Den store grønne mur tværs over Afrika. Source: Agence Africaine de la grande muraille verte

Til sammenligning – et udviklingsperspektiv

MÅNEDSFORTÆLLING august 2020

Vi foretager ind imellem sammenligninger i disse månedsfortællinger – som regel en sammenligning af burkinske realiteter i tid, mellem før og nu. Og ofte giver en sammenligning baggrund for en vis optimisme, alle aktuelle problemer til trods. Her vil jeg især sammenligne deres samfund og vores. Også det sker i et forsøg på at formulere, hvordan fremtidsperspektivet ser ud for mig. Jeg ser i øvrigt mest på udviklingen i Afrika syd for Sahara og inddrager altså ikke den arabiske verden i Nordafrika.

Lad mig starte med oplevelser fra de nutidige corona-tider. I vores del af verden er noget af det mest markante, at politikerne har brugt krisen til at bekræfte det nationale tilhørsforhold i stedet for at styrke den regionale og internationale samarbejde. Mange europæere har – måske reflektorisk – søgt sammen, beskrevet risici og søgt løsninger inden for deres etniske og nationale stat. Arbejdet med den store grønne mur i form af et 8000 kilometer langt beplantet bælte i Sahel-området – fra Senegal til Djibouti – kan ses som et symbol på det afrikanske perspektiv. Og reformer inden for valuta-området, som det blev omtalt i seneste månedsfortælling, er et andet eksempel på det store, tunge træk, der ser ud til at være i gang. I min optik er det en kamp for det såkaldt sorte Afrikas status som en ligeværdig international partner og mod både materiel fattigdom og den ydmygende stilling, der har præget Afrikas position i verden gennem århundreder. (At det netop har været slave- og kolonitiden, der som udgangspunkt har beriget vore samfund, som har forarmet Afrika, skal vi ikke beskæftige os med i denne fortælling. Jeg kan dog ikke lade være med at bemærke, at i de knap tyve år, hvor vores forening har eksisteret – uden at antyde nogen sammenhæng, er der sket en markant udvikling af den europæiske bevidsthed om dette forhold).

Nu kommer en foreløbig pointe inden for denne måneds emne: Det vil efter al sandsynlighed vise sig lettere fra de afrikanske lande at knytte sig sammen regionalt, end det har været for os europæere, fordi de fleste afrikanske nationalstater er nye og ikke mindst knyttet til kolonitiden. Det vil vise sig i løbet af de næste årtier. Og her kommer en anden sammenligning mellem vores danske og deres burkinske samfund, hvor jeg ser ligheder snarere end forskelle. Efter en flere hundrede år lang periode med en hidtil uset økonomisk og materiel udvikling i Europa er Danmark i dag blandt de rigeste og bedst fungerende samfund. Det er vi blevet, selv om det for cirka 200 år siden så ud til at ville gå helt anderledes for vores lille plet på landkortet. Vi var et land uden væsentlige råvarer, der kunne danne udgangspunkt for produktion og eksport. Og vi lå klimatisk betænkeligt i et udviklingsperspektiv. Desuden var århundredet begyndt med Københavns bombardement og tabet af flåden. Efter 1849 havde et meget begrænset folkestyre afløst det kongelige diktatur (som vi kalder enevælden), kort tid før vi mistede Sønderjylland i 1864. Men i disse krisetider havde vi den folkelige vilje til at udvikle os, og det skete ikke mindst i kraft af et stærkt civilsamfund – i form af højskole-, andels- og arbejderbevægelsen.

På samme måde kan man med rette beskrive Burkina Faso – og herunder ikke mindst Gorom-Gorom området – som et fattigt område, der har over 100 års ydmygende undertrykkelse bag sig, og som hverken har klimaet eller den geografiske placering med sig. Men også som et samfund, hvor befolkningen har en klar udviklingsvilje og et stærkt civilsamfund – i hvert fald sammenlignet med lande, vi plejer at sammenligne det med. Vi har set bondegrupper og andre dele af civilsamfundet opnå stor udbredelse og indflydelse. Desuden har ikke mindst den burkinske revolution i 80’erne lagt grunden til en ny og ganske stærk folkelige selvbevidsthed, der i de seneste år har fundet en plads i for eksempel foreningen Balai Citoyen, som spillede en hovedrolle i den opstand, der betød enden på Blaise Compaorés styre. Man kan lokalt i ”vores eget område” også nævne organisationer som M’Balla Sukaabe og Association Tartit.

En væsentlig baggrund for de danske fremskridt kan tilskrives, at vi i løbet af det 19. århundrede fik børnene i skole, begge køn. Selv om kvaliteten og mængden af skoletid og læring var stærkt begrænset indtil omkring begyndelsen af det 20.århundrede, skal den faktor bestemt ikke undervurderes. Og vi kan også her sammenligne med burkinske resultater og problemer. De har opnået en rimelig national dækning og kvalitet i begyndelsen af det nuværende århundrede. Man kan naturligvis – af flere grunde – ikke bruge disse sammenligninger til at placere Burkina Faso på en dansk udviklingslinje og dermed sige, hvor de er ”nået til”. Men man kan bruge dem til at se mere optimistisk på fremtidsudsigterne på lang sigt, end der er baggrund for, hvis vi begrænser os til at se på de aktuelle materielle problemer i Gorom-Gorom, corona-smitte og terrortrusler.

Måske kan det give mening og energi til den nuværende, nødvendige indsats, at vi endnu engang husker de burkinske ordsprog: Selv om natten er lang, bryder dagen frem til sidst. Og: Når natten er sortest, nærmer daggryet sig. TC