Tag-arkiv: repræsentation

Formidling med Kant

MÅNEDSFORTÆLLING DECEMBER 2018 “Vi ser ikke de briller, vi ser verden igennem.” Jeg mener, at den sætning normalt tillægges den amerikanske antropolog Margaret Mead, selv om Google ikke umiddelbart bekræfter det. Under alle omstændigheder er det en påstand, der kan sætte en del tanker i gang hos mig. Da jeg som ung tog mine første fotografier i det daværende Øvre Volta i 1979, sagde en volteser en dag til mig, at sådan nogen som mig altid tog billeder af det, der bekræfter, at landet er fattigt, i stedet for at tage billeder af moderne bygninger og andet, der kan bekræfte, at der er en udvikling i gang. Han følte det tydeligvis ydmygende på sin lands vegne, at jeg var mere optaget af at præsentere det oprindelige og fattige, mens jeg ikke følte mig tiltrukket af at få ”forvirret” de forventninger, jeg var kommet med, ved at illustrere den modsatte synsvinkel. Den ekstreme version af den holdning overværede jeg en dag først i 80’erne, da en engelsk avis i et tørkeår bragte noget nødhjælp til Gorom-Gorom, som bladets læsere havde samlet ind til. Journalisten havde arrangeret, at der stod en masse kvinder og børn og viftede med tomme madskåle omkring den lille lastbil, de kørte nødhjælpen ind i byen på. Da jeg spurgte ham, hvorfor der ingen mænd var, svarede han: ”Mænd vækker ikke medlidenhed.” Senere fik jeg bekræftet, at de lokale myndigheder havde følt sig tvunget af situationen til at deltage i den arrangerede fotosession, og at de havde følt sig ydmyget på befolkningens vegne. Det var vist i den samme periode, at Save the Children Fund og regeringen i Ouagadougou forhandlede om overførslen af det børnehospital, som de førstnævnte havde skabt i Gorom-Gorom med udgangspunkt i tørkeårene først i 1970’erne. I den anledning var sundhedsministeren på besigtigelsesbesøg, og mens hans rørte ved hospitalets ydermure, der er bygget af en blanding af jord, sten og cement, sagde han noget i retning af: ”Skulle det kaldes hårdt.” Han havde jo læst i en rapport, at børnehospitalet var bygget af ”hårde byggematerialer” – i modsætning til den velkendte lerkonstruktion (også kaldet banco). Pointen er ikke, hvad man burde kalde børnehospitalet, men at jeg af en af de lokale fik refereret ministerens kommentar med en umiskendelig stolthed: Han havde sagt noget kritisk i den hvide donors nærvær! Da rankede flere af de lokale lige ryggen, kunne jeg fornemme. Dengang gik meget få børn i Oudalan-provinsen i skole. Jeg fik opgivet, at det var under 5 %. Ethvert besøg på en skole bekræftede, at det mest var drenge, der fik den chanc. På landsplan er tallet nu ca. 90 %. I Oudalan er man efter undervisningsministeriets statistikker for 2015-16 nået op på ca. 70 % – og andelen af piger er steget så meget, at de to køn er næsten lige repræsenteret. Der ligger en stor satsning bag det resultat. Men det er altså tallet for dem, der begynder i skolen, og det er jo også sandt, at kun ca. 25 % af en årgang ender med at bestå grundskolens afgangseksamen efter 6. klasse. De andre falder fra inden eller dumper. Der ligger med andre ord en kæmpeopgave i at få forbedret kvaliteten, nu da nogle af de kvantitative mål er ved at være nået. Begge dele skal vel med, hvis den nuværende situation skal beskrives reelt. På det tidspunkt, da den engelske journalist fik taget sit medlidenhedsbillede, var der stadigvæk mennesker, der døde af sult i forbindelse med fejlslagne regntider. (Det betød som regel, at de døde af sygdomme, de ellers ville have overlevet.) En velmenende europæisk forfatter skrev på det tidspunkt efter et besøg i byen: ”Nu ligger børnene og deres mødre i Gorom-Gorom i gaderne og dør af sult.” Da jeg fortalte en af de lokale om han beskrivelse, svarede han stille: ”Det var nok det sidste sted, vi ville lægge os, hvis vi var ved at dø.” I dag er styringen af samfundet og de officielle fødevarelagre udviklet, så man i det store og hele kan undgå det værste, men dårlige år med sult og udbredt fejlernæring er stadigvæk en del af virkeligheden. På globalt plan er den ekstreme fattigdom mere end halveret de seneste få årtier. Men Gorom-Gorom området er som bekendt endnu et meget fattigt område, hvor det stadigvæk har alvorlige konsekvenser, når høsten slår fejl – som i år. Den vinkel, en formidler har på for eksempel Sahel-områdets fattigdom, kan være en afspejling af, at vi mennesker som bekendt ser forskelligt på, om et glas er halvfyldt eller halvtomt. Men nogle gange er vinklen bevidst – og velment. En indsamlingskampagne for bekæmpelse af børnedødelighed gør som regel ikke opmærksom på, hvor meget den er faldet de seneste år. Der er mere appel i at nævne, hvor mange børn der dør om dagen netop nu. Og barnets og familiens oplevelse, er jo heller ikke mindre smertefuld, end dengang det statistiske generelle billede var værre. Men det er ikke svært at sætte sig ind i, hvordan de forskellige vinkler opleves af den, der bor på stedet. Den periode i efteråret 2018, hvor vores hjemmeside har været ”nede” af tekniske grunde, har fået mig til at overveje grundtonen i vores forenings beskrivelser. Den almindelige formidling, jeg i 80’erne kaldte nødporno, er heldigvis næsten fordi, men undgår vi at fremstille vores samarbejdspartnere i M’Balla Sukaabe som passive og modtagende – og os selv som aktive og ydende?  Undgår vi med andre ord ydmygelsen af landet, egnen og personerne? Min konklusion er, at vi i hvert fald prøver at fremstille dem, som vi selv gerne ville fremstilles i en tilsvarende situation. Og hvis vi ”træder ved siden af”, vil vi forfærdelig gerne have det at vide. Vennerne i Gorom-Gorom kunne sikkert bekræfte den grundholdning med et citat af Profeten: ”Hvad du ønsker mennesker skal gøre mod dig, gør mod dem; og hvad du ikke ønsker de skal gøre mod dig, gør ikke mod dem.” Adskillige andre religioner udtrykker den samme mening. I det moderne Europa har denne grundtanke fået en anden formulering med filosoffen Immanuel Kants såkaldte kategoriske imperativ: ”Handl således, at grundlaget for din beslutning altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning”. P.S. Da jeg for nylig fremviste en del gamle, burkinske ting i forbindelse med en række historiefortællinger for skolebørn, glemte jeg flere gange min plan om at fortælle, at hvis en mand i dag rider på et æsel (med sådan en transportkurv af gedeskind og vidjer, som jeg havde taget med) hen til posthuset i Gorom-Gorom, så vil han derinde se computere, der er lige så moderne, som dem vi bruger i Danmark. Begge dele hører hjemme i en dækkende beskrivelse af Gorom-Gorom i 2018, men mens det lå lige for at fortælle om æseltransport og den fine, gamle kurv, så var det åbenbart nemt at glemme at nuancere fortællingen om det oprindelige med det nye og moderne.