Tag-arkiv: verdensmål

Madame Badaoun. Kilde: the Agricultural Research Service, the research agency of the United States Department of Agriculture.

Et anstændigt job

MÅNEDSFORTÆLLING JANUAR 2019

Da alverdens lande sidst på året 2015 vedtog de 17 verdensmål i FN, gav de afskaffelse af fattigdom første prioritet. På anden pladsen kommer udryddelse af sult. Selv om de nye verdensmål udtrykker en målsætning og strategi for hele verden (i modsætning til årtusindemålene fra 2000-2015, der specielt rettede sig mod de fattige landes udfordringer), så har man altså taget udgangspunkt i to problemer, der især plager u-landene, ikke mindst de afrikanske.

Afrobarometer

Men når Afrobarometer spørger 45.000 borgere i 34 afrikanske lande, hvilken vægt de lægger på de enkelte mål, viser der sig i andet billede.
På en suveræn førsteplads udtrykker 57 % behovet for anstændige jobs og økonomisk vækst.

Et af de 34 udvalgte lande er Burkina Faso, og vi kan eventuelt se nærmere på burkinernes prioriteringer i en kommende månedsfortælling – men her og nu koncentrere os om vores egen forenings resultater i forhold til job.
Vores kasserer Ulla Schou-Pedersen har nemlig gjort op, at fra 2010 til 2017 forlod 126 børn og unge M’Balla Sukaabes liste, og ikke mindst har hun set på, hvor mange af dem, der derefter stod med en uddannelse og/eller et arbejde.

M’Balla Sukaabes rolle 

Som tidligere nævnt har andre initiativer i området som regel indskrænket sig til at betale børns skolepenge. M’Balla Sukaabe tager sig af det hele menneske. Vi kan jo nævne den støtte børnene får, både menneskeligt og i form af lektiehjælp i afgangsklasser, iværksætterstøtte til for eksempel værktøj, medicin og meget andet. Og lad os huske, at vi her taler om de mest sårbare børn og unge – dem der oftest ville have tabt kampen for at opbygge en fremtid, hvis det ikke var, fordi de er blevet optaget i en af værgernes familier og derfor støttet af kvinderne i M’Balla Sukaabe. Det er godt at tænke på, når man yder et eller andet bidrag til foreningens arbejde.

Dertil kommer, at både kvinderne selv og de børn og unge, de tager sig af, på mange andre områder får udbytte af indsatsen. Der er tale om en reel styrkelse af civilsamfundet – for ikke at tale om, hvad det i disse terrortruede tider betyder for Gorom-Gorom, at der satses på netop den gruppe børn og unge, der nemmest kunne falde for terroristernes nemme løfter om penge og en mening med livet (og døden).


66 har fået uddannelse og job

I første omgang kan vi nævne, at der er 66 børn, der efter endt skolegang har gennemført en form for uddannelse og derefter er kommet i beskæftigelse. En er blevet elektromekaniker og en anden frisør. Seks har fået et job som chauffør med et M’Balla Sukaabe-finansieret kørekort, mens 12 som mekanikere blandt andre typer af køretøjer har lært at reparere deres lastbiler. Syv har gennemført et it-kursus. Ligeledes er syv nu snedkere, tre svejsere og en enkelt maler. En bruger sit erhvervede diplom inden for handel. I alt fem har fået en universitetsuddannelse. De sidste har delvist modtaget støtte fra anden side til den sidste del af deres uddannelse.

22 har efter endt uddannelse som skrædder/syerske fået en symaskine. At omsætte en uddannelse til et arbejde er den store og vanskelige udfordring, men en tidligere samtale om syerskernes situation viste, at langt de fleste har opnået en eller anden type beskæftigelse. Nogle af dem er i øvrigt kommet i gang med en selvstændig virksomhed ved at sy skoleuniformer for M’Balla Sukaabe (trods alt cirka 45 stk. om året). På samme måde fik nogle snedkere gavn af, at samlingsstedet på et tidspunkt skulle bruge stole og borde, ligesom maleren har malet mødelokalet for et par år siden.

Dertil kommer så 23 børn, som har gennemført deres skolegang og siden er kommet i arbejde, selv om de ikke har prioriteret en uddannelse. Seks har startet en lille forretning med udgangspunkt i iværksætterstøtten. Fire har fået ansættelse i guldminen Essakane, og et tilsvarende antal underviser i henholdsvis skoler og gymnasier. Tre har forladt skolen i 8., 9. og 13. klasse med henblik på at skabe sig en karriere inden for militærets og gendarmeriets systemer. En er ansat i en kommune. Fem er efter endt studentereksamen kommet på universitetet uden M’Balla Sukaabe-støtte til de akademiske studier.

… de vi har mistet føling med

Lad os også nævne, at tre er blevet udskrevet af listen, før de eventuelt er kommet i gang med arbejde eller beskæftigelse. 10 piger har vi på samme måde mistet føling med, fordi de er blevet gift – en enkelt fordi hun har fået et barn. (Men lad mig lige nævne, at kvinderne i M’Balla Sukaabe i mange år har nægtet at acceptere arrangerede ægteskaber, der ikke er et udtryk for pigens eget ønske, og altid hvis pigen er umyndig.)
Desuden er 18 flyttet uden for området, og en enkelt er død. Fire blev slettet, da kvinderne besluttede at opgive at tage sig af børn i andre byer i provinsen end Gorom-Gorom.

Vores forening startede i det små i 2003. De første 40, der forlod listen, er ikke med i denne beregning, fordi vi først i 2008 havde udviklet vores metoder så langt, at vi turde love at støtte de unges uddannelse, når de forlod skolesystemet. Når vi efter planen i 2023 udfaser det danske bidrag, vil der være en god anledning til endnu engang at give et billede af, hvordan ”vores” børn og unge har fundet en plads som voksne i deres samfund. TC

Har vore venner stadig brug for vores hjælp?

MÅNEDSFORTÆLLING AUGUST 2017

Den seneste månedsfortælling formidlede en optimistisk historie om dansk engagement i de nye verdensmål frem mod 2030, og vi kan tilføje, at Danmark i juli 2017 for første gang skulle fremlægge sit arbejde i FN. I denne sammenhæng ser Danmark ud til både at have skurkens og heltens rolle.
Trods faldende bistandshjælp til de fattigste lande, har vi siden 1974 levet op til FN’s mindstemål på 0,7 % af bruttonationalproduktet. Nøgleordet for de nye verdensmål er bæredygtighed, og trods vores ry for gode resultater inden for vedvarende energi, ligger vi meget højt i det, der hedder økologisk fodaftryk. Det vil sige, at vores livsstil kræver langt flere ressourcer, end naturen kan nå at genoprette.

Burkina Faso bruger derimod mindre af jordens ressourcer end deres statistiske ”ret”, og vinklen på denne månedsfortælling er burkinsk. Her er det centrale dog at få udryddet sult og ekstrem fattigdom. Det vil ikke mindst betyde ubeskriveligt meget for almindelige menneskers muligheder i Oudalan-provinsen, hvor Gorom-Gorom ligger.
Specifikt om Oudalan kan vi kun sige, at tal fra Burkina Fasos statiske bureau, INSD, bekræfter, at landets fattigste regioner ligger i det nordlige Burkina, og at 92 % af landets fattige bor uden for byerne. Med andre ord: Vore venner har et svært udgangspunkt.
INSD kan også fortælle, at landets økonomiske vækst i 2014 og 2015 er steget en anelse mindre end det gennemsnit på 6 %, man noterede for2003-13. Alligevel er andelen af ekstremt fattige (som lever af 1,25 dollar om dagen) fra 2009 til 2014 faldet fra 47 til 40 %.
Den almindeligste målestok for udvikling er FN-organisationen UNDP’s menneskelige udviklingsindeks (HDI). Heri indgår økonomi, middellevetid og skolegang/uddannelse med lige stor vægt. HDI giver derved et mere nuanceret billede af landenes udviklingsstade end økonomi alene.
Tallene for Burkinas udvikling fra 2005 (hvor vi for alvor var i gang med samarbejdet med M’Balla Sukaabe) og frem til 2016, viser, at den forventede levealder er steget fra 48 til 59 år, andelen af børn der kommer i skole er steget fra 45 til 87 %, alfabetisering af voksne over 15 år fra 24 til 36 %.

I 2005 var Burkina Faso rangeret som nr. 175 af 183 lande – og i 2016 som nr. 185 af 193. I begge målinger altså verdens 9. fattigste land.
Og hvad så med optimismen? Jo, det går virkelig fremad i Burkina Faso – dog ”kun” i samme takt som i andre meget fattige lande. Og vore venner bor i et af de områder, der er hårdest ramt af fattigdom, og hvor udviklingsmulighederne er vanskelige.
Den burkinske præsident har holdt sit valgløfte fra 2015 og gjort en række sundhedsydelser til børn og kvinder gratis. Hvordan hans regering vil leve op til et andet centralt punkt fra valgkampen – at skaffe et stigende et antal unge et arbejde – er endnu uvist.
Vi har altså gode grunde til at mene, at vores bidrag er nødvendigt. Til gengæld har vi også gode grunde til at tro på, at det nytter. TC