Tag-arkiv: fattigdom

Nation-building

Det er vist første gang, jeg vælger en overskrift på et fremmedsprog. Jeg kan ikke finde et dansk ord, der dækker den proces, at en ung stat udvikler sig til en nationalstat, hvor den udover international anerkendelse er udtryk for den brede befolknings identitet.
Men min første tanke om den sag i det daværende Øvre Volta havde nu også sin baggrund i en samtale med en englænder. En søndag i 1979 var en engelsk læge og jeg ved at anlægge en have på grunden bag projekthuset, dengang børnehospitalet i Gorom-Gorom endnu var et projekt under Save the Children Fund. På et tidspunkt så han glad op på mig med svedperler på panden: ”We are bulding a nation!” Trods det tilfredsstillende i at lave noget, der umiddelbart kunne ses, tænkte jeg: ”Nej du, man kan ikke bygge en nation på andres vegne.”
Det mener jeg stadigvæk, og det er værd at minde læseren om, at på det tidspunkt var det kun 19 år siden, at Øvre Volta var blevet en selvstændig stat. Og i denne månedsfortælling vil jeg – med udgangspunkt i Gorom-Gorom – prøve at fabulere lidt om, hvad der skaber en nationalstat.

Fem-seks år tidligere havde byens katolske præst, en fransk missionær, set Sahel-tørkens drama udspille sig for sine øjne, med sultedød og udsigtsløshed for tusinder af mennesker, herunder mange maliske flygtninge. Han tog så til Ouagadougou for at gøre de centrale myndigheder opmærksom på krisens omfang, men han kunne ikke finde nogen i centraladministrationen, der kendte til situationens alvor. Det var først, da han i landets radio havde fået arrangeret en rundbordssamtale om emnet, at de blev klar over, hvor slemt det stod til.
Der var dengang meget lidt kontakt til den fjerne provins, der officielt blev administreret fra Dori, og som blev betragtet som en slags Øvre Voltas Sibirien. Hertil kunne magthaverne sende embedsmænd, de ville have på lang afstand.
Og det skal næppe heller undervurderes, at både den politiske elite og skolesystemet var katolsk domineret, selvom denne tro var i mindretal til både den traditionelle animisme og til islam.

Sådan oplevede jeg omtrent udgangspunktet: At Gorom-Gorom området var et fattigt, tørkeramt sted, som mentalt knap hørte med til landet – hverken fra de lokales vinkel eller set fra hovedstaden.
Kolonien Øvre Volta blev formelt oprettet af Frankrig i 1919, efter en militær besættelse der tog fart efter erobringen af Ouagadougou i 1896. I 1932 blev området splittet op og overført til Elfenbenskysten, Fransk Sudan og – blandt andet Gorom-Gorom – til Niger. I 1947 genskabtes kolonien inden for de tidligere grænser, utvivlsomt efter pres fra mossikejseren af Ouagadougou, der hellere ville være en stor fisk i en lille sø end det modsatte – og som Frankrigs tak for ikke mindst mossifolkets store deltagelse på fransk side i krigen i Europa i 1939-45.
Navnet Øvre Volta blev genindført, som franskmændene havde fundet på det med udgangspunkt i de franske navne på landets tre største floder, der i Ghana samles til Volta-floden.
Da republikken Øvre Volta i 1958 blev oprettet som en selvstyrende koloni i Fransk Vestafrika, var de fleste indbyggere i Gorom-Gorom området og andre dele af landets periferi, mentalt set omtrent lige så langt fra mossilederen som fra den franske guvernør i Ouagadougou.
Landets oprindelige flag med de tre liggende striber blev vedtaget i 1959, med farver efter de franske navne, der stadig blev brugt om de tre floder.
Det fortælles, at mossikejseren sendte sine ryttersoldater, bevæbnet med spyd, bue og pil, til den nyåbnede nationalforsamling for at generobre den magt, hans forgænger havde mistet ved den franske besættelse i 1896 (omend nu ikke kun over det oprindelige mossiområde, men over hele den nyetablerede stat), men at de traditionelle soldater nærmest blev til grin over for de moderne udrustede vagter.

Den 5. august 1960 opnåede landet uafhængighed fra Frankrig, i hvert fald på det formelle plan. Samme år blev det medlem af De forenede Nationer og valgte sin første nationalsang. I november 1960 blev den første forfatning sat i kraft.
Landet var allerede da medlem af franc-zonen, og cfa betød oprindeligt Colonies françaises d’Afrique. Det blev i 1958 ændret til Communauté française d’Afrique og senere igen meget praktisk til Communauté financière d’Afrique.  
Dermed var symbolerne på plads: Navn, flag, nationalsang, forfatning, møntfod og medlemskab af FN.

Optimismen i eliten i Ouagadougou var efter historieskrivningen at dømme ganske stor, men en rapport fra Verdensbanken beskrev i 1963 Øvre Volta som det fattigste land i Vestafrika. Det var vist i 1980, jeg sammen med min gode ven Abdoulaye en aften blev inviteret hen i en fransk familie for at se månen i deres stjernekikkert. Vi var vist begge to lige imponerede over, at vi tydeligt kunne skelne mellem forskellige månekratere, og bagefter talte vi om, at man måske kunne have skimtet en stor lastbil, hvis der havde været en sådan parkeret deroppe. Da Abdoulaye anden gang stirrede gennem kikkerten, mumlede han: ”Vi kommer til at betale skat i lang tid.”
Det er et gammelt mundheld, som udtrykte hans folks ydmygende erkendelse af, at så længe de fremmede magthaveres tekniske formåen var så overvældende, måtte man tilpasse sig overmagten. Jeg opfattede hans reaktion som en ganske vist uvidenskabelig, men reel bekræftelse på, at Øvre Volta dengang ikke havde den mentale sammenhængskraft, der må være en betingelse for at kalde landet en fuldgyldig nationalstat.
Men tilbagevenden til ”gamle dage” var sjældent et ideal, jeg stødte på. Lad mig minde om, at Abdoulaye tilhører et folk, hvoraf de fleste indtil 1903 blev betragtet som slaver. Ambitionen var helt overvejende fremadskuende. TC

Fortællingen om nationbuilding fortsætter i næste måned.

Burkina Fasos flag

Billede 1 af 2

Kommunen, provinsen og regionen

MÅNEDSFORTÆLLING JANUAR 2018

Denne månedsfortælling prøver – på to forskellige måder – at fortælle om det område, hvor M’Balla Sukaabe arbejder. Jeg lægger ud med tre små kulturgeografiske skitser om Gorom-Gorom, Oudalan og Sahel-regionens oprindelse:

Legenden siger, at Gorom-Goroms grundlægger, Bilal Benya, gav stedet navn, da han udtalte ordene “goro irmu goro” til sin kone – hvad der betyder ”sæt dig, her vil vi sidde” på songhai. Jeg vil tro, det var engang i 1800-tallet. Da en fransk militærmand omkring 1900 skulle kortlægge området, skrev han Gorom-Gorom i sine noter. Landsbyen/byen er altså ret ny, og det var først efter den franske kolonisering, at den blev områdets administrative centrum. Den ligger i provinsen Oudalan, som har navn efter de tuareger og bellaer, der for længst var blevet de dominerende i området. De var dromedar-nomader og kaldtes “kel ehanan oudalan” (= dem med de blå telte).

Oudalan afgrænses sydpå af Séno-provinsen og østpå af Soum-provinsen. Begge steder er det dominerende folk peuler, som traditionelt har været kvægnomader. Nordpå går provinsen til landegrænsen til Mali og østpå til Niger. Det mest udbredte modersmål i Oudalan er stadig tamashek, men det største fællessprog er i dag peulernes fulfulde, da langt flere tuareger og bellaer taler fulfulde, end der er peuler, der taler tamashek.

Burkina Faso er inddelt i 13 regioner. Det moderne Oudalan er en af fire provinser i Sahel-regionen. Ordet betyder kyst eller bred på arabisk, ørkenhavets bred, og navnet indikerer dermed, at regionen ligger nær Saharas sydgrænse.

STATISTIK 
Det følgende er hentet i den offentlige statistik.

Indbyggertal
I hele regionen cirka 1,3 millioner. Antallet af indbyggere i Oudalan-provinsen er godt 250.000. Den består af fem departementer, og i Gorom-Gorom departementet ligger 87 landsbyer og provinsens eneste bykommune, Gorom-Gorom. I Gorom-Gorom bykommune bor der cirka 115.000. I selve byen mener Wikipedia, at der bor 12.000. Betingelsen for at blive defineret som en bykommune er ikke mindst et vist økonomisk niveau. Cirka 98 % af befolkningen i Oudalan er muslimer.

Fattigdom
Fattigdomsgrænsen i Burkina Faso er primært beregnet ud fra de ernæringsmæssige behov. Betydningen af det valg kan illustreres ved, at den andel af en typisk Gorom-Gorom families forbrug, der går til fødevarer, fra 2003 til 2009 er steget fra 56 % til 75 %. De tilsvarende tal for landet som helhed er 49 og 59 %. I perioden er andelen af udgifter til beklædning og skotøj faldet fra 13 til 4 % – og for bolig, vand, gas m.m. fra 10 til knap 7 %. I den nævnte periode steg antallet på personer, der levede under landets fattigdomsgrænse i Sahel-regionen fra 35 til 42 %. Fattigdomsgrænsen er 82.672 cfa (cirka 1000 kroner) per person om året, og fra 2009 til 2014 er andelen faldet fra 47 % til godt 40 %.

Boligforhold
I Sahel bor cirka 78 % i jordhuse af en eller anden type. I nogle af dem er byggestenene dog styrket af eller pudset med cement. 20 % har boliger af strå. Andelen af dem, der træder af på naturens vegne ude i naturen, er 85 %, mens 16 % i 2009 har en latrin til det formål. Det er værd at bemærke, at i antallet af forbedrede latrin-systemer stærkt.

Kun cirka 2 % af husstandene i Sahel-regionen har elektricitet, og forbruget af petroleum er faldet drastisk til fordel for almindelige batterilamper og -lygter. I 2014 har 9 % solenergi eller en anden type opladelige batterier. Tidligere har den lyskilde ikke figureret i statistikken. Knap en tredjedel henter vand i traditionelle brønde (uden pumpe) eller i vandløb. Cirka 2/3 har deres vand fra brøndboringer eller offentlige vandhaner.

Kvindevilkår
I regionen var der i 2014 i alt 184 kvindeforeninger, hvoraf 157 var dannet med henblik på landbrug og opdræt, mens to arbejdede med sociale formål. En af dem må formodes af være M’Balla Sukaabe.
Ved valget i 2016 blev der valgt 174 personer valgt ind i det kommunale råd i Gorom-Gorom. Valgdeltagelsen var 64 %, men kun 44 % for kvinder. Tallet for valgte kvinder kendes ikke, men i 2012 var det en. TC

Kilde: Annuaire statistique 2014 de la région du Sahel.