MÅNEDSFORTÆLLING FEBRUAR 2019
Det er vist første gang, jeg vælger en overskrift på et fremmedsprog. Jeg kan ikke finde et dansk ord, der dækker den proces, at en ung stat udvikler sig til en nationalstat, hvor den udover international anerkendelse er udtryk for den brede befolknings identitet.
Men min første tanke om den sag i det daværende Øvre Volta havde nu også sin baggrund i en samtale med en englænder. En søndag i 1979 var en engelsk læge og jeg ved at anlægge en have på grunden bag projekthuset, dengang børnehospitalet i Gorom-Gorom endnu var et projekt under Save the Children Fund. På et tidspunkt så han glad op på mig med svedperler på panden: ”We are bulding a nation!” Trods det tilfredsstillende i at lave noget, der umiddelbart kunne ses, tænkte jeg: ”Nej du, man kan ikke bygge en nation på andres vegne.”
Det mener jeg stadigvæk, og det er værd at minde læseren om, at på det tidspunkt var det kun 19 år siden, at Øvre Volta var blevet en selvstændig stat. Og i denne månedsfortælling vil jeg – med udgangspunkt i Gorom-Gorom – prøve at fabulere lidt om, hvad der skaber en nationalstat.
Fem-seks år tidligere havde byens katolske præst, en fransk missionær, set Sahel-tørkens drama udspille sig for sine øjne, med sultedød og udsigtsløshed for tusinder af mennesker, herunder mange maliske flygtninge. Han tog så til Ouagadougou for at gøre de centrale myndigheder opmærksom på krisens omfang, men han kunne ikke finde nogen i centraladministrationen, der kendte til situationens alvor. Det var først, da han i landets radio havde fået arrangeret en rundbordssamtale om emnet, at de blev klar over, hvor slemt det stod til.
Der var dengang meget lidt kontakt til den fjerne provins, der officielt blev administreret fra Dori, og som blev betragtet som en slags Øvre Voltas Sibirien. Hertil kunne magthaverne sende embedsmænd, de ville have på lang afstand.
Og det skal næppe heller undervurderes, at både den politiske elite og skolesystemet var katolsk domineret, selvom denne tro var i mindretal til både den traditionelle animisme og til islam.
Sådan oplevede jeg omtrent udgangspunktet: At Gorom-Gorom området var et fattigt, tørkeramt sted, som mentalt knap hørte med til landet – hverken fra de lokales vinkel eller set fra hovedstaden.
Kolonien Øvre Volta blev formelt oprettet af Frankrig i 1919, efter en militær besættelse der tog fart efter erobringen af Ouagadougou i 1896. I 1932 blev området splittet op og overført til Elfenbenskysten, Fransk Sudan og – blandt andet Gorom-Gorom – til Niger. I 1947 genskabtes kolonien inden for de tidligere grænser, utvivlsomt efter pres fra mossikejseren af Ouagadougou, der hellere ville være en stor fisk i en lille sø end det modsatte – og som Frankrigs tak for ikke mindst mossifolkets store deltagelse på fransk side i krigen i Europa i 1939-45.
Navnet Øvre Volta blev genindført, som franskmændene havde fundet på det med udgangspunkt i de franske navne på landets tre største floder, der i Ghana samles til Volta-floden.
Da republikken Øvre Volta i 1958 blev oprettet som en selvstyrende koloni i Fransk Vestafrika, var de fleste indbyggere i Gorom-Gorom området og andre dele af landets periferi, mentalt set omtrent lige så langt fra mossilederen som fra den franske guvernør i Ouagadougou.
Landets oprindelige flag med de tre liggende striber blev vedtaget i 1959, med farver efter de franske navne, der stadig blev brugt om de tre floder.
Det fortælles, at mossikejseren sendte sine ryttersoldater, bevæbnet med spyd, bue og pil, til den nyåbnede nationalforsamling for at generobre den magt, hans forgænger havde mistet ved den franske besættelse i 1896 (omend nu ikke kun over det oprindelige mossiområde, men over hele den nyetablerede stat), men at de traditionelle soldater nærmest blev til grin over for de moderne udrustede vagter.
Den 5. august 1960 opnåede landet uafhængighed fra Frankrig, i hvert fald på det formelle plan. Samme år blev det medlem af De forenede Nationer og valgte sin første nationalsang. I november 1960 blev den første forfatning sat i kraft.
Landet var allerede da medlem af franc-zonen, og cfa betød oprindeligt Colonies françaises d’Afrique. Det blev i 1958 ændret til Communauté française d’Afrique og senere igen meget praktisk til Communauté financière d’Afrique.
Dermed var symbolerne på plads: Navn, flag, nationalsang, forfatning, møntfod og medlemskab af FN.
Optimismen i eliten i Ouagadougou var efter historieskrivningen at dømme ganske stor, men en rapport fra Verdensbanken beskrev i 1963 Øvre Volta som det fattigste land i Vestafrika. Det var vist i 1980, jeg sammen med min gode ven Abdoulaye en aften blev inviteret hen i en fransk familie for at se månen i deres stjernekikkert. Vi var vist begge to lige imponerede over, at vi tydeligt kunne skelne mellem forskellige månekratere, og bagefter talte vi om, at man måske kunne have skimtet en stor lastbil, hvis der havde været en sådan parkeret deroppe. Da Abdoulaye anden gang stirrede gennem kikkerten, mumlede han: ”Vi kommer til at betale skat i lang tid.”
Det er et gammelt mundheld, som udtrykte hans folks ydmygende erkendelse af, at så længe de fremmede magthaveres tekniske formåen var så overvældende, måtte man tilpasse sig overmagten. Jeg opfattede hans reaktion som en ganske vist uvidenskabelig, men reel bekræftelse på, at Øvre Volta dengang ikke havde den mentale sammenhængskraft, der må være en betingelse for at kalde landet en fuldgyldig nationalstat.
Men tilbagevenden til ”gamle dage” var sjældent et ideal, jeg stødte på. Lad mig minde om, at Abdoulaye tilhører et folk, hvoraf de fleste indtil 1903 blev betragtet som slaver. Ambitionen var helt overvejende fremadskuende. TC
Fortællingen om nationbuilding fortsætter i næste måned.
