MÅNEDSFORTÆLLING NOVEMBER 2019
De aktuelle nyheder fra det nordlige Burkina Faso handler mest om terrorangreb, og der er ikke udsigt til, at situationen vender i den nærmeste fremtid. Men hvad på længere sigt, årtier frem?
I de næste to månedsfortællinger er det centrale fokus langt på fremtiden. Denne handler om fredskultur. I decembers fortælling vil nøgleordene være verdensmål og ligeværdighed.
Set i bakspejlet er de seneste års udvikling i Gorom-Gorom området foruroligende. Her følger først en kort formidling af de store linjer: Fra 2013 har terrorismen i nabolandet Mali haft dramatiske, regionale dimensioner, og siden den første europæer i 2015 blev kidnappet ved et angreb på Tambao-minen (altså i Burkina Faso, cirka 80 kilometer nord-øst for Gorom-Gorom), har landet åbenlyst været et af Al Qaeda’s hovedmål. Medlemmer af vores forening har gennem flere år ikke kunnet besøge vores venner i Gorom-Gorom på grund af truslen om kidnapning, men vi har flere gange kunnet henlægge møder med dem til Ouagadougou. De såkaldt røde zoner i ambassadernes/underrigsministeriernes sikkerhedsbestemmelser er blevet udvidet flere gange. Og i dag er truslen om kidnapning og mord ikke ”kun” rettet mod folk med vores hudfarve, der kan tænkes at indbringe en anseelig løsesum, men også den lokale befolkning er ved mange anledninger blevet ramt af enten isolerede terroraktioner (så som drabet på en lokal mand på en bar i Gorom-Gorom i januar i år) eller større, organiserede angreb på landsbyer eller militære forlægninger.
Som det seneste trin på denne voldsspiral har flere aktioner udløst etniske sammenstød, som ellers har været stort set ukendte i Burkina Faso. Af samme grund er antallet af indbyggere i Gorom-Gorom de seneste måneder blevet cirka fordoblet på grund af internt fordrevne. Vi er med andre ord vidner til noget, der ligner et totalt sammenbrud af en traditionel fredskultur, der er blevet nævnt som et eksempel for resten af verden, og de såkaldte familiedrillerier, der tidligere har sikret tolerance og et harmonisk samliv mellem religioner, regioner og etniske grupper, er ofte blevet fremhævet. Man kan også nævne traditionen for at styrke den multikulturelle kompetence i brugen af dilemmaeventyr og andre former for mundtlig opdragelse.
Moderniteten medfører som bekendt mange fordele. Den har ikke mindst formindsket fattigdommen, forbedret sundhedstilstanden og øget børnenes skolegang. Men i samme proces forsvinder eller svækkes gamle traditioner. I de seneste årtier har der i Burkina været talt meget om, at moderniteten truer den traditionelle fredskultur. Mange gifter sig på tværs af etniske skel, og det kan betyde, at familiedrillerier forsvinder. Også den kraftige urbanisering og den forøgede skolegang har ofte samme effekt, ligesom forekomsten af fjernsyn har svækket den mundtlige fortælletradition.
Sidst i 1990’erne spurgte jeg en burkinsk bondeleder, hvorfor familiedrillerierne ikke virkede under borgerkrigen i Liberia, når nu også liberianerne som de fleste vestafrikanere kendte til denne praksis, om end ikke så udpræget som burkinerne. Svaret gik på, at den traditionelle kulturs metoder ikke virker over for moderne, økonomiske udfordringer – og borgerkrigen i Liberia havde i stor udstrækning sin baggrund i en blodig kamp om diamanter. Er vi da vidner til håbløse fremtidsudsigter, hvor en traditionel fredskultur afløses af socialt sammenbrud og terrortrusler? Ja, på din vis er dette bedrøvelige billede forståeligt – hvis vi vel at mærke kun orienterer os som en skibskaptajn, der kun sætter kursen for sin skude ved at iagttage kølvandsstriben. Og det gør kaptajner heldigvis sjældent. Erfaringer fra fortiden giver sjældent et fuldgyldigt billede af fremtidige muligheder.
Lad os huske, at den traditionelle fredskultur ikke dumpede ned fra himlen, mens blev skabt af menneskelige samfund – og netop fordi freden har været truet. Der er i Burkina Faso utallige legender om oprindelsen af familiedrillerier mellem to folkeslag, der uden denne tradition har haft en særlig alarmerende grund til at frygte, at konflikter mellem deres indbyrdes medlemmer kunne udvikle sig til vold og krig. Mere historisk troværdige kan vi nok betragte fortællinger om, at Sundiata Keita i 1200-tallet skabte denne type relationer mellem flere af sit store riges folkeslag for at skabe varig fred mellem dem – netop fordi den var truet. Der ligger med andre ord næsten altid en social trussel bag etableringen af sådanne fredsbevarende og konfliktløsende relationer, som er skabt i det traditionelle samfund. Som eksempel nævnes ofte forholdet mellem burkinske folkeslag, der er henholdsvist fastboende landbrugere og omvandrende kvægavlere, ikke mindst boboer og peuler.
Når den gamle kultur ikke kan sikre freden i vore dage, er det utvivlsomt et udslag af, at samfundet i disse årtier går fra tradition til modernitet. Men inden vi helt mister modet, bør vi spørge os selv, om man ikke kan forestille sig, at burkinerne i denne nye situation vil formå at skabe nye, sociale forhold, der spærrer vejen for voldelig og samfundsnedbrydende tendenser? Det er naturligvis ikke en sandsynlighed for den skibskaptajn, der kun sætter sin kurs efter kølvandsstriben, for vi mennesker kan ikke nøjes med at vurdere fremtidige muligheder ved at betragte den umiddelbare fortids erfaringer.
Hvor mange forudså i 1940’erne, at det europæiske forhold til mindretals rettigheder og menneskerettigheder generelt ville få et radikalt styrket udtryk efter to uhyrlige verdenskrige – netop på grund af denne periodes uhyrligheder? Man kan også huske på, at flere asiatiske lande på få årtier har kunnet udvikle sig samfundsmæssigt og økonomisk fra fattige u-lande til moderne forbrugsstater. Hvorfor skulle afrikanske lande, der har gode erfaringer med at udvikle en fredskultur på baggrund af traditionen så ikke kunne gøre det på baggrund af moderniteten? Lad os desuden mindes, at vesttyskerne efter 2. verdenskrig genopbyggede deres sønderbombede land på få årtier. Det primære var næppe, at de fik økonomisk støtte og i forvejen havde den tekniske viden, men at de havde bevidstheden om, at de havde gjort det før, at de netop skulle genopbygge landet, ikke opfinde det fra nul. Med det europæiske fokus på Afrika gennem de seneste årtier, sågar århundreder, kan det naturligvis virke urealistisk. Men det er heldigvis ikke afgørende, hvordan vi, men hvordan burkinerne forholder sig til situationen. Og der er igen grund til at fremhæve, at de traditionelle fredstraditioner ikke blev skabt ”for sjov”, men på baggrund af datidens sociale trusler.
Måske kan også vi en dag nikke anerkendende og forstående til konklusionen i den rapport om terrortruslen, som den burkinske statistiker og økonom Bemahoun Honko Roger Judicaël offentliggjorde, da terroren for længst havde ændret hverdagen i det nordlige Burkina: Burkinerne har vundet den psykologiske kamp. Han gjorde sig desuden til talsmand for det standpunkt, at en strategi, der kun baserer sig på en militær løsning, kan ende i en ond cirkel.
I den sidste tid er det flere gange sket, at vores venner fra Gorom-Gorom i telefonen har udtalt, at når sikkerhedssituationen er blevet god igen, eller når de internt fordrevne vender hjem til deres landsbyer – ikke hvis. Måske bygger denne optimisme på en viden om, hvordan deres forfædre og -mødre engang mødte tilsvarende trusler mod den sociale orden. TC
Denne månedsfortælling er i en anden version bragt på globalnyt.dk den 21. oktober og er desuden (på fransk) sendt til et burkinsk dagblad.
