Tag-arkiv: kristendom

Moskeen i Bogonam. Foto: Le Soleil dans la Main

Rapport om forholdet mellem religionerne

MÅNEDSFORTÆLLING JULI 2018

Tilbage i august 2011 handlede vores månedsfortælling om religion i Burkina Faso. Der stod blandt meget andet: ”Den seneste folketælling i 2006 noterer 60 procent muslimer. I Gorom-Gorom er der nu adskillige, ganske store moskeer, en katolsk og et par protestantiske kirker, men når kirkerne genlyder af sang og trommer, er det overvejende tilflyttede soldater og funktionærer, der sidder på træbænkene.

For langt de fleste burkinere er troen en stor del af identiteten, men det betyder ikke, at fundamentalismen fylder meget. Der ses sortklædte, tildækkede kvinder i Burkina, men de er få. De bogstavtro, der kun accepterer deres egen version af menneskets stræben mod gud, er et lille mindretal – i hvert fald blandt muslimer og katolikker men desværre ikke blandt landets protestanter.
Statistikken noterer godt fire procent protestanter, og der er i dag et utal af sekter og små, protestantiske kirker i Burkina.
Efter den officielle statistik definerer 99,6 procent af den burkinske befolkning sig som troende, men staten og den offentlige administration er sekulær, neutral i forhold til religionerne.
(De statistiske tal dækker hele landet. I det nordlige er det muslimske flertal langt større.)

Den beskrivelse kan vi stort set stadig stå inde for, men der er alligevel en god grund til, at The International Crisis Group, som er en uafhængig organisation, der arbejder for at forebygge krige og skabe en mere fredelig verden, i september 2016 udgav en fyldig rapport: ”Burkina Faso: Preserving the Religious Balance”.
I Burkina demonstrerede kristne og muslimer sammen i protest mod angrebet på det franske blad Charlie Hebdo i januar 2015, mens der i nabolandet Niger blev nedbrændt barer og kirker. Men som der står i rapporten: Selv om Burkinas model for fredelig sameksistens stadig er robust, er den ved at blive udhulet ved sin yderkanter (”eroded at the margins”).

På den ene side understreger langt de fleste stadig, at de forskellige religioner lever harmonisk sammen, i familierne, i landsbyerne og byerne. Og selv om stort set alle er troende, så siger en lang række interviewede, at tro er ikke den primære identitet. Man er menneske og sågar burkiner, før man er kristen eller muslim. Desuden har begge de to store importerede religioner omtrent den samme bagage med sig fra den oprindelige animistiske tro. Og ikke mindst er staten som nævnt sekulær. Men er den nu også neutral, og har den altid været det?

Det sidste kan man roligt svare nej til. Det er jo ikke tilfældigt, at mange muslimske forældre i Gorom-Gorom området op gennem det 20. århundrede har ment, at skolen havde en kristen tendens. Den er jo grundlagt af europæiske missionærer, og i mange årtier var skabelsen af en voltesisk/burkinsk elite præget af den store overvægt af kristne blandt de uddannede.

Den aktuelle anledning til en stigende interesse for det religiøse samarbejde er de seneste års mange terrorangreb, som islamistiske grupper tager ansvaret for. Venner af Burkina har med stor bekymring lagt mærke til, at mens de voldelige ekstremister tidligere udelukkende var udlændinge, så har der de sidste par år vist sig at eksistere en ekstremistisk, voldelig gruppe i Soum-provinsen i og nær byen Djibo, et par hundrede kilometer vest for Gorom-Gorom. Området er et af landets fattigste med en meget dårlig infrastruktur, for eksempel er der ingen god vej sydpå mod Ouagadougou. Store dele af befolkningen i Soum er frustrerede over at være provins, som synes glemt af centralstyret.

Men rapportens hovedemne er en historisk betinget muslimsk frustration over underrepræsentation i landets ledelse, såvel politisk og kulturelt som i administrationen. De burkinske myndigheder bør behandle emnet med stor forsigtighed. Risikoen for at puste til ilden, i stedet for at styrke det store flertals religiøse tolerance og afvisning af vold som religiøst middel, er reel. Organisationen opfordrer primært til, at man forhindrer marginalisering af muslimer ved at styrke deres ligestilling i samfundet.

Såvel regeringen som de muslimske ledere opfordres til at finde veje, som understreger den muslimske tros ligestilling i samfundet. For eksempel mener man, at de fransk-arabiske skoler skal have bedre vilkår, ligesom mulighederne for at tage en videregående uddannelse ved et arabisk universitet – som det allerede nu sker for mange studerende ved europæiske universiteter – bør forstærkes.
Det forhindrer dog ikke rapportens forfattere i at opfordre det muslimske samfunds ledere til at være opmærksom på risikoen for marginalisering af de koranskoledrenge, som alle rejsende har set med røde konservesdåser, når de tigger i gaderne.

Intolerancen og fundamentalismen blandt de muslimske troende er procentuelt langt mindre end i de protestantiske kredse. I Gorom-Gorom og Dori bed man allerede for årtier siden mærke i, at den protestantiske kirke ikke ønsker at deltage i udviklingssamarbejdet med katolikker og muslimer i foreningen UFC (De troende brødres forening). Baggrunden menes at være, at protestanterne tager deres tros opfordring til at skaffe nye tilhængere blandt anderledes troende mere bogstaveligt end de to større grupper, der tager afstand for den praksis. I kraft af protestanternes lille antal og ikke mindst, fordi den igangværende bølge af terror er islamistisk i sin selvforståelse, ses protestanternes holdning næppe som en aktuel trussel mod samfundet.

Den muslimske oplevelse af diskrimination er en langt større trussel mod det fredelige forhold mellem religionerne. Det nævnes for eksempel, at det er ubehageligt for mange troende muslimer, der opfatter ord som jihadist og islamist som legitime religiøse termer, at de i dag – blandt andet af medierne – bruges, så de indebærer en generel anklage mod det muslimske samfund.
Kilde: ”Burkina Faso: Preserving the Religious Balance”.

P.S. Initiativerne for at modarbejde, at terrorismen bider sig fast i det nordlige Burkina Faso og finder støtte i den lokale befolkning, er utallige og ikke kun militære. Vi kan betragte vores arbejde i Red børnene i Gorom-Gorom som en del af denne indsats.
På YouTube fortæller endvidere en ung mand fra Gorom-Gorom i marts 2018 til Droit Libre TV, hvordan han arbejder for at forhindre radikalisering af de unge i området. Baggrunden beskrives i en anden film fra samme selskab, hvor en kvindelig skoleleder nær Gorom-Gorom forklarer, hvorfor hun i marts 2017 lukker skolen midlertidigt, og den viser blandt andet optagelser fra en demonstration i nabobyen Dori, hvor regeringen opfordres til at tage truslerne alvorligt.

Familieplanlægning

Burkinsk plakat med budskab om familieplanlægning. "Lad os undgå graviditeter tæt på hinanden for at bevare moders og barns sundhed". Teksten i bunden lyder: "En lykkelig familie er en planlagt familie".

Burkinsk plakat med budskab om familieplanlægning. “Lad os undgå graviditeter tæt på hinanden for at bevare moders og barns sundhed”. Teksten i bunden lyder: “En lykkelig familie er en planlagt familie”.

MÅNEDSFORTÆLLING JUNI 2018

Emnet ses som en forlængelse af sidste måneds omtale af et forslag om at sende lastbiler med kondomer til Afrika for at bremse ”befolkningseksplosionen” – og som en opfølgning af fortællingen om den demografiske dividende fra oktober sidste år.

I februar 2017 fik Burkina Faso en ny sundhedsminister, Nicolas Meda, og han har allerede nu markeret sig stærkt. I den burkinske nationalforsamling har han gjort sig til en stærk fortaler for at lovliggøre abort, og han omtaler gerne familieplanlægning som en menneskerettighed: ”Det er de afrikanske kvinders egen beslutning, hvor mange børn de vil have, hvornår og med hvem.”

​I maj 2017 udnævnte han Anne Thieba, som er gift med den burkinske premierminister, som ambassadør for familieplanlægning, og internationalt er han blevet kendt som primus motor i et vestafrikansk initiativ fra juli samme år, hvor repræsentanter for ni lande har lovet hinanden at nedbringe befolkningstilvæksten. I en fem minutters video konstaterer han – på engelsk, at så længe hver kvinde føder seks børn, kan landene ikke få udbytte af den demografiske dividende. Det skal forstås sådan, at først når man har færre børn i forhold til mennesker i den produktive voksenalder, opstår dette ekstra udbytte for samfundsøkonomien – i den periode hvor de fattigste lande endnu ikke har så mange ældre at forsørge som de rige lande.

De ni vestafrikanske lande har derfor besluttet at øge de nationale budgetter for familieplanlægning med 10 % og søge international støtte til en yderligere satsning. Ambitionen er, at allerede i 2020 får hver kvinde i gennemsnit et barn mindre. Strategien består blandt andet i at tilvejebringe et personale, der kan tilbyde hver eneste husstand langtidsvirkende prævention, og at antallet af burkinske kvinder, der bruger moderne prævention, i den samme korte periode forøges med 3,2 millioner. I vores eget land var det især forbedrede livsvilkår, der bragte antallet af fødsler drastisk ned fra et gennemsnit på cirka syv pr. kvinde. Men også hos os har prævention haft betydning. Når vi i dag kan konstatere, at hver dansk kvinde i gennemsnit kun får cirka 1,7 barn, er det rimeligt at nævne den øgede adgang til forskellige former for prævention, ikke mindst p-pillen.

Jeg ser ikke de nye vestafrikanske initiativer som et dementi af, at fødselstallet kun kan nedbringe som led i en social og økonomisk udvikling. Snarere tværtimod, for kampagnen for familieplanlægning opstår jo i sammenhæng med andre tendenser i udviklingen. Som sædvanlig, når emnet er udvikling, er der nemlig ikke tale om et enten-eller, men et både-og. Der skal både overvindes social-økonomiske, praktiske og mentale barrierer for at dæmpe befolkningstilvæksten.

Hvis udviklingen fortsat skal gå den rigtige vej, skal der også fremover satses på adskillige sektorer samtidigt. Den nye kampagne kan ses som et udtryk for, at mange års økonomisk vækst og social udvikling nu skal knyttes til en forbedret familieplanlægning for at give de bedst mulige resultater.

I de små landsbyer og bopladser uden for Gorom-Gorom mener mange landbokvinder og deres mænd fortsat, at de får brug for mange unge hænder – ganske som deres forfædre har haft det, og at børnene desuden er deres eneste alderdomssikring. Det har de indtil videre muligvis ret i. Men når samfundsøkonomiens udvikling også for dem fører til, at det bliver en tydelig fordel at få færre børn, så skal de praktiske muligheder for at beskytte sig mod uønskede graviditeter være til stede, ikke mindst i form af en fungerende sundhedssektor med et personale, der blandt meget andet kan formidle mulighederne for familieplanlægning.

Det kan bare ikke gøres på bekostning af andre indsatser, for eksempel de seneste årtiers store satsning på grundskolen, og især på pigers skolegang. Skolegang giver både viden og horisont, selv når det faglige niveau er lavt. Piger, der ikke har gået i skole, er mere tilbøjelige til at lade gamle forestillinger overtrumfe selv den mest relevante, moderne folkeoplysning.

​M’Balla Sukaabe har efterhånden gennem mange år gennemført månedsmøder med et tema for børnene. Blandt emnerne har været unges seksualitet, uønsket graviditet og svangerskabsforebyggende metoder. Men disse emner har kun effekt i sammenhæng med mange andre emner, der har været taget op – og i kraft af, at alle ”vore piger” sikres skolegang.

Nemt er det bestemt ikke. Nicolas Medea har flere gange slået fast, at der er stærke konservative kræfter i samfundet, ofte religiøse, som modarbejder hans politik. Piger ude i de små samfund i Sahel-området kan stadigvæk støde på den holdning, at det er særligt flot at have født alene, uden hjælp af for eksempel en jordemoder. Og de religiøse ledere har ofte nemmere ved at hævde, at Gud eller Allah mætter alle de munde, han skaber, end til at støtte de nye initiativer. At flere amerikanske præsidenter, herunder den nuværende, følger de hjemlige højreorienterede, religiøse kræfters ønske om at forbyde enhver støtte til organisationer, der arbejder for abort og/eller prævention, begrænser desuden mulighederne for at få økonomisk støtte til en ny politik. Det kræver noget særligt at arbejde for familieplanlægning.

Jeg husker tydeligt, at jeg engang hos en katolsk hjælpepræst så en stor, sort tavle, hvoraf det fremgik, at han underviste landsbyens kvinder i forskellige former for prævention. Da jeg kommenterede, at det vist ikke lige var pavens politik, svarede han: ”Sådan skal pavens holdning nu ikke forstås.” Han havde med andre ord valgt den fortolkning af kærlighedsbuddet, som han lokalt kunne stå inde for, men det har næppe været et nemt valg at træffe.

Hvis du alligevel har åbnet for youtube for at høre sundhedsministerens oplæg, kan du også se en lokal leder i Oudalan-provinsen tale for familieplanlægning – denne gang på fransk. Som andre traditionelle ledere ved han, at en opfordring til at få færre børn kan være penibel. I stedet lægger han vægt på det ønskelige i at sikre større afstand mellem den enkelte kvindes fødsler. Resultatet er det samme, men budskabet er nemmere at tage imod i de miljøer, hvor prævention indtil nu har været noget for ”de hvide og dem inde i byerne”.
​TC 

Ikke af grød alene

MÅNEDSFORTÆLLING AUGUST 2011

Tondikara betyder den hvide sten på sproget songhai. I ”gamle dage” blev den berømte klippe i Gorom-Gorom betragtet som en helligdom, og dette træk fra den oprindelige animistiske tro (før islam og senere kristendommen kom til Oudalan-provinsen), fik sit udtryk så sent som i 1970’erne, da der blev ofret dyr på klippen under den store tørkekatastrofe.

Ja, jeg har sågar hørt en gammel mand protestere mod det hotel, der blev opført i 1980, med begrundelsen: ” Det er for tæt på klippen. Hver sten de lægger på om dagen, vil blive fjernet om natten,” sagde han. Men sådan gik det jo ikke.

I dag er det blevet sværere at finde spor af tidligere tiders tro i Gorom-Gorom. Den der vil vide noget om fetichers evne til at beskytte personer mod barnløshed og storfamilier mod konflikter, marker mod tyveknægte, om dette at aflæse en bekræftelse eller en benægtelse i den måde en ofret høne lægger sig på, om at være knyttet til sit totem (oftest et dyr, men undertiden et træ) – og ikke mindst om menneskets muligheder for at søge gud gennem tilbedelse af besjælede ting i naturen, ja, han eller hun må rejse til andre egne af Burkina Faso. Traditionen lever og praktiseres af cirka 15 procent af den samlede befolkning.

Både islam og kristendommen er som nævnt udefrakommende religioner, og en stor del af deres tilhængere har forladt den oprindelige tro inden for den seneste generation eller to. Ordet forladt skal dog ikke tages alt for bogstaveligt.

Animismens forfædretro er en del af de fleste burkineres tankegods, og mange betragter ikke de animistiske praktikker som overtro (i betydningen usande), men som en praksis, der bør undgås, fordi de ikke er gode i kristen eller muslimsk forstand.

En meget troende protestantisk præst fortalte mig om, hvordan man ved hjælp af særlige (ganske enkle) metoder kan skaffe sig en formue. ”Det virker,” sagde han, ”men der er altid en pris for den slags. Man går i ledtog med djævelen.”

Da de første songhaier sivede nordfra ind i Oudalan-provinsen i slutningen af det 16. århundrede (som følge af det store Gao-riges sammenbrud) medbragte de islam, som længe havde været magthavernes tro deroppe nord for Niger-floden.

Islams regler for blandt andet økonomi og jura var netop, hvad disse ledere havde brug for, da de opbyggede riget. Gennem århundreder var troen så sivet ud i landbefolkningens brede lag og var blevet til en folketro.

Den har siden bredt sig til hele Burkina, og den seneste folketælling i 2006 noterer 60 procent muslimer. I Gorom-Gorom er der nu adskillige, ganske store moskeer, en katolsk og et par protestantiske kirker, men når kirkerne genlyder af sang og trommer, er det overvejende tilflyttede soldater og funktionærer, der sidder på træbænkene.

For langt de fleste burkinere er troen en stor del af identiteten, men det betyder ikke, at fundamentalismen fylder meget. Der ses sortklædte, tildækkede kvinder i Burkina, tilhørende wahabismen, men de er få.

Og stort set alle burkinere kunne skrive under på Grundtvigs ord om, at ”den der taler om at tvinge til tro, har intet forstået af troens væsen.”

De bogstavtro, der kun accepterer deres egen version af menneskets stræben mod gud, er et lille mindretal – i hvert fald blandt muslimer og katolikker, men desværre ikke blandt landets protestanter.

Statistikken noterer godt fire procent protestanter, og der er i dag et utal af sekter og små, protestantiske kirker i Burkina.

Mere end den katolske kirke – som har fire- fem gange så mange tilhængere – opleves de af mange burkinere som et autentisk, burkinsk samlingssted.

Her finder troen sin egen form, og man kan give følelserne frit løb i tungetale og fællesbøn. Her kan der ”luftes ud” efter hverdagens evige økonomiske pres og oplevelsen af en uværdig placering i den globale verden.

Oprindeligt var den katolske kirke stort set alene om udbredelsen af evangeliet. Kristendommens udbredelse har jo været knyttet til koloniseringen og dermed til skolesystemet. I årtier var der en overvægt af kristne blandt de uddannede i forhold til normalbefolkningen – også efter uafhængigheden i 1960.

Og i de nordlige provinser blev det at lade sine børn indskrive i skolen ofte betragtet som at overgive dem til den kristne tro.

Kun to ud af seks præsidenter (inklusive den nuværende) har været muslim – og den ene, Saye Zerbo, konverterede senere til protestantismen.

Religionen er nærværende i sproget, som på Blichers tid i Danmark, og altid synlig på mangfoldige måder.

Når den rejsende ser drenge med røde konservesdåser tigge i byernes gader, er det et bevis på, at også troen er knyttet til samfundets vilkår.

Drengene kaldes garibous og er som regel fra fattige familier, ofte fra det nordlige Burkina, der har overladt dem til en (mere eller mindre) Koran-kyndig lærer, en såkaldt marabout. Hos ham lærer de noget fra de hellige skrifter udenad – og de skal tigge sig til dagens måltider, ikke individuelt, men tage udbyttet af deres vandring i gaderne med hjem, hvor marabouten fordeler det.

”En middelalderlig praksis, som vi skal have gjort op med,” sagde en stærkt troende muslimsk skoleinspektør engang til mig, og det er svært at være uenig i.

”Jeg er døbt, men jeg har ikke haft meget tid til at læse i Bibelen,” sagde en burkinsk chauffør engang til en dansk rejsende, ”så jeg er stadigvæk mest animist.”

”Og din kone?” spurgte danskeren.

”Ja, hun er muslim.”

Den slags eksempler er der mange af, selv om de fleste ægtefæller har samme religion. Og den skal ikke forstås som et udtryk for religiøs overfladiskhed, men som et eksempel på den sociale kompetence, der også betyder, at der stort set aldrig er etniske konflikter i Burkina.

At den enkeltes tro stikker dybt, forhindrer ikke, at landsbyens moske ligger nær en lille kirke – og især ikke, at man deltager i hinandens fester til jul og ramadan.

En ny version af islam er opstået i Bani cirka 75 kilometer syd for Gorom-Gorom. Sådan beskriver den selvudråbte profet selv sin menighed, men hans afvigelser fra den rette muslimske tro er så markante, at det kan opfattes som endnu et udslag af den almindelige tolerance, at dette fænomen betragtes som hans eget problem, en sag mellem ham og gud – og i hvert fald ikke en sag for myndighederne.

Efter den officielle statistik definerer 99,6 procent af den burkinske befolkning sig som troende, men staten og den offentlige administration er sekulær, neutral i forhold til religionerne.