Natten til den 1. april fandt der et terrorangreb sted i en landsby nær Aribinda (i Soum-provinsen, nær provinsgrænsen til Oudalan), hvor den traditionelle leder og tre medlemmer af hans familie som de første blev dræbt. Indenrigsministeren Siméon Sawadogo har fortalt det burkinske tv i en reportage fra Aribinda, at der først var tale om en terroraktion, der kostede 30 personer livet – og derefter etniske sammenstød, der menes at have kostet 32 dræbt. Desuden er 9 personer i terroristernes varetægt. Uanset om tallene holder præcist eller ej, er der tale om en af de værste voldsepisoder i landets historie, både i forhold til terroren (som ordet gerne bruges om de Al-Qaeda relaterede angreb) og i forhold til etniske sammenstød. Igen er det sidste altså ud over peul’er, som allerede i deres kvægavler-traditioner er uglesete mange steder i det indre Vestafrika, fordi deres behov kolliderer med de mere bofaste landbrugere. En bekendt fra Aribinda har i telefonen udtrykt tillid til, at en massiv tilstedeværelse af sikkerhedsstyrker vil betyde, at volden ikke opstår igen. TC.
Peul-folket kaldes verdens største nomadefolk, men ”rigtige” nomader – uden bopæl og jordbrug – er der efterhånden ikke mange af. Derimod menes det, at cirka 20 % af peulerne stadig er halvnomader – altså omtrent lige så mange, som der er danskere. Man kalder deres erhvervsform for transhumance og kan sammenligne den med sæterkulturen. Det gælder også de peuler, der hører hjemme i Oudalan-provinsen, men måske tilbringer en del af året eller flere år i træk langt fra hjemmet i søgen efter græsgange. Traditionelt har der været en grundlæggende gensidig fordel for jordejere og kvægfolk. Kvæget har nydt godt af markernes rester af hirsestængler og andet efter høsten, og det har så gødet jorden på den naturlige måde. Denne symbiose var den overvejende fortælling, da jeg for knap 40 år siden lærte det burkinske Sahel at kende. Men i dag er befolkningerne vokset, og presset på jorden er øget dramatisk. Der meldes stadigt oftere om alvorlige konflikter mellem de to grupper. Og stadigt tiere med dræbte til følge – som regel peuler. De seneste år har myndighederne i Elfenbenskysten smidt peuler og deres kvæg ind i det vestlige Ghana, og ghanesere har smidt andre grupper af peuler og deres dyr mod øst over grænsen til Nigeria. Det alvorligste sammenstød – i 2012 – var mellem maliere af dogonfolket og (overvejende burkinske) peuler på den maliske side af grænsen. Det kostede 30 døde. En tilsvarende konflikt kostede seks personer livet i 2015. Langt de fleste konfrontationer handler om ødelagte og truede marker. Der er dog også mange tilfælde, hvor adgangen til vand er konfliktstoffet. De sociale spændinger har altså i mange tilfælde overtrumfet de traditionelle fredstraditioner. Og der er ikke umiddelbart udsigt til en nem og hurtig løsning på problemerne.
En del af den peul-kultur, pulaagu, der blev nævnt i seneste månedsfortælling, handler om køerne. Og traditionelt har peulernes forhold til deres dyr været meget anderledes end vores forhold til vore køer. Det æstetiske har været en meget vigtig faktor. At en ko var smuk, ville en peul tidligere opfatte som langt vigtigere end dens værdi i penge. I det hele taget har afkast ikke fyldt meget i vurderingen af kørernes. De fleste har opfattet det som afgørende for oplevelsen af rigdom at have mange køer og smukke køer – langt vigtigere end deres eventuelle værdi ved salg.
Ligesom vores samfund i disse år ændres ganske radikalt, indser flere og flere peul-kvægejere, at de må ændre deres holdning til dyrene. Og salgsforeninger hjælper med at gøre kvægdriften mere rationel i vores forstand. Og de har brug for hjælp til, at et udviklet kvægbrug får en konstruktiv plads i det vestafrikanske samfund. Også dér hvor peulerne kun kommer for at søge græsning og vand til deres dyr. Peul-mundheldet ”Så længe en mand ikke er død, er skabelsen af ham ikke tilendebragt” kan give håb om, at deres samfund indeholder dynamik til en nødvendig forandring. Skabelsen af korridorer, der giver basis for sæterkulturen, er afgørende for fremtiden. Forbedret dyrlægetjeneste, større vægt på afkast, sikkerhed for at børnene og de unge har mulighed for at gå i skole i samme grad som andre – disse faktorer er eksempler på forandringer, der skal forhindre, at peulerne marginaliseres yderligere i de samfund, hvor de betragtes som fremmede. Der er i denne proces i høj grad brug for de sociale kompetencer, jeg omtalte i sidste månedsfortælling.
Jordejerne lægger vægt på, at der er tale om en social konflikt – og at de ofte er mindst lige sig fattige som kvægfolket. Men det høres stadigt oftere, at peuler opfatter sig som etnisk diskrimineret. Og ligesom burkinerne og andre afrikanske myndigheder ofte undgår at tale om etnicitet, når de laver statistikker, så kan vi minde os selv om, at dramaet ikke bunder i etnicitet, men i erhvervsinteresser. Derfor skal en sådan indsats have fokus på kvægdrivere og hyrdedrenge generelt, ikke på et bestemt folkeslag. Og vi europæere kan måske overveje, at ligesom peulerne har brug for at udvikle et nyt forhold til deres kvæg, så har vores kultur vist brug for at lægge mere vægt på værdier, der ikke kan aflæses på en bundlinje. TC
Når vi har holdt møder med M’Balla Sukaabe i Gorom-Gorom, har det som regel været på tre sprog: Dansk, fransk og peulernes fulfulde. Det sidste er med for at inkludere de lokale, der ikke forstår fransk. Fulfulde tales nemlig også af mange af dem, der har et andet modermål, for eksempel tuareger, bellaer og songhaier. Det modsatte er sjældnere tilfældet. Fulfulde er det mest talte sprog i det nordøstlige Burkina, også i ”vores” provins Oudalan. Men det er ikke lykkedes mig at finde tal for udbredelsen af peuler i forhold til de andre folkeslag. Selv om der har været gennemført flere store folketællinger, så har burkinerne valgt ikke at inddrage etnisk tilhørsforhold. Andelen af peuler i hele landet menes at være 8 %.
Denne månedsfortælling – og den næste – beskæftiger sig med peulfolket – ikke kun i Oudalan. Og lad os bare allerførst spørge: Hvor og hvor mange? Alt i alt er der sandsynligvis tæt på 30 millioner peuler i verden. Langt de fleste af dem bor i 15-16 vestafrikanske lande. Det største antal bor i Nigeria, men den største andel i forhold til landets befolkning finder vi i Guinea, hvor cirka 40 % er peuler. De er altså ikke i flertal i noget land. Når jeg skriver ”peulerne”, er det med udgangspunkt i fransk, og ordet er baseret på deres egen betegnelse i ental, pullo. I engelsktalende lande benævnes de samme folk fulanier med udgangspunkt i flertalsformen fulbè. Endelsen bè findes også i nationalitetsbetegnelsen og tillægsordet, som på dansk er blevet til burkiner. På fulfulde kunne man kaldes os for danmarkbè. Hvorfra stammer de oprindeligt? Når en rigtig” peul, som måske kunne finde på at kalde sig selv for ”adelig” (altså ikke en af de tidligere slaver, rimaïbè, eller for eksempel fra smedeklanen) undertiden kalder sig selv ”hvid”, så er det ikke grebet ud af luften. Forskerne mener, at såvel folket som sproget har en oprindelse i Mellemøsten, måske i Egypten. De er altså ikke negroide – som for eksempel rimaïbè.
Peuler omtaler gerne deres egne som himbe pullagu. Himbe betyder folk. Pulaagu kan oversættes som peulernes måde. Denne kultur er svær at beskrive kort. Men en vis diskretion er velset i menneskelige forhold, og der er en tradition for at meddele sig indirekte, for eksempel gennem eventyr, især når budskabet er kritisk, måske konfliktskabende. Et ordsprog som ”Din gæst er din gud” er udtryk for en stæk vægt på sociale aspekter, og peulfolkets brug af dilemmaeventyr til at se flere aspekter af en sag – og deres forhold til familiedrillerier, er med til at fastholde en udpræget social kompetence, som vi kan lære meget af. (Læs eventuelt lidt mere om dilemmaeventyr her og om familiedrillerier her.
Disse kulturtræk kan også findes hos de fleste folkeslag i det indre Vestafrika. Men peulernes særlige tendens til at leve for sig selv, i stedet for at blande sig med andre folkeslag, og deres tradition for at gifte sig indbyrdes, har måske medvirket til en stigende marginalisering i store dele af Vestafrika. Det gælder især de områder, hvor de – i modsætning til peulerne i Oudalan – er indvandrende små mindretal, der som kvægfolk presser de lokale jordejere på deres udkomme. Og det er peulerne som kvægfolk, der har ført til den problematik, som får mig til at skrive disse to månedsfortællinger. Det handler næste måneds historie om, men her skal det lige nævnes, at peulerne ikke kun kan beskrives som en gammel tradition og århundreders vandring. De lever også i 2016. På internettet finder vi blandt andre peul-hjemmesider: www.webpulaaku.net/ og www.pulaagu.com. Vi kan blandt meget andet finde ud af, at Haby Diallo i 2015 blev Miss Peul i Senegal. Man kan finde engelsk-fulfulde oversættelsesservice på nette. Derimod tilbyder Google Translate ikke oversættelse af fulfulde, selv om de har flere afrikanske sprog, der tales af væsentligt færre end de fulfuldekyndige. TC
Stationær peulbolig.Flytbar peulbolig.Læsebog for begyndere på fulfulde..
