Tag-arkiv: sundhed

Forventet levealder

MÅNEDSFORTÆLLING DECEMBER 2020

I månedsfortællingen fra august skrev jeg at Man kan naturligvis ­– af flere grunde ­– ikke bruge disse sammenligninger til at placere Burkina Faso på en dansk udviklingslinje og dermed sige, hvor de er ”nået til”. Det mener jeg stadigvæk, når vi taler generelt, og udvikling er et meget generelt begreb, men når det drejer sig om noget så specifikt som den forventede levealder, så er det jo noget andet. Forventet levealder udgør den række år, et nyfødt barn kan forvente at leve – når det altså har overlevet sin fødsel, beregnet ud fra den aktuelle dødelighed i et samfund. Og når vi ser så konkret og begrænset på en bestemt udviklingsfaktor, kan vi med rette påstå, at den forventede levealder i Burkina Faso ”er nået til” det punkt, hvor Danmark var i 1930, nemlig 61 år.

Til gengæld er den forventede levealder ikke blot et begreb blandt mange andre. Det siger mere end de fleste en masse om et samfunds økonomi, sundhedssektor, demokrati, undervisningssystem og meget andet. Hvis vi ikke kan komme i tanke om specielle undtagelser – for eksempel på grund af en epidemi eller krig – så er det vel et af de mest dækkende faktorer af de mange, vi har i spil, når vi prøver at beskrive et samfunds udvikling generelt. Det er da også et af tre nøgleord, når verdens lande rangordnes efter principperne i Human Development Index.

I Burkina Faso har stigningen stort set været regelmæssig fra landets uafhængighed under navnet Øvre Volta i 1960. Da var den forventede levealder 34 år. I 1985 var man tæt på at nå 50 år, men ikke mindst aids betød, at den milepæl først blev nået efter knap 15 års stagnation. I 2015 nåede man så 60 år. Fra andre statistikker ved vi, at tallet i Sahel-området er knap to procentpoint lavere end i Burkina Faso som helhed. Samtidigt ved vi, at tallet også i Afrika generelt er lidt højere for kvinder end for mænd.

Det burkinske sundhedsministerium offentliggør på deres hjemmeside en række dødsårsager, som kan forklare noget af forskellen på den række år, en nyfødt dansker og en burkiner kan forvente at se frem til. Malaria er stadigvæk suverænt den største dødsårsag i landet, og to tredjedele af ofrene for malaria er børn under fem år (en 20-årig dansker kan nu forvente at blive cirka 90 år).

Ifølge FN’s sundhedsorganisation WHO skyldes næsten 60 % af alle dødsfald i Burkina smitsomme sygdomme. Indtil videre spiller COVID-19 ikke nogen rolle i den statistik. Midt i juli 2020 er der registeret 53 corona-dødsfald blandt de knap 20 millioner burkinere (i Danmark er det tilsvarende tal 609). Det samme kan man sige om antallet af burkinere, der er blevet dræbt af terrorister gennem de seneste fem år, selv om tallet er større, nemlig cirka 650. Men man kan naturligvis med rette tale om, at begge faktorer er en reel trussel mod det burkinske samfund, og at de begge ser ud til at bremse tempoet i den burkinske udvikling, i hvert fald hvad angår økonomien.
Dødeligheden ved malaria er heldigvis faldende i Burkina Faso, fra 2010 til 2018 endda næsten halveret. Beregningen er baseret på en opgørelse fra sundhedsklinikkerne. TC

Abdoulayes mor blev over 90 år gammel.

COVID-19 i Burkina Faso – tæt på Gorom-Gorom

MÅNEDSFORTÆLLING maj 2020

Der er af flere grunde altid interesse for den første gang, også når en ny epidemi truer en befolkning. Da Vestafrika blev ramt af ebola i 2014, mentes det at have udgangspunkt i, at en dreng spiste en frugt, som en flagermus havde skidt på. Dengang var Burkina Faso rustet til at møde en truende epidemi, men slap med skrækken. Hvert land plejer at gøre omhyggeligt rede for det første indenlandske tilfælde. I Danmark var der tale om en mand, der sidst i februar bragte corona-smitten hjem fra en skitur i Italien. I Burkina Faso deltog den kendte præst Mamadou Karambiri sammen med sin hustru i et stort bønnemøde i en evangelisk kirke i den franske by Mulhouse. De kom begge hjem med fly og blev registreret som smittede den 9. marts, og landets ledelse så i øjnene, at en dramatisk epidemi truede.

Den 31. marts talte den traditionelle kejser i Ouagadougou, Moro Naba Naaba Baonga, til folket og opfordrede alle til at overholde myndighedernes regler. For eksempel at alle byer med blot et enkelt registreret tilfælde var i karantæne, så ingen måtte rejse ud eller ind af den. Et udgangsforbud klokken 19 til 05 gjaldt hele landet, selv om der overvejende var registreret smitte i hovedstaden og i byer vest og sydvest for denne. På samme dag påbegyndtes desinfektion af det store marked i Ouagadougou, og siden er der sprøjtet på mange burkinske markeder. Og i burkinsk tv kan man se sundhedspersoner gå omkring på markedspladser i flere provinsbyer for at tilbyde alle tilstedeværende at afspritte deres hænder Persontransport mellem burkinske byer blev forbudt, ligesom al trafik ind og ud af landet, undtagen varetransport, blev standset. Landets skoler og universiteter var desuden blevet lukket af pandemien, og det må have været noget af et deja-vu for børnene i Gorom-Gorom, hvor der har været adskillige lukninger de seneste år på grund af terrortruslen og lærerstrejke. Der er dog tale om at åbne skolerne igen – måske endda inden denne månedshistorie bliver lagt på hjemmesiden. Men om der kommer resultater ud af, at umyndighederne har peget på malariamidlet klorokin som et middel, der vil blive taget i anvendelse, er lige så usikkert som, at den omtalte Moro Naba har gjort sig til talsmand for anvendelse af adskillige former for traditionel medicin til bekæmpelse af COVID-19.

Den burkinske ledelses reaktioner har på flere områder lignet den danske, men perspektiverne er anderledes alvorlige i alle afrikanske lande. FN’s udviklingsfond UNDP frygter, at denne epidemi kan koste hvert andet job, og i flere lande frygtes de lukkede grænser og den begrænsede transport inden for landene at medføre alvorlig sult, som kan koste langt flere menneskeliv end selve smitten. Jeg har tidligere gjort mig til talsmand for, at udviklingen i Burkina Faso, som jeg første gang kom til i 1979, knap en snes år efter uafhængigheden af den franske kolonimagt, har været ganske imponerende. I de forløbne årtier er der opbygget en psykologisk og administrativ national enhedsfølelse, og økonomien og livsvilkårene har udviklet sig betragteligt. Der er trods alt stor forskel på at være truet på sundheden på grund af ensidig kost og på at se udbredt sultedød i øjnene i krisesituationer, selv om også det første er alvorligt og et tegn på stor fattigdom. Andre observatører har oplevet udviklingen som langsom og til tider håbløs. Jeg har endvidere bevaret en vis grundlæggende optimisme i spørgsmålet om terrorismen – blandt andet har jeg i månedsfortællingen fra november sidste år En moderne fredskultur formuleret håbet om, at landet en dag vil se tilbage på perioden med voldsomme terrorangreb, og genfinde sin position som et land, der i det meste af verden er kendt for sin fredskultur. Men når COVID-19 slår mange fremtidsplaner omkuld for nationen så vel som for den enkelte, og det sker samtidigt med, at terrorister kæmper en grusom og stædig kamp for at ødelægge stabiliteten og gøre landet til en åben port for fremtidige angreb på kystlandene, kan det være svært at bevare optimismen.

Mens disse linjer skrives – den 27. april – er der ikke smittetilfælde i selve Gorom-Gorom, hvorimod der tales om seks smittede i guldminebyen Essakane godt 40 kilometer væk og tre i Falagountou, som ligger godt 50 kilometer fra Gorom-Gorom. Det er godt at huske på, at de burkinske myndigheder og den burkinske befolkning har solide erfaringer med at inddæmme en smitte. Det gælder ikke mindst i de hyppige tilfælde af meningitis-epidemier. Vaccination af hele befolkningsgrupper har man som regel kun grebet til, når smitten har udviklet sig til en udbredt trussel i et område. Men blot tanken om, hvordan det kan gå, hvis smitten får fat i de mange i Gorom-Gorom, der bor tæt som internt fordrevne, og i den nærliggende lejr med maliske terrorflygtninge, kan ryste de fleste.

På den anden side er der åbenbart ikke mange smittede, der dør af sygdommen – og slet ikke i Afrika. Mens vi herhjemme har registreret 422 corona-dødsfald, er det tilsvarende tal for Burkina 42 – ud af en befolkning på cirka 20 millioner. Der er utvivlsomt tale om et stort såkaldt mørketal i et land med en meget svag sundhedssektor, men forskellen er alligevel stor nok til at give plads til en vis optimisme. Selv om COVID-19 smitter hurtigere end andre corona-sygdomme, så er dødeligheden altså forholdsvis lille, og indtil videre ser de afrikanske lande ud til at være sparet for de værste konsekvenser. TC