Cfa bliver til eco, og afrikanske lande søger samarbejde på egne vilkår

MÅNEDSFORTÆLLING JULI 2020

En ganske pæn del af vores forenings medlemmer har et glas med et trælåg, som Henning Lytoft har drejet med en burkinsk mønt i midten, oftest en 100 cfa francs. I en tidligere månedsfortælling om landets formelle uafhængighed fra den franske kolonimagt blev det fortalt, at da den første forfatning sat i kraft i 1969, var landet allerede medlem af franc-zonen. Cfa betød oprindeligt Colonies françaises d’Afrique. Det blev ændret til Communauté française d’Afrique og senere igen meget praktisk til Communauté financière d’Afrique.  

Denne sprogrensning kan dog ikke ændre ved, at cfa-francens afhængighed af den tidligere kolonimagt ofte har mindet burkinerne om, at cirka 60 års kolonitid blev afløst af lige så lang tids såkaldt neo-kolonialisme. Men nu er endnu en epoke slut på det finansielle plan. Cfa-francen liver erstattet af den nye møntfod, eco’en, som er betalingsmiddel i det samme område, men uafhængig af Frankrig.

Blandt mange andre har vi, der har rejst i flere lande i Vestafrika, nydt den fælles valuta for Burkina Faso, Benin, Elfenbenskysten, Niger, Senegal, Togo, Mali og Guinea Bissau – og på samme måde har mange oplevet det som upraktisk, hvis man på en Vestafrika-rejse kom ind i Ghana og måtte veksle til en helt anden møntfod, cedi’en.
I december 2019 blev det besluttet at udskifte cfa’en med den nye eco, og den reform repræsenterer et væsentligt skridt i kampen mod landenes ydmygende afhængighed af Frankrig.

Corona-krisens pres på de afrikanske økonomier har ikke kun udsat den praktiske gennemførelse af reformen. Krisen menes at have styrket den afrikanske interesse for projektet. Det er nemlig blevet stadigt tydeligere for de afrikanske ledere, at den franske dagsorden ikke nødvendigvis er den samme som deres. Ikke mindst er de stadigt mere optagede af at tilrettelægge deres finanspolitik, så den fremmer skabelsen af job, især for de unge.

Grundlæggende har cfa-konstruktionen været præget af fransk kontrol med de tidligere koloniers finanspolitiske handelsmuligheder. Når reformen efter planen gennemføres senere i år, vil Centralbanken i de vestafrikanske stater (BCEAO) ikke længere deponere halvdelen af ​​sine valutareserver hos den franske statskasse, og de franske myndigheder vil ikke længere være repræsenteret i den nye valutas styringsorganer. Der vil dog stadig være tale om, at kursen fastholdes i forhold til euroen.
Burkinas naboland mod syd Ghana, den tidligere engelske koloni Guldkysten, blev nævnt ovenfor, og det er ikke uvæsentligt for den nye valutas fremtidsudsigter, at netop Ghana har meldt sig interesseret i at indtræde i ordningen.

Det afrikanske kontinent er som helhed i gang med en proces, der har til formål at skabe og styrke frihandel og andre økonomiske samarbejdsformer mellem de afrikanske lande. Det er stadigvæk sådan, at både infrastrukturen og bureaukratiet gør det nemmere for dem at handle med europæiske lande, ikke mindst den tidligere kolonimagt, end at handle indbyrdes.
Planerne om at udbygge og modernisere jernbanen fra Abdidjan til Ouagadougou og fortsætte sporene til Nigers hovedstad Niamey og derfra sydpå til Benin er et af mange udtryk for denne proces.
Mange af os husker de gamle landkort, der viser, hvordan det enkelte lands transportveje er gået til en udskibningshavn med henblik på at styrke eksporten til kolonimagten, men meget sjældent på kryds og tværs til de afrikanske nabolande. Det hører på samme måde til kolonitidens og neokolonialismens epoke, at det ofte har været nemmere at flyve fra et afrikansk land til et andet via en europæisk lufthavn. Det er desuden ambitionen at skabe en ny intern turisme, hvor afrikanere i stigende grad besøger hinandens lande.

En af de mange bøger, jeg læste inden min første rejse i Vestafrika i 1979, havde et afsnit om Afrika med overskriften Kontinentet uden historie. Det har været et almindeligt træk i den europæiske beskrivelse af de tidlige koloniers historie at beskrive verdens næststørste kontinent som et sted, hvor historien først begyndte med den europæiske dominans.
Havde de oprindelige lande da ikke økonomisk samkvem før da? Naturligvis havde man det. Ligesom resten af menneskeheden har folk i Sahel-området igennem årtusinder betjent sig af byttehandel. For århundreder siden kom kauri-skaller i brug som møntfod. Selv om de blev forbudt som sådan i 1922, fungerede de gennem årtier parallelt med den franske franc og med guld- og sølvmønter.
De sidste ses endnu under navnet Maria Theresia-dalere som Sahel-kvinders smykke og bruges desuden som mål, når nogen bestiller en sølvring hos en traditionel smed i Gorom-Gorom området. I endnu større udstrækning er kauri-skallerne i vore dage kendt som et element i smykker og kunsthåndværk. TC

smykkesmed

Billede 1 af 3