MÅNEDSFORTÆLLING SEPTEMBER 2018

Solenergi

Elektrificering af fattige områder er vigtig for udviklingsmulighederne. Det er alle enige om. Og de fleste mener, at solenergi er fremtiden, ikke mindst i Sahel-området. Jeg vil dele emnet i tre fokusområde: Det globale og det nationale perspektiv, den enkeltes families indfaldsvinkel.

Globalt

Den traditionelle el-produktion med kul eller olie har en stor af ansvaret for klimaforandringerne. I gennemsnit udleder hver person på vores klode 4,8 tons CO2 i 2010. En gennemsnitlig burkiner har dog kun ansvaret for udledning af 0,065 tons per år.
Dermed vil selv en radikal stigning af Burkinas bidrag til klimaforandringerne knap kunne måles i det globale CO2-regnskab. Derimod er det et af de lande, der allerede nu mærker de negative konsekvenser langt voldsommere end for eksempel Danmark.
Vi har nævnt det før: I en årrække har tendensen i Gorom-Gorom området været, at regntiden er mere uregelmæssig og mere dramatisk end tidligere, dvs. både voldsommere regn og flere tørkeperioder.
Det betyder, at landet er meget afhængigt af en stigende udvikling, der kan bekæmpe fattigdom, for det er jo den økonomiske fattigdom og de begrænsede tekniske hjælpemidler, der gør det svært at tage højde for konsekvenserne af det forandrede klima.
Der er ikke mindst brug for nye landbrugsmetoder, forbedrede muligheder for at opbevare og udnytte vand fra overskudssituationer og begrænse skaderne ved både oversvømmelser og tørke.

Nationalt

I Burkina Faso har man brugt solenergi igennem årtier, men kun i mindre målestok. For eksempel har hospitalet i Gorom-Gorom haft et anlæg, der kunne sikre kølig opbevaring af vacciner og energi til en fryser, før byen fik sit nuværende elektricitetsværk.
I den forløbne periode er prisen på solenergi faldet dramatisk, og i november 2017 indviedes Vestafrikas største anlæg vest for Ouagadougou. 129.600 solpaneler er anbragt på cirka 60 hektar og kan fremover producere 56 gigawatt, som svarer til 5 % af landets produktion. Det er opført af et fransk firma, finansieret af EU og franske udviklingsmidler.
Behovet for energi stiger efter el-selskabet Sonabels oplysninger 13 % om året, og strømafbrydelser er stadig et kendt fænomen over hele landet – altså for den femtedel af befolkningen, der har strøm. Det koster kun en tredjedel at producere et kilowatt i det nye anlæg i forhold til udgiften til den traditionelle strøm.
Gorom-Gorom får sin elforsyning fra et lille, uafhængigt dieselanlæg. Foreløbigt er der vist kun planer om at inddrage sådanne små anlæg i det nationale ledningsnet og ikke om at erstatte dem med solenergianlæg. Perspektivet er klart i solenergiens favør, men ting ta’r tid, især for et fattigt land.

Familier

Et solpanel, der kan producere strøm til en husholdnings almindelige behov (lys, køleskab, radio, TV, opladning af mobiltelefon, ventilator) koster i dag under 1.000 kroner – én gang for alle. Det kan gøre en families liv mere behageligt og medføre en række fordele. Desuden er den ikke mere afhængig af at have råd til batterier, når behovet opstår.
Man skal ikke undervurdere betydningen af den næste bølge af forbedringer og prisnedsættelser for sådanne anlæg. Når de billige også kan producere strøm til anlæg, som kan forbedre produktionsmulighederne for en familie, vil man se utallige familier satse på overrisling, svejseanlæg og meget mere.
Perspektiverne er store, men de kræver, at den økonomiske udvikling fortsætter og øges i årtierne fremover, at teknologien forbedres, og at terrorister ikke spænder ben for modernisering af samfundslivet. Alle tre betingelser synes realistiske – også for vennerne i Gorom-Gorom, selv om de tit er blandt de sidste til at mærke forbedringer.
Den guldmine i Essakane, der præger deres region på godt og ondt, har i øvrigt sidste år opført verdens største hybridanlæg for olie og solenergi til produktion af elektricitet, men det anlæg får naboerne åbenbart ikke gavn af. Mere derom i næste månedsfortælling.TC.