som hvid.
De fleste af os ældre danskere er vokset op med den opfattelse, at menneskeheden kan opdeles i forskellige racer, som vi kaldte de hvide, sorte, gule og røde. I hvert fald vestafrikanerne synes at lægge vægt på noget andet.

Den største gruppe i Oudalan-provinsen er Kel tamashèque, hvad der betyder Dem, der taler tamashek. Sådan betegner bellaer og tuareger ofte sig selv. Nogle af tuaregerne definerer desuden sig selv som hvide eller rene tuareger. De har den pointe, at de er af berberslægt og derfor ikke betragtes som negroide ligesom bellaerne, der har deres oprindelse syd for Sahara. De fleste bellaer var engang var slavegjorte af tuareger i forbindelse med krige.

Noget tilsvarende kan siges om peulerne, der er den næststørste gruppe i Oudalan. Deres sprog er fulfulde, og en del af dem omtaler sig selv som hvide eller rene peuler, fordi deres forfædre synes at stamme fra Egypten eller Etiopien – i modsætning til rimaïbè-peulerne, som de deler sprog og langt hen ad vejen kultur med.
Sekretæren i M’Balla Sukaabè tilhører etnisk set en lille og ret ny gruppe i det nordøstligste Burkina Faso. De opfatter sig selv som en undergruppe under peul-folket og er opstået, da gruppens grundlægger (ifølge fortællingen) giftede sig med en tamashek-kvinde. Deres modersmål blev tamashek. Fordi faren efterhånden glemte sit eget modersmål, kendes gruppen som warag-warag, hvad der betyder: Der er ikke – underforstået, at han mistede sit sprog.
Ordene etnisk gruppe eller folkeslag bruges ofte, hvor man tidligere ville have talt om race. Selv når myter og fordomme sies fra, kan der være geografisk bestemte, kulturelle og andre forskelle mellem grupperne, og nogle af disse forskelle kan sikkert aflæses i gen-prøver. Men der ligger ikke nogen forestilling om biologiske forskelle bag, når vi omtaler en gruppe mennesker som en etnisk gruppe.
Ordet bygger på ethnos, som betyder folk. Og vi kan citere Grundtvig for den grundopfattelse, at de, der betragter sig som en del af et folk, også hører med til dette folk.

I dag ved de fleste, at den moderne økonomi i Danmark langt hen ad vejen blev sat i gang af de indtægter, der førtes til landet med baggrund i slaveriet på de såkaldte vestindiske øer. Dengang var det ikke ualmindeligt, at hvide mænd på plantagerne blev biologiske fædre til sorte kvinders børn, og vore forfædre måtte så definere, hvor disse børn hørte til i hierarkiet. Derfor blev det besluttet ved et kongeligt dekret, at børn af slaver var slaver –  og dermed ikke tilhørte farens race. Det valg handlede naturligvis om sociale og økonomiske forhold.

Ligesom den ”rene peul”, der blev sendt til Amerika som en del af den såkaldte trekantshandel, derovre blev betragtet som sort, fordi han per definition var slave.

Oprindelsen af ordet race fortaber sig i tågerne. Men moderne gen-forskere ved, at der er større variation inden for de enkelte grupper, som vi tidligere omtalte som racer, end mellem grupperne. At tale om nulevende menneske-racer har ingen videnskabelig baggrund og næppe heller noget fornuftigt formål.

Derimod kan man påstå, at vi alle tilhører homo sapiens-racen og derved adskiller vi os fra en række andre mennesketyper, så som neandertalerne. Vi er homininer, som har vores fælles ophav, menneskeaberne, til fælles. Der er desværre kun en enkelt gruppe tilbage, vi selv – homo sapiens. De andre er af forskellige grunde uddøde.

​At forestillingen om racebetingede forskelle er ved at forsvinde, behøver ikke at forhindre os i at definere nogens udseende, for eksempel i forbindelse med en efterlysning. Man kan jo have mørk hud og kruset hår, lys hud og glat hår, ligesom man kan have en bestemt højde og drøjde, uden at der tales om raceforskelle.

I de statslige statistikker i Burkina Faso kan man finde tal for, hvor mange der taler forskellige sprog. Derimod har myndighederne gennem årtier stået fast på, at hverken race, etnisk tilhørsforhold eller religion skal fremgå af de id-kort, som de alle skal bære, når de bevæger sig uden for de hjemlige egne.

Når vi andre hører repræsentanter for det yderste højre i USA sige, at Race is real, behøver vi ikke nøjes med at tage afstand fra deres drøm om ”den hvide races overherredømme.” Vi kan konstatere, at begrebet race, når vi taler om mennesker, ikke findes i virkelighedens verden, kun som en historisk betinget forklaring på en social situation. TC