MÅNEDSFORTÆLLING april 2020
Fremtiden kan vi kun beskrive som en usikker forestilling om, hvordan det måske vil gå. Og vores billede af fortiden præges som regel af at blive betragtet gennem nutidens briller. For tiden ser vi en del af fortiden i Gorom-Gorom med et underforstået ”før terrorismen”. I april 2015 bragte vi en månedsfortælling, hvor nogle af de unge fra M’Balla Sukaabe skrev til elever på Odder gymnasium. Dem har vi kigget på igen. Blandt andet skrev Hamadi til Nanna:
” Min livret er bønner… Jeg ville gerne besøge andre lande. Min yndlingsmusik er coupé-décalé. Til daglig går jeg i skole, jeg lytter til musik, og jeg spiller fodbold. Jeg kan godt lide at læse… Jeg har en drøm om fremtiden. Jeg vil gerne være læge.”
Dengang gik han i 7. klasse, og til sommer skal han til det, der engang herhjemme hed realeksamen. Om han derefter læser videre i gymnasiet, kan vi ikke vide endnu. Da han skrev, var der endnu ikke terrorisme i Burkina Faso, og der var ingen internt fordrevne i Gorom-Gorom. I dag er der kommet nye aspekteR i håbet om, at han får mulighed for at stile efter sit drøm. Youssoufi var allerede 18 år, da han skrev til Andreas. Også han er kommet videre i skolesystemet, så han i år skal til studentereksamen.
”I regntiden tager jeg ud på landet for at dyrke jorden. Min mark ligger fem km syd for landsbyen. Jeg sår forskellige typer såsæd, så som hirse, durra, bønner og sesam. I skolen læser jeg samfundsfag og matematik, og jeg spiller tit fodbold. Jeg elsker fodbold. Jeg er godt nok ung endnu, men jeg drømmer om at blive en stor fodboldspiller ligesom Messi og Ronaldo.”
Den nye Messi eller Ronaldo bliver han næppe, men hvis de urolige tider ikke forhindrer ham i at gå til eksamen til sommer, skal kan nok være tilfreds under de nuværende vilkår. Vi håber, han består.
Hadi fortæller Niels, at hun er glad for at se nyhederne, føljetoner og film på fransk og engelsk. Da hun skrev sit brev, var de fleste burkinere meget optaget af, at en folkeligt oprør havde smidt præsidenten ud af landet, og at en overgangsregering planlagde fremtiden. Optimismen var stor dengang, få måneder før den første terroraktion, der fandt sted ved Tambaominen cirka 55 kilometer nordøst for Gorom-Gorom.
”Med hensyn til Burkina Fasos fremtid, så er Burkina et meget fattigt land, men vi tror, at med overgangsregeringen og støtte fra nogle nabolande, så vil det gå godt.”
I 2014 drømte hun om at blive lærer i samfundsfag, og det havde måske været bedst for hende, hvis hun havde kunnet holde fast i den oprindelige drøm. Hun fik et it-kursus i 2016. Det var der dengang ret gode jobmuligheder med, og hun har haft flere jobs. For tiden er hun dog uden arbejde, fordi de NGO’er, der havde brug for folk med hendes kvalifikationer ikke længere findes i Gorom-Gorom. Selv om nogle af dem arbejder i byen for at hjælpe de internt fordrevne med bolig, skolegang og meget andet, så har de åbnet deres kontorer i Dori, cirka 55 kilometer væk, fordi de der er mindre udsatte for terrortrusler. På samme måde har Zenabou, der skrev til Rasmus, nu mistet sit arbejde. Og også hun valgte at få et it-kursus. Hun er nu gift og har fået et barn. Hun beskrev sin fremtidsdrøm som
”at gøre mine forældre lykkelige for at give dem det tilbage, som de har givet mig. Jeg drømmer om at arbejde, blive selvstændig.”
I maj 2019 præsenterede vi otte af de unge, der havde forladt listen over de børn og unge, der nyder gavn af M’Balla Sukaabes støtte. Dengang skrev vi: ”Terrortruslen forhindrer os som bekendt i at opsøge de unge og interviewe dem om deres situation. Men måske er det heller ikke nødvendigt for at fortælle deres historie. Vi ved jo, at de har haft en svær baggrund, og at de er vokset op hos en værge i M’Balla Sukaabe og derfor har fået en chance – har grebet en chance og forvandlet den til et håb.”
Konklusionen på disse tilbageblik gennem nutidens briller kan være, at Gorom-Gorom trods alt fungerer, det vil sige den del af samfundet, der ikke er afhængig af, at der kommer folk udefra. Turismen er helt død – det ved vi. Og mange af dem, der i normale tider kunne skaffe sig et udkomme ved at søge jobs hos udviklingsforeninger, er ramt. Men i det store og hele fungerer hverdagen for almindelige håndværkere, og det samme kan vi heldigvis sige om det meste af skolesystemet. Og dermed kan vi endnu engang konkludere, at vores og ikke mindst M’Balla Sukaabes indsats stadigvæk nytter og er uundværlig for nogle af de mest udsatte. TC


