Tag-arkiv: forældre

Forældresamarbejde

MÅNEDSFORTÆLLING SEPTEMBER 2014

At alle forældre ønsker, at deres børn kommer i skole, er en selvfølge i Danmark, men har i hvert fald ikke altid været det i Oudalan-provinsen.

Forældresamarbejde?
I denne månedshistorie er vinklen historisk, og emnet er grundskolen i Oudalan-provinsen. Men det er ikke tallene, vi skal se på (ikke ret meget i hvert fald), men holdningen. Hvordan har den almindelige befolkning gennem årene set på skolen – og deres børns eventuelle skolegang?

I 2010 udtaler Gorom-Goroms viceborgmester til en burkinsk forsker: ”Når et menneske ikke kender noget, møder det det ofte med mistillid, for det kan ikke umiddelbart se nogen fordel ved skolen. Og her er det sådan, at mens kolonimagten byggede skoler de fleste steder, så skete det ikke her. Oudalan var jo lige blevet voltesisk (altså reelt blevet en del af kolonien Øvre Volta. TC), da kolonisatorerne pakkede deres kufferter – efter at have bygget blot to skoler: en i 1955 i Gorom-Gorom og en anden i 1957 i Markoye. Og der kom ikke flere til før 1974…”

Koloniseringens arv
Men befolkningens skepsis byggede ikke kun på manglende viden om emnet, men bevidst modstand mod besættelsesmagtens indflydelse. Da de første kolonisatorer kom til området omkring år 1900, var tuaregfolket provinsens ledende, og historien melder om flere oprør mod den voksende franske indflydelse. I 1915 måtte den franske øverstkommanderende bede om et maskingevær, som skaffedes fra Timbuktu – cirka 500 km. væk – og i 1916 massakreredes hundreder af oprørere i Oudalan.

Den kontakt man i de kommende årtier havde med kolonimagtens repræsentanter, var stort set knyttet til tvangsarbejde, til tvangsudskrivning af unge mænd til verdenskrigene og til krige i bl.a. Algeriet og Madagaskar – og ikke mindre indkrævning af kopskat, kvægskat og andre skatter, der blandt andet skulle finansiere krigsførelse i de fremmede lande.  Enhver modstand blev mødt med strenge og ydmygende straffe.

Den nuværende alfabetiseringsminister, Amadou Diemdioda Dicko, er fra Oudalan, og han fortalte mig engang, hvordan rekruttering af skoleelever blev fortaget på samme måde – og altid uden forklaringer.  ”Når ens barn blev taget til skolen, blev der sørget som ved et dødsfald.” Det gjaldt også ham selv, der som barn blev en af 11 elever fra Oudalan i skolen i Dori. (Og det hjalp ikke, at man forsøgte at få lokale islam-lærere (såkaldte marabout’er) og magikere til at skaffe ham hjem igen.)

”De gode gamle dage”
Det hører med til disse årtiers historie, at Oudalan i denne periode ikke blev betragtet som fattig som i dag. Ifølge Amadou Diemdoida Dicko blev et overskud af hirse solgt til andre provinser, og bortset fra tøjet var man stort set selvforsynende med alt, hvad man mente, man havde brug for. Man havde sine egne smede, læderarbejdere, lavede træskåle og telte til beboelse – og var ikke interesseret i de hvides luksusprodukter. Skolen blev betragtet som en trussel, både mod kulturen og for det enkelte barn – og kun i franskmændenes interesse som et sted, hvor kolonimagtens under-funktionærer kunne uddannes.

Selv fortæller alfabetiseringsministeren, at trods hjemlængsel ni måneder om året og næsten total mangel på forståelse for skolegangens betydning, så var han også nysgerrig efter, hvad dette franske påfund kunne bruges til og føre til. Efterhånden opgav familien modstanden og gav sig hen i sønnens skæbne.

Som den eneste af de 11 elever frA Oudalan fik han en realeksamen og udsigt til en højere uddannelse, men den alvorlige tørke i provinsen i 72-73 var årsagen til, at familien ikke kunne støtte ham under en lang uddannelse, og han valgte at blive lærer.
I 1976 bad han om at blive udsendt til en landsby i Oudalan, hvor myndighederne havde planer om en skole, men endnu ikke realiseret noget, end ikke et halvtag. Med den lokale befolknings støtte lykkedes det ham at opbygge en skole. Stemningen havde ændret sig. Mange så efterhånden skolen som en mulighed for, at børn kunne få en privilegeret stilling.  Det nye Øvre Volta havde i en årrække brug for alle med en uddannelse i opbygningen af en ny administration. Naturligvis hjalp det også, at bøgerne og læseplanerne ikke længere var som i skoler i Frankrig, men alligevel var skolen stadig et fremmedelement, og grundlæggende så forældrene sådan på det langt op i 90’erne, at et barn, der kommer i skole, overlades til læreren og er tabt for forældrenes påvirkning.

Revolutionen
Den såkaldte revolution i 1983 åbnede igen nye muligheder. Amadou Diemdioda Dicko lægger stor vægt på, at for første gang oplevede almindelige mennesker, at funktionærer og politikere lyttede til dem – til deres behov og ønsker. Selv de mindste bopladser udnævnte nu en repræsentant, der i Gorom-Gorom fremføret lokale ønsker – og kom hjem med mange slags impulser.

Det hjalp desuden på revolutionens popularitet i de første år, at de mest upopulære skatter blev ophævet. Til gengæld kom der en del egenbetaling af skolemateriel m.m. Og selvom der kom gang i skolebyggerierne, blandt andet gennem de dansk finansierede Alpha-projekter, gik det stadigvæk langsomt med at får provinsens børn i skole. 80’ernes alvorlige tørkeår forarmede folk, så skolegang blev prioriteret under den elementære overlevelse. Jeg har ofte set, hvordan store klasser efter en fejlslagen høst stort set blev tømt for elever, fordi de (i vore øjne) små udgifter fik forældrene til at vælge skolen fra.
Alle børns ret til skolegang i forfatningen, som i 1991 afløste revolutionen, var indtil videre mere en hensigtserklæring end en realitet.
Det samme år kom der dog struktur på forældresamarbejdet i form af regler for de forældreforeninger (APE), som alle skoler skal oprette – og de senere AME, mødeforeninger, får stigende betydning i mange provinser.

Nutiden og fremtiden
I de seneste år har en voldsom satsning på især pigers skolegang givet store resultater. Der er over 100 skoler i Oudalan i dag.  Og selv om provinsen stadigvæk halter bagefter landsgennemsnittet for gennemførelse af grundskolen, så er der sket meget – og ikke mindst holdningen til skolen har ændret sig. Langt de fleste forældre ønsker i dag deres børn i skole, selv om de godt ved, at de ikke nødvendigvis skal sidde på et kontor bagefter. Og de fleste børn, selv i Oudalan, kommer nu i skole. Da Alpha-projekterne startede i 89, var det cirka fem procent.

Vi står i øjeblikket ved begyndelsen på en ny fase, som kræver store indsatser og igen en ny bevidsthed for at blive en succes. Efter en årrække med en næsten ensidig satsning på kvantiteten (antallet af skoler, elever og ikke mindst piger i klasserne), skal der nu igen satses på kvalitet og på videregående skolegang.
En lov fra 2007 slår fast, at skolegang er obligatorisk for alle burkinske børn fra seks til 16 år. Vore børn i Gorom-Gorom går i skole i en periode, hvor denne politik vil blive forsøgt gjort til virkelighed.

Og lad mig så slutte med den pudsighed, at denne fortælling om Ouadalan-provinsens skole er skrevet den sommerdag, da den danske folkeskole holdt 200 års fødselsdag. TC