34 år efter mordet på Thomas Sankara og 12 andre kommer sagen nu for retten, skriver globalnyt.dk den 16. april. Ud over den tidligere præsident er 13 andre anklaget, herunder Gilbert Diendéré, Compaorés tidligere højre hånd, der allerede afsoner en dom på 20 års fængsel for at have stået bag kupforsøget i 2015. TC.
Tag-arkiv: Thomas Sankara
Identitet
Først som koloniseret og siden som terrormodstander
MÅNEDSFORTÆLLING NOVEMBER 2020
Siden den franske kolonimagt for cirka 100 år siden trak nogle streger på landkortet, som derefter definerede Øvre Volta, har befolkningen i det område, der nu hedder Burkina Faso, gennemlevet to store, længerevarende og afgørende kriser.
Den første blev skabt af nationens fødsel som koloni. Heri lå et forhold til det styrende land, kolonimagten, som ikke blot var præget af et afgørende modsætningsforhold. Det lå i selve strukturen, at magthaverne følte sig overlegne på en række felter, og at områdets befolkningsgrupper i stor udstrækning blev frataget deres oprindelige identitet. I kraft af europæernes militære og teknologiske overmagt lod de fleste voltesere sig indordne i et forhold, hvor de selv var den underlegne og ydmygede part.
Vi ved fra individuelle forhold, hvor ødelæggende det er, når den underlegne indtager offerrollen. Noget tilsvarende har præget kolonitidens logik. Når de to roller således passer sammen i en overlegen-underlegen relation, styrkes magtens identitet som overlegen i omtrent samme grad, som den underlegnes identitet svækkes. Dette forhold mener jeg, har også præget starten på det, der ofte er kaldt neo-kolonialismen, altså perioden efter den formelle uafhængighed i 1960. Og det har skabt utallige efterdønninger, som kan aflæses i den situation, som lederen af revolutionen i 1983, Thomas Sankara, reagerede på. Denne underlegne rolle blev tilmed forstærket i et område som Oudalan-provinsen, da flere års tørke skabte en ydmygende social nød i de nordlige provinser, som fandt sin modpol af bedreviden i de vesteuropæiske stater og udviklingsorganisationer.
Nutidens virkelighed og perspektiverne for fremtiden er præget af terrortruslen, og en forudsætning for, at vi kan se optimistisk på de kommende årtier, er en formodning om, at terroristerne taber deres kamp for at skabe en islamistisk stat i Vestafrika, som indeholder Burkina Faso. Jeg har før brugt sammenligningen med koloniseringen for at minde om, at terrorismen trods alt fik en ende. Denne gang vil jeg pege på et vigtigt karakteristisk træk ved forholdet mellem den burkinske befolknings store flertal og netop terrorismen. Modsætningen mellem disse to parter i den igangværende konflikt, bygger på burkinske værdier, der er oparbejdet gennem adskillige årtier, og som har præget de seneste årtiers udvikling. Og der er næppe grund til at frygte, at modsætningsforholdet vil svække befolkningens tro på egne værdier, så som tolerance og demokrati, som det var tilfældet i kolonitiden. Tværtimod ser det trods terrorens udbredelse ud til, at de fleste burkinere bliver styrket i deres forankring i individuelle og samfundsmæssige værdier, der langt hen ad vejen kan kaldes de modsatte af Al-Qaedas.
Der ser ud til at være afgørende forskel på terrorismens konsekvenser og koloni-forholdets svækkelse af befolkningen. I øjeblikket ser det ud til, at næsten alle i administrationen og i den civile befolkning tager afstand til både kolonitidens undertrykkelse og fornedrelse og fra terrorismen. I det man kunne kalde det lange, seje træk, har burkinerne fundet en metode og en identitet, der har styrket dem, og de tanker, der i Europa især var populære i 1970’erne, at sand uafhængighed kun kan opnås gennem en blodig befrielseskrig, er ikke i spil.
Vel har der været tale om dramatiske perioder, som kupforsøget i 2015, som blev stoppet af folkelig modstand, men krigsførelse har ikke været en del af kampen for reel selvstændighed. Betydningen af at et samfund på cirka 20 millioner indbyggere har over en million internt fordrevne, og at hundreder er blevet dræbt eller såret i forbindelse med terroraktioner de seneste fem år, skal naturligvis ikke undervurderes. Men man kan trods alt ikke kalde den militære trussel fra terroristerne for akut.
Truslen om en ødelæggende social krise som følge af de mange internt fordrevne er alvorlig, men i øjeblikket heller ikke akut. Snarere ser det ud til, at denne krise styrker burkinernes evne og vilje til at holde fast i deres værdier. Det er i sig selv en grund til at støtte M’Balla Sukaabes arbejde i Gorom-Gorom.
Mens ovenstående ligger som månedens fortælling på vores hjemmeside, afholder burkinerne et dobbeltvalg, til både præsidentposten og til Nationalforsamlingen den 22. november. Ikke så lidt af den selvtillid, der har præget befolkningen de seneste årtier, afhænger af, hvordan denne valgdag forløber.
Nation-building II
MÅNEDSFORTÆLLING APRIL 2019
(Fortsat fra forrige måned). Det næste afsnit i historien om opbygning af en nationalstat efter Øvre Voltas uafhængighed fra den franske kolonimagt kan passende begynde med den sankaristiske revolution i 1983. Sankaras budskab om, at nu var han og den almindelige, brede befolkning allierede, i opposition til såvel den vestligt uddannede elite i Ouagadougou som til de traditionelle ledere, havde mærkbar effekt. Og Sankara havde sans for symboler. Allerede året efter fik landet sit nuværende navn, en ny nationalsang med det cubansk inspirerede omkvæd: Fædrelandet eller døden, vi vil sejre! De tre Volta-floder fik deres oprindelige, afrikanske navne igen, og endelig fik man nyt flag.
De nye farver – rød, grøn og gul – er fælles for mange afrikanske flag, og det menes, at det røde her står for kampen for uafhængighed, det grønne for Burkina Fasos frugtbarhed og naturlige rigdomme, og at stjernen symboliserer revolutionen. Men revolutionen stod ikke kun for symboler. Utallige kommunikationsmidler, så som landeveje og busser, blev udbygget, og der blev satset på servicefunktioner i de største provinsbyer, som for eksempel folkeherberget i Gorom-Gorom. Fastnettelefonen blev udbredt – og senere fik mobilnettet og internettet senere stor betydning for udviklingen.
I de fire revolutionsår faldt korruptionen radikalt, og den folkelige opslutning til den nye kurs var i de første år mærkbar. Siden forfatningen af 1960 havde landet gennemlevet flere perioder med militær undtagelsestilstand, og revolutionsårene hører med til denne periode. ”Jeg er ikke demokrat, jeg er revolutionær,” menes Sankara at have udtalt. Da den franske præsident Mitterand kom på besøg i 1986, blev det rødmalede slogan på Ouagadougous hvidmalede lufthavn ’Ned med imperialismen’ først overmalet og derefter igen malet med store røde bogstaver kort før hans ankomst. Og Mitterand udtalte på et tidspunkt, at ”Sankara er en mand, der forstyrrer.” Det blev fortolket som en delvis støtte, men inderst inde mente han nok, at forholdet til den tidligere koloni blev forstyrret.
Den nuværende forfatning fra 1991 bygger på Blaise Compaorés brud med revolutionsårene og tilpasning til de vestlige donorers krav om økonomiske strukturtilpasninger og demokratiske reformer i europæisk forstand. Der var utvivlsomt et stort flertal bag ønsket om at gøre op med revolutionen, men også bag den tanke, at det ikke betød tilbagevenden til tiden før – til Øvre Volta. Uanset om de nævnte strukturændringer førte til en stabil økonomisk udvikling, eller de har hæmmet den, så opfatter jeg det sådan, at en styrket tro på fremtiden førte til et delvist brud med den ydmygende følelse af afhængighed. I den forbindelse kan det også nævnes, at selv om skolen altid har været europæisk præget, så har den stigende skolegang bidraget til et større nationalt selvværd.
Langsomt blev samarbejdsforholdene mellem den burkinske administration og de udenlandske donorer lidt mere ligeværdige. I både 1974 og i 1985 udbrød der grænsekrige med nabolandet Mali. Krigsførelse er som bekendt en meget brugt metode til at styrke en befolknings nationale identitet, men jeg mener ikke, at det gælder i dette tilfælde. Den burkinske selvopfattelse som en fredskultur, blandt andet i kraft af de udbredte traditioner for familiedrillerier, har i den forbindelse betydet langt mere end de to krige.
Grænsedragningen ved det omdiskuterede område er siden blevet reguleret ved den internationale domstol i Haag. Da folkerejsningen i 2014 smed Compaoré på porten, blev der vedtaget et midlertidigt charter, som gennemførte nyvalg. Et af den nye regerings initiativer har været at nedsætte en kommission, der arbejder med en ny forfatning. Civilsamfundet er i de forløbne årtier blevet mærkbart styrket, og foreningen Le Balai Citoyen, der med rette kan påtage en stor del af æren for den modige og ubevæbnede mobilisering, både i forbindelse med folkerejsningen i 2014 og i modstanden mod kupforsøget i 2015, har erklæret det som sit mål at sikre, at landet forbliver civilt styret, og at korruptionen bekæmpes. Valgprocessen i 2016 bekræftede for det store flertal af befolkningen den nyvundne stolthed. Som beskrevet i en månedsfortælling fra juli 2018, sagde en ung mand i forbindelse med en rapport om religion i Burkina noget i retning af: ”Man er menneske, og man er burkiner, før man er kristen eller muslim.” Det siger ikke noget om, at hans tro er svag, for der er ikke mange med en svag tro i Burkina Faso. Men det siger muligvis en masse om, at landet i dag er en samlet nationalstat – med mange folkeslag og religioner, men ikke mindre sammenhængende af den grund.
Nogle synes, det er gået langsomt og lægger vægt på, at man endnu kan finde sprækker i det burkinske murværk. Jeg mener, det er gået forbavsende hurtigt og vurderer, at der i dag er langt flere eksempler på en reel national identitet end på det modsatte. I disse år kommer truslen mod landets sammenhængskraft især fra voldelige terrorister, og selv om kun ganske få burkinere har meldt sig ind i kampen mod den tolerance og fredskultur, som landet bygger på, vågnede beboerne i en lang række burkinske provinser, herunder Oudalan, den 1. januar op til en erklæring om, at deres område var erklæret i undtagelsestilstand. Regeringen har ønsket at udvide sikkerhedsapparatets beføjelser med henblik på at styrke kampen mod terrorismen. TC