Tag-arkiv: jobs

Otte af de unge

I august 2015 hed månedsfortællingen Håbets magt. Heri skrev vi, at ”fattigdom er ikke kun et økonomisk begreb. Økonomen Esther Duflo beskriver fattigdommens onde cirkel således: Fattigdom forårsager stress, depression og håbløshed – og stress, depression og håbløshed forårsager på sin side fattigdom… Håbløshed fører ofte til en følelse af magtesløshed. Og i den onde cirkel sidder utallige mennesker fast, både i fattige og rige samfund. 
Heldigvis kan logikken også vendes om: Håb om en bedring af ens situation kan føre til, at man ser udveje, man før ikke havde blik for, kræfter til, tro på.

Denne månedsfortælling skulle gerne vise det samme – i form af nogle fotos vi har fået fra M’Balla Sukaabe. Vi har udvalgt disse otte tidligere M’Balla Sukaabe-børn, som repræsenterer forskellige valg og muligheder. 
Terrortruslen forhindrer os som bekendt i at opsøge de unge og interviewe dem om deres situation. Men måske er det heller ikke nødvendigt for at fortælle deres historie. Vi ved jo, at de har haft en svær baggrund, og at de er vokset op hos en værge i M’Balla Sukaabe og derfor har fået en chance – har grebet en chance og forvandlet den til et håb. 

Abdoul Malik Sadou er i dag 17 år. Han blev støttet til at gå i skole til og med 9 klasse og derefter gennem to som svejselærling i et lokalt firma. Han er i dag ansat som færdiguddannet svejser.

Bibata Sawadogo er 26 år. Hun blev student i 2016 og er nu lærer på Gorom-Øst skolen.

Agali Al Moustapha er 27 år. Han fik studentereksamen i 2012, derefter en universitetsuddannelse og arbejder i dag med mikrokredit.

Saidou Ahidjo blev student i 2016. Han er nu 27 år og er blevet lærer og arbejder i en landsby uden for Gorom-Gorom.

Lala Mint Abdoulaye er 29 år. Hun forlod skolen efter 10. kl. i 2012 Hun er uddannet inden for kontor og har skiftende ansættelser ved projekter.

Aliou Sidi Mohamed er maler. Han er 22 år og forlod skolen efter 9. klasse i 2014. Efter to års lærlingeuddannelse klarer han sig efter sigende godt.

Adiza Ali forlod skolen i 2015 ved afslutningen af grundskolen efter 6. klasse. Hun er i dag 19 år og sælger tørrede småfisk. Det er en kendt og værdsat vare i området, billig og rig på protein.

Alouata Ould Baye er 36 år. Han forlod skolen efter 11. kl. i 2011 og har nu en ledende administrativ stilling på rådhuset i Oursi, men på grund af de gentagne terrorangreb på denne, lille bys myndighedspersoner er han for tiden udstationeret på rådhuset i Gorom-Gorom.

Madame Badaoun. Kilde: the Agricultural Research Service, the research agency of the United States Department of Agriculture.

Et anstændigt job

Da alverdens lande sidst på året 2015 vedtog de 17 verdensmål i FN, gav de afskaffelse af fattigdom første prioritet. På anden pladsen kommer udryddelse af sult. Selv om de nye verdensmål udtrykker en målsætning og strategi for hele verden (i modsætning til årtusindemålene fra 2000-2015, der specielt rettede sig mod de fattige landes udfordringer), så har man altså taget udgangspunkt i to problemer, der især plager u-landene, ikke mindst de afrikanske.

Afrobarometer

Men når Afrobarometer spørger 45.000 borgere i 34 afrikanske lande, hvilken vægt de lægger på de enkelte mål, viser der sig i andet billede.
På en suveræn førsteplads udtrykker 57 % behovet for anstændige jobs og økonomisk vækst.

Et af de 34 udvalgte lande er Burkina Faso, og vi kan eventuelt se nærmere på burkinernes prioriteringer i en kommende månedsfortælling – men her og nu koncentrere os om vores egen forenings resultater i forhold til job.
Vores kasserer Ulla Schou-Pedersen har nemlig gjort op, at fra 2010 til 2017 forlod 126 børn og unge M’Balla Sukaabes liste, og ikke mindst har hun set på, hvor mange af dem, der derefter stod med en uddannelse og/eller et arbejde.

M’Balla Sukaabes rolle 

Som tidligere nævnt har andre initiativer i området som regel indskrænket sig til at betale børns skolepenge. M’Balla Sukaabe tager sig af det hele menneske. Vi kan jo nævne den støtte børnene får, både menneskeligt og i form af lektiehjælp i afgangsklasser, iværksætterstøtte til for eksempel værktøj, medicin og meget andet. Og lad os huske, at vi her taler om de mest sårbare børn og unge – dem der oftest ville have tabt kampen for at opbygge en fremtid, hvis det ikke var, fordi de er blevet optaget i en af værgernes familier og derfor støttet af kvinderne i M’Balla Sukaabe. Det er godt at tænke på, når man yder et eller andet bidrag til foreningens arbejde.

Dertil kommer, at både kvinderne selv og de børn og unge, de tager sig af, på mange andre områder får udbytte af indsatsen. Der er tale om en reel styrkelse af civilsamfundet – for ikke at tale om, hvad det i disse terrortruede tider betyder for Gorom-Gorom, at der satses på netop den gruppe børn og unge, der nemmest kunne falde for terroristernes nemme løfter om penge og en mening med livet (og døden).


66 har fået uddannelse og job

I første omgang kan vi nævne, at der er 66 børn, der efter endt skolegang har gennemført en form for uddannelse og derefter er kommet i beskæftigelse. En er blevet elektromekaniker og en anden frisør. Seks har fået et job som chauffør med et M’Balla Sukaabe-finansieret kørekort, mens 12 som mekanikere blandt andre typer af køretøjer har lært at reparere deres lastbiler. Syv har gennemført et it-kursus. Ligeledes er syv nu snedkere, tre svejsere og en enkelt maler. En bruger sit erhvervede diplom inden for handel. I alt fem har fået en universitetsuddannelse. De sidste har delvist modtaget støtte fra anden side til den sidste del af deres uddannelse.

22 har efter endt uddannelse som skrædder/syerske fået en symaskine. At omsætte en uddannelse til et arbejde er den store og vanskelige udfordring, men en tidligere samtale om syerskernes situation viste, at langt de fleste har opnået en eller anden type beskæftigelse. Nogle af dem er i øvrigt kommet i gang med en selvstændig virksomhed ved at sy skoleuniformer for M’Balla Sukaabe (trods alt cirka 45 stk. om året). På samme måde fik nogle snedkere gavn af, at samlingsstedet på et tidspunkt skulle bruge stole og borde, ligesom maleren har malet mødelokalet for et par år siden.

Dertil kommer så 23 børn, som har gennemført deres skolegang og siden er kommet i arbejde, selv om de ikke har prioriteret en uddannelse. Seks har startet en lille forretning med udgangspunkt i iværksætterstøtten. Fire har fået ansættelse i guldminen Essakane, og et tilsvarende antal underviser i henholdsvis skoler og gymnasier. Tre har forladt skolen i 8., 9. og 13. klasse med henblik på at skabe sig en karriere inden for militærets og gendarmeriets systemer. En er ansat i en kommune. Fem er efter endt studentereksamen kommet på universitetet uden M’Balla Sukaabe-støtte til de akademiske studier.

… de vi har mistet føling med

Lad os også nævne, at tre er blevet udskrevet af listen, før de eventuelt er kommet i gang med arbejde eller beskæftigelse. 10 piger har vi på samme måde mistet føling med, fordi de er blevet gift – en enkelt fordi hun har fået et barn. (Men lad mig lige nævne, at kvinderne i M’Balla Sukaabe i mange år har nægtet at acceptere arrangerede ægteskaber, der ikke er et udtryk for pigens eget ønske, og altid hvis pigen er umyndig.)
Desuden er 18 flyttet uden for området, og en enkelt er død. Fire blev slettet, da kvinderne besluttede at opgive at tage sig af børn i andre byer i provinsen end Gorom-Gorom.

Vores forening startede i det små i 2003. De første 40, der forlod listen, er ikke med i denne beregning, fordi vi først i 2008 havde udviklet vores metoder så langt, at vi turde love at støtte de unges uddannelse, når de forlod skolesystemet. Når vi efter planen i 2023 udfaser det danske bidrag, vil der være en god anledning til endnu engang at give et billede af, hvordan ”vores” børn og unge har fundet en plads som voksne i deres samfund. TC