Burkinsk plakat med budskab om familieplanlægning. “Lad os undgå graviditeter tæt på hinanden for at bevare moders og barns sundhed”. Teksten i bunden lyder: “En lykkelig familie er en planlagt familie”.
MÅNEDSFORTÆLLING JUNI 2018
Emnet ses som en forlængelse af sidste måneds omtale af et forslag om at sende lastbiler med kondomer til Afrika for at bremse ”befolkningseksplosionen” – og som en opfølgning af fortællingen om den demografiske dividende fra oktober sidste år.
I februar 2017 fik Burkina Faso en ny sundhedsminister, Nicolas Meda, og han har allerede nu markeret sig stærkt. I den burkinske nationalforsamling har han gjort sig til en stærk fortaler for at lovliggøre abort, og han omtaler gerne familieplanlægning som en menneskerettighed: ”Det er de afrikanske kvinders egen beslutning, hvor mange børn de vil have, hvornår og med hvem.”
I maj 2017 udnævnte han Anne Thieba, som er gift med den burkinske premierminister, som ambassadør for familieplanlægning, og internationalt er han blevet kendt som primus motor i et vestafrikansk initiativ fra juli samme år, hvor repræsentanter for ni lande har lovet hinanden at nedbringe befolkningstilvæksten. I en fem minutters video konstaterer han – på engelsk, at så længe hver kvinde føder seks børn, kan landene ikke få udbytte af den demografiske dividende. Det skal forstås sådan, at først når man har færre børn i forhold til mennesker i den produktive voksenalder, opstår dette ekstra udbytte for samfundsøkonomien – i den periode hvor de fattigste lande endnu ikke har så mange ældre at forsørge som de rige lande.
De ni vestafrikanske lande har derfor besluttet at øge de nationale budgetter for familieplanlægning med 10 % og søge international støtte til en yderligere satsning. Ambitionen er, at allerede i 2020 får hver kvinde i gennemsnit et barn mindre. Strategien består blandt andet i at tilvejebringe et personale, der kan tilbyde hver eneste husstand langtidsvirkende prævention, og at antallet af burkinske kvinder, der bruger moderne prævention, i den samme korte periode forøges med 3,2 millioner. I vores eget land var det især forbedrede livsvilkår, der bragte antallet af fødsler drastisk ned fra et gennemsnit på cirka syv pr. kvinde. Men også hos os har prævention haft betydning. Når vi i dag kan konstatere, at hver dansk kvinde i gennemsnit kun får cirka 1,7 barn, er det rimeligt at nævne den øgede adgang til forskellige former for prævention, ikke mindst p-pillen.
Jeg ser ikke de nye vestafrikanske initiativer som et dementi af, at fødselstallet kun kan nedbringe som led i en social og økonomisk udvikling. Snarere tværtimod, for kampagnen for familieplanlægning opstår jo i sammenhæng med andre tendenser i udviklingen. Som sædvanlig, når emnet er udvikling, er der nemlig ikke tale om et enten-eller, men et både-og. Der skal både overvindes social-økonomiske, praktiske og mentale barrierer for at dæmpe befolkningstilvæksten.
Hvis udviklingen fortsat skal gå den rigtige vej, skal der også fremover satses på adskillige sektorer samtidigt. Den nye kampagne kan ses som et udtryk for, at mange års økonomisk vækst og social udvikling nu skal knyttes til en forbedret familieplanlægning for at give de bedst mulige resultater.
I de små landsbyer og bopladser uden for Gorom-Gorom mener mange landbokvinder og deres mænd fortsat, at de får brug for mange unge hænder – ganske som deres forfædre har haft det, og at børnene desuden er deres eneste alderdomssikring. Det har de indtil videre muligvis ret i. Men når samfundsøkonomiens udvikling også for dem fører til, at det bliver en tydelig fordel at få færre børn, så skal de praktiske muligheder for at beskytte sig mod uønskede graviditeter være til stede, ikke mindst i form af en fungerende sundhedssektor med et personale, der blandt meget andet kan formidle mulighederne for familieplanlægning.
Det kan bare ikke gøres på bekostning af andre indsatser, for eksempel de seneste årtiers store satsning på grundskolen, og især på pigers skolegang. Skolegang giver både viden og horisont, selv når det faglige niveau er lavt. Piger, der ikke har gået i skole, er mere tilbøjelige til at lade gamle forestillinger overtrumfe selv den mest relevante, moderne folkeoplysning.
M’Balla Sukaabe har efterhånden gennem mange år gennemført månedsmøder med et tema for børnene. Blandt emnerne har været unges seksualitet, uønsket graviditet og svangerskabsforebyggende metoder. Men disse emner har kun effekt i sammenhæng med mange andre emner, der har været taget op – og i kraft af, at alle ”vore piger” sikres skolegang.
Nemt er det bestemt ikke. Nicolas Medea har flere gange slået fast, at der er stærke konservative kræfter i samfundet, ofte religiøse, som modarbejder hans politik. Piger ude i de små samfund i Sahel-området kan stadigvæk støde på den holdning, at det er særligt flot at have født alene, uden hjælp af for eksempel en jordemoder. Og de religiøse ledere har ofte nemmere ved at hævde, at Gud eller Allah mætter alle de munde, han skaber, end til at støtte de nye initiativer. At flere amerikanske præsidenter, herunder den nuværende, følger de hjemlige højreorienterede, religiøse kræfters ønske om at forbyde enhver støtte til organisationer, der arbejder for abort og/eller prævention, begrænser desuden mulighederne for at få økonomisk støtte til en ny politik. Det kræver noget særligt at arbejde for familieplanlægning.
Jeg husker tydeligt, at jeg engang hos en katolsk hjælpepræst så en stor, sort tavle, hvoraf det fremgik, at han underviste landsbyens kvinder i forskellige former for prævention. Da jeg kommenterede, at det vist ikke lige var pavens politik, svarede han: ”Sådan skal pavens holdning nu ikke forstås.” Han havde med andre ord valgt den fortolkning af kærlighedsbuddet, som han lokalt kunne stå inde for, men det har næppe været et nemt valg at træffe.
Hvis du alligevel har åbnet for youtube for at høre sundhedsministerens oplæg, kan du også se en lokal leder i Oudalan-provinsen tale for familieplanlægning – denne gang på fransk. Som andre traditionelle ledere ved han, at en opfordring til at få færre børn kan være penibel. I stedet lægger han vægt på det ønskelige i at sikre større afstand mellem den enkelte kvindes fødsler. Resultatet er det samme, men budskabet er nemmere at tage imod i de miljøer, hvor prævention indtil nu har været noget for ”de hvide og dem inde i byerne”.
TC
