aktiviteter Arkiv | Red Børnene i Gorom-Gorom

MÅNEDSFORTÆLLING JULI 2019

Denne månedsfortælling fortsætter, hvor den sidste slap, om de mange aktiviteter som vores venner i M’Balla Sukaabe har gang i ved siden af deres forenings kerneopgaver, og som forhåbentligt en dag kan skabe grundlag for deres forenings økonomiske fremtid. En ansøgning til UNICEF om at finansiere hjælpen til de mest udsatte børn og unge har foreløbigt ikke ført til det ønskede resultat. Hvis nye ideer eller muligheder opstår, vil de utvivlsomt forsøge igen, men i mellemtiden satser de på indkomstgivende aktiviteter. Vi har ikke hørt mere til drømmen om, at de kunne blive udvalgt til at få finansieret et mini-mejeri, primært med henblik på at producere yoghurt. Men vi følger mange andre af deres initiativer.

Om det projekt, hvor de tørrer en lokal snack, der kan kaldes chobal og traditionelt har været nydt som mellemmåltid i flydende form, har de skrevet til os: “Vi gør mange fremskridt i den henseende, for vi får ofte bestillinger fra Ouagadougou.” Og efter lang tids venten fik de endelig i maj i år det meste af det udstyr til produktion af balanitesolie, som de efter en ansøgning havde fået bevilget af de centrale myndigheder i hovedstaden. Knusemaskinen har man åbenbart ikke kunnet skaffe. De har alligevel store forhåbninger til den olie, som kan sælges til gode priser, og mens de har ventet på udstyret, har de forsat et krævende arbejde med manuelt at udvinde olien af de såkaldte ørkendadler. De har nu fået instruktion i, hvordan udstyret skal bruges, men der kommer nok først fart i denne aktivitet efter regntiden. Efter sidste års dårlige regntid er der i øjeblikket mangel på balanitesfrugter.

I en periode har de stået for produktion af vælling til fejlernærede småbørn og vejledning til deres mødre i tre nærliggende landsbyer. Det blev finansieret af det firma, der driver områdets guldmine, som også har betalt for en forum-teaterforestilling om problemet, som de deltog i. (I den teaterform inddrages nogle af tilskuerne som medskuespillere, og den giver ofte vigtige erkendelser.) Kvinderne har i en mail til os understreget, at de blev udvalgt til vælling-projektet på baggrund af de fællesmåltider, de afholder sammen med børnene og de unge en gang om måneden. Vi har tidligere fortalt om, hvordan en lokal repræsentant fra den officielle organisation Action Sociale hver måned præsenterer dem for et tema og diskuteret det med dem. Og vi har hørt om, at de oplæg ofte diskuteres videre i de lokale skoler, når ”vores” børn og unge tager emnerne op med deres kammerater.

Maden til disse fællesmåltider er en del af vores forenings økonomi, mens oplægsholderen betales af kvinderne selv – af kontingenter til deres forening. Et af de initiativer, kvinderne tog som reaktion på den første dialog om at udfase vores bidrag, var at sætte deres månedlige kontingent op fra cirka seks kroner til 30. Omtrent samtidigt besluttede de at udfase deres bidrag til kommende børns forskolegang. Forskolen er ellers en god indføring til den senere grundskole, men også ganske dyr. Vi kan ikke påstå, at vi enige i den beslutning, men det vigtigste er at respektere deres afgørelse. En del af hensigten med at fase vores økonomiske bidrag ud bygger jo netop på ønsket om, at kvinderne i Gorom-Gorom i stadigt stigende grad opfatter ansvaret for og ejerskabet til deres arbejde som helt deres eget. På længere sigt er det alligevel en nødvendig forudsætning, og det ser ud til, at i løbet af de år, hvor vi ikke har kunnet besøge dem i Gorom-Gorom, har de taget den udfordring til sig. Det er værd at huske, at de bor i et område, hvor økonomi udefra har været udgangspunkt for langt de fleste udviklingsprojekter, og at der er mange eksempler på, at den lokale mentalitet har ladet sig præge af den situation.

Desuden knytter der sig en anden forhåbning til vores plan om udfasning. Den lokale udvikling er jo ikke gået i stå, selv om medierne mest fortæller om terrortrusler og -angreb. Burkina Faso har gennem snart mange år haft en ganske stor økonomisk vækst, og der er tegn på, at både det burkinske civilsamfund og de demokratiske instanser fungerer bedre end nogensinde før siden uafhængigheden i 1960.

Gorom-Goroms borgmester har for eksempel forpligtet sig til en gang om året et afholde et stort møde, hvor han redegør for kommunens resultater og planer. Og han kunne senest fortælle om fremskridt inden for undervisnings- og sundhedssektorerne samt adskillige andre gennemførte projekter, herunder brøndboringer til kommunens 82 landsbyer. Kun fem har endnu ikke fået en pumpe med rent drikkevand som lovet under den kommunale valgkamp, og det blev forklaret med, at nogle landsbyer i kraft af deres størrelse havde fået to til tre. Han lovede på mødet i januar, at de sidste fem vil blive nået i år.

Dermed næres vores håb om, at lokale myndigheder stille og roligt kan løse nogle af de opgaver, som kvindernes forening har taget ansvaret for, ikke mindst overtage ansvaret for flere af de dårligt stillede børns skolegang og uddannelse, end de gør i dag.

Et andet håb bliver næppe virkeliggjort indtil videre: Det ser ikke ud til, at de tidligere M’Balla Sukaabe-børn organiserer sig med henblik på at støtte indsatsen for de nye børn. De har jo ellers stort set alle en eller anden form for indtægt, har vi tænkt. Baggrunden for deres tilbageholdenhed er åbenbart, at de i deres pressede hverdag – i et af denne verdens fattigste områder – føler sig omtrent lige så fattige og udsatte, som deres bedsteforældre var. Vi ved, at de objektivt set ikke er det. Der er trods alt forskel på, om en dårlig regntid fører til sultedød og udbredt nød, som det var tilfældet for nogle årtier siden, eller om den fører til, at man i en periode må springe et af de daglige måltider over og udsætte investeringer på arbejde eller nyanskaffelser i hjemmet til bedre tider. Men under alle omstændigheder er deres vilkår stadigvæk meget vanskelige, og deres subjektive oplevelse er vist, at de fleste føler sig for fattige og pressede til at blive ydende. Og når nu pengene til M’Balla Sukaabes arbejde ser ud til at blive skaffet uden dem, tænker de måske.

At det stadigvæk går sådan år for år, er vi dybt taknemmelige over i bestyrelsen. Indtil videre tror vi på, at vores partnere i Gorom-Gorom vil opnå en stadigt stigende uafhængighed. Og at der også efter 2023 vil være et grundlag for deres forening og deres arbejde for de mest udsatte børn og unge. Og så håber vi, at vi i 2023 har en saldo, der tillader os en langsom og planlagt udfasning af overførslerne. Indtil videre er de langt fra selv at kunne finansiere deres indsats med indkomstgivende aktiviteter og kontingenter, men vi har lært, at det lange seje træk kan give resultater, både i vores og i deres hverdag. TC

MÅNEDSFORTÆLLING JUNI 2019

Årets første månedsfortælling hed Et anstændigt job, og den redegjorde for, hvordan det er gået 128 unge, der fra 2010 til 2018 forlod M’Balla Sukaabe. Enkeltpersoner har det helt naturligt med at forsvinde i den slags opgørelser, så i maj satte vi ansigter på otte af de unge, som M’Balla Sukaabe har hjulpet med at skabe sig en fremtid.

Hverken vi eller de er i tvivl om, at det er vores fælles kerneopgave at bane vejen for nogle af de mest udsatte børn i Gorom-Gorom. Noget af det, der derudover præger livet på samlingsstedet, kalder vi derfor for andre aktiviteter, og dem sætter vi fokus på i denne og i næste måned.

I september 2016 hed månedsfortællingen Den tredje fase, hvor vi fortalte vi om, hvordan de første 6-7 år af den fælles indsats efter vores forenings grundlæggelse i 2003 ikke mindst handlede om at skabe en arbejdsform og udvikle et værdisæt sammen med kvinderne i Gorom-Gorom. Lad mig som eksempel nævne, at vi i de første år kun turde satse på børnenes skolegang. Først senere indså vi, hvor afgørende det er at sikre de unge en eller anden uddannelse, som kan føre til et arbejde. På det grundlag har vi fortsat partnerskabet de næste 6-7 år. Det satser vi på at blive ved med, men ser samtidigt den tredje periode op til 2023 som en bevidst og konstruktiv udfasning af vores foreningers samarbejde, i hvert fald store dele af det.

I det perspektiv er de mange andre aktiviteter, som M’Balla Sukaabe har forsøgt sig med eller aktuelt arbejder med, meget væsentlige. De er sandsynligvis en stor del af forudsætningen for, at de vil kunne fortsætte deres kerneopgave uden vores bidrag. Lad os starte med at se på deres sæbeprojekt. Det er startet med målrettede, private, danske bidrag uden om kerneopgavens regnskab. (Med den type finansiering har enkeltpersoner og grupper adskillige gange sikret opstart af et projekt, uden at gå på kompromis med vores beslutning om, at alle bidrag til vores forening skal gå direkte til gennemførelsen af kerneopgaverne i Gorom-Gorom.)

Gennem mange år har kvinderne udviklet et system, hvor de nu regelmæssigt laver seks bakker med 24 stykker sæbe. Når alle børnene og de unge har fået et stykke hver, sælger de resten, så de kan købe sheasmør og palmeolie til næste produktion. I en periode havde de tilsvarende godt gang i et plastikprojekt. De indsamlede affaldsposer i naturen, hvor de som bekendt gør stor skade. De rensede dem, blandede forskellige typer plastik og brugte dem i en produktion af flettede reb og forskelligt kunsthåndværk. I begyndelsen solgte rebene godt på byens store dyremarked, og kunsthåndværket blev overvejende aftaget af turister. Men det projekt gik i sig selv, da kunderne på dyremarkedet opdagede, at dyrene gnavede i plastikrebene, og terrortruslen betød, at der ikke kom flere turister til området. Det sidste betød også, at håbet om at skaffe sig indtægter fra flere andre former for kunsthåndværk ebbede ud, blandt andet for de særlige broderier, der traditionelt bruges som vægtæpper i husene.

Det skal nævnes, at store dele af udbyttet fra kunsthåndværket er gået til den enkelte kvinde i M’Balla Sukaabe og ikke i deres forenings kasse. Det samme gælder den støtte de – igen uden for vores forenings regnskab – har fået til havebrug, opfedning af får samt såsæd til egne marker. Virkeligheden er jo, at de fleste af dem har mere end svært ved at klare dagen og vejen, og at en støtte til deres hjemmeøkonomi også kan ses som en støtte til deres forening. Salget af vand til nabofamilierne fra deres pumpe var derimod en foreningsindtægt. Boringen og pumpen blev i øvrigt betalt af den samme privatperson fra Aarhus, som havde finansieret byggeriet af samlingsstedet. Men også den indtægt ebbede ud, da vandlaget i undergrunden var brugt op.

Og kvinderne stod tilbage med skuffelsen og erfaringerne. Det sidste kan man bygge meget på. Det er jo ikke småting, der har præget de seneste 16 års partnerskab.

Det var en helt ny verden for deres sekretær, da hun af vores kasserer fik den første indføring i brugen af Excel. Siden har hun holdt styr på oplysningerne om de mange børn og unge, ikke mindst i rapporter og regnskaber til os. Også den gruppe kvinde, der har administreret indtægter, rengøring og vedligehold af deres kværn, har gjort sig mange værdifulde erfaringer. Desuden har den jo givet indtægter til deres forening, når nabokvinder betaler for at få malet hirse eller majs til mel.

Det samme kan man i øvrigt sige om mange af de opgaver, de inden for deres kerneopgave løser i grupper eller i fællesskab. For eksempel de mange møder, de holder med lærere og håndværksmestre om deres børn og unges forhold. I begyndelsen af dette år har de igen opnået at blive anerkendt som et lokalt alfabetiseringscenter, hvor eleverne er deres egne medlemmer. Her kan de, der er blevet for gamle til at påbegynde almindelig skolegang, lære at læse, skrive og regne på et lokalsprog, i dette tilfælde fulfulde. Den første optimistiske meddelelse gik på, at de fleste af kvinderne nu kunne skrive deres egne navne.

Anden halvdel af denne månedsfortælling fortsætter i starten af juli. TC