Tag-arkiv: Essakane

Traditionel guldgravning finder stadig sted i stor stil. Foto: Andy Hall, Oxfam.

Minedrift og skattesnyd

MÅNEDSFORTÆLLING NOVEMBER 2018

Guld er i dag Burkina Fasos største eksportartikel, og nye miner er under planlægning. Tidligere månedsfortællinger har redegjort for den store satsning på minedrift i Burkina Faso.
(Interesserede kan se fortællingen Essakane og de andre guldminer om de moderne miner som for eksempel Essakane nær Gorom-Gorom og fortællingen om guldgravere  om de mange mere eller mindre uofficielle miner, hvor cirka en million burkinere menes at være engageret i jagten på det gule metal.)

Når myndighederne skriver en kontrakt med et internationalt mineselskab, håber de på flere former for fordele:

  1. Direkte indtægter for statskassen som aftalt i kontrakten, herunder skatter af mineselskabets fortjeneste
  2. Direkte indtægter for statskassen som aftalt i kontrakten, herunder skatter af mineselskabets fortjeneste
  3. Afledte gevinster af den økonomiske aktivitet for både den lokale og den nationale økonomi, for eksempel arbejdspladser
  4. Andre, mere specifikke sidegevinster så som finansiering af lokale projekter.

Af den første type fordele siges Essakane fra 2010 til slutningen af 2016 af have bidraget med 273,5 mia. cfa (= godt 3 mia. kroner). Statsbudgettets indtægtsside for 2016 var på 1.617 milliards de francs CFA. Hvis vi antager, at det nationale budgett er let stigende, får vi en ide om, at minen bidrager med cirka 2 %.

Den lokale befolkning håber især på lønarbejde til de mange unge, der har netop det som deres største personlige ønske. Dertil kommer mindre projekter, hvor mineselskabet Iamgold/Afrique for eksempel har bidraget med fødevarehjælp til særligt udsatte grupper, med skolebyggeri og andet.

Minens ledelse oplyser selv, at 1 % af indtægterne går til lokale udviklingsprojekter i samarbejde med områdets myndigheder. De samlede indirekte økonomiske fordele vurderes af minen til at udgøre tæt på tre gange så meget som de direkte.

Da Essakane i marts 2017 indviede verdens største hybride energianlæg til diesel og solenergi, var der en tydelig forskel på tonen i de taler, der blev holdt. De burkinske myndighedspersoner håbede på, at det nye anlæg kunne udbedre den vanskelige energisituation i området, mens minens repræsentanter ikke lagde skjul på, at der ikke er planer om at forbinde anlægget med el-nettet uden for minen. Det store anlægs output vil blive brugt til at dække minens stigende energiforbrug.

Det andet store mineprojekt i området er manganudvindingen i Tambao, cirka 80 kilometer nord-øst for Gorom-Gorom. I den oprindelige aftale lovede selskabet Pan African Minerals at genskabe jernbaneforbindelsen Ouagadougou-Kaya og at asfaltere vejene mellem Gorom-Gorom og Dori (hvorfra der allerede er asfaltvej til Kaya og videre til Ouagadougou). Men efter at terrorister kidnappede en rumæner ved minen i april 2015, er produktionen standset.
Den lokale befolkning har vist sin vrede over de mange tabte jobs ved at demonstrere og ødelægge dele af minens udstyr, og i stedet for de nævnte transportfordele har den burkinske stat fået et stort økonomisk krav fra selskabet. Tamboa er potentielt verdens største mangan-mine, og Burkina søger nu at få den genstartet af et nyt selskab.

Som om der ikke var problemer nok for Burkinas minedrift, har en særlig vestafrikansk gennemgang af de såkaldte Panama Papers blandt andet fundet beviser på, at et af verdens største mineselskaber, Glencore, stort set har undgået at betale skat i Burkina af deres overskud i zinkminen i Perkoa, cirka 120 kilometer vest for Ouagadougou.

Afsløringen er kommet fra en gruppe af vestafrikanske journalister med navnet Cenozo, Norbert Zongo Celle for undersøgende Journalistik, som dermed mindes den kendte burkinske undersøgelsesjournalist, som blev dræbt den 13. december 1998, mens han var midt i en stædig og langvarig undersøgelse af ikke mindst den daværende præsident Compaorés brors ansvar for et drab.

Cenozo har i gennemgangen af de utallige papirer haft særlig opmærksomhed på de sager, der vedrører 15 lande i Vestafrika, og de har foreløbigt offentliggjort en række resultater under navnet West Afrika Leaks. Generelt er konklusionen, at internationale firmaers og lokale magthaveres og rigmænds skatteskjul koster regionen 10 gange så meget som den internationale udviklingshjælp.

Om Glencore’s skatteunddragelse er et enkeltstående tilfælde, eller om de andre firmaer blot ikke er blevet afsløret, ved vi ingenting om. TC.

Guldgravere

MÅNEDSFORTÆLLING APRIL 2017

Tusinder af steder i Burkina Faso kan man se små og store ”månekratere” i jorden, hvor den lokale befolkning med hakker og skovle har gravet efter de sten, der måske indeholder guld. Stenene bliver derefter knust i jernmortere med stødere, der som regel er lavet af gamle bilvrag. Nær landsbyerne er det gerne kvinder og børn, der på denne måde bidrager til familiernes overlevelse. 
 
Man har gennem århundreder vidst, at der var guld i jorden, men i så små mængder, at en udnyttelse ikke syntes relevant. Det var tørkekatastroferne sidst i 70’erne og først i 80’erne, der gjorde nøden så akut og så udbredt, at man måtte se sig om efter nye indtægtskilder.

Dengang var der ingen brønde i Essakane, og vand til et måltid kostede omtrent det samme som fødevarerne. Derfor pustede de første guldgravere det lette, løse sand fra de tungere materialer, pustede med munden – og jeg tvivler på, at nogen af dem, jeg dengang talte med, endnu lever. De er sandsynligvis døde af stenlunger, hvis de da overlevede de mange andre farer, der truede dem. Sygdomme var udbredte. Sammenstyrtninger af huller førte også dengang regelmæssigt til dødsfald.

De burkinske myndigheder indførte hurtigt et system, hvor offentlige opkøbere var de eneste lovlige aftagere, og medvirkede til de første, enkle arbejdsregler – for eksempel, at man skulle sidde i lange, lige rækker, så støvet ramte så få som muligt. Men det var først i 1997, at en ny lov om minedrift tog højde for de ikke-industrielle arbejdsformer.Man forklarede mig dengang i 80’erne, at en daglig indsats som regel førte til en indtægt på cirka 10 kroner – lidt mere for de heldige, men den slidsomme hverdag opfyldte meget sjældent drømmen om den store klump.
Sådan er det også i dag i de mange organiserede, ikke-industrielle miner – man håber, men reelt arbejder man for at finde de små ”pailletter”, der næsten intet vejer, men til sammen alligevel på gode dage bliver til en dagløn.

Snesevis, undertiden hundreder eller sågar tusinder, af unge mænd graver i jorden – 20-30-40-50 meter ned – uden afstivning. Og ude i korridorer fra bunden af disse smalle huller fylder de mindste af dem – både i fysisk forstand og i arbejdshierarkiet – sten i sække, som deres arbejdskammerater på jorden trækker op og knuser.
Der menes at være cirka 1000 af disse Klondike-miner i Burkina Faso, og myndighederne vurderer, at cirka en million af de knap 20 millioner burkinere i dag graver efter guld. Tilsammen menes de at finde mellem en og to tons guld. Hvis vi antager der er tale om 1,5 ton, så repræsenterer denne mængde i alt cirka 420 mio. kroner – altså i gennemsnit om året under 500 kr. pr. guldgraver.
En ny, engelsksproget film om vilkårene i denne type guldminer kan ses på Youtube. 

I vore dage knuses stenene de fleste steder i solide, motoriserede kværne, og resultatet udvaskes på slisker, hvor stumper af plastiktæpper eller lignende bremser de små guldstykker. Også her bruges der kemikalier, ikke cyanid som i de moderne miner, men kviksølv. Det har en evne til at skille guldpailletterne fra de knuste sten og støvet og samle dem i små, gule klumper.
Engang fortalte jeg bedrevidende en ung mand, der stod med kviksølv i håndfladen, at det er giftigt. ”Åh, det er jo kun dampene, og dem undgår vi her uden døre,” var han svar.
Store drenge og unge mænd med støvet klæbet til ansigtet og tøjet – hårdtarbejdende, ofte påvirket af stoffer for at få mod til at kravle med i hullerne og for at udholde de barske forhold. Billederne på nethinden er mange. Kvinder og mindre børn, der arbejder i bagende sol helt uden moderne hjælpemidler.

Samarbejdet mellem M’Balla Sukaabe og Red børnene i Gorom-Gorom kan forhåbentligt forhindre, at nogle af vore unge en dag fristes til at prøve lykken i en af landets primitive guldgraverlejre, hvor alle har de en rimelig sikkerhed for en lille indtægt – og et lillebitte håb om den store gevinst.

Hvis den samme indsats, som der ydes for at få guld op af jorden, blev overført til en modernisering af landbruget, ville mange flere på længere sigt se deres forhåbning opfyldt, og deres børn ville arbejde videre på et væsentligt forbedret grundlag.

En sådan satsning kræver finansiering og viden – og den kræver tro på, at det nytter.
TC

Essakane og andre guldminer

MÅNEDSFORTÆLLING MARTS 2017

For nogle år siden fik to af vore unge, efter endt skolegang, et kørekort. Den ene fik på den baggrund et fast arbejde som chauffør ved rådhuset i Gorom-Gorom. Den anden valgte at søge til guldminen Essakane, cirka 40 kilometer fra Gorom-Gorom. Dér er lønnen langt højere end i offentlige og andre private jobs. Til gengæld er tilliden til jobsikkerheden lille.

De seneste år er prisen på guld steget voldsomt, men det var ikke guldpriserne, der førte til de første aktiviteter i Essakane. Det var fattigdom.
I 1984 var Gorom-Gorom området hårdt ramt af tørke, og det viste sig, at der var en lille, ret sikker indtægt i at grave efter guld i Essakane – og i mindre grad andre steder. Jeg husker, hvordan jeg besøgte Essakane i 1986 og igen i 1987. Det ene besøg er beskrevet i en film i DR tv og det andet i min bog ”Værdighedens Jord”. På det tidspunkt var guldgraverne redskabet hakke og skovl. Den slags guldgravning beskrives i næste månedsfortælling.

Den moderne mine i Essakane startede produktionen i 2010. To år senere havde landet startet seks miner, og i år kommer tallet op på 10.  Essakane er endnu den største mine af sin art i Burkina Faso, som er den fjerde største guldeksportør i Afrika. Bomuld er for længst udkonkurreret som den vigtigste eksportvare.

På grafen på billedet, kan man få bekræftet, at guldpriserne stadig var lave, da de første guldgravere i Essakane kæmpede for et måltid mad, og at de moderne, burkinske miner først blev etableret, da prisstigningerne var langt over niveauet i 1980’erne.
Firmaet IAMGOLD, der står bag Essakane-minen, arbejder for tiden med en stor ny investering i området. De ejer 90 % af aktierne, mens den burkinske stat ejer resten.

Lokalt lægger både politikere, embedsmænd og den almindelige befolkning meget vægt på, at minerne giver arbejde, men som regel breder skuffelsen sig, når det viser sig, at de fleste ansættelser kræver faglige kvalifikationer, der ikke findes i området.

Den første moderne mine i Essakane førte til, at 13 landsbyer måtte forflyttes – til mindre frugtbare områder.  Det drejede sig om 2562 husstande med i alt 11.563 personer. I 2012 udtalte den lokale imam fra den lille landsby Ticknawell til bladet AKLAR: “I går levede vi ganske godt af vores marker og af de huller, hvor vi gravede guld. Men da vi flyttede, blev det til total elendighed. Minen har med deres maskiner overladt os nye marker, men de jorde giver ingenting. I vores landsby har kun 15 af vores børn kontraktarbejde i minen. Resten af dem, dusinvis er det, har ingen marker at arbejde i. Vi bankede forgæves på minens dør. Så vi er overladt til Gud og til mennesker af god vilje, så minen ser på vores sag.”

En udvidelse i 2013 førte til flytning af endnu 2000 personer, og selskabet forudser, at produktionen stiger fra 32 til 56 tons guld om året. En sådan udvidelse er kun mulig i kraft af en moderne produktionsform, der anvender det giftige kemikalium cyanid. Ifølge en miljøundersøgelse fra 2016 udgør dette en risiko for økosystemet i området, for lokalbefolkningens sundhed og for husdyrproduktion. Også luftforureningen i form af støv er et problem, og det er foruroligende at forestille sig, hvordan de enorme udgravninger vil efterlade landskabet, når produktionen af guld om knap ti år efter planen bliver indstillet.
​
Den lokale befolkning ser på alt dette med bekymring, men for de fleste er det afgørende at få arbejde – her og nu.For landet er der ikke i sig selv udvikling i eksport af råvarer, men de mange millioner, som guldminerne sikrer statskassen, kan jo bruges til at skabe bæredygtige fremskridt for hele samfundet.Og den unge chauffør, der engang var M’Balla Sukaabe-dreng, sparer måske op til fremtidens udfordringer. I mellemtiden har han i det mindst ordnede arbejdsforhold og en god løn. 

Her er SEMAFOs video