Tag-arkiv: verdensmål

De nye verdensmål og vores syn på verden

De første verdensmål er nu historie. De førte som bekendt til store resultater i den materielt fattige verden i årene 2000-2015. Vi er nu ved at afslutte det fjerde af femten år med nye verdensmål – og det er en ganske anden sag end de første. Nu er målene ikke kun rettet mod den del af verden, vi plejer at kalde u-lande, men mod hele kloden. Og nøgleordet er bæredygtighed. Hjemmesiden verdensmaalene.dk beskriver de 17 konkrete mål og 169 delmål for en bæredygtig udvikling, der blev besluttet af alle verdens lande i FN i 2015. En grundlæggende forudsætning for at forstå de nye mål og ikke mindst for at yde et bidrag til deres virkeliggørelse, er, at de ses i sammenhæng. Man kan ikke arbejde for opfyldelse af en mål, hvis indsatsen er i modstrid med andre af de 17 mål.

Mens de første verdensmål passede som fod i hose i det traditionelle verdenssyn i den rige verden, så er det ikke nær så enkelt med de nye mål. Allerede under mit første ophold i Gorom-Gorom i 1979 beskrev jeg, hvordan den kultur, jeg oplevede midt i Vestafrika, havde et andet idégrundlag end den, jeg kom fra. Kort fortalt, så noterede jeg, at hvor livssynet derhjemme kunne beskrives med spørgsmålet: ”Hvad fører det til?”, så var det dér mere relevant at spørge: ”Hvordan hænger det sammen?” .

Synergi-effekten er ikke fremmed for os – altså det fænomen, at flere handlinger kan have en større effekt end summen af de enkelte initiativer hver for sig: Uanset hvad barndommens regnebog påstod, så kan fire mand grave flere meter grøft end én mand i det firdobbelte tidsrum. Men at arbejde for bæredygtighed indebærer mere end en kvantitativ udvidelse af den vores gængse forståelse. Nu er grundsynet holistisk. Vi skal med andre ord se på de nye verdensmål som en helhed – og ikke som 17 sammensatte enkeltmål. Vi skal derfor udvikle vores evne til at opfatte helheder – og det er ingen selvfølge for en kultur, der snarere har taget udgangspunkt i at adskille fænomener og se på deres enkeltdele, ikke nær så meget som i en kultur, der har tænkt i sammenhænge. De nuværende verdensmål er efter min mening snarere et udtryk for det grundsyn, der har præget befolkningen i den fattige verden, end de er et udtryk for vores.

Op gennem 1980’erne holdt jeg mange foredrag med titlen ”Hvad kan vi lære af Afrika?” Den havde jeg valgt, fordi den skabte undren og opmærksomhed. For de fleste danskere var det på det tidspunkt stadigvæk en selvfølge, at ”vi” var ”dem” overlegne, foran i udvikling og i tankegang. Sådan er det ikke mere, selv om både den politiske verden og de sociale medier viser mange eksempler på, at det er svært at udvikle sin kultur. At det synes så svært, er en stærk antydning af, at det er en vigtig proces, snarere end det antyder, at vejen er forkert. Vi kan jo ikke uden videre opgive den måde, som vi gennem generationer har tænkt på om verden og vores egen plads i den. Men selv om forandringsprocessen ikke er tilendebragt, er det alligevel lykkedes langt hen ad vejen. De nye verdensmål, herunder klimakampen for en bæredygtig dagsorden, er både et udtryk for, at vi er i gang, og en bekræftelse på, hvad retningen er.

”Hvordan hænger det sammen?” er nu også det afgørende spørgsmål for os. Og den dag, vi ikke længere tænker i ”vi” og ”dem”, men i ”os”, er vi kommet rigtigt langt – og kan samtidigt glæde os over, at i den samme proces har vi mennesker afskaffet ekstrem fattigdom og sult i verden. Jeg tror desuden på, at vi i det forløb vil lære at opfatte de forskelligheder, som findes i klodens kulturer, som en rigdom, der skal beskyttes, snarere end et problem, der skal løses ved at udligne dem – og til den tid vil vi nok undre os over, at vi engang underforstod, at udvikling skal føre til, at de andre ligner os så meget som muligt.

Det livssyn, der har præget opbygningen af industrisamfundet og forbrugerkulturen, er altså under markant forandring. I forhold til klimaforandringerne er vi efterhånden enige om, at lakmusprøven for politiske forslag er deres bæredygtighed. Og ”vores” kultur er denne gang en afgørende del af problemet, og det endda så udpræget, at end ikke befolkningstilvæksten i ”deres” verden ændrer afgørende ved den beregning. Den findes primært sted i lande, der har en mikroskopisk del af CO2-udledningen på deres samvittighed.

Alt dette betyder blandt andet, at det globale fokus er flyttet fra deres udvikling til vores, og dette fokus vil få en afgørende virkning på processen frem mod det virkelige mål: Ligeværdighed.

I min sidste bog, e-bogen STAFET, har jeg beskrevet forholdet mellem dem i Gorom-Gorom og os i Danmark i forhold til en teknisk udvikling, nemlig fabrikation af fødevarer i landbruget. Året er 2050, og hovedpersonen i det afsnit græder om aftenen i taknemlighed over, at hun har oplevet det ligeværdige forhold mellem ”dem” og ”os”. Hun havde i øvrigt været der før, i 2012, og dengang var hun eksperten. I virkeligheden skal det afgørende spring i dette forhold aflæses i det grundlæggende livssyn, ikke i forståelsen for teknik, men i en roman er det nemmere at inddrage en teknisk beskrivelse end en filosofisk. Det afgørende har for mig været at formidle, at jeg tror på, at forholdet om nogle årtier er ligeværdigt. Det kan en periode med ødelæggende terroraktioner ikke lave om på. En kort omtale af bogen med titlen 10 spørgsmål til Thyge kan ses på YouTube. TC

Madame Badaoun. Kilde: the Agricultural Research Service, the research agency of the United States Department of Agriculture.

Et anstændigt job

MÅNEDSFORTÆLLING JANUAR 2019

Da alverdens lande sidst på året 2015 vedtog de 17 verdensmål i FN, gav de afskaffelse af fattigdom første prioritet. På anden pladsen kommer udryddelse af sult. Selv om de nye verdensmål udtrykker en målsætning og strategi for hele verden (i modsætning til årtusindemålene fra 2000-2015, der specielt rettede sig mod de fattige landes udfordringer), så har man altså taget udgangspunkt i to problemer, der især plager u-landene, ikke mindst de afrikanske.

Afrobarometer

Men når Afrobarometer spørger 45.000 borgere i 34 afrikanske lande, hvilken vægt de lægger på de enkelte mål, viser der sig i andet billede.
På en suveræn førsteplads udtrykker 57 % behovet for anstændige jobs og økonomisk vækst.

Et af de 34 udvalgte lande er Burkina Faso, og vi kan eventuelt se nærmere på burkinernes prioriteringer i en kommende månedsfortælling – men her og nu koncentrere os om vores egen forenings resultater i forhold til job.
Vores kasserer Ulla Schou-Pedersen har nemlig gjort op, at fra 2010 til 2017 forlod 126 børn og unge M’Balla Sukaabes liste, og ikke mindst har hun set på, hvor mange af dem, der derefter stod med en uddannelse og/eller et arbejde.

M’Balla Sukaabes rolle 

Som tidligere nævnt har andre initiativer i området som regel indskrænket sig til at betale børns skolepenge. M’Balla Sukaabe tager sig af det hele menneske. Vi kan jo nævne den støtte børnene får, både menneskeligt og i form af lektiehjælp i afgangsklasser, iværksætterstøtte til for eksempel værktøj, medicin og meget andet. Og lad os huske, at vi her taler om de mest sårbare børn og unge – dem der oftest ville have tabt kampen for at opbygge en fremtid, hvis det ikke var, fordi de er blevet optaget i en af værgernes familier og derfor støttet af kvinderne i M’Balla Sukaabe. Det er godt at tænke på, når man yder et eller andet bidrag til foreningens arbejde.

Dertil kommer, at både kvinderne selv og de børn og unge, de tager sig af, på mange andre områder får udbytte af indsatsen. Der er tale om en reel styrkelse af civilsamfundet – for ikke at tale om, hvad det i disse terrortruede tider betyder for Gorom-Gorom, at der satses på netop den gruppe børn og unge, der nemmest kunne falde for terroristernes nemme løfter om penge og en mening med livet (og døden).


66 har fået uddannelse og job

I første omgang kan vi nævne, at der er 66 børn, der efter endt skolegang har gennemført en form for uddannelse og derefter er kommet i beskæftigelse. En er blevet elektromekaniker og en anden frisør. Seks har fået et job som chauffør med et M’Balla Sukaabe-finansieret kørekort, mens 12 som mekanikere blandt andre typer af køretøjer har lært at reparere deres lastbiler. Syv har gennemført et it-kursus. Ligeledes er syv nu snedkere, tre svejsere og en enkelt maler. En bruger sit erhvervede diplom inden for handel. I alt fem har fået en universitetsuddannelse. De sidste har delvist modtaget støtte fra anden side til den sidste del af deres uddannelse.

22 har efter endt uddannelse som skrædder/syerske fået en symaskine. At omsætte en uddannelse til et arbejde er den store og vanskelige udfordring, men en tidligere samtale om syerskernes situation viste, at langt de fleste har opnået en eller anden type beskæftigelse. Nogle af dem er i øvrigt kommet i gang med en selvstændig virksomhed ved at sy skoleuniformer for M’Balla Sukaabe (trods alt cirka 45 stk. om året). På samme måde fik nogle snedkere gavn af, at samlingsstedet på et tidspunkt skulle bruge stole og borde, ligesom maleren har malet mødelokalet for et par år siden.

Dertil kommer så 23 børn, som har gennemført deres skolegang og siden er kommet i arbejde, selv om de ikke har prioriteret en uddannelse. Seks har startet en lille forretning med udgangspunkt i iværksætterstøtten. Fire har fået ansættelse i guldminen Essakane, og et tilsvarende antal underviser i henholdsvis skoler og gymnasier. Tre har forladt skolen i 8., 9. og 13. klasse med henblik på at skabe sig en karriere inden for militærets og gendarmeriets systemer. En er ansat i en kommune. Fem er efter endt studentereksamen kommet på universitetet uden M’Balla Sukaabe-støtte til de akademiske studier.

… de vi har mistet føling med

Lad os også nævne, at tre er blevet udskrevet af listen, før de eventuelt er kommet i gang med arbejde eller beskæftigelse. 10 piger har vi på samme måde mistet føling med, fordi de er blevet gift – en enkelt fordi hun har fået et barn. (Men lad mig lige nævne, at kvinderne i M’Balla Sukaabe i mange år har nægtet at acceptere arrangerede ægteskaber, der ikke er et udtryk for pigens eget ønske, og altid hvis pigen er umyndig.)
Desuden er 18 flyttet uden for området, og en enkelt er død. Fire blev slettet, da kvinderne besluttede at opgive at tage sig af børn i andre byer i provinsen end Gorom-Gorom.

Vores forening startede i det små i 2003. De første 40, der forlod listen, er ikke med i denne beregning, fordi vi først i 2008 havde udviklet vores metoder så langt, at vi turde love at støtte de unges uddannelse, når de forlod skolesystemet. Når vi efter planen i 2023 udfaser det danske bidrag, vil der være en god anledning til endnu engang at give et billede af, hvordan ”vores” børn og unge har fundet en plads som voksne i deres samfund. TC

Aldomouma Iliassa og Adamou Ibrihim fik kørekort i 2011
Cheik Amadou Tidane Dissa åbnede en lille butik i 2012
4 nyuddannede syersker får hver en symaskine 2015
Nouhoun Amadou blev uddannet snedker i 2014
Hamadou Idrissa blev uddannet svejser i 2016

Har vore venner stadig brug for vores hjælp?

MÅNEDSFORTÆLLING AUGUST 2017

Den seneste månedsfortælling formidlede en optimistisk historie om dansk engagement i de nye verdensmål frem mod 2030, og vi kan tilføje, at Danmark i juli 2017 for første gang skulle fremlægge sit arbejde i FN. I denne sammenhæng ser Danmark ud til både at have skurkens og heltens rolle.
Trods faldende bistandshjælp til de fattigste lande, har vi siden 1974 levet op til FN’s mindstemål på 0,7 % af bruttonationalproduktet. Nøgleordet for de nye verdensmål er bæredygtighed, og trods vores ry for gode resultater inden for vedvarende energi, ligger vi meget højt i det, der hedder økologisk fodaftryk. Det vil sige, at vores livsstil kræver langt flere ressourcer, end naturen kan nå at genoprette.

Burkina Faso bruger derimod mindre af jordens ressourcer end deres statistiske ”ret”, og vinklen på denne månedsfortælling er burkinsk. Her er det centrale dog at få udryddet sult og ekstrem fattigdom. Det vil ikke mindst betyde ubeskriveligt meget for almindelige menneskers muligheder i Oudalan-provinsen, hvor Gorom-Gorom ligger.
Specifikt om Oudalan kan vi kun sige, at tal fra Burkina Fasos statiske bureau, INSD, bekræfter, at landets fattigste regioner ligger i det nordlige Burkina, og at 92 % af landets fattige bor uden for byerne. Med andre ord: Vore venner har et svært udgangspunkt.
INSD kan også fortælle, at landets økonomiske vækst i 2014 og 2015 er steget en anelse mindre end det gennemsnit på 6 %, man noterede for2003-13. Alligevel er andelen af ekstremt fattige (som lever af 1,25 dollar om dagen) fra 2009 til 2014 faldet fra 47 til 40 %.
Den almindeligste målestok for udvikling er FN-organisationen UNDP’s menneskelige udviklingsindeks (HDI). Heri indgår økonomi, middellevetid og skolegang/uddannelse med lige stor vægt. HDI giver derved et mere nuanceret billede af landenes udviklingsstade end økonomi alene.
Tallene for Burkinas udvikling fra 2005 (hvor vi for alvor var i gang med samarbejdet med M’Balla Sukaabe) og frem til 2016, viser, at den forventede levealder er steget fra 48 til 59 år, andelen af børn der kommer i skole er steget fra 45 til 87 %, alfabetisering af voksne over 15 år fra 24 til 36 %.

I 2005 var Burkina Faso rangeret som nr. 175 af 183 lande – og i 2016 som nr. 185 af 193. I begge målinger altså verdens 9. fattigste land.
Og hvad så med optimismen? Jo, det går virkelig fremad i Burkina Faso – dog ”kun” i samme takt som i andre meget fattige lande. Og vore venner bor i et af de områder, der er hårdest ramt af fattigdom, og hvor udviklingsmulighederne er vanskelige.
Den burkinske præsident har holdt sit valgløfte fra 2015 og gjort en række sundhedsydelser til børn og kvinder gratis. Hvordan hans regering vil leve op til et andet centralt punkt fra valgkampen – at skaffe et stigende et antal unge et arbejde – er endnu uvist.
Vi har altså gode grunde til at mene, at vores bidrag er nødvendigt. Til gengæld har vi også gode grunde til at tro på, at det nytter. TC