Vagtens hus

Samlingsstedet

MAJ 2021

I november 2008 kunne M’Balla Sukaabè – takket være en særlig bevilling fra Alex Holm Jensen – indvie deres samlingssted. Det indeholder kontor, mødelokale, latrin, køkken, vagthus og et bibliotek. Kommunen gav dem byggegrunden.

Man skal næppe undervurdere betydningen af, at de derfor har kunnet udvikle deres et foreningsliv med baggrund i et fysisk sted. I disse corona-tider skiftes de til at tage derhen – cirka 30 kvinder ad gangen – fem af ugens dage, fra lørdag til onsdag.

I denne måned har vi stillet dem en række spørgsmål om netop samlingsstedet, og centralt står stadig de månedlige fællesmåltider, hvor alle de børn og unge, der er knyttet til deres forening, med børnenes værger deler et lækkert og nærende måltid samt overværer og deltager i en temadebat.

I januar var temaet den manglende sikkerhed. I februar var det Covid-19. I marts opfedning af dyr, og i den forløbne april måned for tidlige ægteskaber.
Vi har med nogen spænding spurgt til bygningernes vedligehold og fået det klare svar, at der ikke er nogle problemer at rapportere. Hvor var det godt, at de dengang i 2008 gav opgaven til en lokal entreprenør, som vidste hvad der kræves af et byggeri i Gorom-Gorom. Udefrakommende bygmestre har kun sjældent taget højde for, at murene skal sikres bedre mod sætningsskader, end det gøres på fastere underlag. Kun en enkelt gang har der derfor været behov for istandsættelser efter et uvejr.

Derimod har de – som tidligere forklaret – stoppet for udlån af bøger fra biblioteket, fordi der efterhånden var for få tilbage. Deres tab og slitage er næppe mindre, end det kendes fra danske biblioteker. Vi vil derfor sende dem penge til et nyt bogkøb, når de alligevel skal til Ouagadougou for at købe udstyr til den kommende skolestart, der følger efter den snarlige sommerferie.
Sidste år udnyttede de ikke jorden på samlingsstedet til dyrkning på grund af terrortruslerne, men i år regner de igen med at så okra og majs.

På vegne af Kulturklubben har Karen spurgt dem, om vi i år kan bruge pengene, så de giver børnene en opmuntring. Mange af dem er jo psykisk præget af lang tids terrortrusler, og en del af dem har desuden den baggrund, at de har oplevet deres forældres tidlige død. Heldigvis har kvinderne fået en idé: De vil arrangere teater for børne og de unge. TC