Tag-arkiv: ordsprog

Man kan ikke vaske én hånd

– og en til E-bog.

MÅNEDSFORTÆLLING AUGUST 2019

Genudsendelser er almindelige om sommeren – tænk bare på tv-programmerne. Vi vil også bruge systemet, selv om stoffet ikke tidligere har været bragt her på hjemmesiden, men i en bog. Forlaget Lindhardt og Ringhof har nemlig besluttet i løbet af 2019 at genudgive mine syv Burkina-bøger som e-bøger. Foreløbigt er Man kan ikke vaske én hånd på markedet, og den kan også lånes på bibliotekerne – i eReolen – i elektronisk udgave.

Jeg har hygget mig med at genlæse nogle af min ungdoms oplevelser – fra cykelturen fra Aarhus til Gorom-Gorom i 1981 og de næste 14 måneder i det, der dengang var en ganske lille provinsby, hvor næsten alle boede i lerklinede huse eller stråhytter. I denne månedsfortælling deler jeg nogle af dem med jer. Og jeg må lige minde om, at jeg dengang valgte at anonymisere nogle af bogens personer: Usman er den Abdoulaye, som i dag er vores partneres vigtigste rådgiver. I hans familie nød jeg de daglige to hovedmåltider og tilbragte de fleste aftener, selv om jeg fik bygget mit eget lille lerklinede hus et andet sted i kvarteret. Abdoulaye bor nu igen i Kel Egièf nogle kilometer fra Gorom-Gorom, hvorfra de barndomsminder, der afslutter disse uddrag, stammer. Omar er den Ahidjo, som mange af os har kørt med på rejser i Vestafrika og besøgt i hans hjem i Ouagadougou.

Den aften lå jeg længe under myggenettet og tænkte på, at der aldrig har været en kulturkreds her på Jorden med så mange ting som nutidens vesterlændinge, men næppe heller nogen med så store problemer med at dele. Vi forsøger i disse årtier at forbruge os ud af de situationer, hvor andre lærer hensyn og rummelighed. Og derfor er Danmark blevet et u-land på disse felter af livet.

Hvis din nabos skæg brænder, så gør dit eget vådt, siger peul-folket. Den talemåde kunne vel i vores samfund betyde, at vi kun er ansvarlige for vores eget ve og vel. Men i Gorom-Gorom skal den forstås som en understregning af, at det kommer dig ved, når din nabos skæg brænder. Så må du handle, som var det dit eget.

Det gode, du gør for en anden, er ikke tabt for dig selv. Igen kunne det misforstås, hvis udgangspunktet er den europæiske opfattelse af livet. Det kunne i så fald sige noget om købmandskab: Hvis jeg gør dig en tjeneste i dag, så gør du mig nok en tjeneste en anden gang. Men forstået i den vestafrikanske sammenhæng er dette ordsprog en påmindelse om, at vi ikke kan leve uden hinanden. Det gode, du gør for en anden, er ikke tabt for dig selv, for du er selv en af de andre, og du har de andre i dig.

I Afrika udtrykkes meget i ordsprog. Kort og fyndigt kan man således udtrykke en sandhed, der ellers kunne kræve mange ord: Du ejer kun den mad, du har spist.

Senere kom drengene styrtende. De snakkede og lo, mens Usman og jeg ordnede nogle småting ved huset. De syntes vist, det var smadderhyggeligt, at jeg nu boede her. Man kan jo ikke besøge hinanden, når man bor sammen. De begyndte at lege med naboens børn. De største afprøvede, hvem der kunne løbe hurtigst med et bildæk, der styredes af to kæppe. Det gik bedst, når der var vand inde i dækket.

– De er ikke vant til at lege her, sagde Usman. Der er nogen, der siger, at jeg holder mine børn for meget derhjemme på grunden, men sådan ser jeg ikke på det. De skal bare ikke presses ud, før de er klar. Vi har et ordsprog, der siger, at en gren skal bøjes, mens den er frisk, men det betyder da ikke, at børn skal presses ud i noget, de ikke magter. Det er først nu, Omar for alvor er begyndt at opsøge verden, men nu er han også gammel nok til at gøre, hvad han vil, hvis han ingen pligter har hjemme. Nu trækker han Dauda med ud, men det er også godt nok. Den lille lærer af den store.

Engang fortalte han mig om sin tidligste barndomsoplevelse: “Jeg lå en mørk aften ude i en hytte sammen med oldemor. Dengang boede vi derude, du ved, nogle kilometer herfra. Min mor var i Gorom-Gorom. Jeg har nok været fire år. Den gamle og jeg kunne høre sjakalerne liste rundt om hytten, og så sagde jeg til hende: Jeg vil ind til Gorom-Gorom, hvor mor er, så sjakalerne ikke æder mig, for det er mig, der skal tage mig af dem allesammen.”

P.S. Noget af tiden hos Abdoulaye og hans familie brugte jeg på at lytte til gamle fortællinger, og jeg har opdaget, at endnu en af mine Burkina-bøger nu findes som e-bog: Sådan har jeg selv hørt det. Historier fra Burkina Faso. Ikke så få af de historier har jeg lært efter den daglige aftengrød, mens Abdoulaye gjorde den traditionelle te klar. Også den kan lånes på biblioteket. Efter historierne er der et fyldigt efterskrift om fortællingens væsen og betydning. Det indledes med det burkinske mundheld: Risen uden sauce er fad, historien uden løgn er plat, verden uden fortæller er kedelig. TC

Abdoulaye som ung

Billede 1 af 3