Tag-arkiv: udvikling

Vejen til Gorom-Gorom

I 1979 kørte jeg for første gang fra Dori med Gorom-Gorom som mål. Da en mand bad om kørelejlighed, tænkte jeg lettet, at så ville jeg i hvert fald ikke køre vild. Det var inden regntiden, men vejen var alligevel så dårlig (eller mine evner og erfaringer så begrænsede), at jeg et sted måtte skubbe sten under det ene dæk for at komme videre.

I ”Man kan ikke vaske een hånd” beskrev jeg i 1984 blandt andet en regntidstur på ladet af en lastbil:

”Mellem Gorom-Gorom og Dori har de offentlige kasser kun været belastet af enkelte lave dæmninger på de steder, hvor transport ellers ville være umulig i regntiden… Fra Dori til Ouagadougou er vejen anlagt. Det kan være svært at se på den blodrøde stribe, der nogle steder er skyllet næste helt væk, og de første par hundrede kilometer er fyldt med dybe huller.”

På en strækning sydvest for Dori blev vi passagerer bedt om at stige af, mens lastbilen med brølende motor passerede en strækning, hvor det var ansvarligt at have personer på ladet. Jeg fortæller i kapitlet om en af de gange, hvor vi kørte fast i mudder, og slutter beskrivelsen:

”Siden gentager det sig, og det er ikke en flok spejdere på sommerlejr eller rekrutter på feltøvelse. Det er hverdagens almindelige mennesker, der rejser i det eneste tilgængelige transportmiddel i en verden med andre vilkår.”

Og jeg husker endnu den velsignede ro, der opstod, da vi kørte ind på asfalten ved hovedstadens udkant.

Siden er først de 100 kilometer mellem Ouagadougou og Kaya blevet asfalteret, og i 2006 kom den gode, sorte vej til Dori. I Gorom-Gorom var det afgørende i første omgang, at der blev bygget broer over vandløbene ved Goudebo og Saouga, og transporten begyndte at foregå i bus. For få måneder siden blev arbejdet med at asfaltere de sidste godt 50 kilometer så annonceret – som det er sket flere gange før. Og Abdoulaye overrakte mig begejstret nyheden i telefonen. Hvad det betyder for alle os, der kan huske fortidens strabadser, er ikke svært at sætte sig ind i. Mange erfaringer viser desuden, hvordan infrastrukturen er afgørende for de økonomiske udviklingsmuligheder. Bedre veje og mobiltelefoner er to afgørende milepæle i udviklingen af det moderne samfund. Et så vigtigt fremskridt er med til at give håb for fremtiden, og det kan næppe overvurderes, vel vidende at terrorens vigtigste udgangspunkt er håbløshed. Og at smitterisikoen i forbindelse med corona-epidemien har været med til at presse moralen yderligere.

For få år siden var planen at se en asfaltvej mellem Dori og Gorom-Gorom blive fortsat til Tambao-bjerget. Det har endda været noteret som en af betingelserne for at opnå en koncession på manganudnyttelsen i bjerget. Den første terroraktion i området fandt netop sted ved Tambao, da en rumænsk sikkerhedsvagt blev kidnappet i 2015, og så længe terrorister gør det nordlige Burkina til et usikkert område, bliver der hverken tale om at udnytte mineralet eller om at asfaltere vejen til Tamboa.

De gode nyheder fra Gorom-Gorom fik mig til at undersøge, om der er fremskridt i anlægning af en asfaltvej fra Kongoussi (cirka 100 kilometer nord for Ouagadougou) til Djibo. Djibo har i flere år været den burkinske terrorismes stærkeste holdepunkt, og så vidt vides det eneste sted i landet, hvor der har være tale om en lokal islamistisk terrorgruppe. Indbyggerne i Djibo har gennem mange år ønsket sig en erstatning af den nedbrudte og vanskeligt passable grusvej sydpå til Kongoussi. Udover de markante virkninger, det kunne have på det lokale erhversliv, ikke mindst byens kendte kvægmarked, så ville det være et stærkt tegn for det store flertal, der – også i Djibo – opfatter terrorismen som et onde. Men desværre var resultatet tydeligt: Det er kun lykkes at asfaltere 15 kilometer, før den nuværende usikkerhed satte en stopper for projektet.

Og den seneste nyhed er, at også i Dori er arbejdet sat i stå. Der kommer heller ingen asfaltvej til Gorom-Gorom i denne omgang. Endnu engang må befolkningen trække på den tålmodighed, som vægtes så stærkt i den lokale kultur. TC

De nye verdensmål og vores syn på verden

De første verdensmål er nu historie. De førte som bekendt til store resultater i den materielt fattige verden i årene 2000-2015. Vi er nu ved at afslutte det fjerde af femten år med nye verdensmål – og det er en ganske anden sag end de første. Nu er målene ikke kun rettet mod den del af verden, vi plejer at kalde u-lande, men mod hele kloden. Og nøgleordet er bæredygtighed. Hjemmesiden verdensmaalene.dk beskriver de 17 konkrete mål og 169 delmål for en bæredygtig udvikling, der blev besluttet af alle verdens lande i FN i 2015. En grundlæggende forudsætning for at forstå de nye mål og ikke mindst for at yde et bidrag til deres virkeliggørelse, er, at de ses i sammenhæng. Man kan ikke arbejde for opfyldelse af en mål, hvis indsatsen er i modstrid med andre af de 17 mål.

Mens de første verdensmål passede som fod i hose i det traditionelle verdenssyn i den rige verden, så er det ikke nær så enkelt med de nye mål. Allerede under mit første ophold i Gorom-Gorom i 1979 beskrev jeg, hvordan den kultur, jeg oplevede midt i Vestafrika, havde et andet idégrundlag end den, jeg kom fra. Kort fortalt, så noterede jeg, at hvor livssynet derhjemme kunne beskrives med spørgsmålet: ”Hvad fører det til?”, så var det dér mere relevant at spørge: ”Hvordan hænger det sammen?” .

Synergi-effekten er ikke fremmed for os – altså det fænomen, at flere handlinger kan have en større effekt end summen af de enkelte initiativer hver for sig: Uanset hvad barndommens regnebog påstod, så kan fire mand grave flere meter grøft end én mand i det firdobbelte tidsrum. Men at arbejde for bæredygtighed indebærer mere end en kvantitativ udvidelse af den vores gængse forståelse. Nu er grundsynet holistisk. Vi skal med andre ord se på de nye verdensmål som en helhed – og ikke som 17 sammensatte enkeltmål. Vi skal derfor udvikle vores evne til at opfatte helheder – og det er ingen selvfølge for en kultur, der snarere har taget udgangspunkt i at adskille fænomener og se på deres enkeltdele, ikke nær så meget som i en kultur, der har tænkt i sammenhænge. De nuværende verdensmål er efter min mening snarere et udtryk for det grundsyn, der har præget befolkningen i den fattige verden, end de er et udtryk for vores.

Op gennem 1980’erne holdt jeg mange foredrag med titlen ”Hvad kan vi lære af Afrika?” Den havde jeg valgt, fordi den skabte undren og opmærksomhed. For de fleste danskere var det på det tidspunkt stadigvæk en selvfølge, at ”vi” var ”dem” overlegne, foran i udvikling og i tankegang. Sådan er det ikke mere, selv om både den politiske verden og de sociale medier viser mange eksempler på, at det er svært at udvikle sin kultur. At det synes så svært, er en stærk antydning af, at det er en vigtig proces, snarere end det antyder, at vejen er forkert. Vi kan jo ikke uden videre opgive den måde, som vi gennem generationer har tænkt på om verden og vores egen plads i den. Men selv om forandringsprocessen ikke er tilendebragt, er det alligevel lykkedes langt hen ad vejen. De nye verdensmål, herunder klimakampen for en bæredygtig dagsorden, er både et udtryk for, at vi er i gang, og en bekræftelse på, hvad retningen er.

”Hvordan hænger det sammen?” er nu også det afgørende spørgsmål for os. Og den dag, vi ikke længere tænker i ”vi” og ”dem”, men i ”os”, er vi kommet rigtigt langt – og kan samtidigt glæde os over, at i den samme proces har vi mennesker afskaffet ekstrem fattigdom og sult i verden. Jeg tror desuden på, at vi i det forløb vil lære at opfatte de forskelligheder, som findes i klodens kulturer, som en rigdom, der skal beskyttes, snarere end et problem, der skal løses ved at udligne dem – og til den tid vil vi nok undre os over, at vi engang underforstod, at udvikling skal føre til, at de andre ligner os så meget som muligt.

Det livssyn, der har præget opbygningen af industrisamfundet og forbrugerkulturen, er altså under markant forandring. I forhold til klimaforandringerne er vi efterhånden enige om, at lakmusprøven for politiske forslag er deres bæredygtighed. Og ”vores” kultur er denne gang en afgørende del af problemet, og det endda så udpræget, at end ikke befolkningstilvæksten i ”deres” verden ændrer afgørende ved den beregning. Den findes primært sted i lande, der har en mikroskopisk del af CO2-udledningen på deres samvittighed.

Alt dette betyder blandt andet, at det globale fokus er flyttet fra deres udvikling til vores, og dette fokus vil få en afgørende virkning på processen frem mod det virkelige mål: Ligeværdighed.

I min sidste bog, e-bogen STAFET, har jeg beskrevet forholdet mellem dem i Gorom-Gorom og os i Danmark i forhold til en teknisk udvikling, nemlig fabrikation af fødevarer i landbruget. Året er 2050, og hovedpersonen i det afsnit græder om aftenen i taknemlighed over, at hun har oplevet det ligeværdige forhold mellem ”dem” og ”os”. Hun havde i øvrigt været der før, i 2012, og dengang var hun eksperten. I virkeligheden skal det afgørende spring i dette forhold aflæses i det grundlæggende livssyn, ikke i forståelsen for teknik, men i en roman er det nemmere at inddrage en teknisk beskrivelse end en filosofisk. Det afgørende har for mig været at formidle, at jeg tror på, at forholdet om nogle årtier er ligeværdigt. Det kan en periode med ødelæggende terroraktioner ikke lave om på. En kort omtale af bogen med titlen 10 spørgsmål til Thyge kan ses på YouTube. TC