Kategoriarkiv: Månedsfortælling

En almindelig familie

Jeg bad kvinderne i M’Balla Sukaabe beskrive en familie i Gorom-Gorom – en, der hverken kan kaldes særligt fattig eller specielt privilegeret. Og for at bringe dem på sporet, stillede jeg dem en masse konkrete spørgsmål.
For at løse opgaven tog de udgangspunkt i de konkrete spørgsmål, som det var forventet – for at indkredse det umulige begreb: en almindelig familie.
Mit eget udgangspunkt var at pejle mig ind på, inden for hvilke rammer man lever sit liv. Nu har vi ikke besøgt dem i næsten 10 år, og meget er sket i de år – af både den ene og den anden slags udfordringer og udviklinger.

Kvinderne skrev, at i Gorom-Gorom familie bor en mand med sine kone samt deres børn og svigerbørn på en grund, som faren står som ejer af.
Huset er bygget af den blanding af sand og ler, som vi kalder banco. Taget er for de mange af strå eller stampet ler på tykke stolper og måtter. Man sover udenfor, under halvtage eller i det fri, undtagen i den kolde tid og i regntiden, hvor alle trækker ind. Derinde er der som regel ikke andre møbler end senge af træ og nogle taburetter.
Jeg glemte at spørge, hvordan en gennemsnitsfamilie skaffer sig drikkevand. Og den bedste oversættelse, jeg kan præstere, af deres beskrivelse af toiletforholdene er, at de er lidet favorable.

Man spiser alle måltider sammen, mænd og kvinder hver for sig, som regel siddende på måtter, og børnene for sig siddende på den bare jord. Måltidet består af hirsegrød eller ris, måske bønner, men mange måltider erstattes af chobal. Det er ganske sundt, men alligevel ikke en fuldgyldig erstatning for et måltid, snarere at betragte som et mellemmåltid.

De kalder som regel retten for gapal, og der findes faktisk en opskrift på Google under det navn: Knus/stød hirsen for at fjerne klid, vask den, rens den og tør den let. Knus/stød hirsen for at få groft mel. Opløs melet i en lille mængde vand. Tilsæt mælk, sukker og krydderier. Tilsæt is efter smag og server. Isen viser, at opskriften ikke stammer fra Gorom-Gorom. Verdensfødevareorganisationen FAO, som er oprindelsen til den, kalder det en dessert.

Kvinderne i M’Balla Sukaabe beskriver desuden, at maden tilberedes af kvinderne i familien i et hjørne af grunden – uden et køkken i vores forstand, og at indkøb er foretaget af familiefaren eller sønner. Man har måske et havebrug uden for byen, sandsynligvis fem dyr, geder og får. Moren er hjemmearbejdende og faren er landmand. Der er ingen i en ”almindelig” familie med et lønnet arbejde, men børnene går i skole – i M’Balla Sukaabe-familierne i kraft af den hjælp de får fra foreningen, husker de at notere. Lektierne laves i skolen, for man har ikke elektrisk lys i hjemmet.
Islam praktiseres både henne i moskéen og i hjemmet.

Hjulpet af de medsendte fotos sidder vi tilbage med en erindring om, at en almindelig familie i Gorom-Gorom hører til verdens fattigste. Den nuværende krisesituation, især på grund af terrorismen, gør de flestes situation meget vanskelig.
Der skal et vist overskud til at hjælpe de dårligst stillede børn. Måske kan vi håbe at nogle M’Balla Sukaabe-værgefamilier – efter snart tyve års samarbejde – er i et lidt bedre situation end det billede, der tegnes her. TC

Samlingsstedet

MAJ 2021

I november 2008 kunne M’Balla Sukaabè – takket være en særlig bevilling fra Alex Holm Jensen – indvie deres samlingssted. Det indeholder kontor, mødelokale, latrin, køkken, vagthus og et bibliotek. Kommunen gav dem byggegrunden.

Man skal næppe undervurdere betydningen af, at de derfor har kunnet udvikle deres et foreningsliv med baggrund i et fysisk sted. I disse corona-tider skiftes de til at tage derhen – cirka 30 kvinder ad gangen – fem af ugens dage, fra lørdag til onsdag.

I denne måned har vi stillet dem en række spørgsmål om netop samlingsstedet, og centralt står stadig de månedlige fællesmåltider, hvor alle de børn og unge, der er knyttet til deres forening, med børnenes værger deler et lækkert og nærende måltid samt overværer og deltager i en temadebat.

I januar var temaet den manglende sikkerhed. I februar var det Covid-19. I marts opfedning af dyr, og i den forløbne april måned for tidlige ægteskaber.
Vi har med nogen spænding spurgt til bygningernes vedligehold og fået det klare svar, at der ikke er nogle problemer at rapportere. Hvor var det godt, at de dengang i 2008 gav opgaven til en lokal entreprenør, som vidste hvad der kræves af et byggeri i Gorom-Gorom. Udefrakommende bygmestre har kun sjældent taget højde for, at murene skal sikres bedre mod sætningsskader, end det gøres på fastere underlag. Kun en enkelt gang har der derfor været behov for istandsættelser efter et uvejr.

Derimod har de – som tidligere forklaret – stoppet for udlån af bøger fra biblioteket, fordi der efterhånden var for få tilbage. Deres tab og slitage er næppe mindre, end det kendes fra danske biblioteker. Vi vil derfor sende dem penge til et nyt bogkøb, når de alligevel skal til Ouagadougou for at købe udstyr til den kommende skolestart, der følger efter den snarlige sommerferie.
Sidste år udnyttede de ikke jorden på samlingsstedet til dyrkning på grund af terrortruslerne, men i år regner de igen med at så okra og majs.

På vegne af Kulturklubben har Karen spurgt dem, om vi i år kan bruge pengene, så de giver børnene en opmuntring. Mange af dem er jo psykisk præget af lang tids terrortrusler, og en del af dem har desuden den baggrund, at de har oplevet deres forældres tidlige død. Heldigvis har kvinderne fået en idé: De vil arrangere teater for børne og de unge. TC

Krise og grund til optimisme?

APRIL 2021

På baggrund af terrordrabene på otte personer den 18. februar cirka 50 kilometer nordøst for Gorom-Gorom har jeg stillet en række spørgsmål til kvinderne i M’Balla Sukaabe. De bekræfter, at det påvirker dem, at terrorangrebene sker så tæt på Gorom-Gorom, og at børnene er bange. Nogle af dem har mistet familiemedlemmer, og de hører ofte, at nogle fraråder dem at gå i skole. Skolerne er jo åbne på trods af truslerne.
Da sikkerhedsstyrkerne få dage efter angrebet ved Markoye dræbte 11 terrorister og arresterede en ved flere aktioner en snes kilometer vest for Gorom-Gorom, førte det hurtigt til, at en ny bølge af internt fordrevne søgte sikkerhed i byen, herunder en større gruppe fra landsbyen Bidi hos Abdoulaye. Han fortalte, at end ikke den lokale afdeling af den statslige organisation Action Sociale havde flere fødevarer, og de nyankomne ingenting havde at spise. Selv købte han to sække hirse på markedet og fordelte det efter bedste evne.

Vi håber, at kommunen og forskellige udviklingsforeninger har ressourcer til at følge op på det akutte problem, men har ikke hørt andet nyt. Jeg har sjældent hørt ham så opgivende, og han lagde vægt på, at ”situationen er nu den samme for de fastboende som for de internt forrevne.”
Personligt lider han ikke nød, men meget tyder på, at kombinationen af terrortruslerne, presset fra de mange internt fordrevne og dertil de økonomiske konsekvenser af bekæmpelsen af corona-smitten tilsammen har ført til, at byens mest udsatte, herunder de nyankomne, har nået bristepunktet.

Jeg spurgte desuden kvinderne, hvordan det i øjeblikket ser ud vedrørende egnens eget høstresultat, og de svarede, at situationen er bedre end sidste år.

Måske de også kan finde lidt optimisme i, at der menes at være forhandlinger i gang mellem burkinske officerer og embedsmænd og terrorister fra den al-Qaeda-gruppe, der ofte har stået for angreb på landets nordlige provinser. Globalnyt.dk citerer The New Humanitarian for, at i de dele af landet, er volden faldet til en femtedel, siden forhandlingerne gik i gang.

Også i nabolandet Mali, hvor hele konflikten har sit udspring, menes der at være forhandlinger i gang. Men det hele er været meget hemmeligt. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der forhandler på jihadisternes vegne, og den burkinske regering er af princip ikke med som deltagende part.
The New Humanitarian citeres endvidere for at påstå, at de lokale ledere er ude for, at fremmede nu kommer på markedet for at handle i stedet for at dræbe. De lokale er bange for at tale med jihadisterne, fordi de senere kunne blive beskyldt for at være i ledtog med dem.

Folk i landsbyer, som er kontrolleret af jihadisterne fortæller, at de militante stadig kræver at man opfører sig og klæder sig, som de synes. Men beboerne er mindst lige så bange for, at sikkerhedsstyrker og militser skal tro, de støtter de militante. ”Så vi må skifte tøj, hver gang vi går ud og ind af landsbyen,” fortæller en. TC

Nye tider på hjemmesiden

MÅNEDSFORTÆLLING MARTS 2021

I det meste af vores forenings levetid har vi gjort det samme for at få meningsfuldt liv på den hjemmeside, som du læser på lige nu: En gang om måneden har vi sendt en mail til vores medlemmer og fortalt, hvad den næste månedsfortælling handler om. Indimellem har vi så bragt nyheder og andet relevant stof.
I februars månedsfortælling fortalte jeg om de stigende vanskelighederne med på denne måde at orientere vores medlemmer om livet og vilkårene i M’Balla Sukaabe og i Gorom-Gorom generelt. For fremtiden er det derfor ingen selvfølge, at der kommer en månedsfortælling hver måned. Derimod vil I fortsat få en månedlig mail fra Ulla – nogle gange sikkert med udgangspunkt i en ”nyhed”, der er sendt ud i månedens løb.

Hvad der ikke forandrer sig, er vores ønske om at levere et billede af, hvordan det går for både deres og vores foreninger, og desuden levere et afbalanceret indtryk af udviklingen i området og ind imellem i landet som helhed.
Ikke mindst vil vi videregive vore venners nyheder, som vi modtager dem på mail, på sms og i telefonen. Det stof er ikke altid overensstemmende med det mørke billede, der tegnes af de store medier. Verdenspressen får jo sjældent lokale fremskridt med, for eksempel at der nu er asfalteret og desuden gadebelysning i dele af Gorom-Gorom. For os der har kendt området gennem årtier, er det – som for de lokale – væsentlige fremskridt. Derfor vil nogle opfatte vores dækning som mere subjektiv. Selv opfatter vi den som nævnt som mere afbalanceret.

Vi kan også fortælle, at kvinderne i M’Balla Sukaabe for tiden ikke opfatter corona-smitten som et stort, akut problem. Det kan skyldes, at den ikke rammer så voldsomt som hos os, der har en anden alderssammensætning i befolkningen og oftere bor i store byer. Måske er deres varmere klima en del af forklaringen og muligvis deres mange erfaringer med at inddæmme smitte fra andre epidemier.

De relativt få corona-ofre, der registreres i Burkina Faso som helhed, er også et udtryk for, at mange dødsfald med denne baggrund næppe noteres i de offentlige statistikker.
Derimod nævner vennerne i en sms, at det er et problem for dem, at der ingen afsætning er på kunsthåndværk på grund af de manglende turister. Det har jo tidligere været en ikke uvæsentlig del af deres indtægter. De kan heller ikke fortsætte med fabrikationen af balanites-olie, fordi terrortruslen gør det for farligt at indsamle nødderne. Derimod fortsætter de med at opfede får, som så sælges, når prisen er i top, og med havebruget.

Vi ønsker naturligvis ikke at skjule de alvorlige problemer, der præger hele landet og ikke mindst den nordlige del, hvor Gorom-Gorom ligger.
Men det er lige så vigtigt for os, at vi giver et afbalanceret indtryk af, hvordan situationen og udviklingen opleves af de lokale. Og netop i den sammenhæng har vi nogle muligheder, som ikke er en selvfølge for pressens internationale korrespondenter. TC

NYHEDER FRA KVINDERNE I GOROM-GOROM

MÅNEDSFORTÆLLING FEBRUAR 2021

Vores forening blev som bekendt grundlagt i 2003. I årene 2008-2011 udgav vi en kalender, som Jens Rossen leverede billederne til, og jeg skrev tekster. Siden da har vi hver måned udgivet en månedsfortælling på www.gorom-gorom.dk, og i flere år var de præget af, at der mindst en gang om året var medlemmer på besøg i Gorom-Gorom som deltagere i en fællesrejse.

Siden regntidsturen i 2012 har vi ikke kunnet besøge dem i Gorom-Gorom på grund af risikoen for kidnapning. Derefter fortsatte nogle medlemmer af både deres og vores bestyrelse nogle år med at mødes et par dage i hovedstaden Ouagadougou. Det gav mulighed for at vende en masse spørgsmål, at gennemgå kvitteringer, at drøfte de aktuelle sager og ikke mindst at forstå hinanden på den baggrund, det giver, når man mødes og kan se hinanden i øjnene, mens man taler – og at have tid og mulighed for at tage et emne op flere gange, når der var brug for at drøfte noget i den ene eller i begge grupper.

Fra terrorangrebet i Ouagadougou i januar 2016 har der ikke været fællesrejser til Burkina, men vi har nydt gavn af, at flere bestyrelsesmedlemmer har deltaget i tilsvarende rejser i nabolandene Benin og Togo – så vi efter den ordinære tur fortsatte til Ouagadougou i bil med henblik på at møde kvinderne og Abdoulaye dér. Efter 2018 har der også været lukket af for den mulighed, men selv om vi ikke kan være fysisk sammen med repræsentanterne fra Gorom-Gorom, har vi benyttet både mail og mobiltelefoner til en hyppig kontakt. Ikke desto mindre bliver det sværere og sværere at få en detaljeret og konkret oplevelse af, hvordan det går i deres forening.

I et forsøg på at råde bod på det problem har vi flere gange sendt dem en opfordring til at skrive en mail om deres aktiviteter og debatter. Herunder er en oversættelse af deres seneste svar:

Hej, kære venner.

Med hensyn til aktiviteter så laver vi stadigvæk de samme ting, såsom opfedning af dyr, havebrug og salg af grøntsager, sæbe med sheasmør. Vi laver ikke længere balanites-olie, fordi vi ikke kan gå ud i steppen på grund af sikkerhedssituationen.
Når vi debatterer, taler vi især om, at der er to år tilbage, hvor I støtter os økonomisk. Og vi spørger os selv, hvordan vi kan fortsætte med at støtte børnene. Vi lægger vægt på, at vi skal øge vores egne bidrag.

For tiden sker de det hos os med hensyn til sikkerheden, at flere landsbyers befolkninger fra tid til anden kommer til Gorom-Gorom, fordi de flygter fra terroristernes kampe og trusler.

Med hensyn til Covid-19 så er situationen fordelagtig, og vi holder derfor stadig til på samlingsstedet. Medlemmerne af bestyrelsen er dog delt i to grupper, når de tager ud til samlingsstedet på grund af Covid-19-risikoen.
Med hensyn til skolegangen, så er situationen lige nu stabil, og undervisningen foregår normalt.

De internt fordrevne er bosat på pladser øst for Gorom-Gorom. NGO’er og Action Sociale hjælper dem.
Til sidst vil vi nævne, at markedet er dyrt. Den stigende befolkning har medført dyrtid på fødevarer.

Efter modtagelsen af dette svar har vi fået bekræftet, at de også stadigvæk arrangerer de traditionelle fællesmåltider, hvor børnene og de unge diskuterer et tema med en kvalificeret oplægsholder. I den kommende måned diskuterer de igen den manglende sikkerhed. TC

At nærme sig hinanden

En af mine burkinske venner sagde engang, at han ind gik ind for international adoption, for at mennesker med forskellige hudfarver kunne blande sig mest muligt med hinanden: ”På den måde vil der en dag ikke være mere racisme, når vi en dag alle sammen er blevet lysebrune.”
Denne måneds spørgsmål er dog ikke, om den vision er ved at blive realiseret. Men om vi og de som samfund og som mennesker kan siges at nærme os hinanden, ikke mindst i den forstand at vi ligner hinanden. Nogle vil mene – oftest i en politisk betragtning af vor tids aktuelle spørgsmål – at det er gået lige modsat.

Klimaforandringer

Lad mig først tage udgangspunkt i et af vore dages store emner: klimaforandringerne. Det er et brændende og aktuelt spørgsmål, og uanset hvor stor forskel, der er i den måde klimaforandringerne truer os, så er det et emne, vi er fælles om at diskutere, både med hinanden i hver sit land og mellem lande og verdensdele. Vi sidder på den samme side af bordet, så at sige.
Det er en helt anderledes situation end den tørke, der prægede ikke mindst Sahel-området op gennem 1970’erne og 1980’erne. I vores samfund blev den betragtet som et fænomen, der truede ”de andre”, og som vi skulle hjælpe dem med. Vi var stort set enige om at betragte os som overlegne, mens de lokale i blandt andet det nordlige Burkina Faso i de år var ydmygede af både fattigdom og afhængighed. På det psykologiske plan er den nuværende situation omkring klimaforandringerne langt mere ligeværdig.

Moderne teknologi

Brugen af de moderne teknologier, i Burkina Faso især blandt de unge i byerne, er et andet eksempel. Det er et felt, hvor de bruger metoder og vaner, der minder om vores – og nærmer sig vores praksis i et langt hurtigere tempo, end da det har gjaldt om at opbygge moderne skolegang og uddannelsessystemer. Hvis man tænker på, hvordan de netop overståede valghandlinger i burkinske landsbyer blandt andet bliver gennemført og formidlet ved hjælp af moderne teknologier, så er det tydeligt, at afstanden mellem deres og vores praksis nu ligger tættere på hinanden, end den var, da vi lærte hinandens samfund at kende.

Det er i øvrigt ikke så mange år siden, at en dansk ambassadør i Burkina Faso sagde til pressen, at han ikke forventede en situation, der kunne sammenlignes med det arabiske forår, fordi smartphones endnu ikke var udbredte. Under den folkelige opstand i 2014 var de en væsentlig faktor.
Forleden så jeg på Facebook, at en ung burkiner fortalte sine venner, at han indtil videre var udstationeret i Canada og mindede dem om sit WhatsApp-nummer.

Samfundsmæssig udvikling

Deres generelle samfundsmæssige udvikling, i blandt andet økonomisk forstand, har betydet, at forskellen på dem og os er blevet mindre, psykologisk set. Det skal ikke forstås sådan, at jeg påstår, at verdens udvikling er lighedsskabende (som bekendt er det tværtimod sådan, at de allerrigeste ejer stadigt mere i forhold til den fattigste halvdel af menneskene), men når de fattiges samfund går fra at være præget af selvforsyning og eksistensminimum til et begrænset materielt forbrug, så har vi lettere ved at forstå hinanden, fordi vi trods alt befinder os i den samme samfundstype, om end i hver sin ende af skalaen.

Jeg kunne også pege på, at frygten for islamistisk præget terror er fælles for mange mennesker hos både dem og os, og at den, alt andet lige, bringer os nærmere hinanden.

Multikultur

Som en afgørende faktor vil jeg til sidst nævne de moderne europæiske samfunds stigende karakter af multikultur. Vores eget land var jo indtil for få årtier siden præget af en udpræget enhedskultur, og meget tyder på, at vi nu langsomt bevæger os mod en mere multikulturel tilstand. Hvad det kommer til at betyde for vores grundlæggende opfattelse af ”de andre”, er ikke til at sige med sikkerhed, men det ser meget ud til, at vores og deres samfund også i den forstand nærmer sig hinanden. De har jo været multikulturelle ”altid”, og det har sat sit store præg på deres traditionelle tankesæt og deres traditioner. Jeg mener ikke mindst at kunne se en afgørende udvikling i vores danske måde at tænke på, så den allerede nu ligger tættere på deres. Det er sjældnere end for årtier siden, at vi danskere tænker og reagerer enstrenget. Oftere tager vi højde for sammenhænge og søger at se helheder, undertiden komplicerede sammenhænge. Netop dette tankesæt, mener jeg, har ”altid” præget den vestafrikanske kultur.
Jeg vil derfor tillade mig at udlede, at hele denne tilnærmelse – som jeg her har givet nogle få og kun skitserede eksempler på her – er udgangspunkt for en stigende ligeværdighed i vores indbyrdes forhold. Dét er pointen, og uanset alle forskelle mellem dem og os, og uanset hvor mange problemer, der banker på for at blive løst, er den afgørende vigtig.

Om så afgørende værdier går tabt, hvis vi efterhånden ligner hinanden mere og mere, så vi kulturelt bliver lysebrune alle sammen, og særpræg og forskelligheder dermed forsvinder, det er bestemt et emne, der er værd at tage op, men det er en anden historie. TC

Forventet levealder

MÅNEDSFORTÆLLING DECEMBER 2020

I månedsfortællingen fra august skrev jeg at Man kan naturligvis – af flere grunde – ikke bruge disse sammenligninger til at placere Burkina Faso på en dansk udviklingslinje og dermed sige, hvor de er ”nået til”. Det mener jeg stadigvæk, når vi taler generelt, og udvikling er et meget generelt begreb, men når det drejer sig om noget så specifikt som den forventede levealder, så er det jo noget andet. Forventet levealder udgør den række år, et nyfødt barn kan forvente at leve – når det altså har overlevet sin fødsel, beregnet ud fra den aktuelle dødelighed i et samfund. Og når vi ser så konkret og begrænset på en bestemt udviklingsfaktor, kan vi med rette påstå, at den forventede levealder i Burkina Faso ”er nået til” det punkt, hvor Danmark var i 1930, nemlig 61 år.

Til gengæld er den forventede levealder ikke blot et begreb blandt mange andre. Det siger mere end de fleste en masse om et samfunds økonomi, sundhedssektor, demokrati, undervisningssystem og meget andet. Hvis vi ikke kan komme i tanke om specielle undtagelser – for eksempel på grund af en epidemi eller krig – så er det vel et af de mest dækkende faktorer af de mange, vi har i spil, når vi prøver at beskrive et samfunds udvikling generelt. Det er da også et af tre nøgleord, når verdens lande rangordnes efter principperne i Human Development Index.

I Burkina Faso har stigningen stort set været regelmæssig fra landets uafhængighed under navnet Øvre Volta i 1960. Da var den forventede levealder 34 år. I 1985 var man tæt på at nå 50 år, men ikke mindst aids betød, at den milepæl først blev nået efter knap 15 års stagnation. I 2015 nåede man så 60 år. Fra andre statistikker ved vi, at tallet i Sahel-området er knap to procentpoint lavere end i Burkina Faso som helhed. Samtidigt ved vi, at tallet også i Afrika generelt er lidt højere for kvinder end for mænd.

Det burkinske sundhedsministerium offentliggør på deres hjemmeside en række dødsårsager, som kan forklare noget af forskellen på den række år, en nyfødt dansker og en burkiner kan forvente at se frem til. Malaria er stadigvæk suverænt den største dødsårsag i landet, og to tredjedele af ofrene for malaria er børn under fem år (en 20-årig dansker kan nu forvente at blive cirka 90 år).

Ifølge FN’s sundhedsorganisation WHO skyldes næsten 60 % af alle dødsfald i Burkina smitsomme sygdomme. Indtil videre spiller COVID-19 ikke nogen rolle i den statistik. Midt i juli 2020 er der registeret 53 corona-dødsfald blandt de knap 20 millioner burkinere (i Danmark er det tilsvarende tal 609). Det samme kan man sige om antallet af burkinere, der er blevet dræbt af terrorister gennem de seneste fem år, selv om tallet er større, nemlig cirka 650. Men man kan naturligvis med rette tale om, at begge faktorer er en reel trussel mod det burkinske samfund, og at de begge ser ud til at bremse tempoet i den burkinske udvikling, i hvert fald hvad angår økonomien.
Dødeligheden ved malaria er heldigvis faldende i Burkina Faso, fra 2010 til 2018 endda næsten halveret. Beregningen er baseret på en opgørelse fra sundhedsklinikkerne. TC

Identitet

Først som koloniseret og siden som terrormodstander

MÅNEDSFORTÆLLING NOVEMBER 2020

Siden den franske kolonimagt for cirka 100 år siden trak nogle streger på landkortet, som derefter definerede Øvre Volta, har befolkningen i det område, der nu hedder Burkina Faso, gennemlevet to store, længerevarende og afgørende kriser.

Den første blev skabt af nationens fødsel som koloni. Heri lå et forhold til det styrende land, kolonimagten, som ikke blot var præget af et afgørende modsætningsforhold. Det lå i selve strukturen, at magthaverne følte sig overlegne på en række felter, og at områdets befolkningsgrupper i stor udstrækning blev frataget deres oprindelige identitet. I kraft af europæernes militære og teknologiske overmagt lod de fleste voltesere sig indordne i et forhold, hvor de selv var den underlegne og ydmygede part.

Vi ved fra individuelle forhold, hvor ødelæggende det er, når den underlegne indtager offerrollen. Noget tilsvarende har præget kolonitidens logik. Når de to roller således passer sammen i en overlegen-underlegen relation, styrkes magtens identitet som overlegen i omtrent samme grad, som den underlegnes identitet svækkes. Dette forhold mener jeg, har også præget starten på det, der ofte er kaldt neo-kolonialismen, altså perioden efter den formelle uafhængighed i 1960. Og det har skabt utallige efterdønninger, som kan aflæses i den situation, som lederen af revolutionen i 1983, Thomas Sankara, reagerede på. Denne underlegne rolle blev tilmed forstærket i et område som Oudalan-provinsen, da flere års tørke skabte en ydmygende social nød i de nordlige provinser, som fandt sin modpol af bedreviden i de vesteuropæiske stater og udviklingsorganisationer.

Nutidens virkelighed og perspektiverne for fremtiden er præget af terrortruslen, og en forudsætning for, at vi kan se optimistisk på de kommende årtier, er en formodning om, at terroristerne taber deres kamp for at skabe en islamistisk stat i Vestafrika, som indeholder Burkina Faso. Jeg har før brugt sammenligningen med koloniseringen for at minde om, at terrorismen trods alt fik en ende. Denne gang vil jeg pege på et vigtigt karakteristisk træk ved forholdet mellem den burkinske befolknings store flertal og netop terrorismen. Modsætningen mellem disse to parter i den igangværende konflikt, bygger på burkinske værdier, der er oparbejdet gennem adskillige årtier, og som har præget de seneste årtiers udvikling. Og der er næppe grund til at frygte, at modsætningsforholdet vil svække befolkningens tro på egne værdier, så som tolerance og demokrati, som det var tilfældet i kolonitiden. Tværtimod ser det trods terrorens udbredelse ud til, at de fleste burkinere bliver styrket i deres forankring i individuelle og samfundsmæssige værdier, der langt hen ad vejen kan kaldes de modsatte af Al-Qaedas.

Der ser ud til at være afgørende forskel på terrorismens konsekvenser og koloni-forholdets svækkelse af befolkningen. I øjeblikket ser det ud til, at næsten alle i administrationen og i den civile befolkning tager afstand til både kolonitidens undertrykkelse og fornedrelse og fra terrorismen. I det man kunne kalde det lange, seje træk, har burkinerne fundet en metode og en identitet, der har styrket dem, og de tanker, der i Europa især var populære i 1970’erne, at sand uafhængighed kun kan opnås gennem en blodig befrielseskrig, er ikke i spil.

Vel har der været tale om dramatiske perioder, som kupforsøget i 2015, som blev stoppet af folkelig modstand, men krigsførelse har ikke været en del af kampen for reel selvstændighed. Betydningen af at et samfund på cirka 20 millioner indbyggere har over en million internt fordrevne, og at hundreder er blevet dræbt eller såret i forbindelse med terroraktioner de seneste fem år, skal naturligvis ikke undervurderes. Men man kan trods alt ikke kalde den militære trussel fra terroristerne for akut.

Truslen om en ødelæggende social krise som følge af de mange internt fordrevne er alvorlig, men i øjeblikket heller ikke akut. Snarere ser det ud til, at denne krise styrker burkinernes evne og vilje til at holde fast i deres værdier. Det er i sig selv en grund til at støtte M’Balla Sukaabes arbejde i Gorom-Gorom.

Mens ovenstående ligger som månedens fortælling på vores hjemmeside, afholder burkinerne et dobbeltvalg, til både præsidentposten og til Nationalforsamlingen den 22. november. Ikke så lidt af den selvtillid, der har præget befolkningen de seneste årtier, afhænger af, hvordan denne valgdag forløber.

Planer for fremtiden

MÅNEDSFORTÆLLING OKTOBER 2020

Sommermødet er blevet en institution vi vores forening. Ideen kom oprindeligt fra Alex Holm Jensen, da han var medlem af bestyrelsen. Vi i bestyrelsen nyder den ene gang om året, hvor vi mødes med god tid til at tale om et bestemt tema.

Inden mødet den 6. september havde vi fået en mail fra kvinderne i M’Balla Sukaabe, hvor de gjorde rede for hvilke aktiviteter, de har gang i. Man kan få et indtryk af det hele ved at læse månedsfortællingerne fra juni og juli 2019. Billedet er stort set det samme. Dengang vi kunne besøge projektet i Gorom-Gorom, var det rimeligt nemt at overskue, hvordan samarbejdet udviklede sig. Det gik også ganske godt i de år, hvor terrortruslen ganske vist havde sat en stopper for disse besøg, men hvor vi stadigvæk kunne mødes i Ouagadougou. Efter at både terror og corona satte en stopper for også sådanne rejser, må vi satse på kvindernes egne beskrivelser i form af mails og telefonsamtaler. I år var sommermødets tema for første gang det samme som sidst – hele spørgsmålet ud, hvordan vi kan udfase samarbejdet på en god måde.

Efter flere timers møde ringede vi som aftalt til kvinderne via WhatsApp. Det er et meget brugt system i Afrika, og vi havde stor fornøjelse af at se hinanden og høre hinandens stemmer og latter. Den succes vil vi sikkert gentage i forbindelse med kommende møder. Vi understregede ikke mindst over for dem, at det ville være os en stor glæde, hvis de kunne finde en samarbejdspartner, så de får et nyt grundlag at fortsætte på, efter vores hjælp stopper. De har fortalt os, at den kontakt de har fået med den afrikanske organisation AIRD, ikke indeholder sådanne perspektiver for dem – bortset fra at nogle af de unge håndværkere, de har skaffet en faglig lokal uddannelse, skal hjælpe med at bygge midlertidige beboelser til internt fordrevne i Gorom-Gorom. Vi vil jo sikre os, at de ikke tror, at en bredere kontakt med en anden samarbejdspartner end os bliver opfattet som mangel på trofasthed. Det er blot et enkelt eksempel blandt mange, hvor vi – ofte famlende – har prøvet at tage højde for, at de og vi kommer fra hver sin kultur.

Men især bekræftede vi, at vi nærmer os en udfasning af vores arbejde. Aldersfordelingen i både medlemsskaren og i bestyrelsen taler sit tydelige sprog, og vi opfatter det som håbløst at forsøge at forynge foreningen – i betragtning af de problemer med at mødes, som er nævnt ovenfor. Samtidigt understregede vi, at vi ikke er ved at lukke her og nu – uden at nævne et bestemt slutår. I diskussionen, der kom forud for disse WhatsApp-samtaler, havde vi talt om, at det stadigvæk er sandsynligt, at 2023 bliver det sidste ”normale” år, så vi derefter trapper ned og gradvist sender de penge, vi på det tidspunkt har og forhåbentligt modtager. Indtil da er det meget vigtigt for os i bestyrelsen at have mange medlemmer bag os. Det giver en afgørende arbejdsglæde, at så mange trofast holder ved. Derfor opgav vi under mødet tanker om at ændre foreningens struktur. Den nedlægges altså først som forening, når vi stopper aktiviteterne.

Vi genoptog også et tidligere diskuteret ønske om gradvist at kunne lægge mere og mere ansvar over på kvinderne i M’Balla Sukaabe. Det er svært at se, hvordan den proces skal foregå, når vi også fremover skal overholde blandt andet de økonomiske regler for danske foreningers arbejde. Og ikke mindst var forudsætningen for den strategi, at Gorom-Gorom ville udvikle sig, så de lokale myndigheder kunne påtage sig et stadigt større socialt ansvar. Denne udvikling er sådan set i gang på mange områder.

De lokale myndigheder er ligesom de landsdækkende i Burkina Faso stærkere, end da vi startede arbejdet i 2003. På adskillige områder er der tegn på en god udvikling, men samtidigt er det en kendsgerning, at der i dag stilles nye og store krav til både myndighederne og civilsamfundet. Baggrunden er ikke mindst terroren i Sahel-området, hvor Gorom-Gorom jo ligger, herunder de mange internt fordrevne, der på nogle måneder har mere end fordoblet byens indbyggertal. Foreningen M’Balla Sukaabe er kun sporadisk involveret i det hjælpearbejde, der er sat i værk for disse nye naboer, men det geografiske område, de arbejder i, er naturligvis voldsomt præget af de nye udfordringer. Samtidigt står M’Balla Sukaabe for nogle værdier, der stort set kan beskrives som de modsatte af terroristernes. Vi satser på, at vore medlemmer vil være med til at hjælpe dem så længe, vi kan, og i den sidste ende være med til, at vi lukker ned på en planlagt og organiseret måde. Forhåbentligt ser deres fremtid på det tidspunkt lidt lysere ud end i dag.

Endnu et sommermøde om fremtiden

MÅNEDSFORTÆLLING SEPTEMBER 2020

Bestyrelsen holder hvert år et sommermøde. Formålet er ikke mindst at have et bestyrelsesmøde, hvor vi har god tid til at diskutere årets tema. På de andre bestyrelsesmøder går tiden nemt med at holde os alle sammen à jour om de ting, der sker mellem møderne og aftale, hvem der laver hvad.

Kvindernes mange forskellige aktiviteter er beskrevet i månedsfortællingerne fra juni og juli 2019. Vi forsøger at holde os orienteret om, hvordan det hele går. Denne fortælling er en optakt til det næste sommermøde, som vi holder den 6. september i Odder. Og temaet er det samme som til sidst: Udfasning af vores forening.

Sidste år ”aftalte” vi at nedlægge vores forening og den form for det samarbejde, som vi gennem årene har bygget op med M’Balla Sukaabe. Tanken er, at det skal ske i 2023, når vi har været i gang i 20 år. Citationstegnene om ordet ”aftalte” skyldes, at vi var bevidste om, at den slags beslutninger kan laves om. Vi skrev i referatet, at det jo kunne ske, hvis for eksempel økonomien ændrer sig. Alt det er mere udførligt beskrevet i månedsfortællingen fra oktober 2019.

Økonomien har faktisk ikke ændret sig meget det seneste år, men det er der andet, der har.

Baggrunden for diskussionen er dobbelt: Vores forenings medlemmer, herunder bestyrelsesmedlemmerne, bliver ældre, og der er ikke noget, der tyder på, at yngre kræfter er klar til at tage over. Det andet hensyn er, at vi ønsker at afslutte arbejdet planlagt og i ro og orden. Kun sådan kan vi undgå, at der hænger børn og unge fast i et forløb, vi har finansieret begyndelsen til, uden at gøre det færdigt. Desuden kommer det væsentlige hensyn, at det synes rigtigt at afslutte denne form for hjælpearbejde på et planlagt tidspunkt, så det i god tid står klart for samarbejdspartneren, at de selv skal tage hele ansvaret. Vi har begge parter lært meget i de forløbne år, og burkinernes nye viden og praksis skulle gerne føre til, at de fører deres indsats over i en ny fase.

Allerede sidste år var terrortruslen en kendsgerning. Et foruroligende aspekt er dog kommet til. Der er nu over en million internt fordrevne i landet, og den oprindelige befolkning i Gorom-Gorom er mere end fordoblet. I september 2019 refererede vi i en månedsfortælling vennernes indtryk, da den første bølge af nye indbyggere kom til Gorom-Gorom. Vennerne fortæller nu, at kun nogle af dem, der er flygtet fra de nærliggende landsbyer – enten efter terroraktioner eller efter trusler fra terrorister – er taget tilbage i regntiden for at dyrke deres marker. Som helhed synes problemet at være fjernt fra en løsning. Desuden er området truet af corona-smitte, som vi gjorde nærmere rede for i månedsfortællingen fra maj 2020. Mens disse linjer skrives, er der igen styr på inddæmningen, og karantænereglerne, som for eksempel har forbudt enhver rejse til nabobyerne, er ophævet. Men truslen er permanent, og økonomien ramt for alle.

Vi aftalte sidste år at overveje i år, om vi kan organisere, at nogle fra vores bestyrelse mødes med kvinder fra M’Balla Sukaabe, eventuelt i et naboland. Corona-smitten gør det nok nemt at beslutte, at det er udelukket.

Som noget nyt har vi i år aftalt med kvinderne, at vi på et bestemt tidspunkt ringer til dem på WhatsApp for at tale om med dem om deres og vores holdning til fremtiden. Også medlemmernes mening er vigtig for os i bestyrelsen, så hvis du vil skrive noget til os inden mødet den 6. september, så er du meget velkommen. Karens mailadresse er: karenlundtofte@gmail.com. TC

Red Børnene i Gorom-Gorom

EN FORENING DER STØTTER UDSATTE BØRN I DET VESTAFRIKANSKE LAND BURKINA FASO