En almindelig familie

Jeg bad kvinderne i M’Balla Sukaabe beskrive en familie i Gorom-Gorom – en, der hverken kan kaldes særligt fattig eller specielt privilegeret. Og for at bringe dem på sporet, stillede jeg dem en masse konkrete spørgsmål.
For at løse opgaven tog de udgangspunkt i de konkrete spørgsmål, som det var forventet – for at indkredse det umulige begreb: en almindelig familie.
Mit eget udgangspunkt var at pejle mig ind på, inden for hvilke rammer man lever sit liv. Nu har vi ikke besøgt dem i næsten 10 år, og meget er sket i de år – af både den ene og den anden slags udfordringer og udviklinger.

Kvinderne skrev, at i Gorom-Gorom familie bor en mand med sine kone samt deres børn og svigerbørn på en grund, som faren står som ejer af.
Huset er bygget af den blanding af sand og ler, som vi kalder banco. Taget er for de mange af strå eller stampet ler på tykke stolper og måtter. Man sover udenfor, under halvtage eller i det fri, undtagen i den kolde tid og i regntiden, hvor alle trækker ind. Derinde er der som regel ikke andre møbler end senge af træ og nogle taburetter.
Jeg glemte at spørge, hvordan en gennemsnitsfamilie skaffer sig drikkevand. Og den bedste oversættelse, jeg kan præstere, af deres beskrivelse af toiletforholdene er, at de er lidet favorable.

Man spiser alle måltider sammen, mænd og kvinder hver for sig, som regel siddende på måtter, og børnene for sig siddende på den bare jord. Måltidet består af hirsegrød eller ris, måske bønner, men mange måltider erstattes af chobal. Det er ganske sundt, men alligevel ikke en fuldgyldig erstatning for et måltid, snarere at betragte som et mellemmåltid.

De kalder som regel retten for gapal, og der findes faktisk en opskrift på Google under det navn: Knus/stød hirsen for at fjerne klid, vask den, rens den og tør den let. Knus/stød hirsen for at få groft mel. Opløs melet i en lille mængde vand. Tilsæt mælk, sukker og krydderier. Tilsæt is efter smag og server. Isen viser, at opskriften ikke stammer fra Gorom-Gorom. Verdensfødevareorganisationen FAO, som er oprindelsen til den, kalder det en dessert.

Kvinderne i M’Balla Sukaabe beskriver desuden, at maden tilberedes af kvinderne i familien i et hjørne af grunden – uden et køkken i vores forstand, og at indkøb er foretaget af familiefaren eller sønner. Man har måske et havebrug uden for byen, sandsynligvis fem dyr, geder og får. Moren er hjemmearbejdende og faren er landmand. Der er ingen i en ”almindelig” familie med et lønnet arbejde, men børnene går i skole – i M’Balla Sukaabe-familierne i kraft af den hjælp de får fra foreningen, husker de at notere. Lektierne laves i skolen, for man har ikke elektrisk lys i hjemmet.
Islam praktiseres både henne i moskéen og i hjemmet.

Hjulpet af de medsendte fotos sidder vi tilbage med en erindring om, at en almindelig familie i Gorom-Gorom hører til verdens fattigste. Den nuværende krisesituation, især på grund af terrorismen, gør de flestes situation meget vanskelig.
Der skal et vist overskud til at hjælpe de dårligst stillede børn. Måske kan vi håbe at nogle M’Balla Sukaabe-værgefamilier – efter snart tyve års samarbejde – er i et lidt bedre situation end det billede, der tegnes her. TC