Tag-arkiv: terrorisme

En moderne fredskultur?

MÅNEDSFORTÆLLING NOVEMBER 2019

De aktuelle nyheder fra det nordlige Burkina Faso handler mest om terrorangreb, og der er ikke udsigt til, at situationen vender i den nærmeste fremtid. Men hvad på længere sigt, årtier frem?
I de næste to månedsfortællinger er det centrale fokus langt på fremtiden. Denne handler om fredskultur. I decembers fortælling vil nøgleordene være verdensmål og ligeværdighed.

Set i bakspejlet er de seneste års udvikling i Gorom-Gorom området foruroligende. Her følger først en kort formidling af de store linjer: Fra 2013 har terrorismen i nabolandet Mali haft dramatiske, regionale dimensioner, og siden den første europæer i 2015 blev kidnappet ved et angreb på Tambao-minen (altså i Burkina Faso, cirka 80 kilometer nord-øst for Gorom-Gorom), har landet åbenlyst været et af Al Qaeda’s hovedmål. Medlemmer af vores forening har gennem flere år ikke kunnet besøge vores venner i Gorom-Gorom på grund af truslen om kidnapning, men vi har flere gange kunnet henlægge møder med dem til Ouagadougou. De såkaldt røde zoner i ambassadernes/underrigsministeriernes sikkerhedsbestemmelser er blevet udvidet flere gange. Og i dag er truslen om kidnapning og mord ikke ”kun” rettet mod folk med vores hudfarve, der kan tænkes at indbringe en anseelig løsesum, men også den lokale befolkning er ved mange anledninger blevet ramt af enten isolerede terroraktioner (så som drabet på en lokal mand på en bar i Gorom-Gorom i januar i år) eller større, organiserede angreb på landsbyer eller militære forlægninger.

Som det seneste trin på denne voldsspiral har flere aktioner udløst etniske sammenstød, som ellers har været stort set ukendte i Burkina Faso. Af samme grund er antallet af indbyggere i Gorom-Gorom de seneste måneder blevet cirka fordoblet på grund af internt fordrevne. Vi er med andre ord vidner til noget, der ligner et totalt sammenbrud af en traditionel fredskultur, der er blevet nævnt som et eksempel for resten af verden, og de såkaldte familiedrillerier, der tidligere har sikret tolerance og et harmonisk samliv mellem religioner, regioner og etniske grupper, er ofte blevet fremhævet. Man kan også nævne traditionen for at styrke den multikulturelle kompetence i brugen af dilemmaeventyr og andre former for mundtlig opdragelse.

Moderniteten medfører som bekendt mange fordele. Den har ikke mindst formindsket fattigdommen, forbedret sundhedstilstanden og øget børnenes skolegang. Men i samme proces forsvinder eller svækkes gamle traditioner. I de seneste årtier har der i Burkina været talt meget om, at moderniteten truer den traditionelle fredskultur. Mange gifter sig på tværs af etniske skel, og det kan betyde, at familiedrillerier forsvinder. Også den kraftige urbanisering og den forøgede skolegang har ofte samme effekt, ligesom forekomsten af fjernsyn har svækket den mundtlige fortælletradition.

Sidst i 1990’erne spurgte jeg en burkinsk bondeleder, hvorfor familiedrillerierne ikke virkede under borgerkrigen i Liberia, når nu også liberianerne som de fleste vestafrikanere kendte til denne praksis, om end ikke så udpræget som burkinerne. Svaret gik på, at den traditionelle kulturs metoder ikke virker over for moderne, økonomiske udfordringer – og borgerkrigen i Liberia havde i stor udstrækning sin baggrund i en blodig kamp om diamanter. Er vi da vidner til håbløse fremtidsudsigter, hvor en traditionel fredskultur afløses af socialt sammenbrud og terrortrusler? Ja, på din vis er dette bedrøvelige billede forståeligt – hvis vi vel at mærke kun orienterer os som en skibskaptajn, der kun sætter kursen for sin skude ved at iagttage kølvandsstriben. Og det gør kaptajner heldigvis sjældent. Erfaringer fra fortiden giver sjældent et fuldgyldigt billede af fremtidige muligheder.

Lad os huske, at den traditionelle fredskultur ikke dumpede ned fra himlen, mens blev skabt af menneskelige samfund – og netop fordi freden har været truet. Der er i Burkina Faso utallige legender om oprindelsen af familiedrillerier mellem to folkeslag, der uden denne tradition har haft en særlig alarmerende grund til at frygte, at konflikter mellem deres indbyrdes medlemmer kunne udvikle sig til vold og krig. Mere historisk troværdige kan vi nok betragte fortællinger om, at Sundiata Keita i 1200-tallet skabte denne type relationer mellem flere af sit store riges folkeslag for at skabe varig fred mellem dem – netop fordi den var truet. Der ligger med andre ord næsten altid en social trussel bag etableringen af sådanne fredsbevarende og konfliktløsende relationer, som er skabt i det traditionelle samfund. Som eksempel nævnes ofte forholdet mellem burkinske folkeslag, der er henholdsvist fastboende landbrugere og omvandrende kvægavlere, ikke mindst boboer og peuler.

Når den gamle kultur ikke kan sikre freden i vore dage, er det utvivlsomt et udslag af, at samfundet i disse årtier går fra tradition til modernitet. Men inden vi helt mister modet, bør vi spørge os selv, om man ikke kan forestille sig, at burkinerne i denne nye situation vil formå at skabe nye, sociale forhold, der spærrer vejen for voldelig og samfundsnedbrydende tendenser? Det er naturligvis ikke en sandsynlighed for den skibskaptajn, der kun sætter sin kurs efter kølvandsstriben, for vi mennesker kan ikke nøjes med at vurdere fremtidige muligheder ved at betragte den umiddelbare fortids erfaringer.

Hvor mange forudså i 1940’erne, at det europæiske forhold til mindretals rettigheder og menneskerettigheder generelt ville få et radikalt styrket udtryk efter to uhyrlige verdenskrige – netop på grund af denne periodes uhyrligheder? Man kan også huske på, at flere asiatiske lande på få årtier har kunnet udvikle sig samfundsmæssigt og økonomisk fra fattige u-lande til moderne forbrugsstater. Hvorfor skulle afrikanske lande, der har gode erfaringer med at udvikle en fredskultur på baggrund af traditionen så ikke kunne gøre det på baggrund af moderniteten? Lad os desuden mindes, at vesttyskerne efter 2. verdenskrig genopbyggede deres sønderbombede land på få årtier. Det primære var næppe, at de fik økonomisk støtte og i forvejen havde den tekniske viden, men at de havde bevidstheden om, at de havde gjort det før, at de netop skulle genopbygge landet, ikke opfinde det fra nul. Med det europæiske fokus på Afrika gennem de seneste årtier, sågar århundreder, kan det naturligvis virke urealistisk. Men det er heldigvis ikke afgørende, hvordan vi, men hvordan burkinerne forholder sig til situationen. Og der er igen grund til at fremhæve, at de traditionelle fredstraditioner ikke blev skabt ”for sjov”, men på baggrund af datidens sociale trusler.

Måske kan også vi en dag nikke anerkendende og forstående til konklusionen i den rapport om terrortruslen, som den burkinske statistiker og økonom Bemahoun Honko Roger Judicaël offentliggjorde, da terroren for længst havde ændret hverdagen i det nordlige Burkina: Burkinerne har vundet den psykologiske kamp. Han gjorde sig desuden til talsmand for det standpunkt, at en strategi, der kun baserer sig på en militær løsning, kan ende i en ond cirkel.

I den sidste tid er det flere gange sket, at vores venner fra Gorom-Gorom i telefonen har udtalt, at når sikkerhedssituationen er blevet god igen, eller når de internt fordrevne vender hjem til deres landsbyer – ikke hvis. Måske bygger denne optimisme på en viden om, hvordan deres forfædre og -mødre engang mødte tilsvarende trusler mod den sociale orden. TC

Denne månedsfortælling er i en anden version bragt på globalnyt.dk den 21. oktober og er desuden (på fransk) sendt til et burkinsk dagblad.

Cliquez pour lirer la version française.

Terrorangreb i to moskéer

Under fredagsbønnen den 11. oktober angreb flere terrorister moskéen i Salmossi, som ligger en snes kilometer nordøst for Gorom-Gorom. Adskillige medier melder, at mindst 15 personer blev dræbt. Angriberne kom ifølge vidner på et stort antal små motorcykler og var til stede i Salmossi både før og efter angrebet. Omtrent samtidigt fandt et andet angreb i en moské i landsbyen Tidiania, som ligger cirka 100 kilometer sydøst for Gorom-Gorom. Derfra meldes ikke om dræbte. Så vist det vides, er det første gang, der er bevæbnede terroraktioner mod på moskéer i det nordlige Burkina Faso, mens der tidligere har været adskillige angreb, der var rettet mod kristne kirker. Motivet er sandsynligvis at skabe frygt og dermed at øge antallet af internt fordrevne. TC.

Terror og etniske sammenstød ved Aribinda

Natten til den 1. april fandt der et terrorangreb sted i en landsby nær Aribinda (i Soum-provinsen, nær provinsgrænsen til Oudalan), hvor den traditionelle leder og tre medlemmer af hans familie som de første blev dræbt. Indenrigsministeren Siméon Sawadogo har fortalt det burkinske tv i en reportage fra Aribinda, at der først var tale om en terroraktion, der kostede 30 personer livet – og derefter etniske sammenstød, der menes at have kostet 32 dræbt. Desuden er 9 personer i terroristernes varetægt. Uanset om tallene holder præcist eller ej, er der tale om en af de værste voldsepisoder i landets historie, både i forhold til terroren (som ordet gerne bruges om de Al-Qaeda relaterede angreb) og i forhold til etniske sammenstød. Igen er det sidste altså ud over peul’er, som allerede i deres kvægavler-traditioner er uglesete mange steder i det indre Vestafrika, fordi deres behov kolliderer med de mere bofaste landbrugere. En bekendt fra Aribinda har i telefonen udtrykt tillid til, at en massiv tilstedeværelse af sikkerhedsstyrker vil betyde, at volden ikke opstår igen. TC.

Kilde: https://www.facebook.com/lefaso.net/videos/407789466704603/

Amerikanske soldater forklarer hvordan man angriber et mål.

M’Balla Sukaabe og terrortruslen

MÅNEDSFORTÆLLING MARTS 2019

Der hørtes skud den 18. januar ved 21-tiden, da Gorom-Gorom blev udsat for sit første terrorangreb. Ifølge diverse kilder kom tre bevæbnede mand gående ind på udskænkningsstedet Séno Ambiance og åbnede ild. En mand blev dræbt. Det drejer sig om Harouna Maïga, der var ansat som lastbilchauffør ved guldminen Essakane. Ingen blev såret. Angriberne flygtede efter sigende på motorcykel mod nordøst, da de lokale sikkerhedsfolk var på vej, måske med henblik på at krydse grænsen til nabolandet Niger. Det var som nævnt det første terrorangreb i Gorom-Gorom, efter at der har været et stort antal angreb i nabobyerne. ”Vi lever med terrortruslen,” skrev M’Balla Sukaabes sekretær Hadjata Ohaya i en mail, uden at nævne, at den pågældende bar ligger i det samme nordøstlige hjørne som deres eget samlingssted. Men naturligvis har angrebet berørt alle. Om det var et udtryk for nervøsitet eller en forståelig påpasselighed, at den lokale kasernes vagt ved tre-tiden om natten den 1. februar skød en mand, da denne angiveligt ikke adlød ordre, kan vi ikke vide.

Den 19. februar sidst på formiddagen standsede terrorister en af de sidste – eller måske den allersidste – fungerende ambulance i Gorom-Gorom området, nær landsbyen Beïga. De lod chaufføren gå, før de forsvandt med køretøjet. Ikke mindst den sidste hændelse antyder, at de bevæbnede ekstremister bevæger sig foruroligede frit i det nordburkinske landområder, uden at støde på militær modstand. Oudalan er en af de provinser, der den 1. januar blev erklæret i undtagelsestilstand.

Konsulentfirmaet MENASTREAM har opgjort, at cirka 2/3 af terroraktionerne fra Ansaroul Islam, som menes at stå bag de fleste af angrebene i Burkina Faso, har været rettet mod civile mål, mens den sidste tredjedel var rettet mod militære mål, herunder gendarmerier, politi, soldater og selvhjælpsgrupperne Koglwéogo.

Til den første gruppe hører blandt andet de restauranter og barer, hvor en stor del af befolkningen kan lide at slappe af med en øl eller sodavand, måske med en tallerken ristet kød med løg og krydderier på bordet. Den slags provokerer de terrorister, der lægger stor vægt på, at landet skal ’befries for vestlig livsstil’. På ét punkt er vi enige med terroristerne, om end med modsatrettede prioriteringer: Skolegang spiller en meget vigtig rolle i deres voldelige kamp for at vinde samfundets sjæl. Efter angrebet den 18.januar lukkede alle skoler i Gorom-Gorom, som det allerede var tilfældet med et stort antal skoler i det burkinske Sahel-område. Ansaroul Islam har ved utallige anledninger angrebet eller truet lærerne, blandt andet på baggrund af et ’krav’ om, at de skal undervise i arabisk i stedet for fransk. Den 11. februar genåbnede Gorom-Goroms grundskoler, og mens disse linjer skrives midt i februar, forhandler diverse lokale myndigheder om, hvordan de kan øge sikkerheden for de videregående skoler med henblik på også at genåbne dem den 18. februar. Angrebene på skolerne har sandsynligvis større effekt i terroristernes kamp end de utallige mindre angreb på militære mål.

I de seneste tre år har terroraktionerne kostet op mod 300 burkinere livet. At trafikulykker i den samme periode har afstedkommet langt flere dræbte og sårede end terrorismen (nemlig ifølge foreningen Faso One Village cirka 2700 døde og over 30.000 tilskadekomne), er værd at huske i en vurdering af terrorens virkninger. Men på den anden side må vi ikke glemme, at den virkelige risiko ved terrorismen er psykologisk funderet på en helt anden måde end trafikdrab. Den afgørende strategi bag ekstremisternes mange angreb i de seneste par år synes at være at terrorisere befolkningen og svække enhver form for offentlig myndighed. Hadjatas udramatiske bemærkning passer ganske godt med den konklusion, som den burkinske statistiker og økonom Bemahoun Honko Roger Judicaël har draget af en større undersøgelse, han har stået i spidsen for: Burkinerne har foreløbigt vundet den psykologiske krig mod terrorismen. Det gør han på baggrund af, at cirka halvdelen af beboerne i landdistrikterne og hele 65% af respondenterne i Sahel-regionen, hvor de fleste terroraktioner er begået, svarer, at de ikke er bange for angreb.

Undersøgelsens forfatter lægger vægt på, at burkinerne trods de hårde angreb stadigt tror på en bedre fremtid og ikke hengiver sig til fatalisme. Hans hovedformål er at udforske et ikke-voldeligt alternativ til kampen mod terrorisme. En entydig militær strategi vil efter hans mening ende i en ond cirkel. I stedet opfordrer han landets ledere, civilsamfundet, medier og Burkinas venner til at konsolidere denne holdning i befolkningen – og han formulerer appellen: Burkinere overalt i landet, lad os vinde over vores individuelle frygt.

M’Balla Sukaabe arrangerer som bekendt hver måned et fællesmåltid for foreningens værger, børn og unge i Gorom-Gorom, og hvert måltid er knyttet til et tema, som en lokal oplægsholder præsenterer for børnene og diskuterer med dem. I det forløbne år har de blandt andet valgt nedenstående tre temaer, som synes særdeles relevante i den nuværende situation.

Fællesmåltid februar 2018 med terrorisme som tema

Referat: Efter nogle påmindelser om årsagerne til terrorisme fortsatte udvekslinger om, hvordan man bekæmper denne svøbe, som destabiliserer aktiviteterne i Sahel. I betragtning af at terrorisme har sit udgangspunkt i samfundet, er det helt berettiget at søge løsninger i samme samfund. Sociale uligheder og manglen på skolegang er blandt de gunstige faktorer for terrorismen, og det er derfor helt logisk at arbejde i disse sektorer for at bremse dette onde, som skaber forældreløse børn og enker i vores område.

  • At tilmelde sig skole og motivere børn til at blive i skolesystemet er ægte skridt fremad i kampen mod terrorisme
  • Deling af information med sikkerhedstjenesterne og dermed videregive præcise tidspunkter og rettidig information til sikkerhedstjenester
  • Samarbejdet mellem befolkningen og forsvars- og sikkerhedsstyrkerne.

Dette er de tiltag, der skal fremmes for en effektiv bekæmpelse af terrorisme.

Fællesmåltid april 2018 med samfundssind som tema

Referat: Samfundssind er borgerens engagement i og tilknytning til samfundet, så denne påtage sig sine pligter, før han kræver sine rettigheder. Disse omfatter:

  • Respekt for ordensmagten
  • Respektere færdselsloven
  • Respektere forskellige regler
  • Respekt for og hensyn til den offentlige, fælles ejendom
  • Ikke ødelægge den offentlige, fælles ejendom, selv ikke under strejker eller demonstrationer. Osv.
  • Samfundssind bør derfor godtages og undervises for alle børn. Dette vil fjerne os fra visse ulemper. En person med et godt samfundssind er patriotisk og arbejder altid for udviklingen af sit land i overensstemmelse med regler og gældende love samt sociale normer.

Fællesmåltid august 2018 med offentlig sikkerhed som tema

Referat: Dette emne er virkelig relevant i betragtning af den fremherskende situation i landet generelt og Sahel i særdeleshed. Underviseren anbefaler følgende til børnene:

  • Undgå at lege med mistænkelige genstande, de finder på vejene
  • Ikke at blive ude sent, selvom de er sammen med venner
  • Ikke at nærme sig bevæbnede personer, som man ikke har tillid til
  • At meddele myndighederne enhver bevægelse og enhver person, der har en mistænkelig adfærd
  • Gå ikke ud for at se, hvad der sker, hvis de hører skud.

Udstyret med disse værdifulde råd, har børnene taget den faste beslutning at omsætte dem til praksis. TC

Terrorangreb i Kompienga

Adskillige medier meddeler, at der for fire dage siden fandt et dobbelt terrorangreb sted i landsbyerne Diabiga og Kompienbiga i Kompienga-provinsen – med angiveligt ni dræbte civile. Stedet ligger sydvest for Arli-vildtparken, nær grænsen til Togo.

I det hele taget har der den seneste tid været flere angreb i det østligste Burkina. De ansvarlige har, så vidt vides, ikke givet sig til kende, og man kan derfor kun gætte på, om det er de samme, som gennem flere år har angrebet det nordlige Burkina og gennemført flere blodige aktioner i Ouagadougou. Under alle omstændigheder kan man konkludere, at Burkina ser ud til fortsat at have en høj prioritet i terroristernes forsøg på at etablere sig i det inderste Vestafrika.TC

Burkinsk skolelærer kidnappet

En lærer er den 12. april blevet kidnappet af den ekstremistiske gruppe EIGS (Etat islamique dans le grand Sahara). Begrundelsen er, at han har undervist på fransk i landsbyskolen i Bouro i Soum-provinsen – selv om terroristerne har ”forlangt”, at skolerne skal bruge arabisk som undervisningssprog. 

Det er en foruroligende udvikling, fordi kidnapninger ellers har været begrænset til europæere og andre, der måske kan skaffe terroristerne en indtægt i form af løsepenge. Derfor har der i flere år været adgangsforbud for hvide mennesker i det nordligste Burkina Faso, medmindre de er beskyttet af en bevæbnet eskorte. Kidnapningen er naturligvis meget skræmmende for områdets øvrige lærere og kan få store konsekvenser for børnenes undervisning.

Nogle dage før denne kidnapning dræbte den samme organisation borgmesteren i Koutougou i det samme geografiske område – ”fordi han modarbejdede dem i samarbejde med den burkinske hær.”

Den officielle statistik i Burkina Faso beretter, at 80 terrorangreb i de nordlige provinser de seneste tre år har kostet 133 mennesker livet.