Tag-arkiv: kommunikation

Medier i Gorom-Gorom

MÅNEDSFORTÆLLING AUGUST 2018

Medier i Gorom-Gorom – før, nu og fremover

Denne månedsfortælling om mediernes udvikling i Gorom-Gorom. Den tager udgangspunkt i, hvad jeg selv har oplevet gennem snart 40 år: Radioen, aviserne, TV, film, biblioteker, telefoner og internetadgang.
Da jeg første gang kom til Gorom-Gorom i 1979, var der ét moderne medie i spil, radioen. Hovedsproget i Radio Haute-Volta var fransk, men der var også både nyhedsudsendelser, ”oplysning til borgerne om samfundet” og historiefortælling på lokale sprog. Desuden havde man adgang til adskillige propaganda-kanaler fra begge sider i den kolde krig. Den nationale radio findes endnu, men hvis man vil sikre sig, at stoffet er lokalt, kan man i dag på FM 92.4 lytte til lokalradioen Walde Ejef.

Kun en sjælden gang nåede en avis op til det, der endnu blot var en stor landsby, og det var så altid l’Observateur, der på det tidspunkt endnu var landets eneste dagblad, udkom i A4-format med en fysisk kvalitet, der kunne minde om et dansk gymnasieblad fra 1960’erne.
I dag er vejene som bekendt blevet bedre, og busserne fra Ouagadougou bringer dagligt aviser med, efter sigende fire forskellige. Og der er i dag langt flere personer, der er i stand til at læse dem.
Det mest bemærkelsesværdige er dog, at Gorom-Gorom siden 1994, oprindeligt som det eneste provinsområde i Burkina, har haft sit eget lokalblad, La Voix du Sahel, hvis redaktør i alle årene har været Prométhée Bako. Det udkommer to gange om måneden med mottoet: Pennen i frihedens og udviklingens tjeneste.

I 1992 så jeg Danmarks fodbold-semifinale mod Holland i den lidt større by Dori, hvor en lokal bondeforening kunne sende kampen på byens eneste enkelt tv-apparat i kraft en stor parabol. Først i 1997 kom fjernsynet til Gorom-Gorom.
Mens radioen havde stor oplysende værdi, førte fjernsynet nok især til, at den mundtlige traditions fortællinger blev skubbet lidt i baggrunden af latinamerikanske sæbeoperaer og andet stof.

Både biograffilm og kortfilm af flere typer har en lang og flot historie i Øvre Volta/Burkina Faso, og Afrikas største filmfestival har siden 1969 været holdt hvert andet år i Ouagadougou. Og mediet er endnu væsentligt.  Så sent som i år har Droit Libre TV lavet en kortfilm om, hvordan de unge i Gorom-Gorom forsøger at samle kræfterne mod terrorismen. Sidste år lavede det samme selskab et kortfilm om en malisk flygtning i Gorom-Gorom (begge på fransk.) Men hvor stor udbredelse den type udsendelser har i området, er svær at vurdere. Der er en TV-biograf i Gorom-Gorom, som kun viser fodboldkampe, og der kommer stort set aldrig ”omrejsende biografer”.

Nu da næsten alle kommer i skole, er der heldigvis et rimeligt velforsynet offentligt bibliotek ved rådhuset og et andet på provinsgymnasiet, men stadig ingen boghandlere. Det største problem for landets biblioteket har mange steder været, at de har haft en stor overvægt af brugte europæiske bøger, mens der ikke har været penge til at skaffe sig romaner og andet af afrikanske forfattere.
Kvinderne i M’Balla Sukaabe har indskrænket børnenes adgang til deres bibliotek til de dage, hvor de fleste møder op til fællesspisning og et oplysende oplæg. Det har altid været hensigten med det bibliotek, at børnene skulle have adgang til at læse for sjov, og at de dér kunne finde de skolebøger, de havde særligt brug for at have adgang til. Det sidste har fået stigende betydning.

Da jeg i 1981 nåede frem til Gorom-Gorom på min lange cykeltur fra Aarhus, måtte jeg kort efter rejse til Ouagadougou for at kunne ringe til Danmark og melde alt vel. Fastnettelefonen kom først til byen i år 2000, og selv om den betød en markant forbedring af kommunikationsmulighederne, viste mobiltelefonen sig hurtigt at have endnu større betydning for udviklingsmulighederne. Vi har tidligere skrevet om betydningen af, at kvægorganisationer nu kunne orientere sig om priser og muligheder i Ouagadougou og i Elfenbenskysten. Mobilnettet er nåede byen i 2005, og i dag er der mange smartphones.

M’Balla Sukaabe har en fungerende computer på kontoret, men når de skal modtage eller sende mails til os, må de hen til den offentlige internetcafé, som ofte har netværksproblemer, men dog som regel fungerer – i modsætning til det system, hvor de i princippet skulle kunne få forbindelse med deres telefon-simkort i deres egen computer, så vi skal hver gang meddele telefonisk, at der er mail til dem. Der er ingen steder, hvor man kan koble sin egen computer på wi-fi.
Der har været skrevet en del om, at de fattige dele af Afrika har haft fordel af at springe over dele af vores udviklingsvej – når man for eksempel har undgået at skabe dyre fastnet-telefonforbindelser, fordi man er gået næsten direkte til mobiltelefonen.

Den effekt er reel, men småting sammenlignet med det potentiale, der vil være i en global og gratis internetadgang. I en verden, hvor viden og elektroniske løsninger fylder mere og mere, vil fri adgang til al viden på nettet betyde et kæmpespring frem – som en opfølgning på de seneste årtier fremskridt på skole- og uddannelsesområdet. Kreativiteten og udviklingsviljen i de fattigste områder vil få helt nye muligheder. Rent teknisk er det en udfordring, men ikke urealistisk. Der er allerede flere ambitiøse projekter på tegnebrættet.

Om områder som Sahel skal være med, er en politisk afgørelse, og det kræver nok, at opgaven overgives til for eksempel Unesco i stedet for private interesser som Tesla-bilens opfinder Elon Musk eller Google. Det er jo ikke tilfældigt, at jeg har medtaget ordet gratis. TC