Tag-arkiv: fællesmåltid

Andre aktiviteter II

Denne månedsfortælling fortsætter, hvor den sidste slap, om de mange aktiviteter som vores venner i M’Balla Sukaabe har gang i ved siden af deres forenings kerneopgaver, og som forhåbentligt en dag kan skabe grundlag for deres forenings økonomiske fremtid. En ansøgning til UNICEF om at finansiere hjælpen til de mest udsatte børn og unge har foreløbigt ikke ført til det ønskede resultat. Hvis nye ideer eller muligheder opstår, vil de utvivlsomt forsøge igen, men i mellemtiden satser de på indkomstgivende aktiviteter. Vi har ikke hørt mere til drømmen om, at de kunne blive udvalgt til at få finansieret et mini-mejeri, primært med henblik på at producere yoghurt. Men vi følger mange andre af deres initiativer.

Om det projekt, hvor de tørrer en lokal snack, der kan kaldes chobal og traditionelt har været nydt som mellemmåltid i flydende form, har de skrevet til os: “Vi gør mange fremskridt i den henseende, for vi får ofte bestillinger fra Ouagadougou.” Og efter lang tids venten fik de endelig i maj i år det meste af det udstyr til produktion af balanitesolie, som de efter en ansøgning havde fået bevilget af de centrale myndigheder i hovedstaden. Knusemaskinen har man åbenbart ikke kunnet skaffe. De har alligevel store forhåbninger til den olie, som kan sælges til gode priser, og mens de har ventet på udstyret, har de forsat et krævende arbejde med manuelt at udvinde olien af de såkaldte ørkendadler. De har nu fået instruktion i, hvordan udstyret skal bruges, men der kommer nok først fart i denne aktivitet efter regntiden. Efter sidste års dårlige regntid er der i øjeblikket mangel på balanitesfrugter.

I en periode har de stået for produktion af vælling til fejlernærede småbørn og vejledning til deres mødre i tre nærliggende landsbyer. Det blev finansieret af det firma, der driver områdets guldmine, som også har betalt for en forum-teaterforestilling om problemet, som de deltog i. (I den teaterform inddrages nogle af tilskuerne som medskuespillere, og den giver ofte vigtige erkendelser.) Kvinderne har i en mail til os understreget, at de blev udvalgt til vælling-projektet på baggrund af de fællesmåltider, de afholder sammen med børnene og de unge en gang om måneden. Vi har tidligere fortalt om, hvordan en lokal repræsentant fra den officielle organisation Action Sociale hver måned præsenterer dem for et tema og diskuteret det med dem. Og vi har hørt om, at de oplæg ofte diskuteres videre i de lokale skoler, når ”vores” børn og unge tager emnerne op med deres kammerater.

Maden til disse fællesmåltider er en del af vores forenings økonomi, mens oplægsholderen betales af kvinderne selv – af kontingenter til deres forening. Et af de initiativer, kvinderne tog som reaktion på den første dialog om at udfase vores bidrag, var at sætte deres månedlige kontingent op fra cirka seks kroner til 30. Omtrent samtidigt besluttede de at udfase deres bidrag til kommende børns forskolegang. Forskolen er ellers en god indføring til den senere grundskole, men også ganske dyr. Vi kan ikke påstå, at vi enige i den beslutning, men det vigtigste er at respektere deres afgørelse. En del af hensigten med at fase vores økonomiske bidrag ud bygger jo netop på ønsket om, at kvinderne i Gorom-Gorom i stadigt stigende grad opfatter ansvaret for og ejerskabet til deres arbejde som helt deres eget. På længere sigt er det alligevel en nødvendig forudsætning, og det ser ud til, at i løbet af de år, hvor vi ikke har kunnet besøge dem i Gorom-Gorom, har de taget den udfordring til sig. Det er værd at huske, at de bor i et område, hvor økonomi udefra har været udgangspunkt for langt de fleste udviklingsprojekter, og at der er mange eksempler på, at den lokale mentalitet har ladet sig præge af den situation.

Desuden knytter der sig en anden forhåbning til vores plan om udfasning. Den lokale udvikling er jo ikke gået i stå, selv om medierne mest fortæller om terrortrusler og -angreb. Burkina Faso har gennem snart mange år haft en ganske stor økonomisk vækst, og der er tegn på, at både det burkinske civilsamfund og de demokratiske instanser fungerer bedre end nogensinde før siden uafhængigheden i 1960.

Gorom-Goroms borgmester har for eksempel forpligtet sig til en gang om året et afholde et stort møde, hvor han redegør for kommunens resultater og planer. Og han kunne senest fortælle om fremskridt inden for undervisnings- og sundhedssektorerne samt adskillige andre gennemførte projekter, herunder brøndboringer til kommunens 82 landsbyer. Kun fem har endnu ikke fået en pumpe med rent drikkevand som lovet under den kommunale valgkamp, og det blev forklaret med, at nogle landsbyer i kraft af deres størrelse havde fået to til tre. Han lovede på mødet i januar, at de sidste fem vil blive nået i år.

Dermed næres vores håb om, at lokale myndigheder stille og roligt kan løse nogle af de opgaver, som kvindernes forening har taget ansvaret for, ikke mindst overtage ansvaret for flere af de dårligt stillede børns skolegang og uddannelse, end de gør i dag.

Et andet håb bliver næppe virkeliggjort indtil videre: Det ser ikke ud til, at de tidligere M’Balla Sukaabe-børn organiserer sig med henblik på at støtte indsatsen for de nye børn. De har jo ellers stort set alle en eller anden form for indtægt, har vi tænkt. Baggrunden for deres tilbageholdenhed er åbenbart, at de i deres pressede hverdag – i et af denne verdens fattigste områder – føler sig omtrent lige så fattige og udsatte, som deres bedsteforældre var. Vi ved, at de objektivt set ikke er det. Der er trods alt forskel på, om en dårlig regntid fører til sultedød og udbredt nød, som det var tilfældet for nogle årtier siden, eller om den fører til, at man i en periode må springe et af de daglige måltider over og udsætte investeringer på arbejde eller nyanskaffelser i hjemmet til bedre tider. Men under alle omstændigheder er deres vilkår stadigvæk meget vanskelige, og deres subjektive oplevelse er vist, at de fleste føler sig for fattige og pressede til at blive ydende. Og når nu pengene til M’Balla Sukaabes arbejde ser ud til at blive skaffet uden dem, tænker de måske.

At det stadigvæk går sådan år for år, er vi dybt taknemmelige over i bestyrelsen. Indtil videre tror vi på, at vores partnere i Gorom-Gorom vil opnå en stadigt stigende uafhængighed. Og at der også efter 2023 vil være et grundlag for deres forening og deres arbejde for de mest udsatte børn og unge. Og så håber vi, at vi i 2023 har en saldo, der tillader os en langsom og planlagt udfasning af overførslerne. Indtil videre er de langt fra selv at kunne finansiere deres indsats med indkomstgivende aktiviteter og kontingenter, men vi har lært, at det lange seje træk kan give resultater, både i vores og i deres hverdag. TC

Amerikanske soldater forklarer hvordan man angriber et mål.

M’Balla Sukaabe og terrortruslen

Der hørtes skud den 18. januar ved 21-tiden, da Gorom-Gorom blev udsat for sit første terrorangreb. Ifølge diverse kilder kom tre bevæbnede mand gående ind på udskænkningsstedet Séno Ambiance og åbnede ild. En mand blev dræbt. Det drejer sig om Harouna Maïga, der var ansat som lastbilchauffør ved guldminen Essakane. Ingen blev såret. Angriberne flygtede efter sigende på motorcykel mod nordøst, da de lokale sikkerhedsfolk var på vej, måske med henblik på at krydse grænsen til nabolandet Niger. Det var som nævnt det første terrorangreb i Gorom-Gorom, efter at der har været et stort antal angreb i nabobyerne. ”Vi lever med terrortruslen,” skrev M’Balla Sukaabes sekretær Hadjata Ohaya i en mail, uden at nævne, at den pågældende bar ligger i det samme nordøstlige hjørne som deres eget samlingssted. Men naturligvis har angrebet berørt alle. Om det var et udtryk for nervøsitet eller en forståelig påpasselighed, at den lokale kasernes vagt ved tre-tiden om natten den 1. februar skød en mand, da denne angiveligt ikke adlød ordre, kan vi ikke vide.

Den 19. februar sidst på formiddagen standsede terrorister en af de sidste – eller måske den allersidste – fungerende ambulance i Gorom-Gorom området, nær landsbyen Beïga. De lod chaufføren gå, før de forsvandt med køretøjet. Ikke mindst den sidste hændelse antyder, at de bevæbnede ekstremister bevæger sig foruroligede frit i det nordburkinske landområder, uden at støde på militær modstand. Oudalan er en af de provinser, der den 1. januar blev erklæret i undtagelsestilstand.

Konsulentfirmaet MENASTREAM har opgjort, at cirka 2/3 af terroraktionerne fra Ansaroul Islam, som menes at stå bag de fleste af angrebene i Burkina Faso, har været rettet mod civile mål, mens den sidste tredjedel var rettet mod militære mål, herunder gendarmerier, politi, soldater og selvhjælpsgrupperne Koglwéogo.

Til den første gruppe hører blandt andet de restauranter og barer, hvor en stor del af befolkningen kan lide at slappe af med en øl eller sodavand, måske med en tallerken ristet kød med løg og krydderier på bordet. Den slags provokerer de terrorister, der lægger stor vægt på, at landet skal ’befries for vestlig livsstil’. På ét punkt er vi enige med terroristerne, om end med modsatrettede prioriteringer: Skolegang spiller en meget vigtig rolle i deres voldelige kamp for at vinde samfundets sjæl. Efter angrebet den 18.januar lukkede alle skoler i Gorom-Gorom, som det allerede var tilfældet med et stort antal skoler i det burkinske Sahel-område. Ansaroul Islam har ved utallige anledninger angrebet eller truet lærerne, blandt andet på baggrund af et ’krav’ om, at de skal undervise i arabisk i stedet for fransk. Den 11. februar genåbnede Gorom-Goroms grundskoler, og mens disse linjer skrives midt i februar, forhandler diverse lokale myndigheder om, hvordan de kan øge sikkerheden for de videregående skoler med henblik på også at genåbne dem den 18. februar. Angrebene på skolerne har sandsynligvis større effekt i terroristernes kamp end de utallige mindre angreb på militære mål.

I de seneste tre år har terroraktionerne kostet op mod 300 burkinere livet. At trafikulykker i den samme periode har afstedkommet langt flere dræbte og sårede end terrorismen (nemlig ifølge foreningen Faso One Village cirka 2700 døde og over 30.000 tilskadekomne), er værd at huske i en vurdering af terrorens virkninger. Men på den anden side må vi ikke glemme, at den virkelige risiko ved terrorismen er psykologisk funderet på en helt anden måde end trafikdrab. Den afgørende strategi bag ekstremisternes mange angreb i de seneste par år synes at være at terrorisere befolkningen og svække enhver form for offentlig myndighed. Hadjatas udramatiske bemærkning passer ganske godt med den konklusion, som den burkinske statistiker og økonom Bemahoun Honko Roger Judicaël har draget af en større undersøgelse, han har stået i spidsen for: Burkinerne har foreløbigt vundet den psykologiske krig mod terrorismen. Det gør han på baggrund af, at cirka halvdelen af beboerne i landdistrikterne og hele 65% af respondenterne i Sahel-regionen, hvor de fleste terroraktioner er begået, svarer, at de ikke er bange for angreb.

Undersøgelsens forfatter lægger vægt på, at burkinerne trods de hårde angreb stadigt tror på en bedre fremtid og ikke hengiver sig til fatalisme. Hans hovedformål er at udforske et ikke-voldeligt alternativ til kampen mod terrorisme. En entydig militær strategi vil efter hans mening ende i en ond cirkel. I stedet opfordrer han landets ledere, civilsamfundet, medier og Burkinas venner til at konsolidere denne holdning i befolkningen – og han formulerer appellen: Burkinere overalt i landet, lad os vinde over vores individuelle frygt.

M’Balla Sukaabe arrangerer som bekendt hver måned et fællesmåltid for foreningens værger, børn og unge i Gorom-Gorom, og hvert måltid er knyttet til et tema, som en lokal oplægsholder præsenterer for børnene og diskuterer med dem. I det forløbne år har de blandt andet valgt nedenstående tre temaer, som synes særdeles relevante i den nuværende situation.

Fællesmåltid februar 2018 med terrorisme som tema

Referat: Efter nogle påmindelser om årsagerne til terrorisme fortsatte udvekslinger om, hvordan man bekæmper denne svøbe, som destabiliserer aktiviteterne i Sahel. I betragtning af at terrorisme har sit udgangspunkt i samfundet, er det helt berettiget at søge løsninger i samme samfund. Sociale uligheder og manglen på skolegang er blandt de gunstige faktorer for terrorismen, og det er derfor helt logisk at arbejde i disse sektorer for at bremse dette onde, som skaber forældreløse børn og enker i vores område.

  • At tilmelde sig skole og motivere børn til at blive i skolesystemet er ægte skridt fremad i kampen mod terrorisme
  • Deling af information med sikkerhedstjenesterne og dermed videregive præcise tidspunkter og rettidig information til sikkerhedstjenester
  • Samarbejdet mellem befolkningen og forsvars- og sikkerhedsstyrkerne.

Dette er de tiltag, der skal fremmes for en effektiv bekæmpelse af terrorisme.

Fællesmåltid april 2018 med samfundssind som tema

Referat: Samfundssind er borgerens engagement i og tilknytning til samfundet, så denne påtage sig sine pligter, før han kræver sine rettigheder. Disse omfatter:

  • Respekt for ordensmagten
  • Respektere færdselsloven
  • Respektere forskellige regler
  • Respekt for og hensyn til den offentlige, fælles ejendom
  • Ikke ødelægge den offentlige, fælles ejendom, selv ikke under strejker eller demonstrationer. Osv.
  • Samfundssind bør derfor godtages og undervises for alle børn. Dette vil fjerne os fra visse ulemper. En person med et godt samfundssind er patriotisk og arbejder altid for udviklingen af sit land i overensstemmelse med regler og gældende love samt sociale normer.

Fællesmåltid august 2018 med offentlig sikkerhed som tema

Referat: Dette emne er virkelig relevant i betragtning af den fremherskende situation i landet generelt og Sahel i særdeleshed. Underviseren anbefaler følgende til børnene:

  • Undgå at lege med mistænkelige genstande, de finder på vejene
  • Ikke at blive ude sent, selvom de er sammen med venner
  • Ikke at nærme sig bevæbnede personer, som man ikke har tillid til
  • At meddele myndighederne enhver bevægelse og enhver person, der har en mistænkelig adfærd
  • Gå ikke ud for at se, hvad der sker, hvis de hører skud.

Udstyret med disse værdifulde råd, har børnene taget den faste beslutning at omsætte dem til praksis. TC