Tag-arkiv: udvikling

Sult og politisk uro

Den 29. december 2022 skrev Seini Ag Ahmid på Facebook:

Kvinder og mænd fra Sahel,

Lad os fokusere på vores folk her i SAHEL-regionen, der har brug for mad.

Befolkningen er sulten.

Lad os glemme historien om brændstof, tak, og de tusindvis af blikke, der berøves os til fordel for Ouagadougou. (Efter en debat om brændstof i hovedstaden. TC)

Lad os tænke på vores modige folk fra Mansila, Sebba, Solhan, Titabé, Tankougounadié, Tokabangou, Tin-Akoff, Deou Markoye, Bearsi, Falagountou, Gorgadji, Seytenga, Sampelga, Djibo, Baraboulé, Tongomayel, Nassoumbou, Diguel, Aribinda, Koutougou, Kelbo , og Pobé-Mengao.

Lad os bede den almægtige ALLAH om at bringe fred tilbage til os, så alle kan vende tilbage til sit hjem.

Amen

TAK

Ovenstående notits fra Facebook understreger, at den humanitære situation i dele af Burkina Faso er meget alvorlig. Den forklarer også, hvorfor en stor gruppe kvinder og børn for nylig søgte uden for deres landsbyer nær Aribinda (vest for Gorom-Gorom i naboprovinsen Soum) for at samle frugt og blev kidnappet af formodede terrorister. Efter otte dage blev kvinderne og børnene ifølge regeringens nyheder og bekræftet af en række nyhedsbureauer befriet af den burkinske hær.

Den dramatiske episode følger efter en måned med megen dramatik i burkinsk politik, hvor landets ledere har udvist en højtstående FN-embedsmand, Barbara Manzi. Landets udenrigsminister beskyldte senere Manzi for at tegne et negativt billede af sikkerhedssituationen i Burkina Faso:

”Manzi forudsagde kaos i Burkina Faso i de næste par måneder”, sagde Rouamba på nationalt tv og påstod, at hun ensidigt havde anbefalet evakuering af nogle FN-ansatte og deres familier fra hovedstaden Ouagadougou. “Hun miskrediterede landet og afskrækkede potentielle investorer,” tilføjede Rouamba. FN’s generalsekretær Antonio Guterres “erfarede med beklagelse” om Burkina Fasos beslutning og udtrykte “fuld tillid (…) til fru Manzis engagement og professionalisme”, sagde hans talsmand Stephane Dujarric i en erklæring lørdag. Efterfølgende har USA smidt Burkina Faso ud af den ordning, der giver en række afrikanske landet toldpræferencer.

Den franske ambassadør er med den samme begrundelse som Barbara Manzi bedt om at forlade landet omgående, og de franske styrker i Burkina Faso har fået en måned til at trække sig ud af landet. De internationale medier spekulerer i, om den burkinske regering har inviteret den russiske militærgruppe ved navn Wagner indenfor. Foreløbigt har burkinerne i hvert fald afvist, at de skulle have betalt russerne med rådighed over en guldmine. Desuden har burkinerne smidt den franske nyhedskanal Radio France International (RFI) ud.

Kilderne til disse oplysninger er en lang række medier: f.eks. voanews.com, rfi.com, aljazeera.com og dr.dk. Vi kan for egen regning tilføje, at det ser ud til, at de burkinske magthavere efter over et århundredes fransk kolonialisme er ved at frigøre sig fra den franske indflydelse. Hvad disse brud med lang tids og flere områders traditioner fører til, kan vi til gengæld ikke vide noget sikkert om. TC.

At nærme sig hinanden

En af mine burkinske venner sagde engang, at han ind gik ind for international adoption, for at mennesker med forskellige hudfarver kunne blande sig mest muligt med hinanden: ”På den måde vil der en dag ikke være mere racisme, når vi en dag alle sammen er blevet lysebrune.”
Denne måneds spørgsmål er dog ikke, om den vision er ved at blive realiseret. Men om vi og de som samfund og som mennesker kan siges at nærme os hinanden, ikke mindst i den forstand at vi ligner hinanden. Nogle vil mene – oftest i en politisk betragtning af vor tids aktuelle spørgsmål – at det er gået lige modsat.

Klimaforandringer

Lad mig først tage udgangspunkt i et af vore dages store emner: klimaforandringerne. Det er et brændende og aktuelt spørgsmål, og uanset hvor stor forskel, der er i den måde klimaforandringerne truer os, så er det et emne, vi er fælles om at diskutere, både med hinanden i hver sit land og mellem lande og verdensdele. Vi sidder på den samme side af bordet, så at sige.
Det er en helt anderledes situation end den tørke, der prægede ikke mindst Sahel-området op gennem 1970’erne og 1980’erne. I vores samfund blev den betragtet som et fænomen, der truede ”de andre”, og som vi skulle hjælpe dem med. Vi var stort set enige om at betragte os som overlegne, mens de lokale i blandt andet det nordlige Burkina Faso i de år var ydmygede af både fattigdom og afhængighed. På det psykologiske plan er den nuværende situation omkring klimaforandringerne langt mere ligeværdig.

Moderne teknologi

Brugen af de moderne teknologier, i Burkina Faso især blandt de unge i byerne, er et andet eksempel. Det er et felt, hvor de bruger metoder og vaner, der minder om vores – og nærmer sig vores praksis i et langt hurtigere tempo, end da det har gjaldt om at opbygge moderne skolegang og uddannelsessystemer. Hvis man tænker på, hvordan de netop overståede valghandlinger i burkinske landsbyer blandt andet bliver gennemført og formidlet ved hjælp af moderne teknologier, så er det tydeligt, at afstanden mellem deres og vores praksis nu ligger tættere på hinanden, end den var, da vi lærte hinandens samfund at kende.

Det er i øvrigt ikke så mange år siden, at en dansk ambassadør i Burkina Faso sagde til pressen, at han ikke forventede en situation, der kunne sammenlignes med det arabiske forår, fordi smartphones endnu ikke var udbredte. Under den folkelige opstand i 2014 var de en væsentlig faktor.
Forleden så jeg på Facebook, at en ung burkiner fortalte sine venner, at han indtil videre var udstationeret i Canada og mindede dem om sit WhatsApp-nummer.

Samfundsmæssig udvikling

Deres generelle samfundsmæssige udvikling, i blandt andet økonomisk forstand, har betydet, at forskellen på dem og os er blevet mindre, psykologisk set. Det skal ikke forstås sådan, at jeg påstår, at verdens udvikling er lighedsskabende (som bekendt er det tværtimod sådan, at de allerrigeste ejer stadigt mere i forhold til den fattigste halvdel af menneskene), men når de fattiges samfund går fra at være præget af selvforsyning og eksistensminimum til et begrænset materielt forbrug, så har vi lettere ved at forstå hinanden, fordi vi trods alt befinder os i den samme samfundstype, om end i hver sin ende af skalaen.  

Jeg kunne også pege på, at frygten for islamistisk præget terror er fælles for mange mennesker hos både dem og os, og at den, alt andet lige, bringer os nærmere hinanden.

Multikultur

Som en afgørende faktor vil jeg til sidst nævne de moderne europæiske samfunds stigende karakter af multikultur. Vores eget land var jo indtil for få årtier siden præget af en udpræget enhedskultur, og meget tyder på, at vi nu langsomt bevæger os mod en mere multikulturel tilstand. Hvad det kommer til at betyde for vores grundlæggende opfattelse af ”de andre”, er ikke til at sige med sikkerhed, men det ser meget ud til, at vores og deres samfund også i den forstand nærmer sig hinanden. De har jo været multikulturelle ”altid”, og det har sat sit store præg på deres traditionelle tankesæt og deres traditioner. Jeg mener ikke mindst at kunne se en afgørende udvikling i vores danske måde at tænke på, så den allerede nu ligger tættere på deres. Det er sjældnere end for årtier siden, at vi danskere tænker og reagerer enstrenget. Oftere tager vi højde for sammenhænge og søger at se helheder, undertiden komplicerede sammenhænge. Netop dette tankesæt, mener jeg, har ”altid” præget den vestafrikanske kultur.
Jeg vil derfor tillade mig at udlede, at hele denne tilnærmelse – som jeg her har givet nogle få og kun skitserede eksempler på her – er udgangspunkt for en stigende ligeværdighed i vores indbyrdes forhold. Dét er pointen, og uanset alle forskelle mellem dem og os, og uanset hvor mange problemer, der banker på for at blive løst, er den afgørende vigtig.

Om så afgørende værdier går tabt, hvis vi efterhånden ligner hinanden mere og mere, så vi kulturelt bliver lysebrune alle sammen, og særpræg og forskelligheder dermed forsvinder, det er bestemt et emne, der er værd at tage op, men det er en anden historie. TC

Den store grønne mur tværs over Afrika. Source: Agence Africaine de la grande muraille verte

Til sammenligning – et udviklingsperspektiv

MÅNEDSFORTÆLLING august 2020

Vi foretager ind imellem sammenligninger i disse månedsfortællinger – som regel en sammenligning af burkinske realiteter i tid, mellem før og nu. Og ofte giver en sammenligning baggrund for en vis optimisme, alle aktuelle problemer til trods. Her vil jeg især sammenligne deres samfund og vores. Også det sker i et forsøg på at formulere, hvordan fremtidsperspektivet ser ud for mig. Jeg ser i øvrigt mest på udviklingen i Afrika syd for Sahara og inddrager altså ikke den arabiske verden i Nordafrika.

Lad mig starte med oplevelser fra de nutidige corona-tider. I vores del af verden er noget af det mest markante, at politikerne har brugt krisen til at bekræfte det nationale tilhørsforhold i stedet for at styrke den regionale og internationale samarbejde. Mange europæere har – måske reflektorisk – søgt sammen, beskrevet risici og søgt løsninger inden for deres etniske og nationale stat. Arbejdet med den store grønne mur i form af et 8000 kilometer langt beplantet bælte i Sahel-området – fra Senegal til Djibouti – kan ses som et symbol på det afrikanske perspektiv. Og reformer inden for valuta-området, som det blev omtalt i seneste månedsfortælling, er et andet eksempel på det store, tunge træk, der ser ud til at være i gang. I min optik er det en kamp for det såkaldt sorte Afrikas status som en ligeværdig international partner og mod både materiel fattigdom og den ydmygende stilling, der har præget Afrikas position i verden gennem århundreder. (At det netop har været slave- og kolonitiden, der som udgangspunkt har beriget vore samfund, som har forarmet Afrika, skal vi ikke beskæftige os med i denne fortælling. Jeg kan dog ikke lade være med at bemærke, at i de knap tyve år, hvor vores forening har eksisteret – uden at antyde nogen sammenhæng, er der sket en markant udvikling af den europæiske bevidsthed om dette forhold).

Nu kommer en foreløbig pointe inden for denne måneds emne: Det vil efter al sandsynlighed vise sig lettere fra de afrikanske lande at knytte sig sammen regionalt, end det har været for os europæere, fordi de fleste afrikanske nationalstater er nye og ikke mindst knyttet til kolonitiden. Det vil vise sig i løbet af de næste årtier. Og her kommer en anden sammenligning mellem vores danske og deres burkinske samfund, hvor jeg ser ligheder snarere end forskelle. Efter en flere hundrede år lang periode med en hidtil uset økonomisk og materiel udvikling i Europa er Danmark i dag blandt de rigeste og bedst fungerende samfund. Det er vi blevet, selv om det for cirka 200 år siden så ud til at ville gå helt anderledes for vores lille plet på landkortet. Vi var et land uden væsentlige råvarer, der kunne danne udgangspunkt for produktion og eksport. Og vi lå klimatisk betænkeligt i et udviklingsperspektiv. Desuden var århundredet begyndt med Københavns bombardement og tabet af flåden. Efter 1849 havde et meget begrænset folkestyre afløst det kongelige diktatur (som vi kalder enevælden), kort tid før vi mistede Sønderjylland i 1864. Men i disse krisetider havde vi den folkelige vilje til at udvikle os, og det skete ikke mindst i kraft af et stærkt civilsamfund – i form af højskole-, andels- og arbejderbevægelsen.

På samme måde kan man med rette beskrive Burkina Faso – og herunder ikke mindst Gorom-Gorom området – som et fattigt område, der har over 100 års ydmygende undertrykkelse bag sig, og som hverken har klimaet eller den geografiske placering med sig. Men også som et samfund, hvor befolkningen har en klar udviklingsvilje og et stærkt civilsamfund – i hvert fald sammenlignet med lande, vi plejer at sammenligne det med. Vi har set bondegrupper og andre dele af civilsamfundet opnå stor udbredelse og indflydelse. Desuden har ikke mindst den burkinske revolution i 80’erne lagt grunden til en ny og ganske stærk folkelige selvbevidsthed, der i de seneste år har fundet en plads i for eksempel foreningen Balai Citoyen, som spillede en hovedrolle i den opstand, der betød enden på Blaise Compaorés styre. Man kan lokalt i ”vores eget område” også nævne organisationer som M’Balla Sukaabe og Association Tartit.

En væsentlig baggrund for de danske fremskridt kan tilskrives, at vi i løbet af det 19. århundrede fik børnene i skole, begge køn. Selv om kvaliteten og mængden af skoletid og læring var stærkt begrænset indtil omkring begyndelsen af det 20.århundrede, skal den faktor bestemt ikke undervurderes. Og vi kan også her sammenligne med burkinske resultater og problemer. De har opnået en rimelig national dækning og kvalitet i begyndelsen af det nuværende århundrede. Man kan naturligvis – af flere grunde – ikke bruge disse sammenligninger til at placere Burkina Faso på en dansk udviklingslinje og dermed sige, hvor de er ”nået til”. Men man kan bruge dem til at se mere optimistisk på fremtidsudsigterne på lang sigt, end der er baggrund for, hvis vi begrænser os til at se på de aktuelle materielle problemer i Gorom-Gorom, corona-smitte og terrortrusler.

Måske kan det give mening og energi til den nuværende, nødvendige indsats, at vi endnu engang husker de burkinske ordsprog: Selv om natten er lang, bryder dagen frem til sidst. Og: Når natten er sortest, nærmer daggryet sig. TC

Vejen til Gorom-Gorom

I 1979 kørte jeg for første gang fra Dori med Gorom-Gorom som mål. Da en mand bad om kørelejlighed, tænkte jeg lettet, at så ville jeg i hvert fald ikke køre vild. Det var inden regntiden, men vejen var alligevel så dårlig (eller mine evner og erfaringer så begrænsede), at jeg et sted måtte skubbe sten under det ene dæk for at komme videre.

I ”Man kan ikke vaske een hånd” beskrev jeg i 1984 blandt andet en regntidstur på ladet af en lastbil:

”Mellem Gorom-Gorom og Dori har de offentlige kasser kun været belastet af enkelte lave dæmninger på de steder, hvor transport ellers ville være umulig i regntiden… Fra Dori til Ouagadougou er vejen anlagt. Det kan være svært at se på den blodrøde stribe, der nogle steder er skyllet næste helt væk, og de første par hundrede kilometer er fyldt med dybe huller.”

På en strækning sydvest for Dori blev vi passagerer bedt om at stige af, mens lastbilen med brølende motor passerede en strækning, hvor det var ansvarligt at have personer på ladet. Jeg fortæller i kapitlet om en af de gange, hvor vi kørte fast i mudder, og slutter beskrivelsen:

”Siden gentager det sig, og det er ikke en flok spejdere på sommerlejr eller rekrutter på feltøvelse. Det er hverdagens almindelige mennesker, der rejser i det eneste tilgængelige transportmiddel i en verden med andre vilkår.”

Og jeg husker endnu den velsignede ro, der opstod, da vi kørte ind på asfalten ved hovedstadens udkant.

Siden er først de 100 kilometer mellem Ouagadougou og Kaya blevet asfalteret, og i 2006 kom den gode, sorte vej til Dori. I Gorom-Gorom var det afgørende i første omgang, at der blev bygget broer over vandløbene ved Goudebo og Saouga, og transporten begyndte at foregå i bus. For få måneder siden blev arbejdet med at asfaltere de sidste godt 50 kilometer så annonceret – som det er sket flere gange før. Og Abdoulaye overrakte mig begejstret nyheden i telefonen. Hvad det betyder for alle os, der kan huske fortidens strabadser, er ikke svært at sætte sig ind i. Mange erfaringer viser desuden, hvordan infrastrukturen er afgørende for de økonomiske udviklingsmuligheder. Bedre veje og mobiltelefoner er to afgørende milepæle i udviklingen af det moderne samfund. Et så vigtigt fremskridt er med til at give håb for fremtiden, og det kan næppe overvurderes, vel vidende at terrorens vigtigste udgangspunkt er håbløshed. Og at smitterisikoen i forbindelse med corona-epidemien har været med til at presse moralen yderligere.

For få år siden var planen at se en asfaltvej mellem Dori og Gorom-Gorom blive fortsat til Tambao-bjerget. Det har endda været noteret som en af betingelserne for at opnå en koncession på manganudnyttelsen i bjerget. Den første terroraktion i området fandt netop sted ved Tambao, da en rumænsk sikkerhedsvagt blev kidnappet i 2015, og så længe terrorister gør det nordlige Burkina til et usikkert område, bliver der hverken tale om at udnytte mineralet eller om at asfaltere vejen til Tamboa.

De gode nyheder fra Gorom-Gorom fik mig til at undersøge, om der er fremskridt i anlægning af en asfaltvej fra Kongoussi (cirka 100 kilometer nord for Ouagadougou) til Djibo. Djibo har i flere år været den burkinske terrorismes stærkeste holdepunkt, og så vidt vides det eneste sted i landet, hvor der har være tale om en lokal islamistisk terrorgruppe. Indbyggerne i Djibo har gennem mange år ønsket sig en erstatning af den nedbrudte og vanskeligt passable grusvej sydpå til Kongoussi. Udover de markante virkninger, det kunne have på det lokale erhversliv, ikke mindst byens kendte kvægmarked, så ville det være et stærkt tegn for det store flertal, der – også i Djibo – opfatter terrorismen som et onde. Men desværre var resultatet tydeligt: Det er kun lykkes at asfaltere 15 kilometer, før den nuværende usikkerhed satte en stopper for projektet.

Og den seneste nyhed er, at også i Dori er arbejdet sat i stå. Der kommer heller ingen asfaltvej til Gorom-Gorom i denne omgang. Endnu engang må befolkningen trække på den tålmodighed, som vægtes så stærkt i den lokale kultur. TC

De nye verdensmål og vores syn på verden

De første verdensmål er nu historie. De førte som bekendt til store resultater i den materielt fattige verden i årene 2000-2015. Vi er nu ved at afslutte det fjerde af femten år med nye verdensmål – og det er en ganske anden sag end de første. Nu er målene ikke kun rettet mod den del af verden, vi plejer at kalde u-lande, men mod hele kloden. Og nøgleordet er bæredygtighed. Hjemmesiden verdensmaalene.dk beskriver de 17 konkrete mål og 169 delmål for en bæredygtig udvikling, der blev besluttet af alle verdens lande i FN i 2015. En grundlæggende forudsætning for at forstå de nye mål og ikke mindst for at yde et bidrag til deres virkeliggørelse, er, at de ses i sammenhæng. Man kan ikke arbejde for opfyldelse af en mål, hvis indsatsen er i modstrid med andre af de 17 mål.

Mens de første verdensmål passede som fod i hose i det traditionelle verdenssyn i den rige verden, så er det ikke nær så enkelt med de nye mål. Allerede under mit første ophold i Gorom-Gorom i 1979 beskrev jeg, hvordan den kultur, jeg oplevede midt i Vestafrika, havde et andet idégrundlag end den, jeg kom fra. Kort fortalt, så noterede jeg, at hvor livssynet derhjemme kunne beskrives med spørgsmålet: ”Hvad fører det til?”, så var det dér mere relevant at spørge: ”Hvordan hænger det sammen?” .

Synergi-effekten er ikke fremmed for os – altså det fænomen, at flere handlinger kan have en større effekt end summen af de enkelte initiativer hver for sig: Uanset hvad barndommens regnebog påstod, så kan fire mand grave flere meter grøft end én mand i det firdobbelte tidsrum. Men at arbejde for bæredygtighed indebærer mere end en kvantitativ udvidelse af den vores gængse forståelse. Nu er grundsynet holistisk. Vi skal med andre ord se på de nye verdensmål som en helhed – og ikke som 17 sammensatte enkeltmål. Vi skal derfor udvikle vores evne til at opfatte helheder – og det er ingen selvfølge for en kultur, der snarere har taget udgangspunkt i at adskille fænomener og se på deres enkeltdele, ikke nær så meget som i en kultur, der har tænkt i sammenhænge. De nuværende verdensmål er efter min mening snarere et udtryk for det grundsyn, der har præget befolkningen i den fattige verden, end de er et udtryk for vores.

Op gennem 1980’erne holdt jeg mange foredrag med titlen ”Hvad kan vi lære af Afrika?” Den havde jeg valgt, fordi den skabte undren og opmærksomhed. For de fleste danskere var det på det tidspunkt stadigvæk en selvfølge, at ”vi” var ”dem” overlegne, foran i udvikling og i tankegang. Sådan er det ikke mere, selv om både den politiske verden og de sociale medier viser mange eksempler på, at det er svært at udvikle sin kultur. At det synes så svært, er en stærk antydning af, at det er en vigtig proces, snarere end det antyder, at vejen er forkert. Vi kan jo ikke uden videre opgive den måde, som vi gennem generationer har tænkt på om verden og vores egen plads i den. Men selv om forandringsprocessen ikke er tilendebragt, er det alligevel lykkedes langt hen ad vejen. De nye verdensmål, herunder klimakampen for en bæredygtig dagsorden, er både et udtryk for, at vi er i gang, og en bekræftelse på, hvad retningen er.

”Hvordan hænger det sammen?” er nu også det afgørende spørgsmål for os. Og den dag, vi ikke længere tænker i ”vi” og ”dem”, men i ”os”, er vi kommet rigtigt langt – og kan samtidigt glæde os over, at i den samme proces har vi mennesker afskaffet ekstrem fattigdom og sult i verden. Jeg tror desuden på, at vi i det forløb vil lære at opfatte de forskelligheder, som findes i klodens kulturer, som en rigdom, der skal beskyttes, snarere end et problem, der skal løses ved at udligne dem – og til den tid vil vi nok undre os over, at vi engang underforstod, at udvikling skal føre til, at de andre ligner os så meget som muligt.

Det livssyn, der har præget opbygningen af industrisamfundet og forbrugerkulturen, er altså under markant forandring. I forhold til klimaforandringerne er vi efterhånden enige om, at lakmusprøven for politiske forslag er deres bæredygtighed. Og ”vores” kultur er denne gang en afgørende del af problemet, og det endda så udpræget, at end ikke befolkningstilvæksten i ”deres” verden ændrer afgørende ved den beregning. Den findes primært sted i lande, der har en mikroskopisk del af CO2-udledningen på deres samvittighed.

Alt dette betyder blandt andet, at det globale fokus er flyttet fra deres udvikling til vores, og dette fokus vil få en afgørende virkning på processen frem mod det virkelige mål: Ligeværdighed.

I min sidste bog, e-bogen STAFET, har jeg beskrevet forholdet mellem dem i Gorom-Gorom og os i Danmark i forhold til en teknisk udvikling, nemlig fabrikation af fødevarer i landbruget. Året er 2050, og hovedpersonen i det afsnit græder om aftenen i taknemlighed over, at hun har oplevet det ligeværdige forhold mellem ”dem” og ”os”. Hun havde i øvrigt været der før, i 2012, og dengang var hun eksperten. I virkeligheden skal det afgørende spring i dette forhold aflæses i det grundlæggende livssyn, ikke i forståelsen for teknik, men i en roman er det nemmere at inddrage en teknisk beskrivelse end en filosofisk. Det afgørende har for mig været at formidle, at jeg tror på, at forholdet om nogle årtier er ligeværdigt. Det kan en periode med ødelæggende terroraktioner ikke lave om på. En kort omtale af bogen med titlen 10 spørgsmål til Thyge kan ses på YouTube. TC